Wo’ Faar i Hjortshøj

En Gengangerhistorie

Thomas Todberg var Sognepræst for Hjortshøj, Elev og Egaa i Aarhus Stift i Aarene fra 1717 til 1736. Det er i Grunden alt, hvad man.ved om ham ud over nogle sære, underlige Historier, der har gaaet fra Mund til Mund igennem flere Slægtled, og som nu er paa Vej til at gaa i Glemme. Det er de Historier, der her er bleven nedtegnede, saadan som de gamle Folk, har fortalt dem.

De har snart deres to Hundrede Aar paa Bagen og vil lyde underligt for Nutidens Øren, men den Gang vandt de Tiltro, og de danner i Grunden et godt Billede af deres Tid.
Almindeligt kaldtes Præsten for Wo’ Faar i Hjortshøj, men der var nu ogsaa dem, der kaldte ham Tammes Skævhals, fordi han bar sit Hoved lidt paa skraa. Man fortalte, at han havde faaet den Skavank en sen Nattetime paa Vejen fra Egaa til sit Hjem i Hjortshøj.
Bedst som han gik, begyndte det at snurre og bruse omkring ham, som havde han stødt en Flok Agerhøns op. Han havde ingen Bøsse med sig, og det var et Begmørke, saa man ikke kunde se en Haand for sig, men af gammel Vane smækker Præsten sin Egekæp til Kinden og sigter efter Lyden.

Og det blev et langsommeligt Sigte, for enten maa Klokken i det samme have slaaet 12, eller det det, han sigtede efter, maa have været af den Slags, som man gør bedst i at lade fare i Fred, nok er det, at fra den Stund af, blev Hr. Thomas’ Hoved til Stadighed siddende i den Stilling: bøjet fremad og lidt til Siden, og venstre Øje var knebet til, som om han altid gik og kigede ud ad et Bøsseløb.

Af den Historie kan man lære, at man gør bedst i at være varsom overfor det, som færdes om Natten.

Forresten var det nu ikke saa helt ugrundet, at Vorherre. – eller maaske noget helt andet – havde givet Præstens Hoved den Stilling, for han brugte ikke saa lidt af sin Tid ti1 at gaa og kige ud ad Bøsseløbet, Wo’ Faar i Hjortshøj var kendt som den flinkeste Skytte i mange Miles Omkreds. Alt, hvad han pegede paa med sin Bøsse, maatte bide i Græsset, saa sandt det dog var inden for Skuds Rækkevidde. Ja, man vilde endog paastaa, at hans Kugle gik længere end andres. Stod Vildtet ham for fjernt, sendte Wo’Faar nogle stærke Ord bag efter sin Kugle, saa den gik adskilligt længere, end Krudtet drev den.
Paa den Tid tilhørte al Jagt det naadige Herskab paa Gaarden, og det var saa noget nær halsløs Gerning for uvedkommende at pille efter et Stykke Vildt.
”De Dyr, der er under Vorherres egen Røgt og Pleje, og de har ingen anden Ejermand end den, der kan naa dem”, sagde han, ” og jeg tager, dyre Død, den Part, jeg mener,der tilkommer mig.” Og det blev nu slet ikke saa ringe en Part, for Wo’ Faar var jævnlig ude med Bøssen, og han kom altid hjem med Udbytte.

Hverken Naadigherren eller hans Skytte holdt af al den Jagt, men ingen af dem var rigtig dristige ved at faa noget udestaaende med Tammes. Det hed sig nemlig, at han kunde ikke saa lidt mere end sit Fadervor, og at han godt kunde blive lidt ondsindet, hvis nogen kom ham for nær.
Det viste sig en Gang, de havde faaet en ny Skytte paa Gaarden. Han var langt sønder ude fra og havde aldrig hørt Tale om Wo’ Faar i Hjortshøj. Derimod var det bleven ham sagt, at han havde nogle slemme Vildttyve at dele sin Jagt med, og at han maatte være godt paa sin Post, om han da ellers ønskede at staa nogenlunde vel anskreven hos Naadigherren.
Og det ønskede Skytten netop. Han brugte sine Øjne ganske flinkt til at begynde med; men det tog ham ikke lang Tid at lære, at der gives det, man helst maa lade, som om man ikke ser.
En Dag, han var ude med Bøssen, rendte han paa en Krybskytte, der stod bøjet over et Stykke Vildt. ”Hvad gør Du der, Mand?”, raabte Skytten.
”Jeg flaar en Ræv”, svarede Vildttyven uden saa meget som at se sig om efter Skytten.
”Hvordan er Du kommen til den?”, spurgte Skytten.
”Jeg har skudt den, begribeligvis”, svarede Synderen.”
”Paa Naadigherrens Vildtbane!” raabte Skytten, stærkt indigneret. ”Véd din Hund da ikke, at alt Vildtet tilhører Naadigherren?”
”Han skal, dyre Død, saa gerne faa det”, sagde Krybskytten. Jeg tager kun Bælgen, Kødmaden med Ister og Flomme og det hele kan Du bringe til Naadigherren. Saa bliver han da ikke narret, skulde jeg mene.”
”Du skal komme i Bolt og Jern paa Bremerholm, din skrutryggede Markat!”, raabte Skytten.
Vildttyven keg ind under sin Arm. ”Lov nu ikke mere, end Du kan holde, bitte Ven”, sagde han roligt.” Og saa skulde Du helst se Dig lidt bedre for en anden Gang, inden Du lukker Din Flab saa bredt op, for ellers er jeg da Præsten fra Hjortshøj, at du kan vide det.”
”Om Du saa er Præst for det røde Helvede, skal Du ligge paa dine Gerninger nu!”, raabte Skytten rasende, tog Sigte paa den brede Skydeflade, hans Modstander saa ubekymret bød frem, og saa lod han Skudet gaa.

Krybskytten rejste sig roligt og vendte sig om. ”Nu skal Du faa at se, bitte Ven, hvem af os to der skal komme til at ligge paa sine Gerninger”, sagde han. ”Se nu efter at komme hjem, mens Du endnu kan røre dine lange Skanker, for der, hvor Du pegede paa mig, der skal Du selv faa Svien. – Og saa husker du nok en anden Gang, at naar Du sender din Kugle mod noget, der er den for haardt, saa skal Du tage Dig i Vare for Tilbageslaget!”.
Krybskytten svøbte sin Rævebælg sammen, tog sin Bøsse og gik. Han lod ikke til at fejle noget. Herregaardsskytten følte sig lidt underlig til Mode. Han havde aldrig før fejlet et Skud paa en saa kort Afstand, saa det var ham rent ubegribeligt, hvad der var bleven af den Kugle. Desuden havde Krybskyttens myndige Væsen og forbløffende Ro gjort ham uhyggelig til Sinds.
Han slængte sin Bøsse over Nakken og gik hjem. Der var ingen Lyst til mere Jagt den Dag. Men som han gik, tænkte han paa den fremmede Mands sære Ord: ”Der, hvor Du pegede paa mig, skal Du selv mærke Svien”. Han syntes næsten, han kunde føle Kuglen siddende i sin egen Krop, og den Forestilling blev mere og mere levende hos ham. Tilsidst døjede han med at slæbe sig frem, saadan pinte og værkede det, hver Gang han flyttede Benene, og da han langt om længe naaede hjem, gik han straks i Seng, og der maatte han forblive i samfulde 6 Uger, plaget af en ond, pinefuld Byld, netop der, hvor han havde ment at sætte sin Kugle paa Præsten.
Og da han endelig kom paa Benene igen, da var det rent galt med hans Bøsse. Den skød godt nok, men den ramte aldrig, hvor nøjagtigt Sigte der end blev taget. Der blev søgt vidt og bredt om Raad, men ingen kunde hjælpe. De Ord, der var bleven læst over den, var kraftigere end alle kloge Mænd og Koner i hele Amtet.
Den kloge Smed i Trustrup kendte ganske vist et Raad, men det var af en saadan Art, at den, der benyttede det, forskærtsede sin Salighed derved, og det fandt saavel Naadigherren som Skytten at være vel dyrt betalt. Der blev købt et nyt Gevær, og det gamle blev sænket i Borggraven som troldredet og forgjort.
Men fra den Tid var der ingen, som lagde Wo’ Faar saa meget som et Halmstraa, i Vejen, naar han var ude at jage. Han kunde gaa ved Dag og Nat og hvorsomhelst, uden at en Hund gøede ad ham, og han vidste altid paa en Prik, hvor der var Vildt. Kneb det en Gang imellem paa Gaarden med at faa et Stykke Vildt, behøvede de blot at sende Wo’ Faar et Bud. Han skulde nok skaffe det ønskede med kortest Varsel, saa var det lige meget, hvor omfattende end Ønskerne var.

Sin Præstegaard drev Wo’ Faar som den bedste. Hans Jord gav rigeligere end paa den øvrige Bymark, og hans Stude var de triveligste og fedeste og trindeste i hele Herredet.
Men Studene var vel ogsaa nok den Del af Verden, der laa Wo’ Faars i Hjerte nærmest. De interesserede ham endog mere end Naadigherrens Vildt. Han græssede og staldfodrede en hel Del flere, end Gaardens eget Tillæg kunde give, saa han stadigt maatte købe ind.
Og han sendte selv sine Stude til Marskmarkedet, naar de var tjenlige. Men han nøjedes ikke med at sende, hvad Præstegaarden alene kunde levere. Han opkøbte Staldstude i Partier paa Omegnens Herregaarde, og naar Drifterne gik Syd paa, var Hjortshøjpræstens altid blandt de anseeligste.
De første Aar, han sad som Præst i Hjortshøj, plejede han selv at tage med Studene, naar de gik ned til Markedet, hvor han personlig forestod Afsætningen, men da saa baade Provst og Biskop gentagende gjorde Ophævelser over, at hans Sognekirker af den Aarsag maatte staa lukkede flere Søndage, blev han nødt til at indstille de Rejser for at blive hjemme og passe sin Præstegærning.
Saadan hed det sig da, men der var rigtignok dem, der mente, at den virkelige Tammes Todberg stadig var med Studene i Tønder, saalænge der var en Stud usolgt, og at det, der stod paa Prædikestolen hjemme i Kirkerne, kun var hans Dobbeltgænger, en Slags Skyggepræst, eller vel snarere en stor Dukke, som Wo’ Faar blæste Liv i, saa den kunde gaa og gælde for Præst, saa længe den virkelige Præst var andet Steds. Man var ikke dristig med at lade Børn døbe eller anden nogenlunde opsættelig kirkelig Forretning foretage, før Markedet var omme, og Præstens Frans vel var hjemme igen.

Frans var Avlskarl i Præstegaarden og en sikker Mand med Studene, naar de gik Syd paa. Man vidste, at naar han kom tilbage, var det sidste Dyr solgt, og Præsten havde ikke flere Interesser paa den Kant at varetage.
Da Wo’ Faar kom til Hjortshøj, gik Frans i Præstegaarden som Faaredreng, og han blev der som fast Inventarium, jævnt stigende til Vejrs som Bæls, Andenkarl, og tilsidst som Avlskarl og første Mand i Gaarden efter Wo’ Faar selv.
Han var en underlig, skulende Fyr; den Frans, tvær og sen i Vendingerne og næsten ikke til at træde et Ord af. Blev han spurgt om noget, stirrede han ned paa sine Træsko og derefter ret ud i Luften, og saa kom Svaret, saa kort og tvært, at ingen fristedes til yderligere Passiar, og han saa aldrig paa den, han talte med. Det var hans Bysbørn en uløselig Gaade, hvordan Frans bar sig ad med at kende Folk, da man aldrig nogen Sinde havde set ham løfte sine Øjne mod nogen. Naar han gik ved sit Arbejde, var han treven og sen i endingerne. Det saa nærmest ud, som han mente, at kom det ikke i Dag, saa kom det vel nok i Morgen, Men desuagtet skred det nu godt nok med Arbejdet. Naar Dagen var endt, var hans Gerning gjort, og den var altid godt gjort.
Allerede som Bæls havde Frans gjort sine første Ture med Studene Syd paa, og her var han rigtig i sit Es. Han kendte hvert Høved i Flokken, vidste dets Pris i Indkøb og hvad Forventninger Wo’ Faar stillede til det. Blev en Stud ”forfangen”, brugte han ”Ladejernet” med en sikker Haand og tappede Dyret for det rigtige Kvantum Blod. Han var ikke fyldt 20 Aar, da han blev betroet den ansvarsfulde Post som “Fordriver” og Tilsynsførende med Flokken, og da Wo’ Faar nu ikke mere kunde komme paa Markederne, var det Frans, der forestod Afsætningen, og som kom hjem med Sølvposerne og afgav Regnskab for Udbyttet.
Frans var baade Potte og Pande i Præstegaarden. Den sære Fyr, som man ved første Øjekast nærmest maatte antage for mindre vel forvaret, kunde Wo’ Faar bruge paa alle mulige betroede Poster. Tilsidst tog han ham endog med paa Jagt, særlig naar der var godt Andetræk. Og ingen tvivlede om, at Frans ogsaa nok kunde skyde, skønt han aldrig havde kunnet se lige ud af sine Øjne.
Man var endog begyndt at tænke sig Muligheden af at se Frans paa Prædikestolen. Pigerne i Præstegaarden fortalte nemlig, at Wo’ Faar og Frans ofte sad halve Nætter sammen inde i Præstens Studerekammer, og saa kunde Frans bruge sin Mund ganske godt. De troede forvist, at Wo’ Faar øvede Frans i at prædike, og meget ofte hørte de dem endog messe sammen.
Men op paa Prædikestolen kom Frans dog aldrig. Den blev Wo’ Faar alligevel selv ved at besørge, men han passede altid paa, at den ikke betog ham for megen Tid.
De havde den Gang en gammel Degn, som de kaldte for Per Tamber. Han havde en vis Tilbøjelighed til at trække sine Toner lidt langt ud, og det holdt Wo’ Faar slet ikke af. ”Du kommer til at smøre Kvidreværket, Per”, sagde han, naar det blev alt for galt. ”Det gaar saa trangt. Vi naar dyre Død, jo aldrigen over det Salmeri med den Studekørsel”.

Men en Gang imellem kunde der komme modsat Ordre. “I Dag maa Du godt smage lidt paa Tonerne Per”, kunde Præsten sige. Jeg skulde geme have købt en Knaat Stud, inden jeg skravler paa Prædikestolen.” Saa vidste Per Besked. Wo’ Faar gik ned i Kirken og satte sig ved Siden af den Mand, han skulde købe Studen af, og mens Menigheden sang Lovsange for Herren, sad Præsten og pruttede paa Prisen for Studen. Degnen holdt nøje Øje med ham. Saa længe Bonden holdt sig stædig over for Wo’ Faars Bud, saa drævede Per sine Toner saa lange, de kunde trækkes, men saa snart et Nik fra Præsten meldte, at nu var Handelen gaaet i Orden, gik Sangen øjeblikkelig over i en anden Gangart, for saa gjaldt det om at blive færdig.
Wo’ Faar sad med gode Indtægter, saa vidt da Folk kunde skønne. Han tjente godt paa Studene, flk mere ud af sin Jord end nogen anden og havde mere Udbytte af Jagten end Naadigherren selv. Efter alle Solemærker at dømme maatte der være Velstand i Hjortshøj Præstegaard.
Men det var der ingen, som mærkede noget til.
Tværtimod kunde det ofte knibe haardt for Wo’ Faar. Hvor mange Pengeposer Frans end bragte hjem fra Fedemarkederne i Tønder, var der dog altid knapt med Penge i Præstegaarden. Der gik den Snak blandt Folk, at Wo’ Faar havde gjort en gal Akkord med den Onde, saa at han for at slippe nogenlunde. helskindet fra det, havde maattet indgaa paa at erlægge en svær Sum i rede Penge i aarlige Afdrag. Derfor var der saa lidt Forslag i Wo’ Faars Penge.
Men det trykkede ham ikke særligt. “Det gaar nok, saa længe jeg og Frans gaar i Spænd sammen”, plejede han at sige, naar det kneb lidt for ham. Og det slog ganske mærkværdigt til. Da deres Veje skiltes, revnede det for dem begge to.
De havde været i Gaarde med hverandre i godt 18 Aar, da Frans gik og kom paa den Ide, at Livet dog vistnok alligevel kunde leves paa en anden Maade.
En Efteraarsdag, Wo’ Faar kom ud fra sin Studestald, stod Frans i Gaarden og saa surt ned paa sine Træskosnuder.
”A vilde gerne tale et Par Ord med Haasb’bn,”, sagde han, og keg op efter Brøndvippen.
”Vil Du det, Frans”, sagde Wo’ Faar og standsede. ”Hvad er det saa, Du vil mig?”
”A har tint paa at forandre mig lidt”, sagde Frans, og keg op efter Husmønningen.
”Naa, har Du det, Frans”, sagde Præsten. “Hvor gammel er det egentlig, Du er nu?”
”Jet aa trødde, saa vidt a da ved”, sagde Frans.
” Ja, saa har Du jo Alderen saa vel”, sagde Præsten.
”Hvem er det saa ellers, Du har tænkt paa?”
”Maren i Bomhuset”, svarede Frans og skelede efter Møgsluffen, der laa og trillede paa Møddingen.
Præsten spyttede eftertænksomt.
”Den Skralde”, sagde han. haanligt. ”Du sigter ikke saa højt, Frans”.
”A er, fatte føj”, sagde Frans og saa tre Tommer over Præstens Hue. ”Og Maren kan nu alligevel mageligt holde to Køer paa Lodden”.
Du har jo lidt Penge, Frans?” spurgte Wo’ Faar.
”Et bitte Korn”, sagde Frans og rettede sig.
”Og Du er en af Byens dygtigste Karle”, vedblev Wo’ Faar. ”Du maa da nemt kunne finde et bedre Gifte end den beskidte Bomkælling”.
”Ikke endda saa helt nemt”, sagde Frans, og hang med Hovedet.
”Ane i Vestergaarden skal jo ind til Søren Trinderups, og Væver-Mariane har jo kun den Pjalt Kaalgaard.”
Wo’ Faar stak Tommelfingrene ind i Ærmegabene paa sin Vest og grundede dybt.
”Hvad siger Du ellers om Mette i Anneksgaarden i Egaa?”, spurgte han endelig.
Frans saa overrasket Præsten lige i Øjnene. ”Jamen Annis er da løwend’”, sagde han. Wo’ Faar kIappede ham paa Skulderen. ”Lad os nu tænke lidt nøjere over den Sag til Foraaret”, sagde han.
Om Frans nu tænkte videre over Sagen, kan ikke siges. Han var io saa vant til i et og alt at rette sig efter Wo’ Faar, uden at spekulere yderligere over det, og det gjorde han vist ogsaa den Gang. I hvert Fald talte han aldrig mere om Bom-Maren.
Saa en Dag i Februar faldt Præstegaardsfæsteren i Egaa ned fra Toppen af sin Lade og slog sig ihjel paa Stedet, og straks Frans hørte det, søgte han Wo’ Faar.
”Ja, nu tog da Wo’herr’ Annis i Egaa”, sagde han.
”Det er at haabe”, sagde Præsten. ”Og nu vil Du nok have Mette?”
”Hvissom ens Ti’ det da kunde byde sig”, sagde Frans tvært, ”og der kunde blive et nogenlunde rimeligt Indfæste.”
”Ja, lad os nu først faa Anders i Jorden, Frans”, sagde Præsten, og saa var Snakken ikke længere den Dag.

Men et Par Dage efter Begravelsen gik Wo’ Faar over til Enken for at tale med hende om Tingene. Hun sad paa Livsfæste og kunde altsaa mageligt hjælpe sig med en dygtig Tjenestekarl, men Præsten, der havde Husbondsret over sin Anneksgaard, lovede lempelige Indfæstningsvilkaar for Frans, hvis hun vilde gifte sig med ham. Han var dygtig og solid og havde lagt sig lidt til bedste, saa han vilde være hende en god Støtte, ikke saa lidt bedre end en Tjenestekarl, som hun kunde komme til at skifte hver Fardag.
Mette fandt Ideen god og slog til. Hun var kun 12 Aar ældre end Frans, saa Partiet maatte kaldes temmelig lige, da det jo dog var hende, der sad ved Fæstet og havde den fornødne Besætning.
Dagen efter agede Frans sin grønmalede Kiste over til Egaa.
”Hvor ska a sætte den?” spurgte han Enken.
”Vi kan jo sætte den ind i Indrestuen”, sagde hun.
“Og hvor skal a ligge til Nætten?”
“Ja – tho Du faar jo at tage Annis’ gamle Plads, bitte Frans, hvis Du da ellers tykkes om det”, sagde Mette.
Frans svarede ikke, og saa var det Frieri overstaaet.
– Folk i Byen fik ikke saa lidt at snakke om. – ”I skal faa at se, at det giver en Forandring i Præstegaarden”, sagde Spill’ Maren. Hun var nu altid saa forudseende.
Men foreløbig gav det da ingen kendelig Forandring, hverken i Præstegaarden eller ude i Fæstegaarden. Alt gik i den vante Dur til Høsten var i Hus, og der var svært tidlig Høst det Aar. Saa blev der lyst fra Prædikestolen, og Enken i Egaa redte til Bryllup.
Det blev et Gilde, der spurgtes vidt og bredt, rigtignok paa en anden Maade end bestemt.
Efter Landsens Sæd og Skik skulde Brylluppet staa i Brudens Hjem, men Wo’ Faar vilde bekoste det, og han var. ikke kneben ved den Lejlighed. Spil og Dans maatte desværre opgives af Hensyn til, at Græstørvene over Anders’ Grav næppe havde faaet Tid til at vokse sig rigtig sammen, men ellers var der ingen Anledning tiI at lægge nogen Dæmper paa Gildestemningen, mente Præsten. Der, var ikke saa megen Sorg over Anders, for han havde alligevel været et sølle Sjok, der gik og smaapimpede fra Morgen til Aften.
Mest Opsigt i Byerne vakte to svære Tønder Aarhusøl af fineste Bryg. Brændevinen var af Mettes egen Brænding. Den var almindelig anerkendt.
Brylluppet skulde staa i tre Dage, og alle gode Mænd og Kvinder Hjortshøj, Elev og Egaa var indbudt.
Den første Dag gik udmærket. Baade Mette og Frans fik svaret Ja paa de rigtige Steder, og Mette ofrede et Par klædeligeTaarer, da Præsten i sin Tale mindedes den saligt hensovede Anders.
Der blev spist i samfulde fire Timer, og Aarhusøllet smagte Gæsterne saa godt, at Wo’ Faar kunde skønne, at det vilde blive nødvendigt at spæde den sidste Rest op med Hjemmebryg til Trediedagsgildet.
Efter Bordet blev der drukket tappert. Wo’ Faar sang, og Frans drævede med. Det var første Gang, nogen havde hørt Præstens Frans give saa meget som en Lyd fra sig.
Degnen sad i en Krog og foldede sine Hænder. – ”Gud have Lov endda, at Frans synger saa skidt”, sagde han, “for havde han sunget en Kinnels bedre, saa var det vel bleven mig, der havde brækket Halsen i Stedet for Anders Fæster”.
– Saadan et Gilde havde der ikke været paa Egnen i Mands Minde. Jerrik Else maatte midt paa Aftenen have sin Mand hjem at skifte Bukser, Niels smækkede Tækkemanden ud igennem et Vindue, saa baade Karm og Vægtavl gik med, og Pyt Ane maatte trille sin Mand hjem paa en Hiulbør.
Men om Natten blev alle Bryllupsgæsterne syge og til Andendagsgildet mødte kun ganske enkelte der var skravlede op for ikke at gaa glip af noget. De fandt her Brudeparret liggende til Sengs i en meget mærkelig Forfatning, men efter at have givet den et Par store Glas Malurtbrændevin, fik de dem stablede saa meget paa Benene, at der kunde tappes et par Krus Aarhusøl til at sætte lidt Stivelse i Kroppen.
Dermed endte saa det Gilde, for saa snart de havde smagt paa Aarhusøllet, kom Ildebefindet igen, og de fremmede maatte skynde sig hjem og i Seng.
Saa kom det for en Dag, hvorfra Elendigheden skrev sig: Det dejlige Aarhusøl havde en Skavank, og alle Gildegæsterne var bleven stærkt forgiftede.
Det blev en haard Prøvelsens Tid for Hjortshøj, Elev og Egaa Menigheder. En hel Uge igennem maatte Simme Grete trave fra Dør til Dør, Nætter med Dage, for at kurere paa syge, og der maatte sendes Bud vidt og bredt for at skaffe den fornødne Flyverøn, saa enormt var Forbruget.
Grete var klog, det havde alle vidst, men at hun var saa klog, som det nu viste sig, havde man dog ikke tænkt. Hun fik Bugt med Ondet og fik alle sine Patienter paa Fode igen, saa nær som Wo’ Faar. Ham var Grete alligevel ikke Mand for at redde, og det havde sin Aarsag.
Ved Gildet havde Wo’ Faar været den, der havde drukket tættest af den forgiftede Øl, og da han gik hjem, havde han taget en vældig Lerkrukke med Aarhusøl med sig for at have lidt til Natten. Den Krukke havde han tyet til, da Bugsmerterne begyndte at pine ham, og jo mere det rev og sled i hans Indre, jo højere lettede han Krukkens Bund. Der var ikke en Draabe tilbage næste Dags Formiddag, da Folk kom for at advare ham mod Øllet, og da laa Wo’ Faar og prangede Stude med sin Hat, der hang paa et Søm paa Væggen.
Han var den, der var haardest angreben, men Simme Grete kurerede paa ham med god Vilje, og det saa en Tid ud, som om hun ogsaa skulde faa ham til Krylt igen. Efter et Par Ugers Forløb var han begyndt at skravle op, men saa fik han et Tilbagefald og maatte i Dynerne igen, og da stod Gretes Forstand stille.
”Der er sikkert bleven læst nogle slemme Bønner for ham”, sagde hun og rystede, paa Hovedet. – Hvorfra det dejlige Øl havde,faaet den grimme Skavank, var der stærkt delte Meninger om. Nogle antog, at det var den døde Anders, der havde været paa Spil for at hævne sig over et eller andet, andre mente, at der var kommen en Morderfinger i Brygkarret i Stedet for den traditionelle Tyvefinger. Men Wo’ Faar var af den Formening, at den Aarhus Brygger var en ren Prakker. Medens andre Bryggere plejede at sænke Guld og Sølv og Kostbarheder i i Urten for at give Øllet Kraft, saa havde den Stymper vel sagtens ladet sig nøje med gammelt Kobber. Det havde vel været det rene Spanskgrønt, der var i Øllet, og Wo’ Faar svor ved sin dyre Død, at naar han igen var kommen lidt til Kræfter, skulde han endda nok mage det saadan, at den Brygger aldrig mere kom til at brygge Øl.
De Ord var kommen Bryggeren for Øre, og han blev hed i Hovedet, for han forstod jo Truselen saadan, at Præsten vilde læse ham fra alle hans gode Dage”, – og da Wo’ Faar i Hjortshøj jo var svært i Ry for sin Klogskab, saa den stakkels Brygger ingen anden Udvej end at se at finde hans Overmand. Han spændte for og kørte langt ned i Elbo Herred, hvor der boede en overvættes klog Mand, og til ham klagede han sin haarde Angest og Nød.
”Kan i hjælpe mig mod den Præst”, sagde han, saa skal jeg rigelig fornøje Jer for det.” Den kloge Mand lukkede sig inde en halv Times Tid, og da han igen kom frem, sagde han igen til Bryggeren: ”Nu skal a binde den Præst saa godt a Formaar, men det er ikke værd, Du vover dig for nær hans Enemærker, før en anden har bundet ham endnu bedre, for han er en flintrende haard Hals at faa Bugt med.”
Da var det, at Wo’ Faar fik sit svære Tilbagefald, og at Simme Grete naaede bunden paa sin Kløgt. Den kloge Mand i Mejlby blev hentet, men heller ikke han kendte Raad, og en sen Nattetime døde Wo’ Faar.
Det kom ikke overraskende for nogen. Hvingel Else paastod, at hun flere Aftener forud havde hørt Kirkelammet bræge i Præstegyden, og Spill’ Maren havde en hel Nat ligget vaagen fordi at Kirkelaagen stod og skreg saa sært i Hængslerne. Hun havde tydelig kunnet høre, at den kaldte paa Lig.
Da saa, et Par Nætter senere, alle Byens Hunde tog paa at tude i vilden Sky, foldede Maren sine Hænder under Dynen. – ”Saa i Guds Navn,” sagde hun. Nu dør da Wo’ Faar. Det er da ellers en grim Ligsalme, der bliver sungen over ham.”

Saadan egentlig Sorg voldte Wo’ Faars Bortgang ikke. Han havde aldrig været elsket, men han havde forstaaet at sætte sig i Respekt hos alle, og det blev der den Gang sat Pris paa. Man holdt ikke af at have en Præst, der lod sig overse af alle og enhver.
Foreløbig var man stærkt optaget af, hvem der skulde være hans Eftermand. Naadigherren paa Gaarden havde Kalderet til Embedet, og det kunde næsten se ud, som havde han en Mand i Beredskab til at stikke ind i Stedet for salig Tammes.
Manden hed Jens Harlev, og han var Hovmester for Naadigherrens Sønner. Han var ordineret, og havde altsaa kunnet optræde i Kjole og Krave, da han efter Naadigherrens Ønske havde forrettet Tjenesten i Kirkerne, mens Wo’ Faar var syg.
Men Hr. Jens gjorde en meget maadelig Figur. Han var spinkel og sygelig, og hans Optræden var kejtet og forlegen. Bymændene var mindre fornøjede ved Udsigten til at faa ham som Præst. De syntes , der kunde forlanges en vis Myndighed hos den, der skulde varetage deres Salighedssag, saa havde det i Grunden mindre at sige, om han til Tider kunde være lidt efterladende, som salig Wo’ Faar jo unægtelig havde været.
Særlig følte de sig mindre trygge ved, at ”den Splejs skulde kaste Wo’ Faar hen.” ”En Begravelse var nu en Gang en grumme vanskelig Sag. Blev den ikke udført med den fornødne Omhu, kunde man risikere, at den døde ikke blev tilbørligt jordbunden, og Bymændene havde paa Følelsen, at Wo’ Faar jo nok kunde hitte paa at volde Vanskeligheder, hvis der blev begaaet den allermindste Fejl ved hans Jordfæstelse. Han havde været en haard Hals, mens han levede, og sært skulde det vel være, om han var bleven mere omgængelig, nu han var død.
Men Begravelsen forløb til alles Tilfredshed. Hr. Jens læste tilstrækkelig længe i Bunden af sin Hat, saa Jesper Rimand nikkede beroliget til sin Sidemand. – Dersom Tammes nu ikke kan blyw der, saa har han, Klæppen, ingen Skyld, for han har da læst ham retskaffen ned”, sagde han. Den unge Præst havde gjort sin Pligt, og Bymændene gjorde deres. De kastede Graven til og de traadte den forsvarligt efter, og Skovlene blev samvittighedsfuldt korsede over den. Saa forlod de Kirkegaarden i det stille Haab, at de nu havde set Wo’ Faar for sidste Gang.
Men det Haab glippede desværre. Et Par Aftener senere, da Bymændene som sædvanlig var samlede hos Jepskrædderens og lod Halvpægleglasset gaa rundt, kom Donneken brasende ind ad Døren, saa hvid i Ansigtet som en kalket Væg.
”Aa, HerreGud for Handel”, peb hun. Wo’ Faar gaar og storker om her nede ved Smedepytten.”
Donnekens Snak plejede ellers aldrig at staa synderligt til Troende. Hun var et sølle, halvfjollet Kvindfolk, der drev om for Lud og koldt Vand og skvaldrede op om løst og fast, som det bedst kunde falde. Men mærkeligt nok, den Aften faldt det ingen ind at drage hendes Ord i Tvivl. Der blev stille i Stuen, og Mændene saa betuttede paa hverandre.
”Var det gamle Tammes?”, spurgte Tømmer Niels forsigtigt, – ligesom for at aflede Uhyggen lidt. ”Det var vel ikke ham, Kleppen, den ny?”
Donneken saa foragteligt paa ham. – Tror du ikke, a kinner Forskel paa den gamle Wo’ Faar og det Gimmerlam, vi nu har faaet?”, sagde hun. ”Det er den sandfærdige Tammes Skævhals, som han staar og gaar, og vil du ikke tro mig, bitte Niels, saa kan Du jo gaa ud og spørge ham ad.” Men hverken Tømmer Niels eller nogen af de andre skøttede om at anstille yderligere Undersøgelse. De listede hjem alle sammen, og den Aften blev Jepskrædderens Lys slukket tidligere, end det plejede. Og det gjorde det ogsaa de følgende Aftener.
Det varede noget, inden Jepskrædderen igen fik Aftengæster, for ingen holdt af at færdes ude, efter at Mørket var faldet paa.
Det viste sig nemlig, at Donneken havde set rigtig. Wo’ Faar gik igen. Den ene efter den anden traf paa ham, saa her og saa der. Det var de mest uberegnelige Steder, han kunde finde, og han var ikke til at tage fejl af. Hovedet sad skævt paa Halsen, og han stumpede paa Benene, naar han gik. Den Wo’ Faar var desværre rigtig nok.
Det gik nogenlunde en Tid. Spøgeriet viste sig ikke før hen paa Aftenen, og det var meget behersket i sin Optræden. Men saa hittede det paa at komme tidligere, og det blev mere paatrængende. Tidt viste det sig, snart Solen var væk af Himlen, og det var ikke saa lidt til Ulejlighed. Saa gik tre af Byens bedste Mænd op til Hr. Jens, som foreløbig havde taget Bo i Præstegaarden. Han havde endnu ikke faaet Brev paa Kaldet, men han ventede det.
De tre Mænd ønskede at høre Præstens Mening, skønt de egentlig ikke turde vente sig synderlig Hjælp fra ham. Den Pirres kunde Wo’ Faar da jage i et Musehul, mente de, men han var da alligevel Præst og bar baade Kjole og Pibekrave, og andre havde de jo ikke at ty til.
”Det var nu det”, sagde Lavst i Vestergaarden, da de var kommen ind til Præsten, ”at naar at Wo’herr’ først har taget en Mand, saa tykkes vi, at det er hans Pligt at beholde ham.”
Præsten saa lidt uforstaaende paa ham. ”Vi mjenner”, forklarede Krage Mikkel, ”at nærens Tid æ Præjst har jured æ Mand, saa skal han pinnede blyw der.”
Det er Wo’ Faar, vi nok vilde have Fred for”, sagde Jesper Riman. ”Vi har givet ham, hvad han tilkom, mens vi havde ham imellem os, og vi stedte ham hæderligt til Jords, da han saa ikke kunde begaa sig længere. Vi skylder ham ikke noget, og saa mener vi at kunne kræve, at han nu holder sig i Ro der, hvor han rettelig hører hjemme. Vi er daarlig tjent med at have ham til at gaa og stumre om imellem os ved Nattetide.”
”I mener. den saligt afdøde Hr. Thomas?”, spurgte Præsten.
”Ja, salig eller ikke, det faar nu blive hans egen Sag”, svarede Jesper, Han var jo da Præst og maatte jo saa vide at sikre sig. Evangeliebogen havde han. Det var saa Gu’ ikke for fedt, det han gav os af den, saa der maatte være nok igen til ham selv. Det var ikke os, der tog ham til Præst, og vi bliver vel heller ikke spurgte om, hvem vi vil have til hans Eftermand. Det bliver vel sagtens Jer, og det faar vi at bære, hvis I saa kunde skaffe os Fred for den gamle.”
”Jeg lyste Guds Fred over hans Grav”, sagde Præsten.
”Det gjorde I”, sagde Jesper og nikkede. ”I læste ham retskaffent ned. Der er intet at klage paa de Dele. Men Wo’ Faar, har nu altid haft for Skik at gaa sine egne Veje, og det bliver han ved med, skønt han har faaet en god, kristelig Ligbegængelse. Kunde der ikke findes Raad for, at han kan holde sig mere rolle?”
”Ja, hvad vil I egentlig, at jeg skal gøre?”, spurgte Præsten.
Nu blev Jesper gnaven. – ”Hvad I skal gøre?”, sagde han. ”Er I Præst og en boglærd Mand, og skal spørge os stakkels uvidende Bønder om, hvad I skal gøre? Andre Præster kan skaffeos Fred for de døde, men I er maaske ikke rigtig kommen Skolen igennem. Der skal et godt Hoved til den Slags, har a hørt sige. – Jeres kunde vel ikke holde? Mon Naadigherren egentlig har tænkt over, at han ved at sætte Jer til Præst her i Sognene staar i Fare for, at hans Bønder drives fra Hus og Hjem af Mørkets Magter, som deres Præst ikke kan værne dem for? Det var maaske rart at faa spurgt om det, mens der endnu er Tid.”
Den stakkels Præst blev lidt urolig. Han holdt ikke af at faa Naadigherren overendt med Klager, hvor besynderlige og ubegrundede de end kunde være.
Det kunde jo nemt føre til, at han ikke fik Kaldet. Han søgte derfor at tale de tre Mænd til Fornuft.
”Gaa kun hjem, Børn”, sagde han. ”Jeg skal se, hvad der kan gøres for Jer.”
Mændene gik, men temmelig utilfredse.

”Det er det”, sagde Lavst i Vestergaarden, ”han kan ikke, Splejsen, og det er det, at vi ikke kan være tjent med at have Wo’ Faar gaaende her. Vi maa se at faa Spørgning paa nogen, der kan sætte ham.”
Men den næste Dags Morgen gik det som en Løbeild gennem Byen, at Hr. Jens om Natten havde manet Wo’ Faar ned i San Jakobs Mose og rammet en Pæl igennem ham. Og hele Byen var ude i Mosen for at se paa Pælen.
”Det er det”, sagde Lavst i Vestergaarden og grundede lidt, ”Pælen er solid nok, og den er vel ogsaa godt sat, men det er nu det, om den har ramt Wo’ Faar, saa han ikke har snoet sig uden om den. Det er det, at gamle Tammes aldrig har været god at faa Ram til.”
Ja, det maa jo nu vise sig”, sagde Krage Mikkel. ”Vi maa jo haabe det bedste. Ellers var det Synd for den dejlige Pæl.”
Og det viste sig, at Byen virkelig havde faaet Fred. Fra den Dag mærkedes intet mere til Wo’ Faar. Han havde endelig faaet den Jordfæstelse, han maatte respektere.

Livet i Hjortshøj kom i de gamle Folder. Bymændene kunde igen tilbringe nogle glade Aftentimer hos Jepskrædderens uden at behøve at ængste sig for ubehagelige Møder paa Hjemvejen, og den afdøde Præst kunde igen omtales lidt mere frit. I de Dage, Folk gik i en stadig Angst for at løbe paa ham, blev han altid omtalt med den dybeste Ærefrygt og stadig kaldt Wo’ Faar. Nu kunde de igen nøjes med at kalde ham Tammes Skævhals, og der var ingen Fare ved at omtale hans Særheder og Fejl.
Hr. Jens Harlev havde med et Slag vundet sig Navnkundighed. Nu blev der ikke mere gjort Ophævelser over, at han var lille og uanseelig og stadig saa ud, som om han mindelig bad om Lov til at være. Nu vidste man jo, at den lille spegede Fyr i sin Videnskab ejede en Magt, som endog kunde tvinge den stærke, robuste Hr. Tammes ned. Nu var der almindelig Tilfredshed med at faa ham til Sognepræst, og Menigheden blev ved at holde af ham i de 14 Aar, den havde ham.
Hvordan det egentlig var gaaet til med den Nedmaning, var der ingen, der vidste, – men at der havde staaet en slem Dyst, var nemt at se paa Hr. Jens.
Synderlig stivelse havde han aldrig haft i Kroppen, men efter denne Dag slæbte han sig frem som en Olding, skønt han var en Mand paa kun 27 Aar, og han kom aldrig mere til Helbred.
Wo’ Faar havde alligevel givet ham det Knæk han aldrig forvandt.

I de Dage plejede Almuen altid at kalde deres Præst Wo’ Faar, – men det Tillidsnavn fik Jens Harlev i Hjortshøj dog aldrig. Det havde hans Formand lagt saa stærkt et Beslag paa, at der intet blev til Eftermanden. Han maatte nøjes med slet og ret at hedde Hr. Jens.
Lige efter at der var bleven Fred for den døde, var Folk jo nok begyndt at kalde Hr. Jens Wo’ Faar, men det varede knapt et Aar. Saa lagde salig Tammes igen Beslag paa Navnet, og det saa eftertrykkeligt, at han fik Lov til at beholde det, saa længe at hans Minde levede, og det holdt sig grumme længe.
– Hjortshøj fik nemlig Vinteren efter en ny Hjemsøgelse, langt sværere end den første, og det var Frans, Wo’ Faars gamle Avlskarl, der i et utilregneligt Øjeblik kaldte den frem.
Frans blev ikke som selvstændig Mand den samme, han havde været som Avlskarl hos Wo’ Faar. Han arbejdede i det samme langsomme trevne Tempo, han plejede, men nu svarede Resultatet til den Fart, der blev sat op. Han kunde aldrig blive færdig i Tide og var altid et godt Stykke bag de andre Bymænd.
Desuden havde han nu slaaet sig til Drik. Ved Brylluppet var det første Gang, nogen havde set Frans fuld, senere skete det jævnligt, og tilsidst var det saa godt som hver Dag. Og naar han var beskænket, var han en hel anden Mand end ellers. Saa gik Knæveren paa ham i et væk, og han kunde føle føle Trang til Selskab.
Saa var det en Efteraarsaften, han kom drivende over Mosen op efter Hjortshøj. Han var i et overstadigt Lune, og det var hans Agt at aflægge Jepskrædderen et Besøg. Her mente han nok at kunde finde Hjortshøjmændene samlede om Halvpægleglasset.
Som han gik og snakkede højt med sig selv, snublede han. Hans Træsko var stødt paa noget, der sad fast. Det var dejligt maaneklart, og Frans var ikke mere fuld, end at han straks var klar over, hvor han befandt sig. Han var løben mod mod den Pæl, der nu i tre Fjerdingaar havde bundet den gamle Præst i Dybet.
”Naa her sidder I, Haasb’n”, sagde Frans og gloede paa Pælen. Og Ænderne skræpper ude i Sivene. De raaber efter Jer, Haasb’n”, Der er voldsomt Træk i Aften. Men nu er I tøjret som en gammel Vædder, Husb’n. Han Klæppen, var Jer nok alligevel for stærk, hvor speget han end ser ud.” ”I har været mig en god Haasb’n”, vedblev Frans, og blev rørt. Sikke Dage, vi har haft sammen, og sikke Aftener inde i Studerekammeret med den bitte brune Dunk. Det var andre Tider end som nu. Hende den gamle Ovnstage i Egaa er der ikke mange Spiller i. Bare hun sad her under Pælen i Stedet for Jer Haasbon”.
“I vilde gærne op, gamle ”Tammes”, kørte han videre. ”Men I er jo død, og saa bør man være roligen. Det glemte I, Tammes, og derfor slog han Spirissen, den grimmige Pæl igennem Jer. Men hvis I ellers vil love mig at være skikkelig, saa skal a endda lette Pælen lidt, saa I kan faa en Mundfuld Luft.
Han tog et Tag i Pælen, men den stod godt fast.
”Hva”, raabte han, ”Holder I igen, Haasb’n?, Skal vi rykkes, gamle Tammes? Han spyttede i Hænderne og tog bedre fat. Da Pælen ikke lod sig rokke, blev Frans ilter. ”Nu skal Du, den undeme, herop, dit gamle tvære Asen”, sagde han og lagde alle sine Kræfter i. Op fløj Pælen, saa det sukkede i den sumpige Bund.
Og med det samme blev Frans ædru.
Op fra Hullet skød svovlgule, hoppende Flammer, saa kom en sort, tæt Røg, – og lige med ét stod gamle Tammes dér med Hovedet paa Sned og det aabne Øje stift fæstet paa Frans. Saa nikkede han med Hovedet, som han havde haft for Skik, naar han var særlig tilfreds.
Mere saa Frans ikke, for nu smed han Træskoene og benede af op til Byen, saa Snavs og Pløre stod i Straaler om ham, og han standsede ikke, før han stod i Jepskrædderens Stue, hvor Bymændene sad med en brasende Flæskepandekage og Brændevinsflasken paa Bordet.
”Wo’ Faar er løs!” pustede Frans og saa sig forvildet om.
”Vi kinner ikke andre Wo’ Faar end Hr. Jens”, sagde Jesper Rimand vigtigt”, ”og han slaar saa Gu’ ikke for meget løs”.
”Ja, men vor gamle Tammes Faar er sluppen op igen”, jamrede Frans.
”Han skal nok blive, hvor Hr. Jens har sat ham”, sagde Jesper. ”Den Pæl han er tøjret ved, den skal nok holde.”
”Ja, men det er jo den, a har rykket op”, sagde Frans.
Bymændene blev lidt betænkelige. Mon Frans snakkede i Vildelse? Men saa var der én, der kom til at se ud ad Vinduet. Han tog straks Øjnene til sig og blev bleg. Der var flere der keg ud for at se, om der var noget, og saa blev der med ét dødsens stille i Stuen.
Udenfor i Maaneskinnet stod den døde Præst og stirrede mod Vinduet.
Pandekagen og Brændevinsflasken forsvandt fra Bordet, og i deres Kvide satte de sig da til at synge en Salme, hvorefter Lavst i Vestergaarden fremsagde den Bøn, som Degnen brugte at læse i Kordøren før Gudstjenesten. Den havde Lavst hørt saa tit, at han kunde den uden ad, og nogen bedre havde han i Øjeblikket ikke ved Haanden.
Da de igen dristede sig til at se ud, var Wo’ Faar borte, og Mændene listede hjem, saa hurtig de kunde, undtagen Frans. Han turde ikke vove sig uden for Jepskrædderens Dør, før der var fuld Dag på Himlen.
Næste Dags Morgen samledes Bymændene ude paa Sand Jakobs Mose, hvor Pælen ganske rigtig laa oprykket og henslængt. Et aabent Hul med skiddenbrunt Vand i Bunden viste, hvor den havde siddet.
Mændene saa blege og mismodige paa hverandre.
”Det er endda et skidt Stykke Arbejde, Frans der har taget sig paa”, sagde Lars paa Toften.
”Han burde retteligen hænges”, sagde Trækkeren.
”Det er det”, sagde Lavst i Vestergaarden, ”at faa Strikken har Frans ærligen fortjent, men den ligger nu ikke i vor Haand, kanske knap nok i Birkedommerens. Og det er det, at hvad vilde vel saa det hjælpe os. Den Strikke kan jo ikke binde Wo’ Faar. Kom Jesper, saa gaar mæ og dæ op til Hr. Jens. Han kan vel sagtens ikke sætte Wo’ Faar en Gang til, men det er det, at han maaske kan vise os den Mand, der kan.”
Saa fulgtes Lavst og Jesper Rimand igen op ad til Præstegaarden.
Den Gang var Krage Mikkel ikke med, for han laa hjemme, syg af Skræk.
”Ja, denne Gang kan jeg ikke hjælpe Jer, I gode Mænd”, sagde Hr. Jens, før de endnu havde fremsat deres Ærinde. Han sad i en Armstol, nedpakket i Dyner og Puder, og saa ud som om han knap kunne hænge sammen. ”Et forvildet Faar har løftet den Bom, der i den store Guds Navn var sat til Værn for Eder. Det staar ikke i min Magt at redde Eder nu. I maa henvende Jer til Gud udi Himlen.”
”Ja, hva’, han kan jo heller ikke tumle Wo’ Faar”, sagde Jesper Rimand. ”Ellers holdt han ham Vel nok der hvor han rettelig hører hjemme.”
”Det er det, at nu sludrer Du, Jesper”, sagde Lavst.
”Ja, hva’ sidst maatte vi da ty til Hr. Jens”, sagde Jesper.
”Og han hjalp ved Guds Hjælp”, sagde Præsten.
”Jamen kan vi saa ikke igen finde en Mand, som Wo’herr’ ku’ hjælpe en Kinnels paa?”, spurgte Jesper.
”Den som en Gang har været i Lag med den Slags, gør det aldrig mere”, sagde Hr. Jens og rystede paa Hovedet. ”Og han drister sig heller ikke til at raade andre til det, helst da det godt denne Gang kan komme til at gælde Livet.”
”Der var intet at stille op. Lavst og Jesper maatte gaa med uforrettet Sag.
Udenfor for Præstegaarden stod de øvrige Bymænd og ventede. Det var kun en daarlig Trøst, de fik.
”Det er jo det”, sagde Lavst i Vestergaarden,”at det er anden Gang, og saa er det nok sværest.”
”Frans burde egentlig have et godt Lag Tærsk”, sagde Tømmer Niels, ”saa ilde han har handlet med os.”
Rytter Hans meldte sig straks, rede til at gaa med Niels til Egaa og banke Frans.
”Det er det”, sagde Lavst i Vestergaarden, ”at det kan vi altid gøre ved Lejlighed. Det er det, at nu skulde vi først tænke paa det, der er nærest.”
Paa Forslag af Degnen blev man enige om at sætte svære Kridtkors paa alle Døre, Luger og Lemme for derved muligvis at faa Fred inden Døre. ”Han var da Præst og maatte altsaa respitere Korset”, sagde Degnen.
”Det er det”, sagde Lavst i Vestergaarden, ”at det plejede han at tage paa Ryggen, naar at han messede”.
”Ja, det skulde han jo i Følge Riteralet”, for.klarede Degnen.
”Ja, hva’, vi kan da male ham saa mange Kridtkors, at han ikke kan faa dem hæftet paa Ryggen alle sammen”, sagde Jesper Rimand.
– Det var næppe bleven Aften, før han mærkede at noget var galt, og værre endnu blev det de følgende Aftener. Det kneb slemt med at faa Hestene fodrede efter at Solen var gaaet ned, da jo ingen rigtig turde vove sig over en Gaardsplads af Frygt for Wo’ Faar.
Der blev søgt vidt og bredt, men ingen vidste Raad og Redning.
Den første Søndag bad Hr. Jens paa Prædikestolen om Fred for det mest fredløse af alt, men da det ikke hjalp, bad han den næste Søndag i mere bestemte Udtryk for den store Synder, som saa grumt maatte bøde, men han naaede ikke at blive færdig. Et Vindpust slog saa kraftigt mod Vinduet, at Ruderne klirrede. Hr. Jens sluttede brat af og gik ned, og i flere Søndage derefter prædikede han fra Kordøren.
Det var den almindelige Mening, at Wo’ Faar formente ham Adgang til Prædikestolen.
Det blev ind under Jul, og det var saa galt, som det overhovedet kunde tænkes.
En Formiddag, Bymændene stod paa Gadestævnet, raadvilde, og forsagte, kom Simme Grete humpende.
” I skulde da ikke vide Raad for os, Grete?”, spurgte en af Mændene. ”I var da ellers Wo’ Faar en trofast Hjælper paa det sidste.
”Ja, – men a magted’ ham ikke”, sagde Grete, ” og nu langt mindre. Men hvorfor gaar I gode Mænd ikke til Slanter Lavst i Trige og Peder Krans i Lisbjerg?”
”Hvem er han, Grete?”, blev der spurgt.
”Det er en ung Præst, som den gamle i Trige har faaet til Hjælp”, sagde Grete. ”Han skal da være saa møj ustyrlig klog.”
”Det er det”, sagde Lavst i Vestergaarden, ”at det bør vi prøve. Kom Jesper! Saa gaar vi to til Trige og Lisbjerg”.
Tømmer Niels og et Par andre gik til Egaa for at banke Frans.
Ingen at dem havde Held med sig. Det :viste sig at være rigtig nok, at den gamle i Trige havde en Kapellan, Lavrids Sørensen Worsø, almindelig kaldt Slanter Lavst, og det var rigtig nok, han var saa rent ustyrlig klog, men Manden var uheldigvis rejst bort og ventedes først igen om et Par Dage, saa der var intet andet at gøre end at bede dem hilse Hr. Lavrids saa flittigt, at han endelig maatte komme til Hjortshøj og hjælpe mod en ond Genganger.
Tømmer Niels og hans Fæller traf heller ikke Frans. De bad Mette hilse ham, at de da ellers nok havde et Par Ord at skulle have snakket med ham.
Saa gik Julehelligdagene, og de var travrige, for det blev værre og værre.
En Dag i Juleugen gik Lavst og Jesper Riman igen til Trige for at høre til Hr. Lavrids. Da var han ganske vist hjemme, men han var ikke at finde nogen Steder. De sad og ventede paa ham et Par Timer. Saa bad de hilse ham, at han endelig for Guds Skyld maatte komme, for nu kunde de ikke begaa sig længere.
Tømmer Niels og hans Fæller havde samtidig været i Egaa, men de fandt heller ikke den Gang Frans. Saa slog de i Bordet for Mette og loved dyrt, at naar de fik Frans fat, saa skulde de slide alle Pilekæppe i Ole Grenadérs Hegn op paa hans Rygstykker.
Saa gik Tiden til nogle Dage ind i det nye Aar. Da stod en Formiddag to af Bymændene i et af Gaardsledene og kigede ret ud for sig. Da opdagede de langt ude paa Vejen en Mand, der kom gaaende ind ad Byen til, en lang, kroget Mand med en stærkt slyngende Gang, der fik hans store, graa Kappe til at slaske saa sært om Benene af ham. De to Mænd smilede lettet. – ”Der har vi vel Slanter Lavst”, sagde den ene til den anden.
De blev staaende og saa efter ham, til han var naaet ind i Byen. Der drejede han brat af og kom hen til dem. Han standsede, støttede begge Hænder paa sin Stok, og uden at sige et Ord gav han sig til at stirre paa dem med et Par underlige, stikkende Øjne. De to Mænd havde faaet Huerne strøgne af for den Fremmede, men de glemte rent at faa dem paa igen, saa benovede var de.
”Ja, her har I Slanter Lavst”, sagde den Fremmede endelig. ”Smædenavne og Haansord kan I bruge bag en Mands Ryg, men staar han for Jer, kan I kun knikse og krybe”.
De to Mænd var ved at gaa i Jorden af Forbavselse. Hvor kunde Mennesket dog vide, at de havde sagt Slanter Lavst?
”Hvor bor ellers Jeres Oldermand?” spurgte den Fremmede. De pegede mod Vestergaarden.
”Gaa saa til ham”, bød han, og hvis I ikke helt er gaaet fra Mælet, saa sig ham, at han straks kalder til Grandestævne. Jeg maa tale med Jer”.
Mændene gik, og den Fremmede slentrede af op mod Præstegaarden.
Kort efter lød Byhornet, og Mændene samledes. Lavst i Vestergaarden berettede, at Lavrids var kommen og ønskede at snakke med dem.
”Men I maa endelig vare Jeres Mund”, sagde Lavst, ”for han kan nok læse paa den, hvad at I sidst har talt”.
De maatte staa og vente en stiv Klokketime. Da kom endelig Hr. Lavrids. Han stillede sig op lige foran Flokken, støttede begge Hænder paa sin Stol og lod sine hvasse, stikkende Øjne vandre fra den ene til den anden. Der blev ikke sagt et Ord, og Bønderne stod og blev helt rædde for de Øjne.
”Naa, hvad er det saa, I vil Slanter Lavst?”, spurgte Præsten endelig.
”Ja, det er jo det”, sagde Lavst i Vestergaarden og traadte frem, men hans Mund gik i Baglaas for ham, saa han kunde ikke faa det frem, der skulde siges.
”Ja, det er nok det”, sagde Hr. Lavrids”, at Jer gamle Præst ikke kan lade Jer i Fred nu, han er død. Mens han levede, lod han Jer nok passe Jer selv vel meget”.
”Ja, det var jo det”, sagde Lavst, at han ogsaa havde Studene at passe.”
”Og saa glemte han vel Faarene, saa de blev til Svin”, sagde Præsten.
”Det gjorde han maaske nok”, sagde Jesper Rimand, der stod og blev gnaven. ”Men det maa da vel nærmest være hans egen Fejl. Derfor skal han vel da ikke have Lov til at hænge os arme Mennesker paa Nakken evigt og altid”.
”Det maa I helst ordne med ham selv”, sagde Præsten.
”Det kan vi jo ikke”, svarede Jesper og blev igen ydmyg. Vil I ikke hjælpe os, saa vil vi forskylde Jer vel for Jer Ulejlighed.”
”Ja vel”, vrængede Præsten. ”Fede Beder og vægtige Skinker. Jeg kan faa alt det, jeg blot vil pege paa, for I har mig haardeligen behov nu. Men naar Gerningen er gjort, saa blev det vel kun skabede Faarekroppe og pillede Skanker som det, I plejer at sende Jer egen Sjælehyrde.”
”Hr. Tammes fik altid pæne Ting”, prøvede Jesper.
” Ja, for ham var I rædde for. Men Hr. Jens er en Stakkel, og I har vel glemt, hvordan han satte sin Førlighed til”.
Mændene stod og dukkede for Præstens lynende Øjne.
”Og hvorfor kræver I saa Fred om Jer?”, spurgte Hr. Lavrids. ”For at I om Aftenen kan søge Jeres Svinehuler, hvor I kan sidde og pægle Jer i Fred og Ro. Saadan som I nu har det, kan I da holde Jer hjemme om Aftenen”.
Mændene sank i Knæene. Enkelte begyndte at snøfte.
”Hør nu efter, hvad jeg har at sige Jer”, sagde Hr. Lavrids, og hans Stemme blev skærende skarp. ”Naar Gud den almægtige lader en Synder sone lidt af sin Brøde efter Døden, saa spørger han ikke Jer, hvor han maa sætte ham. Jorden er hans, og den raader han over. Maaske sætter han ham midt imellem Jer, for at I kan lære at leve Livet, saa I kan faa Fred i Graven. – Har I nogen Sinde tænkt over det?”
Nu snøftede de alle. – ”Gud naade as arme”, sukkede én. Saa er der da vel ingen Fred for os?”
”Jo”, sagde Hr. Lavrids, og hans Blik blev mildere. ”Den stakkels fredløse Sjæl kan jeg desværre ikke skaffe Ro, men jeg kan skaffe Jer Fred for den, hvis I da ellers er det værd”.
Mændene løftede Hovederne og saa bedende paa ham.
”Saa hør nøje efter og husk paa, hvad jeg siger”, sagde Hr. Lavrids. ”I Aften maa hver og én være i Seng og alle Lys slukkede, inden Klokken slaar syv, og Gud naade og trøste den, der blot saa meget som sér til et Vindue, før Dagen igen er paa Himlen. Hvad der i Nat vil ske, det taaler intet ukaldet Vidne. Har I Kreaturer ude, maa I helst faa dem under Tag, før Sol gaar i Bjerge, og alle Hunde maa holdes vel lukkede inde.”
Mændene nikkede. De var saa benovede, at ingen kunde faa et Ord frem.
”Og saa møder I her igen i Morgen Formiddag”, tilføjede Hr. Lavrids, gjorde brat omkring og gik op til Præstegaarden.
Bønderne blev ved at følge ham med Øjnene, til han var forsvundet, saa saa’ de paa hverandre, langsomt drejende Hovederne. Ikke. en Arm eller Ben rørtes. Det var, som havde den Fremmedes hvasse Øjne naglet dem til Stedet.
Endelig begyndte de at røre lidt paa sig. ”Det bliver en streng Nat”, sagde én og gøs.
”Han kan da tage Pippet fra selve Fanden”, sagde Jesper Rimand. ”Det er det”, sagde Lavst i Vestergaarden, at han alligevel kan komme til at døje lidt med Wo’ Faar”.

Det blev den strengeste Nat, nogen i Hjortshøj havde oplevet. Klokken var ikke bleven seks, da alt var slukket, og alle var gaaede til Ro.
De fleste havde hængt tykke Tørklæder for Vinduerne, at ingen uforvarende skulde komme til at se ud og paa den Vis drage Ulykke over sig.
Men Ro var der ingen der fik. Kun de allermindste Børn sov. Alle de, der havde Forstaaelse af, hvad det gjaldt, fik ikke Blund i Øjnene den ganske Nat.
Vejret var uhyggeIigt. Det stormede, og onde Regn- og Hagelbyger piskedes med korte Mellemrum mod Ruderne. De skrækslagne Mennesker laa og lyttede til Vejret, til deres opskræmte Fantasi tilsidst tog rent Overhaand. Vindens Tuden i Skorstenene og om Hushjørnerne blev til rent overnaturlige Djævlehyl, og naar et Stormkast smeldede Hagl mod en Rude, lød det, som lange Djævleklør i Vaande hagede sig fast. I hvert enkelt af Byens Huse følte Beboerne sig fast overtydet om, at den skrækkelige Kamp.stod lige udenfor deres Vinduer. Flere mente endog at de igennem Hylene at kunne høre Hr. Lavrids’ myndige Stemme.
De Nattetimer var skrækkelig lange, og da det første graa Morgenskær brød frem, da blev det ikke set, for de blændede Ruder lukkede det ude. Og selv efter at Dagslyset var trængt saa godt igennem, som det overhovedet kan paa en mørk Vinterdag, var man angst for at staa op. Det kunde jo maaske endnu værre for tidligt. Havde ikke Hr. Lavrids givet den bestemte Ordre til at møde ved Grandestevnet om Formiddagen, var de fleste sikkert blevet i Dynerne til Middag.
De mødte paa Pladsen blege og forvaagede og stærkt bekymrede. Ingen kunde jo vide, hvordan det var gaaet Hr. Lavrids i den haarde Kamp.
Der blev ikke mælet mange Ord. De stod sammenkrøbne og stirrede op imod Præstegaarden efter Hr. Lavrids. Der gik næsten to Timer, men ingen tænkte paa at gaa hjem. Det var jo saa bestemt paalagt dem at være samlede.
Pludselig stod den fremmede Præst imellem dem som skudt frem af Jorden. De havde alle haft Øjnene saa vedholdent fæstede mod Præstegaarden, at de ikke havde bemærket, at den Fremmede kom fra en hel anden Kant.
Der blev flere Minutters Tavshed, mens Præstens Øjne langsomt flyttedes fra Mand til Mand, og de havde samme manende Magt som Dagen forud.
Endelig talte Præsten:
”Nu staar der en Pæl i Blaakær Purker”, sagde han. ”Den er sat i det Navn, der har en Magt til at binde alt, og den skal blive staaende, til den frønner bort. Men det siger jeg Jer”, – Præstens Stemme blev haard og bydende – ”den pæl staar ikke fastere end den kan rokkes. Hver Gang, I samles til Svir og Drik, saa rokkes Pælen, og hvis I rokker for tit, gaar den løs, og saa véd I hvad Følgen bliver.”
Præsten tav, og igen vandrede hans hvasse Øjne fra Mand til Mand. ”Og tredie Gang er der ingen Hjælp”, tilføjede han, gjorde brat omkring og gik.
Bønderne blev staaende som troldbundne. Hr. Lavrids var langt ude ad Vejen, førend de saa smaat begyndte at,komme til Aande igen, og da gik der et Lettelsens Suk igennem Forsamlingen.
Af gammel Vane søgte de Jepskrædderens Stue. Der plejede Granderstevnerne geerne at ende, særlig naar Vejret var daarligt, som det var den Dag. Og af gammel Vane mødte Skrædderen da ogsaa straks med Flasken og Halvpægleglasset, men inden han naaede at faa det sat paa Bordet, lagde Jesper Rimand sin Haand, paa hans Arm.
”Pas paa, at Pælen ikke rokker”, sagde han. ”Sæt nu de Sager til Side igen, bitte Skrædder. En skal ikke spøge med den Ild, en allerede har brændt sig paa.”
– Den Nat havde Frans i Egaa hængt sig ude i sin Lade, netop paa den samme Bjælke, hvorfra hans Formand var styrtet ned og havde slaaet sig ihjel.
”Det maatte vel til”, sagde Jesper Rimand. Hr. Jens sagde nok, at denne Gang kunde det gælde et Menneskeliv, og saa var der jo da ingen nærmere til det end Frans.”

Hermed ender Historien om Wo’ Faar i Hjortshøj. Den Pæl Hr. Lavrids satte ind ude mellem Blaakær Purker, den fik lov til at sidde urokket. Jepskrædderen opnaaede aldrig siden at faa nogen Afsætning paa sine Halvpægle, og naar Hjortshøjmænd andet Steds var samlede til Lag, og Glas og Krus var begyndt at gaa lidt flittigt rundt imellem dem, saa kunde de pludselig standse. Bare en ytrede de Ord: ”Nu rokker Pælen!”, saa tørrede alle sig om Munden, og Glas og Flaske sattes stille til Side. Respekten holdt sig, saalænge dette Kuld levede, der kunde huske den Nat, da Pælen blev sat. Det næste Slægtled, der havde hørt Fædrenes Beretning, vedligeholdt den dybe Respekt, men allerede i det tredie Slægtled var den svækket, og senere er der vel nok rokket ret kraftigt ved Pælen. – Men da var Wo’ Faar bleven jordbunden og ytrede ingensinde Lyst til at komme frem igen.