Tag: Tornemark

  • Falsk anmeldelse

    Gårdejer Lauritz N. i Tornemark var, som mange andre danskere landet i kartoteket over borgere, som skulle interneres, når befrielsen kom. Modstandsbevægelsen i Skælskør hentede ham den 8. maj 1945 og slap ham først fri den 11. maj. Sigtelsen mod ham gik ud på, at han i breve til værnemagten havde fortalt, at flere gårdejere lå inde med illegale blade. Gårdejeren nægtede hårdnakket og med rette, at han skulle have gjort sig skyldig i stikkeri.

    Det viste sig, at påstanden kom fra en skoleelev. Han indrømmede senere, at oplysningen var det rene opspind. Han havde lavet den historie for at gøre sig interessant over for forældrene.

    Gårdejeren indankede sagen for Oprejsningsnævnet i Sorø Amt. På et møde den 20. december 1946 afsagde nævnet følgende kendelse: ”Den ved Modstandsbevægelsens foranstaltning iværksatte Internering af Gaardejer Laur. N Tornemark, har været uforskyldt. I Erstatning tillægges der ham 125 kr.”.

  • Landsbysmeden i Tornemark

    Han hedder Marius Petersen og er født d. 6 sep. 1906, død 6. jan. 1976. Smedien lå på Fyrendalvej i Tornemark. Han var sær og meget sparsommelig. I 1940’erne lavede han Dræningsspader til Seas og Ktas. Årsagen var den at Marius havde fundet en special hærdning af stålet.

    En dag kom der en mand og spurgte Marius om han ville lave en Dræningsspade til ham. Han skulle begynde i nyt sted i næste uge – om han kunne afdrage den – hvornår kan jeg få den – når du har betalt den.

    Efter hans død spurgte hans søn Knud som er min svoger om jeg ville hjælpe ham med at rydde op i den gamle smedje. Der var mange Spadeskafter på loftet som blev brændt af i haven og var ormædt. Der var også en gammel Radio fra omkring 1930.den skulle også futtes af sagde Knud. Så stopper vi sagde jeg – vil du da have den – meget gerne. Der var også meget gammelt værktøj som jeg fik.

    Mange år senere fik jeg en bekendt til at hjælpe mig med at starte den op. Den fik ca . 40/50 meter antenne og en hætte fra en tandpastatube – så var der gang i den. Jeg brugte den også til udstilling i Tårnkiosken som blikfang.

    En dag kom der en mand og spurgte om jeg ville sælge ham den gamle Radio. Svaret var nej. Så fortalte han at han også solgte de nye digitalkamera, om det var noget. Hvad koster fotoapparatet – ca. kr. 10.000,00 – nå ja men så kan vi jo bytte – det ville han dog ikke, men kr. 5000.00 og så slog jeg til. Jeg fik 5.000,00 for Radioen og jeg gav ham kr. 5.000.00 for kameraet, så nu kunne jeg knipse løs.

    I 1975 kørte jeg som salgschauffør for Næstved is. En dag mødte jeg Marius’ kone der hed Kristine. Du får lige lidt is med hjem til Marius. Næ det går ikke for vor far tror da at jeg har købt det. Hun fik nu 2 liter is og lidt pinde med hjem.

  • Sognepræst, forfatter og forstander

    Poul Jensen Colding var sognepræst i Vindinge-Kvislemark 1608-22 og fra 1615 herredsprovst. Han blev født i Kolding 1581. Faren, Jens Poulsen, var tolder og rådmand. Moren, Magdalene Falenkamp, var datter af en købmand fra Westfalen, der på grund af uroligheder og krig var flyttet til Kolding. En af fadderne ved hans dåb var kansler Niels Kaas, som oprettede latinskolen i Sorø, forløberen for Sorø Akademi. Han sørgede for, at Poul Jensen Colding kom til at gå her i 1594 og de næste seks år. Derefter kom han på Københavns Universitet et års tid. 1601 tog han på en rejse til Tyskland, Bøhmen og Italien. Ved St. Hans 1601 fik han ansættelse hos astronomen Tyge Brahe i Prag. Sammen med astronomen Kepler stod han ved Tyge Brahes dødsleje. Han skrev et gravskrift: “Æresminde over den uforlignelige mand Tyge Brahe, nordbo (cimber) fra Atlantis (Skåne) og ridder med gylden kæde”. Derefter rejste han videre for at studere ved universiteterne i Ferrara og Rom i Italien og Wittenberg i Tyskland. I marts 1604 vendte han tilbage til København og tog samme år magistergraden. Året efter blev han rektor ved den lærde skole i Ålborg.

    Vindinge – Quislemark
    Da Christian IV´s ældste søn, prins Christian, blev anerkendt som tronarving i 1608, blev der festet i København. Poul Jensen Colding deltog som delegeret for gejstligheden i Ålborg. Under festlighederne mødte han landsdommer Vilhelm Dresselberg til Vindingegård. Den 11. juli 1608 blev han sognepræst for Vindinge og Quislemark sogne. Han giftede med Johanne Pedersdatter Malmøe, forgængerens enke, og slap dermed for at betale enkepension. Hun havde fire børn fra sit første ægteskab og fik yderligere fem i sit andet ægteskab. Børnene fik efternavnet Vinding.

    I 1614 udgav han en kirkehistorie med titlen: “Kircke-Historie oc sandrue Beskriffuelse om den store Religionsforanding, som skede udi vore Forældris Tijd, udi det Romerske Rige”. Den blev tilegnet Vilhelm Dresselberg. Han skrev også den første dansk-latinske ordbog “Etymologicum Latinum”. Den udkom i 1622. Poul Jensen må have haft et godt forhold til Vilhelm Dresselberg. Han var i gang med at rive Vindinge gårde ned og lægge jorderne ind under hovedgården. Men præstegården og degneboligen blev ikke berørt. Dresselberg bekostede også en ny prædikestol til Fyrendal Kirke.

    Den uforglemmelige mester
    I 1622 blev han kaldet til stiftelsen Herlufsholm for at bringe den på fode og samtidigt ansat som Herlufholm Sogns præst. I 1631 valgte han at forlade posten som forstander. Embedet som sognepræst bestred han til sin død i 1640. Wiberg skriver, at han forestod skolen med stor retsindighed og klog anvendelse af stiftelsens midler til dens ejendommes forøgelse. I “Meddelelser om Rektorerne paa Herlufsholm fra Skolens Stiftelse 1565 til 1878” omtales han kort som den for skolen uforglemmelige mester Poul Jensen Colding.

    Poul Jensen Colding døde 19. oktober 1640 og Johanne Pedersdatter Malmøe otte dage senere. De blev begravet i Herlufsholm Kirke. Sønnen Rasmus Vinding blev senere værge for Vor Frue Kirke i København. Tredive år efter Poul Jensen Coldings død sørgede han for, at faren blev begravet i Vor Frue Kirke i København. Gravpladsen i Herlufsholm Kirke overtog hans dattersøn, præsten Povl Munksgaard, forstander på Herlufsholm 1690-94.

    Efterkommere
    I følge Biografisk Leksikon har tre præsteslægter båret efternavnet Vinding. Poul Jensen Vinding er stamfar til den ene slægt. Alle hans børn fik efternavnet. I 1609 fødtes sønnen Jens Poulsen Vinding. Han blev student fra Herlufsholm og rejste udenlands 1630-35. I 1636 blev han sognepræst i Åsum og året efter magister. En anden søn, Rasmus Vinding født 1615, blev hovedforfatter til Christian V´s Danske Lov. Som faren og broren tog han også på en længere udenlandsrejse, hvorunder han besøgte universiteterne i Paris, Leiden og Angers samt jesuitterkollegiet la Fléche. Dengang en af Frankrigs bedste skoler. Filosoffen og matematikeren René Descartes blev i 1606 optaget på denne. Datteren Anna Poulsdatter blev i 1641 gift med rektor og sognepræst Hans Dideriksen Bartssker. Han blev senere kgl. konfessionarius og endte som biskop over Viborg Stift.

  • Rigsråd Gunde Rosenkrantz

    Rigsråd Gunde Rosenkrantz var en farverig person. Lensmand, rigsråd fra 1653, godsejer, bogsamler og forfatter af både religiøse og politiske skrifter. Han skrev skarpt og bidende både på dansk og latin. Ved fredsslutningen i 1660 gjorde den svenske konge det til en betingelse, at hans politiske skrifter skulle tilintetgøres.
    Han havde studeret i Giessen, Strassbourg, Helmstedt og Leiden.

    Han samlede på godser og handlede med dem. Han skal ikke have været så nøjeregnende med midlerne, når det drejede sig om at skaffe sig mere jordisk gods.

    Godsspekulant er vist en passende beskrivelse. Over for bønderne var han hård og krævende. Da han i 1657 havde svært ved at betale renterne på sine mange lån måtte han bortforpagte Vindinge.

    I 1646 aftalte Gunde Rosenkrantz med præst og degn, som endnu boede i Vindinge, at de skulle flytte til Quislemark. Præstegårdens jord og degnelodden i Vindinge blev lagt ind under herregården.

    Bogsamler
    Hans far, den lærde Holger Rosenkrantz havde på Rosenholm et enestående bibliotek. Da Wallensteins tropper hærgede Jylland i 1627, blev samlingen ført til Tyskland. Efter fredsslutningen kom den tilbage. Ikke helt uskadt.

    Da faderen døde, blev bogsamlingen – bøger og inkunabler – delt mellem sønnerne. De var alle bogsamlere. Gunde Rosenkrantz´s del blev opbevaret på Vindinge.

    I 1658 røvede den svenske besættelsesmagt biblioteket på Vindinge og indlemmede det i den svenske rigsråd og general Magnus de la Gardies bibliotek. Han var en stor bogsamler.

    Patriot
    Gunde Rosenkrantz ivrede både i tale og på skrift for, at Danmark skulle gå i krig med Sverige. Marsken Anders Bille gik forgæves imod. Adelen forsøgte forgæves at skaffe penge og tropper. Der var heller ikke tid til at uddanne soldaterne.

    Under krigen i 1657 indgik Gunde Rosenkrantz en aftale med kongen om at betale alle udgifter – håndpenge, lønninger, uniformer, våben og ammunition – til et infanteriregiment på 1.000 mand. Når tiderne var blevet bedre, ville kongen refundere hans udgifter.

    Regimentet blev sprængt ved Fredericia. Obersten, hans søn Jørgen, faldt. Under Københavns belejring faldt sønnen Holger ved hans side.

    Landflygtig
    Kongen arbejdede på det tidspunkt allerede med at indføre enevælden i Danmark. Gunde Rosenkrantz gav både i tale og skrift sit besyv med. Han gik ind for en ændring af regeringsformen, men med lempe. Samtidigt advarede han kongen imod at benytte de mange tyske eventyrere, der magre og fattige var kommet til Danmark og nu var blevet rige. Landets egne børn havde ofret hele deres formue for at støtte regeringen. De var nu fattige, fordi de ikke kunne få deres udlagte penge.
    Gunde Rosenkrantz havde en gæld på 60.000 rigsdaler. Regeringen skyldte ham et langt højere beløb. Han forsøgte at låne penge under en rejse til Kiel og Gottorp. Kongen mistænkte ham for forsøg på at overtale hertugen af Holsten til at omstyrte den nye forfatning, enevælden.
    Da kongen forbød ham at møde op i rigsrådet, flygtede han til Helsingborg i Sverige, hvor han døde i 1675, 71 år gammel.

    Hans ansøgning om svensk statsborgerskab blev aldrig besvaret.

  • Æblet faldt langt fra stammen

    Et gammelt ordsprog siger, at æblet falder ikke langt fra stammen. Det gælder sikkert i mange tilfælde. Men der er også undtagelser.

    Det var provst Frederik Klyne, sognepræst i Vindinge-Qvislemark 1622 – 1657. Da Vindingegård blev gjort til baroni under navnet Fuirendal i 1677, skiftede sognet navn til Qvislemark-Fuirendal.

    Hans far, Anders Klyne, var en velhavende købmand, vintapper og fra 1588 rådmand i Ribe. I sine unge dage dræbte han under et drikkelag en rådmands søn med kniv. I 1598 deltog han i et drikkelag i bispegården hos sin svigersøn, biskop Peder Hegelund. Da herredsfogeden i Gørding Herred truede Anders Sørensen Klyne med sit sværd, parerede han med sit spyd. Den berusede herredsfoged mistede balancen og kom til at såre Klyne. Det døde han af fire dage senere, 48 år gammel.
    Sønnen Frederik var kun ni år gammel. Drabsmanden blev dømt fredløs. Dommen blev annulleret. Sagen endte med et forlig. Moren, Kirstine Lauridz Tøgersdatter drev sin mands forretninger videre. Hun døde i 1634.
    Provstens ældste bror blev dræbt under et slagsmål på skibsbroen i Ribe. En anden bror blev såret på et værtshus uden for Hamburg og døde tre dage senere.
    En tredje bror blev halshugget kun 20 år gammel for mordet på den 72-årige Hans Jessen Søhane. Det var i øvrigt hans søsters svigerfar.

    Dannelsesrejse
    Frederik Klyne slægtede hverken sin far eller brødre på. Han valgte den teologiske løbebane. Fra 1610 til 1614 var Giesen hans faste base. Han var indforskrevet ved universitetet her. Hans stambog viser, at han i kortere eller længere perioder opholdt sig i Marburg, Wetzler og Strassbourg.
    1611 blev han immatrikuleret ved universitetet i Heidelberg, hvor han mødte Ole Worm, og i 1613 ved universitetet i Tübingen. I 1614 rejste han hjem via Utrecht, Leiden, Amsterdam, Enthuizen og Køln. Året efter tog han magistergraden i København.
    Et par år senere blev han slotspræst på Frederiksborg Slot. Om det har noget at gøre med, at en søster, Anne, var gift med biskop Peder Hegelund og en anden med lægen Chr. Bording, og at hans faster Karine var biskop Povl Madsens tredje kone, melder historien ikke noget om.

    Vindinge-Qvislemark
    Da kaldet i Vindinge-Kvislemark blev ledigt i 1622, var der flere ansøgere. Sagen blev afgjort ved lodtrækning. Klyne vandt.
    Det var i hans embedstid, at præstegården blev flyttet fra Vindinge til Kvislemark. Provsten begyndte som den første at føre kirkebog for begge sogne. De er desværre gået tabt.
    På den tid var troen på djævle, hekse og meget andet stor. Frederik Klyne var ingen undtagelse herfra. Således hørte Frederik Klyne og hans broder en nat i Fyrendals Skov “Satan tale lydeligen i Skoven”. Det fortæller Carl Bruun i “Kjøbenhavn”, som udkom hos Thiele i slutningen af 1800-tallet.

    Efterkommere
    Frederik Klyne var gift to gange. Første gang med Margrethe Pedersdatter Munk i 1618. Hun døde 1621, mens han endnu var slotspræst.
    I ægteskabet med Lisbeth Andersdatter, som døde i 1650, fik han sønnen Anders Klyne ca. 1625. Han blev dimitteret fra Herlufsholm 1646. Den 1. oktober 1655 blev han ordineret som medhjælper hos faren med successionsret. Det betød, at han fik ret til at efterfølge faren. 1657 blev han sognepræst i Kvislemark – Vindinge sogne.
    Anders Klyne døde allerede i 1686. Den ældste søn, Frederik, var født 1668 og dermed for ung til at afløse faren. Han blev først student året efter og cand. theol. 1690. Han opholdt sig i London 1697 og 1698 og blev derefter hører i Helsingør, hvor han endnu boede i 1706. Hans tre yngre søskende fik pastor Didrik Grubbe som lavværge.
    To døtre blev gift med sognepræster i nabolaget. Margrethe med sognepræsten i Førslev og Karen Marie med sognepræsten i Hyllested-Venslev.

    I Fyrendal Kirke ses den dag i dag et imponerende epitafium over provst Frederik Klyne. Det er bekostet af sønnen Anders. Træværket menes udført på Abel Schrøders værksted i Næstved. Maleriet i epitafiet midte viser provsten, hans to hustruer, tre sønner og fire døtre. På rammens sider er figurer af Moses og Johannes Døberen. Foroven er der et felt med dette skriftsted fra Jakobs brev:. “Salig er den mand, som holder prøvelse ud; thi når han har bestået prøve, skal han få livets krans, som Herre har forjættet dem, der elske ham”.

  • Fuirendals ladelænge

    På herregården Fuirendal var der indtil for nogle år tilbage en meget gammel ladelænge. Den skulle efter sagnet tillige med gården være bygget af en berømt udenlandsk mester.

    Da bygningen var færdig, sagde mesteren, at hvis der nu manglede så meget som et søm eller en nagle i hele bygningen, så forlangte han intet for arbejdet.

    Ved nøje eftersyn fandtes da, at der ingen nagle var i rygningen af de to yderste sparretræer i den østre ende af laden. Nogle mente, at herremanden selv havde ladet naglen trække ud for at narre bygmesteren sin løn fra.

    Da bygmesteren så det, blev han så forbitret, at han sprang op for at sønderhugge tømmeret, men da tog han sig i sin vrede ikke i vare, men faldt ned og slog sig fordærvet, så laden fik lov til at blive stående.

    Historien kan læses i “Danske Folkeminder, Æventyr, Folkesagn, Gaader, Rim og Folketro. Samlede fra Folkemunder af Jens Kamp. Odense. R. Nielsens Forlag. 1877”. Det fremgår af bogen, at kilden til dette sagn er højskoleforstander A. Jørgensen, Hindholm Højskole. Nogle elever havde fortalt ham dette sagn.

  • Tornemark By

    Navnet Tornemark forklarer Dr. phil. Henrik Ussing i “Aarbog for Historisk Samfund for Sorø Amt” 1915 som en Sammensætning af Torne eller Tjørne og Mark, og betydningen skulle være “den tornebegroede Mark”. Cand. mag. Gunnar Knudsen mener derimod, at forleddet er personnavnet Tor, og at “n” eller “ne” er en senere tilføjelse, og denne antagelse synes de ældste navneformer at bekræfte.

    I de ældste danske skrifter findes byen nævnt flere gange. Pether Deene pantsætter 1398 en gård i “Tormarche” til bisp Peder af Roskilde, hvem han skylder 100 Mark Lybsk og 10 Mark Sølv. I året 1399 giver Peder Svendsen Pantebrev for 12 Mark Sølv på en gård i “Toremarck” til Peder Lange. Peder Deene giver 1400 Pantebrev “till the spedalsche forstandere j Oderup” på en gård i “Tornemarck” for 10 Mark Sølv. Ovennævnte bisp Peder giver 1403 Anders Jacobsen på Egede pantebrev på en gård i “Toremark” for 30 Mark Sølv – måske den gård, der omtales 1398. I året 1417 oplader Anders Jepsen Lunge Biskop Jens af Roskilde en gård i “Toremarck”.

    Herregården Fyrendal hed oprindeligt på den tid Vindingegård og bestod udover hovedgården af en kirke, 7 – 9 bøndergårde og nogle huse. I starten af 1600-tallet har Vindingegård udvidet hovedgårdsjorden på bekostning af bøndergårdene. Samtidigt fandt der en udflytning sted mod sydøst til Tornemark, hvor der fra 1609-1612 blev opført flere nye gårde og huse.

    Landsbyen Vindinge blev nedlagt og herregården fik 13. marts 1677 navnet Fuirendal. – Kun i 37 år var herregården i den slægts eje, der for de efterfølgende århundreder ændrede navnet både på herregården, kirken og sognet.

    Bøndergårdene i Tornemark var placeret omkring Møllevej, som en “rækkelandsby” med vejen som akse. Byen blev udbygget i det følgende århundrede. – Møllevej var dengang landevejsforbindelsen mellem Næstved og Skælskør, som var et vigtigt overfartssted over Store Bælt. Den gamle landevej igennem Tornemark blev ca. år 1900 erstattet af den nye vej, der forløber ca. 1½ km. syd for Tornemark.

    Udskiftningen af jorden og ophævelsen af landsbyfællesskabet er i Tornemark sket ca. 1791, som en stjerneudstykning, hvilket tydeligt kan ses på kortene i dag. Denne udstykningsform nødvendiggjorde ikke, at der samtidig skete en udflytning af gårdene, men dette er i årenes løb sket for en del af gårdene, bl.a. Ørebjerggård, Skumgård, Bakkegård, Guldhøjgård, Palmegård og Højvang.

    Tornemark bys udvikling kan illustreres af sognets befolkningsudvikling, som dog skal sammenlignes med den generelle udvikling i landdistrikterne:

    • År 1801 668 indbyggere
    • År 1850 902 indbyggere
    • År 1901 1.108 indbyggere
    • År 1930 1.084 indbyggere
    • År 1950 1.008 indbyggere
    • År 1986 754 indbyggere

    Bydelen langs Hovedgaden er væsentlig nyere end den gamle landbrugsby langs Møllevej, idet denne bydel bærer præg af “stationsbebyggelse”, selv om Tornemark aldrig fik jernbane. Bebyggelsen er hovedsageligt opført i perioden 1870 – 1920, og det var her landsbyens nye funktioner med købmandshandel, slagter, en række mindre håndværksvirksomheder og Hotel Harmonien var placeret. I samme periode blev missionshuset opført på Møllevej (1906).

    Sidst er kvarteret omkring Byvænget kommet til. Ved en kommunesammenlægning i 1966 gik Holsteinborg, Venslev, Ørslev og Sdr. Bjerge samt Kvislemark og Fyrendal sogne sammen og dannede Holsteinborg kommune. – Tornemark var den oprindelige hoved- og handelsby i området, og det var vel blandt andet derfor naturligt for den nye kommune at tænke i byudvikling omkring Tornemark, og i sidste halvdel af 1960’erne blev kvarteret omkring Byvænget udstykket og udbygget. – Anlægget ved Byvænget blev anlagt i den tidligere grusgrav til det gamle mørtelværk i den sydlige ende af Hovegaden, og her blev den kommunale legeplads også placeret.

    Efter indstilling fra Kommunalreformkommissionen besluttede Indenrigs-ministeren, at den nydannede Holsteinborg Kommune 1970 igen skulle opdeles, så Holsteinborg, Venslev, Ørslev og Sdr. Bjerge sogne blev sammenlagt med Skælskør Kommune, mens Kvislemark og Fyrendal sogne blev sammenlagt med Fuglebjerg Kommune.

    1720 indrettede greven på Holsteinborg, Ulrik Adolf Holstein som et af de første steder i landet skolestue i et Gadehuse i Tornemark. Skolestuen var lille og mørk, væggene var kalkede råsten og gulvet var af stampet ler. Midt i Stuen var et bord; og på hver side af det stod en bænk, der hvilede på pæle, som var nedrammet i gulvet. Drenge og piger sad på hver sin side af bordet, adskilt ved et tralværk (Gitter). 1805 opførtes en ny skolebygning på Fyrendalvej, Frederiksminde.

    I 1887 startede en Pogeskole i “Harmonien” i Tornemark med Frøken Hansine Boesen som lærerinde. Hun var født her og var ueksamineret, og hun døde 1899 og efterfulgtes af Frøken Møen. Den nybyggede Pogeskole på Møllevej blev indviet den 4. november 1900.

    I 1943 blev den store centralskole ved Hovedgaden taget i brug og her blev børnene fra Frederiksminde og Forskolen på Møllevej samlet.

    I den historiske sammenhæng var Lungen en væsentlig forudsætning for den lokale brændselsforsyning. – Stedet, hvor man hentede brændsel og skar tørv. – Ved udskiftningen og i den forbindelse udflytningen omkring 1800’tallet blev Lungen derfor ikke udmatrikuleret til en enkelt ejendom men blev bevaret som fælles og opdelt i mange parceller, hvor hver gård i Tornemark fik sin del af Lungen. Igennem tiden er der her blevet gravet tørv og i forbindelse med første og anden verdenskrig var tørvegravningen omfattende. – Tørvegravningen og ikke mindst opdelingen i de mange smalle parceller er vel den væsentligste grund til, at Lungen i dag ligger hen som mose, præget af skovfald og forsømt skov. – Uden for de bebyggede parceller bærer Lungen prædikatet “fredskov”. – Der er stier, som fører ind i skoven; men i store dele af året er området nærmest lukket på grund af udbredte vådområder. – Og manglen på et sammenhængende stisystem betyder, at man hurtigt opgiver at bevæge sig videre.

    Tornemark har oprindeligt haft to store vindmøller, henholdsvis Lille Møllen og Store Møllen. Lille Møllen lå nord for byen ved indkørslen til Tornemark ad Hovedgaden. Lille Møllen brændte i 1917 men blev genopført ved køb af mølle i Aarshøj ved Køge. Denne mølle blev pillet ned og genopført i Tornemark, hvor den gamle mølle havde ligget. – Møllen havde et vindfang på 26 alen med selvkrøjer og selvsvikker, og der arbejdedes med 25 hk. motor “Tuxham”, der blev installeret i 1926. Med møllerens sygdom gik mølleriet i stå, og Lille Møllen forsvandt fra landskabet omkring 1943. – Det tilknyttede møllebageri flyttede i midten af 1920’erne til ejendommen Hovedgaden 32, men blev i 1939 helt nedlagt. – Af store Møllen på Møllevej er en del af møllehuset endnu bevaret.

    Der har i tidens løb været 2 mejerier i Tornemark. For enden af den indgravede vej – Syvhøjvej – lå i mange år Tornemark Andelsmejeri, som eksisterede fra 1886 til 1968. Mejeriet blev senere solgt til et lysestøberi, der på grund af brand flyttede til Dalmose. Efter at have fabrikeret lys her i to-tre år brændte også denne fabrik og intet er senere opført på den grund.

    I udkanten af byen ved Hovedgaden lå Skumtofte Mejeri. – Mejeribestyrerens datter Karen Nielsen fortæller om mejeriet:

    Min far kom til Tornemark – først som mejerist, senere som bestyrer. – Mor var mejerske og rejste til et lille mejeri i Vester Hornum som bestyrer men kom tilbage til Tornemark som mejerske og senere som mejeribestyrerens kone. Hun arbejdede i mejeriet i flere år.

    Boligen var oven på mejeriet, og den var meget lille til en familie på 5. Oprindeligt var der til mejeriet en stor hestestald. Hestene skulle have deres foder såvel som menneskene senere ha’ deres. Det var da skik, at mælkekuskene skulle ha’ en stue, hvor de kunne spise deres frokost, og der skulle kunne købes brændevin, hvilket mor fik afskaffes. – Senere da mejeriet blev bygget om, blev både mælkekuskestuen og hestestalden overflødig, da det gik hurtige med aflæsning og udvejning af mælken.

    Julemorgen var det skik, at der begyndtes en time før, og så skulle alle kuskene ha’ nybagt kringle og chokolade. – En julemorgen, det var snestorm, sagde én af mændene: “Hvis Grundtvig havde været mælkekusk, havde han ikke kunnet skrive “Julemorgen vær mit himmerig”.

    En af vinterens store begivenheder var, når der gik bud ud til andelshaverne, at der skulle køres is til ishuset. Det var spændende for os børn med elle de mange vogne og heste, og vores kaffekande var i sving den ganske dag. – Isen skulle opbevares i et “ishus” med tykke, isolerede vægge i nærheden af smørkælderen. – Senere blev der installeret køleapparatur, og så kunne mejeriet sælge “isblokke” fra mælkehandlernes vogne.

    I begyndelsen af 1900’tallet var der i den sydlige ende af Tornemark et mørtelværk med udskibning af mørtel via Bisserup havn, og erhvervslivet udviklede sig efterhånden med 2 slagterier, dødkogeri, bryggeri, smed, møbelfabrik, flere vognmandsforretninger og en brødfabrik med en større personalegruppe samt bødker, tømrer og snedker.

    Byen havde frysehus og et rigt handelsliv, og når jeg kigger tilbage i arkivets samling af aviser og lignende, kan jeg se, at der har været 3 købmænd, 1 gartnerforretning med frugt, grønt og blomster, manufakturforretning, konfektionsforretning, skotøjshandler og træskomand, barber, damefrisør, vaskeri, 2 cykelsmede og en benzintank. – Og så sent som i 1989 kan jeg af velkomstannonce ved Haarslev Sparekasses tilflytning til byen se, at der da var 12 forretninger i byen.

    – Købmanden og Slagteren lukkede som de sidste i 2005 og 2006, og kun Forsamlingshuset eksisterer endnu!