Skolegang i Hørup 1937-1944

Lidt om skolegang i Hørup skole fra 1937 til 1943, hvor een lærer havde to klasser og 56 børn. Til skolen var der omkring 2 km. Den stejle Hørup bakke kunne den 7-årige ikke cykle op ad – og ned ad måtte han ikke!!!

Skoleåret begyndte dengang 1. april. Hos den første ældre lærer, der hed Jensen, skrev eleverne på tavle med griffel , og når den blev sløv, spidsede de den ude på trappestenen!!!
I skrivetimen stod eleverne ofte i kø oppe ved læreren På tavlerne lavede lærer Jensen uden lineal nogle streger med en griffel og skrev nogle bogstaver, som så skulle efterlignes. Skrev vi forkert, havde vi en våd klud til at fjerne det forkerte, eller vi brugte et ærme. Nogle spyttede på tavlen, men det måtte man ikke.

Lærer Jensen gik på pension, og en ung lærer, der hed Karlskov, blev ansat som enelærer ved skolen.

Hørup skole have som sagt kun een lærer til 2 klasser. En overgang var der 56 børn, så alle pladser var besat. Eleverne sad ved pulte i 3 rækker, de dygtigste øverst!! Det var reglen dengang.

Mod syd havde skolestuen nogle store vinduer, hvor glasset i de nederste ruder var matte, så man ikke kunne se ud i haven – eller en fugl derude kunne forstyrre undervisningen!! Modsat vinduesrækken stod den store kakkelovn, der om vinteren varmede skolestuen op. Gulvet var trægulv, fint ferniseret, og eleverne skulle have skiftesko. Det indførte Karlskov , og nogle elever lavede vrøvl, men efter en vinter opdagede man, at det var dejligt at sidde inde med sutsko og tørre fødder.

Mange var glade for at gå i skole. Dansk og regning var selvfølgelig de vigtigste fag. Eleverne kunne sætte tegn og skrive en fin genfortælling. I diktat kappedes de om at få færrest fejl. Det må ikke være let at være lærer dengang. I samme klasse var eleverne i dansk og regning delt op i flere hold med hver sin lærebog. Regnebogen var indrettet med A-stykker, som man tog første gang. Næste gang gjaldt det så B-stykkerne.

Til historie havde skolen een bog, der blev brugt i hele skoleforløbet. Den rummede hele Danmarks historie fra oldtiden til omkring 1.Verdenskrigs begyndelse . Den var kedelig syntes mange. Hvis en dansk konge ingen krige havde ført, så stod der ikke meget om ham. Og så skulle man lære årstal. Helst skulle hele kongerækken kunnes udenad, men det var ikke alle, der lærte den.
Historiebogen sluttede før 1. Verdenskrig. Den fortalte læreren om og eleverne skrev en del ned i et hæfte, men andre landes historie hørte man ikke om.

I religion havde eleverne også kun een bog , der ligeledes skulle bruges hele skoleforløbet. Historiebogen var rød, og bibelhistoriebogen, som den blev kaldt, var grøn.
Den første del indeholdt historier fra det gamle testamente, og det var nogle værre røverhistorier, syntes eleverne, men de var lette at genfortælle, og det skulle man.
Når en ny lektie skulle gennemgås, fortalte Karlskov historien, eleverne skulle hjemme læse på den, så de kunne genfortælle den. 3-4 elever blev udvalgt til at fortælle. Sådan foregik det i øvrigt også, da drengen senere kom på mellemskolen i Vejle.
I religion skulle man også lære salmevers, og der var strengt. Ofte forstod eleverne ikke meget at det, de skulle sige, men læres skulle disse salmer. Hver morgen startede skoledagen med en morgensang og morgenbøn.

I skrivetimerne skulle øves skønskrift. Lærer Karlskov indførte et nyt system af Andkær Jensen . Der var med øvehefte og indskrivningshefte, hvor eleverne fik lov – eller skulle skrive med blæk. Med penneskaft og en elastikpen eller kongepen !! Så dyppede man i blækhuset, der midt i bordets øverste kant gemtes under et lille låg. Eleverne skulle skrive i takt, og alle nedstreger skulle være lige. Hvert år ved skoleårets afslutning skrev eleverne en side , den blev gemt til næste år. Så blev igen en side skrevet, og de blev limet sammen. Efter 7 års skolegang fik hver elev udleveret årenes skriftprøver.

I første klasse gik man i skole 3 gange om ugen i vinterhalvåret, mandag, onsdag og fredag fra kl. 8.00 til kl. 12.00. I sommerhalvåret gik man hver dag. Mandag , onsdag og fredag fra kl. 13 til kl. 16, og tirsdag , torsdag og lørdag fra kl. 8.00 til kl. 13.00. Når man så efter to års skolegang rykkede op i den store klasse, gik man hver dag om vinteren og hver anden dag om sommeren. Mange af skolebørnene kom fra gårde eller havde plads som dreng på en gård. En sommer skulle børnene begynde skolegangen kl. 7 for så at få fri en time tidligere. Det var for at kunne nå mere arbejde derhjemme.

Eleverne lærte tabel , og det ikke blot den lille, som man sagde. Den gik fra 2 til 10. Nej den store til 20 samt alle kvadrattal fra 2 til 25. Da drengen nogle år senere kom på realskole, var han forbavset over, at han havde en stor paratviden i forhold til eleverne derinde, og det gjaldt både i regning og geografi. Fag som botanik og fysik var det ikke så godt med Hvert år ved skoleårets afslutning – i marts måned, for skoleåret begyndte 1. april -afholdtes eksamen. Der var opgaver i regning , der blev skrevet diktat og genfortælling – ligesom vi skrev en side – den tidligere nævnte skriftprøve.

Én gang om ugen kunne man købe sparemærker – 10 øre pr stk. De blev klæbet i et lille hæfte, og når det var fyldt, blev de sat i sparekassen – i dette tilfælde Vejle bys og omegns Sparekasse. Pengene kunne udbetales, når man forlod skolen ved konfirmationen.

Skolen havde ingen gymnastiksal, men benyttede forsamlingshuset, der både havde ribbe, en plint, en buk og en rullemadras! Den lå ganske tæt ved skolen. Dengang startede man altid med stående øvelser, vist nok inspireret af Niels Bukh på Ollerup Gymnastikhøjskole. Omklædningen foregik for pigernes vedkommende i den lille sal, drengene i garderoben. Brusebad fandtes ikke. Vi dampede af ude, og så var det godt.

En sommer blev to stænger gravet ned i skolegården. Foroven havde smeden, der boede lige ved siden af, påmonteret to ringe fra et par træhjul, der engang havde siddet på en trækvogn. Det var noget nyt. Der skulle spilles kurvebold, men det blev aldrig den store succes. Spillernes alder gik jo fra 9 år til 14, og både drenge og piger. De største synes vist godt om det nye spil, men de små rørte sjældent bolden, og for dem var der meget højt op til ringen, hvor bolden skulle igennem, og det vel at mærke ovenfra!!

Hvis nogen under boldspillet blev tørstige, så var der ikke langt til skolens pumpe, den stod i skolegården.

Toiletter – ja det var gammeldags, dvs. en spand i et lille hus og noget papir på et søm på væggen. At vaske hænder bagefter ???? Hvor kunne man det??
I det hele taget var renligheden ikke i højsædet. Flere af børnene kom fra bondegårde, og det kunne lugtes!! Men på skolen blev alt holdt meget rent. Rengøringspersonalet – det var hr. og fru Karlskov!!!

I Hørup var der ikke et eneste hus med træk og slip, som det kaldtes. Alle steder et das, og hvis man en aften skulle på et sådant sted, var det som regel så langt borte som muligt – og uden lys.

Årets højdepunkt for eleverne var den årlige skoleudflugt. Som regel gik den ikke ret langt væk, f.eks. til Vingsted eller Skyttehuset ved Vejle.
Et år var skolens elever på lejrskole i Gymnastikforeningernes hus ved Mørkholt. Det var en stor oplevelse, men den største af alle var dog, da de store fra ældste klasse var på tur til København. Mange – måske de fleste af eleverne – havde aldrig været over hverken Lillebælt eller Storebælt og da slet ikke i København. De yngste deltagere var kun 8-9 år, men der blev passet godt på dem. Fregatten Jylland var dengang overnatningssted for skolebørn fra provinsen – spændende.
Mange oplevelser havde disse børn fra den lille skole i Jylland – og det både virkelig at høre rådhusuret slå, besøg i Tivoli og Zoologisk have, ja og den vældige trafik med “stoppenålen” der blinkede med rødt, gult eller grønt lys og styrede trafikken. I mange kryds stod ude i midten en betjent og dirigerede med armene, hvem der nu måtte køre frem. Jo der var meget at fortælle om, når man kom hjem til Hørup igen.

Hørup var på den tid, hvor jeg gik i skole, fra 1936 til 1944, et lille samfund med mange mennesker.
De fleste arbejdede ved landbruget. Næsten alle gårde havde folk ansat, oftest en karl, en dreng og en tjenestepige. Såfremt der var større børn i familien, kunne der “spares” en ansat, idet børn dengang tidligt lærte at bestille noget. Enkelte var allerede som skolebørn tjenestedreng ved landbruget.

I Hørup fandtes dengang en købmand, købmand Madsen, og hos ham købte man de daglige forbrugsvarer til husholdningen, men også pigtråd, kalk, petroleum og benzin var han leveringsdygtig i, ligesom han modtog æg som betaling eller delvis betaling. Næsten alle købte “på bog” dvs. havde en kontobog. Det var næsten en nødvendighed. En gang om ugen kørte købmanden eller hans kommis rundt og samlede kontobøger ind. Deri havde kunderne skrevet, hvad de ønskede at købe, og det blev så leveret næste dag. Havde man æg, blev de afleveret sammen med kontobogen og fratrukket ved opgørelsen. En gang om ugen eller måneden betalte man så, hvad man skyldte.

Foruden købmanden havde Hørup også en smed, der reparerede landmændenes redskaber, solgte cykler og tilbehør dertil, lavede i det hele taget alt, hvad der havde med jern at gøre. Desuden var det også ham, der gav hestene nye sko, når det var tiltrængt.

Hørup havde egen vognmand, Aage Kjær, der med lastbilen hentede grise hos bønderne, kørte dem på slagteriet og fik foderstoffer eller lignende med hjem.
Var det kun mindre mængder, der skulle fragtes, så kørte Konrad Pedersen med en lille lastbil en fragtrute fra Jelling til Vejle og retur. Han tog bud med – til apoteket – eller der skulle leveres nogle æbler, rabarber, en kalv til slagteren eller andet, der kunne sælges i Vejle.

Rutebilen, der dengang kørte fra Brande til Vejle én gang daglig, kunne foruden personer også tage bud med. Senere kom rutebilen til at køre flere gange daglig. En meget stor fordel var, at både Konrad, og Viggo, som chaufføren i rutebilen hed, kendte alle på ruten. Når man var med rutebilen, skulle man ikke sige, at man ville af, nej i spejlet havde Viggo holdt øje med, hvem der var med, og han stoppede ud for det hus, vedkommende boede i. Med landposten var det ligeså. Han kendte alle – og vidste meget.

Hørup havde også en station, så man kunne komme med toget. Den lå blot lidt langt borte og blev derfor ikke brugt så meget.

En maler havde man også i Hørup. Han kørte på cykel rundt og satte nyt tapet op – eller malede i køkkenet, eller vinduerne. Der var ikke så meget med “gør det selv” dengang.

På en lille landejendom boede en slagter – en hjemmeslagter. Om efteråret skulle mange have slagtet gris, og man sendte bud efter ham og han ordnede alt. Tidligt om morgenen, inden det blev for varmt, kom slagteren på sin cykel med de skarpe knive og den store håndtrukne kødhakkemaskine på bagagebæreren. Når grisen om morgenen blev stukket, lå husets børn ofte under dynen for ikke at høre de høje grisehyl og se det varme blod løbe ned i en spand. Først senere listede de sig hen til stedet for at se, hvad der nu skete. Grisen blev skoldet, så de lange børster kunne skrabes af, inden den blev skåret i stykker. Spændende var det, når der skulle laves medister, eller rullepølse, ja selv leverpostej blev der jo lavet. Det gjaldt blot om at være heldig med vejret, for køleskab eller fryser havde man ikke dengang. Derfor ventede man gerne med slagtningen, til det om efteråret var tilstrækkelig koldt – men vejret kunne jo snyde.

Mange brugte også at henkoge noget, men det var jo ikke meget, der kunne være i et henkogningsglas. Så var der jo saltbaljen, hvori man gemte kødet i en saltlage for at det kunne holde sig. Ofte skulle der meget drikkelse til, når kødet senere skulle spises.

En anden vigtig person var kogekonen. Hun blev tilkaldt, når der rigtig skulle være gilde. Somme tider kom hun en eller to dage , før festen skulle afholdes. Alt hvad der skulle på bordet blev lavet fra grunden af, høns slagtet og kogt til suppe, dertil kødboller, melboller, stegen fra den nyslagtede gris skulle selvfølgelig nydes med rødkål og asier. Desserten, se det kunne være is. Dengang forstod man at lave en kuldeblanding, så det var muligt at fryse den dejlige creme, lavet af æg og fløde fra gårdens dyr. Det var en oplevelse, og så skulle isen jo gerne være færdig på rette tidspunkt, og ikke længe før gæsterne kom.
Til maden blev der serveret øl, saft, og almindelig postevand. At drikke vin til maden – nej det kendte man ikke til. Højst et glas dessertvin til isen.

Hver morgen kørte mælkevognen rundt til gårdene og samlede mælkejunger op, som den kørte til Jelling Mejeri med. Retur havde man i de samme spande returmælk, og det kunne være kærnemælk, skummetmælk eller valle. Det meste fik grisene sammen med byggrut. Landmændene var spændte på, om nu mælken kom i første klasse, eller en ringere og dermed mindre betaling pr liter. Det kunne være meget vanskeligt om sommeren, for køleanlæg kendte man ikke til.

Alle landmænd skulle dengang til mølle for at få malet byg til grut, så grisene kunne få noget at æde. Fra Hørup kørte de fleste til Lerbæk mølle, enkelte kørte til Hopballe Mølle, og da gjaldt de gamle ordsprog “Først til mølle – først malet”. Det fortsatte – til det blev almindeligt at bønderne fik deres egen lille kværn.

I forsamlingshuset afholdt man de årlige fester, juletræsfest – ofte to. Én for børnene og de gamle, og én for de unge. Når årets høst var i hus, fejrede man det med en høstfest. I februar kunne man finde på at holde fastelavnsfest. Ja, nogle år afholdt man dillitant, hvor nogle fra egnen var skuespillere. Se det var en stor oplevelse. Undertiden blev det til revy. Musikken til dansen blev ofte leveret af 3-mands orkester.

Børnene mødtes om vinteren til danseskole, og mens den håndoptrukne rejsegrammofon stod på plinten og spillede, øvede børnene Skomagerdrengen, Først den ene vej. Lotte gik.., og hvad de nu hed.

Der var gymnastik for egnens unge, og karle og sønner fra de mange landbohjem strømmede til. Også pigerne gik til gymnastik. Der var ikke så mange piger som karle, men nogle af de unge koner fra egnen hjalp til at få flokken stor nok til et hold. Om foråret afsluttede man sæsonen med en opvisning og dans bagefter.

Sommeren var til boldspil – næsten altid håndbold. Hørup havde sin egen “skytte- og gymnastikforening”.