Et hus i en del af en landsby

Vores hus var og blev et gammelt bindingsværkshus med alle et sådans dyder og udyder. Far mente at det kunne være en 100 år gammelt, men jeg tror det var ældre, måske fra begyndelsen af 1800-årene, og muligvis udflyttet efter udskiftningen. Visse steder var der gennemstukne bjælker, noget man vist sluttede med for henved 200 år siden. Jeg har på en af mine sidste ture til åen i sommeren 1998 ladet mig fortælle at vort og Egons huse var blevet udstykket og flyttet fra Christiansdal, jeg ved ikke hvornår, og at arealerne til en begyndelse var lige store – d.v.s. indtil farfar købte omtrent lisså meget fra møllerens.

Det var trelænget, af den sædvanlige fynske art, med to ganske korte længer der omsluttede en slags gårdsplads (som vi dog aldrig fandt på at benævne det derude “foran”. Indgangen, den fine hovedindgang var midt på facaden mod vejen, og bestod af en bred rødmalet dør med en ældgammel, sikkert original – ilagt, ikke istukket – smedejernslås med et vakkelvornt messinghåndtag på hver side. Dengang havde jeg ikke forstand på det, men jeg har siden set en sådan lås blive omtrent som ny i en smeds nænsomme hænder; blot en enkelt bøsning et sted, og lidt smørelse gør underværker. Det der betød noget var imidlertid at døren kunne holdes lukket, for på bagsiden havde vi en jernstang der gjorde det ud for det egentlige lås og lukke. Inde hos Egon havde de lignende døre med omtrent identiske låse indvendigt i huset – ja jeg mener at huske at de har det endnu hvor “vor gamle nabos unge datter (Ruth på over 60) har overtaget.

På husets bagside, østsiden, var den daglige indgang til køkkenet. Her var et vindfang, verandaen kaldet, til støvler, træsko og overtøj.

Køkkenet havde cementgulv og til venstre for døren stod udslagsvasken med en lille pumpe, så vand havde vi inde, dog ikke de første år, da måtte vi fylde vandspanden ved komfuret. Sært nok ser jeg det først nu – den 10-liters zinkspand, der vistnok stod på en trebenet skammel på et bord for sig selv ved komfuret.

Det var far selv der satte pumpen op, en håndpumpe med to cylindre, der gav vand for hvert slag. Far var fingernem og lavede alle den slags småting, noget der på mange felter er blevet helt naturligt for mig osse. Ihvertfald indtil jeg gik ned med flaget og blev træt ved bare at se folk bestille noget fysisk.

Ved siden af vasken nedgang til spisekammeret, der var et par trin lavere. På gulvet stod to borde, på det ene brødmaskinen med rugbrød på og et ordentligt hul i kniven, nogen havde glemt at der er syre i rugbrød og at det ikke altid skal ligge tæt op ad kniven. Den står i dag i mit køkken og jeg bruger den lejlighedsvis. Over bordet hang et gammelt rødmalet skab. Det vil dog sige at kun fronten var malet, for skabet var i grunden til indmuring og derfor ikke særlig smukt udført på sider og bagklædning. Osse det hænger i dag i min stue og er i daglig brug.

Til begge sider hylder til glas, dåser, tallerkener og husgeråd i det hele taget.

En gang om året – oh hvilken festdag – blev spisekammeret tømt, hylderne taget ud til brønden og skuret, rummet kalket og fejet, alting vasket og pudset, hylderne belagt med nyt hyldepapir, aldrig avis – som jeg har set det andre steder, bl.a. i Båstrup, Øster Snede, og det hele sat på plads igen. Sikken herlig duft. Døren til spisekammeret havde et ovalt vindue og blev lukket med en almindelig klinke.

Ud mod vejen stuen, dagligstuen, med sine to tofagsvinduer. Her opholdt vi os, her lavede vi lektier, læste avisen, bøger, breve, skrev ved skrivebordet, drak kaffen ved spisebordet hvis vi var så mange at vi ikke kunne sidde i køkkenet, og var om aftenen med vore forskellige sysler.

Soveværelset var til os alle sammen indtil det bageste værelse blev ordnet og sat i stand engang efter krigen. Det var enormt fugtigt, husker jeg, men fik gravet gulvet op, fyldt ud med slagger og belagt med parket. Så blev det vores værelse, Gerts og mit, og vi beboede det til vi flyttede hjemmefra i tyveårsalderen.

I nordre fløj havde der været stald og karlekammer, men i min tid havde vi kun en hest, og den stod i laden. Tilbage var karlekammeret, der bare stod tomt indtil jeg inddrog det til mørkekammer eller hvad det var for aktiviteter jeg havde der. Fra soveværelset lavede far et stort indbygget skab, der med tiden blot kom til at hedde “skabet”, skønt vi havde andre, bl.a. mors store rødmalede, mahogniådrede klædeskab fra Bøgballe, hendes barndomshjem (hun var voxet op hos sin bedstemor, og havde vistnok været der siden hendes mor døde som 26-årig i 1908), det var så stort at vi kunne gå inde i det, og blev brugt til alt muligt, osse tøj.

Gangen var entreen mellem dagligstuen og den bageste stue. Her stod “det røde skab”, og her var en knagerække til vinterovertøj. Et lille bord stod her vist osse med en lysedug og en vase med tørrede blomster eller grene. Det eneste lys der kom ind i rummet kom fra ruden i døren, og det var sparsomt, det var det osse når dørene mellem stuerne gjorde deres. Cementgulv her osse, vist lenoleumsbelagt. Den bageste stue var den fine, ubrugte, der blot stod og ventede på gæsterne. Det var Gert der overtog mors mahognimalede og ådrede skab, men med det samme lod han det afsyre så det passede bedre i deres stil. En maler jeg fortalte om det blev på det nærmeste chokeret.

Den bageste stue blev taget i brug når jyderne kom, eller ved efterårstide når vi havde de store fødselsdage, min bl.a. Her stod orgelet, et harmonium som far og mor nødtørftigt rørte, og her stod dækketøjsskabet med rosenborgstellet og det musselmalede spisestel, og den store tunge dragkiste i fyrretræ, smukt bemalet i en gammel rød farve. Osse den står i dag og pryder mit ringe hybel – og i de originale farver.

Af udenomsplads var der mod nord tilbygget en lav garage, der blev brugt til brændsel. Far havde solgt sin bil for 50 kr og fik aldrig råd til at købe en ny.

Hele husets sydfløj var optaget af brændehus, hønsehus og lokum, og forsynet med små staldvinduer i støbejern.

Mod nordøst ved siden af var laden. Den blev betragtet som lidt af en katastrofe – i det mindste af mor.

Det var farfar der byggede den af tømmer fra Dalum præstegård, altså i bindingsværk, og han fik hjælp af sin 25 år yngre ven Karl Rasmus Andersen fra Bellingebro der var både (cykel-)smed og tømrer (Karl Rasmus omtalt næmere i næste kapitel).

Hverken farfar eller Karl Rasmus – lige sære var de vist begge, og vist osse lige elskelige – nænnede at skære af de gode lange bjælker, så spærene blev en tredjedel længere end passende for husets bredde. Rejsningen blev alt for høj, og det skæmmer huset i nogen grad. Endnu mere skæmmer det dog huset at der i dag er indrettet lejlighed under pandepladerne og at ejeren bor der mens han har udlejet stuehuset. Og så er der, for at det hele ikke skal være løgn, bygget et nyt hus ude i haven ind mod Kristines og Antons gamle, nu helt ombyggede hus.

En anden version af historien om det høje tag hørte jeg senere inde hos naboen. Den går på at der blev bygget så højt for at skygge for naboens mistbænke. Der lå lige nord for. Men jeg antager det er en af de skrøner der opstår især hvis naboskabet ikke er helt i top.