De sagde jeg var ædruelig

Lige efter min konfirmation fik jeg plads hos Anders Steffensen på Norup Mark. Jeg har aldrig haft nogen stærk ryg og arbejdet i landbruget med maskinerne og de mange tunge løft medførte, at min ryg blev mere og mere ødelagt. Efter at have undersøgt mig, sendte dr. Fuglsang mig på Ortopædisk Hospital i Århus. Et stykke tid måtte jeg ligge i gipsleje om natten. Det hjalp ikke, så jeg kom under revalideringen. De skaffede mig kort tid efter en læreplads hos cykelhandler Juul i Havndal.

I to år gik jeg to gange om ugen fra kl. 19.00 – 22.00 på Teknisk Skole i Havndal. Jeg havde aldrig været nogen ynder af lektielæsning – og resultatet var derefter. Men da jeg opdagede, hvor nødvendigt det var at kunne læse, startede jeg i aftenskolen i Grove. Det er nok noget af det klogeste jeg har gjort. Jeg fik lært at læse, og det har jeg mange gange senere i livet været meget glad for.

Juul havde to biler og tre motorcykler, som han lejede ud. Da det ofte var mig, der udleverede både biler og motorcykler, mente han, det var nødvendigt, at jeg fik lidt større kendskab til de dele. Kort tid efter sørgede han for, at vi kunne deltage i et svejsekursus, der blev afholdt i Randers. Juul kørte motorcykelen derud, mens jeg – uden kørekort – kørte hjem. Det gik skam fint.

Bilerne kunne jo ikke stå ude på gaden, så dem måtte jeg køre gennem den lille gyde ned til værkstedet. Det var jeg ikke altid lige heldig med. En gang endte jeg i trappeskakten. Det kostede en ny køler, men hvad, hvor der handles, der spildes.

Da en af mine venner, der var kommet ud at sejle, meget levende og dramatisk fortalte mig om sølivets glæder, vågnede en udlængsel, jeg slet ikke vidste, jeg havde. Han skaffede mig hyre på et skib. Selv om jeg ikke var udlært, sagde jeg straks op hos cykelhandler Juul og begav mig mod Tuborg Havn, hvor jeg skulle påmønstre. Skibet var sejlet, da jeg ankom. Det var den udlængsel.

En kort tid, inden jeg tog tilbage til Juuls cykelværksted, fik jeg arbejde hos Erik Ørfeldt på Edderup Østergaard.

Jeg blev udlært januar 1951. I Havndal havde jeg mødt Klara, dyrlæge Munchs tjenestepige. Vi blev gift i februar 1951 og har i 54 dejlige år delt alt, hvad livet bød os.

Jeg så i avisen, at der var en cykelforretning til leje i Aalestrup. Jeg kontaktede ejeren og blev meget glad, da jeg kunne få lejemålet. Umiddelbart efter opdagede jeg, at der i forvejen var både en cykelfabrik og to andre cykelforretninger i byen, turde vi ikke. Det ville være alt for risikabelt. I stedet besluttede vi at opsige lejemålet og rejse til Stenstrup på Sydfyn, hvor også mine forældre boede.

Revalideringen sendte mig på et tre måneders efteruddannelseskursus i København, derefter stillede de i udsigt, at de ville hjælpe mig med at etablere min egen cykelforretning i området. Det blev nu ikke til noget. I stedet fik jeg arbejde hos en mekaniker i Stenstrup.

Senere fik jeg plads som traktorfører på Rygaard Gods. Lønnen var meget god – hele 125 kr. om ugen og logi. Pengene kunne vi sagtens bruge. Vi var efterhånden blevet en lille familie. Vi havde fået to børn.

Efter i 1955 at have arbejdet på en gård i Gislev, fik jeg i 1956 job som traktorfører i skoven på Langeskovgård ved Stenstrup. Der blev jeg i to år. Da sønnen på Langeskovgaard i 1958 fik tilbudt bestyrerpladsen på Ubberudgård, bad han mig om at rejse med. Kort tid efter, da han rejste til England, blev det Klara, der måtte sørge for kosten til den ansatte karl og fodermesteren.

I 1960 havde jeg et meget sundt arbejde. Jeg fik ansættelse på en stor frugtplantage og det tilhørende mosteri. Jeg skulle hente æblerne, når de ankom til stationen i jernbanevogne og senere aflevere kasserne med den færdige most, når den blev returneret til kunderne.

Efter et lille intermezzo som traktorfører i Korinth, fik jeg plads som bestyrer på en gård i Lyndelse, der ejedes af et par søstre. Vi skiltes nu lidt pludselig i juni 1965, fordi vi ikke var enige om lønnen. Pludselig en dag kl. 12.00 stod jeg på gaden sammen med Klara, børnene, hunden og svigermor, der netop var på besøg og ikke ytrede ønske om at rejse. Vi fik hurtigt tilsagn om at måtte flytte ind i en tom lejlighed i Tommerup Missionshus – når den var færdigrenoveret. Møblerne blev opmagasinerede i missionshuset. Men hvor kunne vi være?

Ved Frøbjerg Bavnehøj havde de lige fået bygget nye toiletfaciliteter, så efter at have fået tilladelse til at bruge dem, flyttede vi – og svigermor – i villatelt ved foden af Frøbjerg Bavnehøj i tre uger, indtil vores nyistandsatte lejlighed i Tommerup Missionshus var klar. Det gik nu meget godt, så vi fortæller ikke historier om intrigante svigermødre i vores familie, for vi kender ingen.

Jeg fik straks arbejde som smed og afløser for fyrbøderen, der passede ovnene på Skovstrup Teglværk.

I 1973 fik jeg arbejde hos Krarups Maskinfabrik. Jeg stod ved en drejebænk hele dagen og kom hjem om aftenen sort som en neger. Det holdt jeg til i to år, derefter søgte jeg og fik ansættelse i Svendborg Vinkompagni.

Jeg blancherede gennem årene utallige tons grønsager. Undertiden fik jeg tilbud om at hjælpe i vinafdelingen med at fylde whisky på flasker – efter sigende fordi jeg var ædruelig. Det havde sin charme, for ved arbejdstids ophør var der som regel en lille sjat tilbage – ikke nok til en hel flaske. Det skulle hældes i kloakken. Men vi vidste jo, at Svendborg Vinkompagni var interesseret i, at medarbejderne havde et godt kendskab til selskabets produkter, så det hændte, at vi tog en lille smagsprøve.

Svendborg Vinkompagni blev min sidste arbejdsplads. Jeg blev der, til jeg i 1999 gik på efterløn.

Da min far i 1976 fik cancer og havde svært ved at klare sig alene, ville han gerne, at vi flyttede ind hos ham. Vi købte huset og passede ham, til han døde som 80-årig i 1976.

– nu mangler kun historierne om huset, haven, campingvognen i Lundeborg, børnene, børnebørnene og ikke mindst Klara.

Så – – – er du trist, og har du sorg i sinde, så kig ind hos os i Lundeborg.