Først går man så grusomt meget igennem, og så…

Efter min konfirmation fik jeg plads hos Gudrun og Niels Jørgen Svendsen i Annexgaarden i Sem som stue-kokke-barne-malkepige. I min fritid deltog jeg i marken, når der skulle luges roer, køres korn eller hø ind og flere andre småting – til gengæld lå jeg aldrig vågen om natten. Jeg blev der i tre år, og da jeg skulle rejse, græd den yngste af pigerne og ville med mig, så det er vel gået nogenlunde.

Da jeg flyttede fra Annexgården, fik jeg plads på en gård i Gjerlev, hvor min søster, Kamma, tidligere havde tjent. Jeg lovede mig selv, at det aldrig skulle ske igen, for jeg følte, man sammenlignede os, og at det ikke altid faldt ud til min fordel. Jeg havde lært Anker at kende, mens jeg tjente på Annexgaarden.

Sammen rejste vi til Højer på hver sin gård. Der var meget arbejde, men jeg fik lært en masse. Da konens bror flyttede ind med tre børn, fik jeg bl.a. lært at spise hurtigt. Det var nødvendigt, hvis jeg overhovedet ville have noget at spise. I 1954 blev jeg gift med Anker. Vi har siden delt godt og ondt – som livet nu har budt os. Sammen hentede vi i barske tider styrke og mod i den tro, vi begge er opdraget i.

Vi fik plads på en gård i Bostrup som fodermesterpar. Anker tjente 100 kr. om ugen. Manden var ikke af den slags, der gik ind for velfærdssamfundet. Han mente vel nærmest, at arbejderne skulle gå lidt ned i løn, så ville der blive mere arbejde til alle – og større indtjening. Vi syntes, der var arbejde nok. Som de andre, der arbejdede på landet, havde vi ofte svært ved at betale købmandsregningen. Købmanden sagde ikke noget til os, men klagede til bønderne: Jeg synes, det er mærkeligt, at det er mig, der skal finansiere jeres arbejdere, fordi I ikke kan give dem en ordentlig løn. Det fik han vist aldrig noget svar på. Var der ekstraarbejde at få, tog vi det. Om foråret hakkede vi roer. Manden blev rasende, da vi forlangte 1.50 kr. pr. 100 favn – 1500 m. På andre gårde var lønnen højere. Vi boede i en lille uisoleret loftslejlighed. Om vinteren kunne der være op til syv minusgrader i stuen om morgenen. Vi måtte krybe sammen i en seng under to dyner, og vores ældste dreng, der var spæd, kom i sin babyseng med hue, vanter og sokker. Var bleerne hængt til tørre på loftet, var de stivfrosne og måtte tørres ved kakkelovnen.

Vi kom fra asken i ilden, da vi fik en fodermesterplads på en gård i Kragelund. Manden var meget hidsig. Han slog dyrene. Det kunne jeg ikke lide, men heldigvis boede vi hos min svigermor. Familien var nu vokset til fire. Jeg gik ud og gjorde rent for folk til en timeløn på 1.00 kr. Det var dejligt de steder, hvor jeg kunne tage drengene med. I de følgende år havde vi pladser på forskellige gårde, men efterhånden slog industrialiseringen igennem i landbruget. Der blev der færre pladser, og folk begyndte at søge mod byerne.

I 1959 blev det vores tur. Anker arbejdede i syv år på en fabrik i Bøgballe, hvor de samlede og solgte gødningsspredere. De havde travlt, for der var brug for mange nye redskaber i landbruget. Da fabrikken engang fik en meget stor ordre, arbejdede Anker fra kl. 8.00 morgen til næste dag kl. 12.00. Da han den eftermiddag var hos frisøren for at blive klippet, faldt han i søvn i stolen. Med en arbejdstid på 45 timer om ugen og en timeløn på 4.60 kr. samt overarbejdet tjente vi mange penge. Det var rart at kunne gå forbi købmanden uden at se til siden. Vi udskiftede sofaen og bordet med de fire gamle stole med pæne nye møbler, og alt blev betalt kontant. Vi følte os rige. Jeg tjente en ekstra skilling ved at gøre rent på kontorerne.

I 1965 arbejdede vi sammen med Ankers bror på et vaskeri i Vejle. Det betød igen meget arbejde og lille løn, så vi besluttede at flytte til Horsens, hvor Anker fik flere arbejdspladser. Først arbejdede han et par år som chauffør på et større snedkerværksted. Derefter havde han i otte år et meget ubehageligt arbejde på en plasticfabrik. Han vaskede farvekarrene i ren fortynder. De to første år arbejdede han i et rum uden udluftning eller filtre. Når han kom hjem, var han meget svimmel, og hans ånde lugtede stærkt af fortynder.

Inden Anker i 1985 gik på pension, arbejdede han i syv år på Hede Nielsens fabrikker med at rengøre de iltflasker, der blev brugt på sygehuse og værksteder. Da vi flyttede til Horsens, fik jeg arbejde som rengøringskone i flere private hjem. Folk ville have noget for deres penge. Et sted forsøgte konen at sætte mig til at skrælle æbler et par minutter, før jeg skulle gå kl.12. Det gik nu kun en gang. Sammen med fire andre familier holdt vi søndagsskole. Vi lavede om aftenen en lille kaffebar, hvor unge kunne droppe ind til en kop kaffe og høre evangeliet. Der kom så mange, at vi måtte finde nye lokaler. Det forsømte Nørregades Hotel blev købt og istandsat ved frivillig arbejdskraft. Her boede vi, og i vor fritid arbejdede vi som værtsfolk. Anker og drengene spillede, jeg sang. De unge nød en kop kaffe med hjemmebag, mens de hørte ”budskabet”. Det var en dejlig tid, der varede til 1981, hvor cafeen lukkede. I 1972 begyndte jeg at arbejde som rengøringsassistent i svømmehallen. I tyve år slæbte jeg hver morgen fra kl. 5.30 til svømmehallen åbnede kl. 7.00 rundt på spande og sæbevand og skurede og skrubbede. Det var et rart arbejde, for jeg kunne være hjemme kl. 10.00, inden drengene kom fra skole. Da jeg var 58 år, kunne ryggen ikke klare det mere, så jeg måtte gå på pension.

Anker og jeg har gennem årene haft stor fornøjelse af at mødes på højskoler og i lejre med mennesker, der deler vores livsholdning og tro. Det er blevet til ca. 10 højskoleophold og adskillige lejre. Har man arbejdet hele sit liv, sætter man pris på at holde sig i gang. Jeg går til gymnastik og stavgang en gang om ugen, og sammen med fire andre damer er jeg med i en strikkeklub, der strikker til børn på et børnehjem i Rumænien. Når jeg her i 200-året for H. C. Andersens fødsel sidder i vores lille hyggelige pensionistlejlighed med altan, bad og alle de andre moderne bekvemmeligheder, synes jeg næsten, at også mit liv har formet sig som et eventyr:

Først går man så grusomt meget igennem, og så…..