Tag: Jul

Egtvedborgere fortæller til børnebørn om deres barndoms jul

Traditioner og forberedelser til julens højtid er ret så faste og ændres ikke synderligt gennem tiderne. Det bekræftes til fulde gennem de små beretninger her, hvor en skoleklasse har opfordret deres bedsteforældre til at skrive om deres barndoms jul.
Læg f.eks. mærke til hvor stort et indtryk julegrisens endeligt har sat sig i barnesindet.
Det er næsten også det samme ritual, de samme forberedelser og forventninger, men fortalt med forskellige formuleringer og selvfølgelig forskellige vilkår.
Der fortælles om slagtning, bagning, oprydning og de mange gøremål op til juleaften, om julemåltidet og juletræet, de beskedne gaver i forhold til i dag, og om de lege og gæstebud, der også hørte julen til for 70-80 år siden. Men der er så sandelig også mange lighedspunkter til de juletraditioner, vi stadig dyrker og elsker i dag.
Det kan måske undre, at julepost ikke bliver nævnt. Jeg tilhører samme årgang, og i min barndom var skrivning af julebreve og kort noget der optog os en del tid i familien inden jul, og med stor forventning modtog vi så til gengæld selv mange hilsner til jul fra familie, venner og bekendte. Det er nu gået en del tilbage gennem årene, fordi mail og personlig kontakt har overtaget mange af datidens julebreve og kort.
Men læs her bedstemødrenes og et par enkelte bedstefædres erindringer om deres barndoms jul, som Astrid Wandel havde samlet for ca. 10 år siden til en 2. klasse. Nogle af bedsteforældrene havde sat deres navn under deres indlæg, de er her udeladt sammen med enkelte passager og enkelte små redigeringer.
– Lars Peter Lund

Jeg boede på en mindre landbrugsejendom, der lå tæt ved kirken gennem hele min barndom.
Juleforberedelserne startede gerne den første søndag i advent, hvor der var juleudstilling nede i byen, det var noget vi glædede os til. Forretningerne lå jo dengang nede i Søndergade og Vestergade, nogle få i Østergade og Dalgade, og de gjorde et kæmpearbejde for at få den flotteste udstilling. De startede lørdag aften når der var lukket. Så blev der hængt brunt papir for vinduerne, så ingen kunne se, hvad der blev lavet, og så blev der ellers pyntet på livet løs, især gartnerne, købmændene og legetøjsbutikken gjorde et stort arbejde. Jeg husker især gartnerens udstilling, det var nok den flotteste og handlede gerne om H. C. Andersens eventyr, der gjorde et stort indtryk på mig. Den lille pige med svovlstikkerne, hvor der var bygget et lille hus med lys i vinduerne, og hvor den lille pige sad udenfor i noget kunstigt sne med sine tændstikker og frøs. Gaden i udstillingen og pladsen udenom huset var belagt med grus, af mos og grene var lavet buske og træer, så det fyldte hele udstillingsvinduet.

Hans og Grethe, var et af de andre eventyr, der blev brugt et år. Der var anlagt en hel skov, og der lå Pandekagehuset med rigtige pandekager som tag. I eventyret om Tomme Lise stod den lille pige ude i søen på åkandebladet, og det var en rigtig sø med vand og masser af siv og mos omkring.

Hos en købmand var hele gulvet fyldt med sukker, mel og andre varer, som var smukt opstillet, og i vinduet var to rigtige gamle dukker fra ca. 1900 sat omkring et bord, hvor de drak kaffe. De var mekaniske, hvad der var ret usædvanligt dengang, og de sad og nikkede og åbnede og lukkede munden, som om de også snakkede..
Legetøjsforretningen var vel nok den der interesserede os børn mest, så kunne vi se hvad nyt legetøj vi kunne ønske os, vi kendte nemlig ikke til reklameblade dengang.

Søndag midt på eftermiddagen blev papiret så taget fra vinduerne, og vi skulle ned i byen for at se udstillingerne. Der var vel ca. 40 butikker dengang i Egtved, jeg kan ikke huske, at der var nogen julemand, men vi gik og så på alle udstillingerne og fandt ud af hvad vi skulle ønske os til jul. Alt den flotte pynt skulle så ryddes op, så der kunne komme folk i butikkerne mandag morgen, det må have været et stort arbejde og lange arbejdsdage for dem der havde butik, de må nok have taget natten med.

Når vi kom hjem fra byen blev adventskransen tændt, og vi sad alle sammen og sang et par julesalmer, jeg tror vi kunne dem udenad, for det var kun lysene fra kransen, der var tændt.

Så kom hverdagene igen, og der skulle bages, slagtes gris, vaskes storvask og gøres rent. Når vi slagtede, var det os børn, der skulle røre i blodet fra grisen, vi var ikke mere end 7-8 år, da det blev os betroet, og der skulle røres i en lille halv time, inden blodet var blevet koldt. Når det blev blandet færdigt blev det hældt i tarme, bundet og kogt i gruekedlen og opbevaret i kælderen, vi havde ingen køleskab endnu, og når vi skulle have blodpølse, blev de skåret i skiver og stegt på panden og serveret med sirup og æblemos. Jeg kan ikke lide blodpølse, men måtte spise det alligevel, ellers fik jeg ingen mad!

Det tog 2 dage, før vi var færdige med at slagte, grisen var jo meget større end en slagtegris nu om dage. Noget af kødet kom i et stort saltkar, og noget kom ned i andelsfrysehuset, hvor vi havde en boks. Frysehuset er jo i dag mødelokale for jagtforeningen.

En uges tid før juleaften blev der vasket storvask. Vi lejede en vaskemaskine, og så vaskede vi en hel dag, man startede med at sætte tøjet i blød med vand tilsat soda, der stod det natten over, så kom tøjet op i gruekedlen og blev kogt, inden det kom i vaskemaskinen. Derefter skulle tøjet skylles ved håndkraft og siden hænges op på loftet for at tørre. Der hængte det et par dage, før vi tog det ned for at få det strøget og rullet. Vi børn måtte altid trække rullen.

Vi skulle også hjælpe med at køre roer ind til køerne, der skulle køres så mange ind, at der var nok til efter nytår. Selv om jeg gerne ville hjælpe far ude i marken og i stalden, var det nu mange gange et koldt arbejde om vinteren og vi havde ikke så godt tøj som nu om dage. Jeg fik først lange bukser da jeg blev 12 år, ellers gik jeg i kjoler, og dengang var der mere sne og frost, end i dag.

Juleaftensdag var jeg til gudstjeneste i kirken sammen med far, han sad altid brandvagt ved de 2 store juletræer, som stod oppe ved koret med levende lys tændt. Min farfar og faster var begge kirkebetjente, så vi kom altid meget i kirken for at hjælpe dem. Når far kom hjem fra kirken, skulle han i stalden for at fodre og malke køerne, mor lavede mad, og vi børn var meget spændte på hvad mon vi skulle have i julegave. Farfar og faster kom for at fejre jul sammen med os.

Når vi havde spist skulle der først vaskes op, og vi måtte ikke komme ind i stuen, før det var helt færdigt – da så vi juletræet for første gang.

Hvad jeg fik i julegave kan jeg huske nogle enkelte ting fra barndommen. Et år fik jeg et dukkehus, som min far og mor selv havde lavet af gamle trækasser, som de havde fået af bageren. Mor havde syet gardiner og malet huset, farfar og faster havde givet møbler til dukkehuset. Min storebror fik en bondegård også lavet af de samme trækasser. Et år fik jeg en dukke lavet af gummi, det var noget helt nyt at få lavet dukker af, den første dukke, jeg havde var lavet af klude, og så kunne man købe et hoved til at sy på – en sådan havde jeg i mange år.

Juledagene blev brugt til at kælke eller løbe på skøjter, når der var frost og sne, men det var der nu tit. Vi kælkede omme bag kirken på de bakker, hvor omfartsvejen nu er. Det var fars jord, og der kom mange af byens børn, vi var tit 20-30 børn samlet. Jeg måtte ikke stå på ski eller skøjter, fordi jeg havde dårlige ben, men far fik en tømrer til at lave en stor kælk til mig. Vi kunne sidde fire børn på den, og så gik det i vældig fart nedad, men slæden var meget tung, så vi skulle også være to til at trække og to til at skubbe, når vi skulle op igen.

Efter nytår, og inden vi skulle i skole igen, var vi rundt hos naboerne for at plyndre deres juletræ. Først dansede vi om træet og sang et par salmer, derefter tog vi al pynten af og konen lagde det i kasser til næste år. Vi var vel en 8-10 børn samlet, og når vi var færdige fik vi saftevand og slik, inden vi gik hjem igen, og så var den jul ovre.

Det første jeg husker, er at vi skulle slagte gris lige før jul. Vores nabo kom for at hjælpe med at holde den store gris, mens slagteren stak den i halsen, jeg gemte mig imens det skete. Blodet løb ned i en spand med lidt koldt vand, og der skulle røres i det, indtil det blev koldt, og så skulle det sies. Bagefter kom der lidt mælk, rugmel, rosiner og spækterninger i sammen med kanel, salt, sukker og nelliker. Slageren havde så gjort tarmene fra grisen rene til blodpølser og medister.

Vi havde i forvejen kogt vand i gruekedlen, det skulle bruges til at skolde grisen, så de stive hår kunne skrabes af. Bagefter blev grisen hængt op i hanebjælken ude i laden, det var her det hele foregik. Blodpølserne blev kogt i gruekedlen, min mor havde lagt noget halm på gulvet i bryggerset, og efterhånden som pølserne blev kogt, blev de lagt på halmen. Næste morgen fik vi blodpølse med sukker og sirup, måske også fedtegrever, det smagte dejligt!

Min mor havde travlt med at gøre rent og bage, køkkengulvet skulle skures og ferniseres. Et år var brunekagerne så hårde som sten, dejen kunne snart ikke rulles ud, jeg tror hunden fik det meste, og sikke en mavepine den fik.

Vores juletræ fik vi hos naboen, mor pyntede træet lillejuleaften, og mor lavede hvert år et par tøfler til far, juleaftensdag syede hun det sidste, imens far var i stalden.

Juleaften fik vi flæskesteg og risalamande, og før vi spiste blev der sunget et vers. Jeg fik ikke så mange gaver, en fra far og mor, en fra mine bedsteforældre og en fra farbror Søren i København. Jeg var altid spændt på gaven fra ham. Vi gik ikke rundt om træet, for vi var kun os tre, jeg havde ingen søskende, så vi kunne slet ikke nå rundt om træet.

Hen på aftenen gik far og jeg ud i stalden for at se til dyrene, de fik lidt ekstra hø og halm, og vores katte fik også lidt lækkert.

Juledag kom vores nabo til morgenkaffe, og hen på formiddagen kom et par af mine forældres venner ind, når de kom fra kirke, de fik et glas og småkager.

Mine skole- og legekammerater Doris og Frida kom en af juledagene for at se mine gaver og fortælle, hvad de havde fået. Der var visse ting, man ikke måtte lave i juledagene, det var blandt andet at strikke og sy, så sagde man, at man kunne få en bullen finger. Men tiden mellem jul og nytår var en dejlig tid, vi havde gæster og familien kom på besøg. De kom i hestevogn, og hvis der var sne, kom de i kane. Vi kørte også i hestevogn, når vi skulle i byen, en jumbe, som var en tohjulet vogn med én hest for. Den brugte vi, når der var for langt at cykle. Når vi skulle hjem, gik det altid hurtigst, for hesten kendte vejen og ville gerne hjem i stalden. Min far fik først kørekort og bil, da han var blevet 50 år. Jeg har ingen billeder fra julen, da vi ikke havde noget fotografiapparat.

Morfar vil her fortælle lidt om julen da jeg var barn. Jeg er født 1933, og er nr. 5 af en søskendeflok på 10, og det vil sige, at jeg var barn under krigen, hvor jeg var 7 år, da tyskerne d. 9. april 1940 besatte Danmark. Jeg husker tydeligt, da tyske flyvemaskiner fløj så lavt, at trætoppene svajede, og jeg blev så bange, at jeg kastede mig ned på jorden ude på gårdspladsen.

Men vi mærkede ellers ikke meget til krigen i de fem år, vi var besat af tyskerne, selvfølgelig var der mange ting vi ikke kunne købe, eller varer der var rationeret. Vi skulle have rationeringsmærker med til Brugsen og til bageren for at kunne købe noget, og tøj var der ikke meget af.

Men nu til juleforberedelserne, som jeg har lovet at fortælle om. Sidst i nov. kom hjemmeslagteren, som hed Peter Jensen cyklende, han havde knive, sav og kødhakker på bagagebæreren. Far hjalp slagteren, og grisen fik et reb i munden og blev slæbt ud i gården, hvor den blev lagt op på et trækar, der lå med bunden i vejret. Her fik den benene snøret sammen så den ikke kunne sparke, og slagteren stak den, mens den ”skreg som en stukken gris”.

Vi stod inde i stuen og så på med fingrer i ørerne, og mor var ude at røre med grydeske i blodet. Der blev lavet blodpølser, medisterpølser og leverpostej, og af hovedet blev der lavet sylte. Noget af flæsket blev saltet og noget røget, og en del af kødet blev henkogt i glas, vi havde ikke fryser eller køleskab dengang, kun et flueskab med net i spisekammeret.

Til jul blev der bagt brunekager, vaniljekranse, jødekager og hvide og brune pebernødder. Der blev kogt klejner og lavet konfekt og flødekarameller. Til juletræet flettede vi hjertekurve og lavede stjerner, vi klippede engle af hvidt karton, og mor lavede roser af rødt og hvidt crepepapir, hun brugte en strikkepind til at krølle blomsterbladene og roserne blev bundet med tynd ståltråd.

Juletræet blev pyntet d. 23. dec. efter vi var kommet i seng, og vi så først træet d. 24. når vi havde spist julemaden, som var flæskesteg og risalamande. Så blev der sunget om juletræet af julens dejlige salmer, vi havde aldrig besvær med at nå rundt om træet. Når vi havde sunget, læste far juleevangeliet og vi sang et par salmer mere, inden gaverne blev delt ud. Vi fik ikke så mange gaver, som børn får i dag, og ofte var det bløde pakker, et par vanter eller en stikket trøje, eller noget tøj, der var omsyet af en gammel frakke til plus four eller en jakke, mor var god til at sy.

En julegave jeg særlig husker, var en lastbil jeg fik da jeg var 5 eller 6 år. For at kunne køre med lys på bilen, fik jeg sat et par julelys fast på forskærmene, og så gik det ellers rundt i stuen. Men der gik det helt galt, jeg var kommet for tæt på gardinerne, pludselig stod gardinerne i lys lue, min storebror var dog hurtig i vendingen, han for ud i køkkenet efter en spand vand, så det var kun gardinerne, der brændte. Så pas på med levende lys i julen siger morfar.

Jeg er Svends farmor, og jeres lærer Astrid har bedt mig fortælle om, hvordan vi holdt jul dengang jeg var en lille pige. Jeg er født på en bondegård i Vestjylland i året 1935. Da jeg var 4 år kom tyskerne herop og ville bestemme over os her i Danmark, og der var krig i en stor del af verden. Det betød, at vi ikke kunne komme til at handle med andre lande, så vi kunne ikke få appelsiner, bananer, mandler og marcipan, som vi gerne ville have til jul. I en stor del af min barndom var det sådan, når jeg husker tilbage på den tid.

Min barndomsgård hed Skrebsgård, og det var en firlænget stråtækt gård med et ekstra hus til hønsene østen for gården. Vi havde alle slags dyr: køer, heste, grise, får, høns, en hund, mange katte, duer og kaniner. Stuehuset var ret langt, til havesiden var der 11 vinduer, og til gårdsiden 9 vinduer og 2 indgangsdøre.

Noget af det vigtigste, der skulle gøres op til jul, var at få slagtet julegrisen. Jeg kunne ikke li’ det, og ville ikke vide, hvilken gris, der skulle slagtes. Hjemmeslagteren startede med at få kaffe i køkkenet, og mor havde en masse kogende vand parat. Så gik far og slagteren i stalden – nu vidste jeg at det måtte ske – grisen skulle stikkes, så blodet løb ud og grisen døde. Imens lukkede jeg køkkendøren helt op, så der blev en trekant bagved, og der stod jeg, indtil min mor kom og sagde, at nu kunne jeg godt komme ud, for nu var det overstået. Så var jeg glad igen, og kunne komme frem og gøre mit arbejde med at røre i blodet indtil det var næsten koldt. Så kom mor forskellige ingredienser i, så det kunne blive til blodpølser, der blev kogt i gruekedlen, den blev ellers brugt til at koge vasketøjet, når der var storvask.

Vi lavede rullepølse, spegepølse, medister (puha, det blev puttet i grisens tarme) ganske vist med vrangen ud. Der blev lavet fedt og fedtegrever, lungepølser og lagt flæsk i saltkar og noget af kødet blev henkogt. De store flotte baglår blev sammen med spegepølserne sendt til røgning, baglårene er det man kalder skinke.

Der skulle bages til jul, vi havde godt nok en bager, men han boede 3 km borte. Det var en selvfølge at vi selv bagte undtaget rugbrød. Vi bagte franskbrød, sigtebrød, julekage, lagkagebunde, og en masse småkage, der havde de sjoveste navne, som Stines brød, ingenting og jødekager, men også de i dag kendte vaniljekranse, brune kager og pebernødder. De sidstnævnte spillede vi om, vi havde en snurretop med fire sider, hvor der på hver side som vendte opad stod, om man skulle aflevere eller modtage pebernødder. Vi lavede også marcipan, men det var kunstig og en erstatning for det rigtige, som vi ikke kunne få under krigen.

Vi fik gåsesteg og risalamande, det stod helt fast som juleaftensmad. Gåsen blev sat i ovnen midt om eftermiddagen inden vi gik i kirke. Det var ikke altid far var med, han undskyldte sig altid med kreaturerne, som skulle fodres og malkes. Vores tjenestefolk havde nemlig altid fri juleaften, hvis de selv ønskede det.

Vi havde altid et stort flot juletræ, som blev fældet i naboens skov, og som vi selv hentede. Det blev pyntet med stearinlys, engle, papirsroser, glaskugler, flag og englehår der fik det hele til at skinne. Juletræet var altid rødgran som hurtigt taber nålene inde i varmen, men vi havde en varm stue, som vi altid brugte, og så en kold stue, som kun blev opvarmet, når vi havde gæster. Herinde stod træet og kunne nok holde på nålene til efter jul. Juleaften tændte far træet og vi sang og dansede om træet, de samme julesalmer som synges i dag. Så fik vi gaver, alle fik mindst én gave, men vi børn fik en 3-4 stykker, men de var ikke nær så dyre, som de gaver børn får i dag. Alligevel kan jeg huske, at jeg et år fik en ret så fin dukkevogn, jeg havde i forvejen en dukke, men den havde jeg selv sparet op til. Et år fik min bror et ingeniør sæt, et andet år en dampmaskine, den var så spændende, at hele familien kom alt for sent i seng den julenat.

Første juledag skulle vi gerne på besøg hos mine bedsteforældre, de boede på Holmsland, 28 km. væk. Far spændte vores bedste hest for jumben, og hele familien, far, mor og fire børn kørte af sted. Hesten havde en lille klokke sat fast på seletøjet så det kunne høres at vi kom. Og om aftenen, når vi skulle hjem, og det var mørkt, havde vi nogle sjove lygter på køretøjet. Anden juledag var der juletræsfest i forsamlingshuset. Her dansede vi om et stort juletræ, og børnene fik godteposer og forældrene kaffe. Og så legede vi sanglege til klavermusik, det var gerne ”Først den ene vej” og ”Tornerose var et vakkert barn” – det var herligt.

Så var julen ved at være overstået, men vi havde fri fra skole indtil efter Hellig tre Konger. I denne periode havde forretningerne kun åbent om formiddagen.

Nytårsaften var også sjov. Da fik vi børn lov til at løbe rundt og lave sjov. Det store nummer var at ”stjæle” folks kaffekande, og så havde vi en propbøsse til at lave lidt spektakel, men ikke de flotte raketter som i dag.

Jeg er den yngste ud af 7 søskende, og vi boede i et hus sammen med min morbros kone i en lille landsby ude ved vestkysten, hvor hun havde vores børneværelse. Det var for at undgå at få tyskerne indkvarteret, så vi måtte sove i stuen og inde hos mine forældre, jeg nåede aldrig af få et børneværelse.

Op til jul blev der strikket vanter, strømper, halstørklæder og huer til Frelsens hærs julebasar, og d. 24 dec. kørte en kane rundt og samlede ind til fattighusene, man gav hvad man kunne undvære og selv havde lavet. Det kunne være flæskesteg, rødkål, småkager, ja, selv juletræer blev læsset op i kanen eller i vognen, hvis der ikke var sne, sådan at børnene fra de fattigste familier også kunne få en jul.

Grisen var jo blevet slagtet, og d. 24. december var der blodpølse til middag, og derefter tog vi til kirke.

Min far arbejdede ved jernbanen og han fik først fri juleaftensdag kl. 4 om eftermiddagen. Når han var kommet hjem, var der gåsesteg og risalamande.

Juletræet var vi alle med til at pynte med engle, hjerter, kræmmerhuse, fehår og spir i toppen, al julepynten havde vi selv lavet.

Derefter var der tid til at pakke gaver ud. Vi fik mest tøjgaver, som vi alle havde været med til at strikke. Jeg fik engang en tøjdukke med porcelæns hoved af min mor og far, det er den eneste store gave jeg kan huske, ellers fik vi hønseringe, marmorkugler, glansbilleder og som sagt tøj, som mor havde lavet.

Dagen efter kom alle mors søskende med deres mænd og koner for at spise suppe. Deres børn blev hjemme, og jeg har aldrig set mine fætre og kusiner, i min familie tog man ikke sine børn med til sammenkomster i familien.

2. juledag var vi til juletræsfest i fagforeningen, der havde vi madkurven med, far havde i forvejen været med til at lave godteposerne til alle børnene som var med.

Vi havde ikke meget i min barndom, og der var småt med plads, men jeg har aldrig følt, at vi manglede noget.

Her er en lille fortælling om, hvordan min barndoms jul var. Jeg blev født på Færøerne i en lille bygd, der hedder Vestmanna. Det var i 1941 i krigens tid.

Jeg er den yngste ud af 5 søskende, og min mor fik tuberkulose, da hun ventede mig. Hun lå så på sanatorium i Thorshavn, og der var hun i 6 år. Min far var hovmester på et skib, og var derfor ikke meget hjemme. Da jeg var 14 dage gammel, kom jeg derfor til at bo hos min moster, og deres jul husker jeg som gode. 3 af mine andre søskende måtte bo hos andre familiemedlemmer.

Som de fleste børn gør i dag, fik vi også små gaver i strømperne i decemberdagene, det kunne være en pakke rosiner eller lidt slik. Om vinteren lavede vi selv stearinlys på ringkomfuret i en vandbeholder. Der skulle lys i vinduerne juleaften, og vi havde bagt vaniljekranse og jødekager.

Mor strikkede luffer, trøjer, huer og undertrøjer til os, som hun sendte over til os. Når der kom pakker fra mor, pakkede min storesøster gaverne ud og lagde dem i ovnen for at varme tøjet godt igennem. Det var for at det ikke skulle smitte os.

Juleaften havde vi juletræ, det var sendt med skib fra Danmark. Det kom ind i den pæne stue, og når det var pyntet blev døren låst, for vi måtte ikke se det før juleaften.

Juleaften fik vi almindelig mad som blodpølse og tørret fårekød, og vi børn var altid i kirke og havde fint tøj på. Mødrene nåede ikke altid at komme i kirke, fordi der var så meget, de skulle nå. Udenfor kirken spillede et hornorkester, og det var alt sammen meget hyggeligt.

Første juledag fik vi så rigtig julemad, som var gås og risengrød, så det var lidt som man gør i England.. Da min mor blev rask og kom hjem, og vi børn flyttet hjem, blev julen ikke længere den samme. Det var ligesom, at det var hos min moster og hendes familie, jeg hørte til.

Begyndelsen til min barndoms jul var den samme som i dag, rengøring, oprydning og lave julepyntet, men langsomt begyndte det at lugte af jul fra skuffer og skabe.

Min mor tog mig med til byen for at se juleudstilling, der var langt at gå, men spændende. Købmanden havde hele vinduet sat til med nisser, der kunne nikke og lave en masse andet. Der var vatsne, kane og juledyr.

Købmanden kørte varerne ud, som vi havde købt, og der var altid et kræmmerhus med bolsjer til mig. Lillejuleaften skulle gulvet ferniseres, det var jo en god grund til at blive lagt tidligt i seng, og så var gulvet tørt, når vi stod op næste morgen. Og på en stol sad min gamle dukke, den havde fået nyt tøj på.

Juleaften kom min søster og bror hjem. Af julegaver husker jeg mest en bil der kunne køre, og som jeg havde fået at vide jeg ikke fik, fordi jeg var en pige, men bilen fik jeg, og den var blå og den var en Ford.

Vi havde slet ikke set juletræet, efter at det var pyntet. For selv om stuerne var små, så kunne vi have en stue, hvor vi kun kom til højtiderne, og når der var gæster. Julegaverne lå under træet som i dag, men der var ikke så mange som i dag, og selvfølgelig var vi børn spændte på om den store pakke var til én af os.

Julemorgen fik vi lov til at trække i tøjet inde ved den varme kakkelovn, det var dejligt, for til hverdag måtte vi vaske os og klæde os på i køkkenet, hvor der ikke endnu var varmt.

Mor bagte selvfølgelig en masse småkager, og det jeg husker bedst er, at Kis og jeg fik lov at bage nogle mini småkager, som vi fik lagt i små dåser, så kunne vi få eneret over dem og bruge dem, når vi legede far mor og børn med vores dukker. Mors kagedåser var nemlig klistret til indtil juleaften.

Vi havde ikke gulvtæpper, så hvert år til jul skurede mor alle gulve og ferniserede dem så de blev blanke og flotte, og den lugt af ny lak hører med, som så meget andet, til min barndoms jul.
– Jens’ s mormor

Farfar er nu 88 år. Her nogle erindringer fra barndommen som jeg husker dem. Om tiden før jul med forberedelser inden jul på et mindre landbrug. Det drejede sig meget om at blive færdige med det udendørs arbejde, såsom pløjning og lignende i god tid før jul.

Der skulle også ryddes op, vaskes staldvinduer osv. Derefter sørge for rigeligt med foder til dyrene så det slog til julen over, roer nok i roehuset, få indkøbt foderblanding, og tærsket i laden af korn, der bagefter skulle formales på kværnen til grisene og hestene.

Julegrisen blev slagtet, ænder og gæs slagtede vi også og derefter solgt til butikker i Vejle, en enkelt and beholdt vi nu selv til juleaften. Det hørte sig også til, at vi var i Vejle for at gøre juleindkøb. Vi kørte med hestevogn, og da det var en heldagstur, havde vi en god madkurv med, som vi spiste i Søndergades Landbohjem sammen med kaffen, som blev købt. Da det jo var korte dage, var det blevet mørkt inden vi var hjemme, det var en god oplevelse.

Men inden jul skulle vi også til skovs efter juletræet. Der skulle hænges havre neg op til fuglene. Juletiden har jeg mange gode minder om, vi manglede ikke noget, selv om pengene var små. Juletræet kom efter Hellig tre konger ud i haven at stå, så dansede vi en gang imellem om det og legede jul.

Da jeg var 9 år brød 2. verdenskrig ud. Jeg husker ikke så meget fra tiden før, kun at min far var syg det meste af tiden, og at 30’erne var et meget dårligt årti på grund af den økonomiske situation, og som følge deraf havde vi 7 børn ikke meget at slå til side med.

Men på trods deraf, glædede jeg mig altid vældigt meget til jul, for det var så hyggeligt når mine større søskende kom hjem, jeg var den yngste i flokken, og de andre var ude at ”tjene som karle eller piger”.

Vi havde en landejendom på 17 tdr.ld. – jeg ville gerne kalde det en gård – for så synes jeg, at jeg var lidt. Det var et alsidigt landbrug, hvor vi dyrkede korn, roer, kartofler og græs, og af dyr havde vi heste, køer, grise, geder, gæs, høns, duer, katte – naturligvis – og en hund.

Juleforberedelserne startede med at far slagtede gæs, som blev solgt. En gris skulle også slagtes, så der kom en slagter cyklende om morgenen med knive og skraber og hvad han ellers skulle bruge. Det var en dramatisk oplevelse at se grisen blive slæbt skrigende fra stalden og ind i bryggerset, hvor den blev stukket og skoldet. Jeg behøvede skam ikke at se uhyggelige voldsfilm, jeg fik oplevelser naturelt – vi havde nu heller ikke TV, men dog en biograf 7 km. væk. Jeg husker den første film jeg så, da jeg var 7 år, og det var om Snehvide og de 7 dværge.

Den bedste juleaften var den, hvor jeg fik min dukkevogn! Alle mine søskende havde sparet sammen for at give mig den, og jeg blev stum af glæde. Mor havde repareret min gamle dukke og syet tøj til den, så det var gaven fra far og mor. Det var de eneste gaver jeg fik det år – men jeg legede med dem hele aftenen og de næste mange dage.

4. juledag var der juletræsfest for børn og voksne. Da vi havde 6 km. til byen, var det med at få hestene spændt for jagtvognen. Det var to islænderheste. Vi fik alle store kørekapper på og en fodpose med fåreskind til benene. Når vi kom frem til forsamlingshuset blev hestene spændt fra og sat på stald hos købmanden, vi havde en mulepose med havre i til dem.

Når træet blev tændt, gik vi alle rundt om det og sang, derefter legede vi sanglege som bro bro brille og rundt om en enebærbusk. Det var en lærerinde der ledede flokken. Vi fik også en pose med slik og æbler, og til sidst en time med fri leg. Så skulle hestene spændes for og vi startede hjemturen. Det kunne godt være en kold omgang, men en dejlig aften, som jeg glædede mig meget til.

Midt i min skoletid kom der tyske soldater og besatte skolen, fordi den skulle bruges til at give soldaterne en pause i krigen, så de kunne blive klar til at blive sendt til østfronten. Vi blev flyttet over på en gård, som lå ved siden af skolen, hvor vi blev undervist på skift i et par stuer. Men vi måtte ikke snakke til soldaterne, og da krigen sluttede i 1945 fik vi skolen tilbage.

2. oktober 2015
Nisser på loftet og et skelet med tøj

Næsten hver lørdag eftermiddag, når der var godt vejr, var jeg med bedstefar på kirkegården I Sønderholm, hvor han havde en del gravsteder at passe. Før jeg selv fik lært at cykle, var turen der op som passager på hans cykel, hvor jeg sad på stangen. Det at være på kirkegården var ikke spændende i sig selv, men det kunne jo være vi var så heldige at møde graveren for ham kunne man med gode ord og lidt overtalelses evner formå at følge med helt op i kirketårnet.
Det var en hel anden egen verden deroppe og spændende oplevelse, for det var der alle nisserne boede, og det var også der de lavede alle vore julegaver. At komme derop var ikke bare så lige en sag. Først skulle vi op af en – i mine øjne, en meget smal, mørk og stejl trappe, der gik rundt og rundt og af murstenstrin , hvor det eneste lys kom fra den åbne dør det første stykke, – og længere oppe med ganske lidt lys fra små glughuller – gennem de tykke mure. I disse huller kunne der være duereder med æg eller unger. Også ugler havde deres reder gemt der. Det med ugler syntes jeg var lidt uhyggeligt, eller måske var det bare noget, graveren gjorde det til.

Når vi gik helt op af denne spindeltrappe, var vi ved de buede hvælvingerne over selve kirkerummet. Der måtte vi ikke komme. Det var faktisk det eneste sted der var adgang forbudt, sagde graveren, fordi det var altså her de boede, nisserne, og de ville blive noget så knotne, hvis de bare blev det mindste forstyrret. Man kunne ligefrem risikere ingen julegaver få. De boede og sov der hele sommeren for at være udhvilet til jul, sagde han. Ja, selvfølgelig havde de også travlt med at lave gaverne og pakke pænt ind i julepapir og sætte “til og fra” kort på. Han havde talt med dem flere gange, sagde han, så han måtte jo vide bedst besked.
Nu var det jo også sådan han jo lige kom et lille smut forbi et par gange om dagen for at ringe solen op og ned, så nisserne kendte ham jo og vidste han ikke ville gøre dem fortræd – han ville aller højest kun hilse på og måske tale lidt om vind og vejr.

Alt det lød spændende og jeg fik længere og længere ører bare af at høre ham fortælle. Jeg kunne i hvert fald ikke dy mig for i det mindste at skotte ind i det store rum, og jeg tror nu også nok, jeg er endda helt sikker på at have fået et lille glimt noget rødt, noget der lignede en nissehue. – Ja. jeg tror endda helt bestemt jeg har set en nisse smutte over kirkehvælvingerne flere gange. Det var bare svært at forstå, de kunne få ro nok for kirkeklokkerne. De ringede jo også hver søndag, og til begravelser og bryllupper, men de havde nu nok vat i ørerne det meste af tiden. Det mente graveren også – han havde faktisk set det, sagde han, men han ville nu ikke garantere helt. Det kunne også være, det var hvidt hår, ligesom bedstefar havde i sine øre, det får man, når man blev gammel, har bedstefar fortalt mig og mange af nisserne er jo gamle, – over hundred år.

Men oppe i koret næsten oppe ved alteret , var der en lille lav dør og inden for den var næsten noget endnu mere spændende – man kunne komme til helt at dirre af spænding. Jeg fik også kun lov at komme derind nogle få gange. – Det er et sted ikke ret mange har fået lov at komme, tror jeg . Der var så skummelt, det nok kunne få hjertet til at slå et par ekstra gange. For i det næsten helt mørkt rum med kun et lillebitte vindue stod tre kister. Kisterne var af træ og både ormædte og møre. Jeg tror nok, den ene var beklædt med sort læder, og på denne – på låget lå et rigtig sværd med håndtag.
Det var et sted, der var meget uhyggeligt, for når graveren så løfte låget lidt på en af kisterne, kunne man se lidt af den døde, – det var nu mest hans tøj man kunne se, – men det mest uhyggelige var nok man også se hans hoved. Det kunne gyse i en, så man kom til helt at fryse. Der var ingen hud på hovedet, der var kun kraniet og hullerne, hvor øjnene havde siddet og så tænderne, hvoraf nogle var faldet ud og lå på hans bryst. Graveren mente, det sikkert var gamle riddere og herremænd fra herregården St. Restrup, der lå i de to af kisterne kister, også ham vi kunne se hovedet af – den tredje mente han var en af sognets gamle præster, men han var ikke helt sikker.

Det var godt, jeg havde bedstefar med og kunne holde ham i hånden. Jeg holdt så hårdt fat det gjorde helt ondt, for det var næsten for meget af det gode. Sådan helt spøgelsesagtig, og da slet ikke et sted jeg turde gå ind alene, hvis nogen havde spurgt – Selvom graveren var med, også selvom han lovede på det bestemteste at de ikke ville gøre een det fjerneste. Det var en oplevelse bedstefar og jeg kunne snakke længe om – i flere dage, historier vi endda kunne brygge videre på. De kunne virkelig give kuldegysninger selv på en varm sommerdag.

18. januar 2015
Min barndoms jul

Min barndoms jul var på mange måder en god jul. Jeg er født i 1955 i Thyborøn og husker de første jul klart, da jeg var begyndt i skolen. Som mange, der har læst min bog, ved, var min barndom meget svær, men julen hjemme var altid god, fordi min far var hjemme i juledagene og han var meget traditionsbunden og det gav han videre til mig.

Skolen
I skolen var der hele december måned tegnet med flotte farver på tavlen.
Granguilander og klokker og på tavlen var datoen skrevet og der blev talt ned, med en ny dato hver dag i december. Et stort hvidt stearinlys lyste på lærerens kateter og jeg husker tiden, som var der mindre vold, fra lærerenes side. De var mere milde i denne juletid.
Det helt store var forventningens glæde, især til juletræsfesten i skolens aula. Byens amatørorkester spillede op og var klædt i nissetøj. Det store grantræ, gik til loftet og var pyntet med stads, som alle eleverne havde lavet gennem årene.. Alle børnene havde deres forældre med, mine var aldrig med, da min mor altid var syg og min far ikke var hjemme. Men jeg kom alligevel…i mere eller mindre pænt tøj. Det kom meget an på, hvor syg min mor var. Var hun syg og sengeliggende, havde jeg bare mit gamle tøj på, som ikke var rent og blev selvfølgelig drillet. Men “det store” i julen og træet, alle lysene, nisserne og forventningen om julegodteposen, vi fik og appelsinen, som vi kom en sukkerknald i og trykkede og trykkede på den, så den søde saft fyldt munden med velbehag… og isen, to stpore skiver vanilieis og vaflerne, der hørte til…overskyggede svigtet, så de andre børns lede udmeldinger, gik ikke slet ind…mobberiet holdt ferie…det var jul og Kirsten var euforisk og lykkelig.

Så var der en juletræsfest mere mellem jul og nytår, i socialdemokratiet. Der var mine forældre med, ihvertfald min far, som var en meget rød socialdemokrat. Sad tæt på ham og var stolt. Den kom jeg lidt nemmere igennem, da der var mange andre fattige børn med. Mit problem var egentlig ikke fattigdom, men mere svigt. Men barneøjnene strålede og jeg vidste, at der var en Gud og en dag ville Han hjælp mig. Jeg havde lært min bibelhistorie i skolen og vidste at Jesus, gik med de mennesker, andre ikke ville være sammen med og han havde også sagt:” Lad de små børn komme til mig” og det vidste jeg, dybt inderst inde, at han mente. Men kunne alligevel ikke, i mit lille barnehovede, forstå, hvorfor de kristne ikke hjalp mig, når de nu også troede på ham og lyttede til hans ord i kirken. Men salmerne, fortalte jo sandheden, det var menneskene der løj.

Hjemme
Julen hjemme blev altid god. Selv om indledningen…det halve af oktober og hele november, var mere eller mindre kaotisk, blev tingene gjort sporadisk. Min far, der sejlede, kom først hjem, et par dage før jul og da blev der først sat system i kaoset og der blev lige så stille julefred, i det lille hjem højt mod nord. Min mor som var psykisk syg og drak, faldt i igen og igen, i dagene før min far kom hjem og det kunne være midt i kødbjerge, fra en gris fra landet, vi havde delt med naboen eller i hendes “rengøring”, hvor hun hev det hele frem og så gik hun og blev væk et døgn eller mere, eller lå i sengen, så jeg kunne ret tidlig gøre rent og kokkerere, fordi jeg blev nødt til det. Når far så kom hjem, “lå hun syg” og jeg holdt sandheden tæt inde på kroppen. “Nu skal vi være gode mod mor, hun er jo syg” sagde min far og jeg tænkte mit, sagde ingenting, det var bedst at tie.

Når far så endelig kom hjem, med køjesækken over skulderen…så blev de halvhjertede tiltag, fuldført, med mig og min bror som hjælpere. Juletræet blev hentet, min bror bagte og jeg gjorde rent. Jeg sad på køkkenbordet, med min lille blå salmebog og sang i viden sky, så taget var ved at lette, mens far ordnede al fisken, som skulle på julebordet.

Næsten hvert år, byggede min far en ny kælke til os og vi havde efterhånden flere. Vi havde vi dem i alle modeller, både de gængse og de han selv fandt på modeller til. Nogle kunne vi være flere børn på og det gav venner. Skøjter havde vi også, men af den slags, som skulle skrues på støvlerne og enten var støvlerne for små og det gjorde ondt i fødderne eller også var støvlerne for store, fordi man havde lånt nogen eller havde mors på og så sejlede man rundt og slog sig. Og skruerne kunne sidde fast, fordi de var rustne eller være svære, at skrue i med små forfrosne fingre, med våde vanter eller uden…og så faldt skøjterne af, hver gang man havde skøjtet 2 meter…ja, “De gode gamle dage” for nogen, er det vist en skrøne….ihvertfald for mig i mange henseender.

I disse år, i det miljø, kunne man ikke gå ind i julen, uden huset skinnede.
Julerforberedelserne startede for mange kvinder allerede om sommeren, hvor der blev tapetserert og ferniseret og gjort ved. Intet måtte rode udenfor på den hellige aften, ingen tøj på snoren, kagedåserne skulle være fulde, leverpostej, rullepølse, blodpølse, krydderfedt, sylt, hjemmefiskede, saltede, marinerede sild, stegte sild, rulleål, hjemmelavet marcipan, havregrynstoppe, figner, dadler, appelsiner, nødder og fine røde æbler…det hele var der og vi kunne spise ubegrænset, så det var næsten traumatisk for børn, der levede det meste af året, med en mor, der ikke fungerede og tit selv skulle lave maden, ellers fik de ikke noget, da far sejlede. Så tit var vi halvsløje i julen med al den mad. Kasserne med æbler, appelsiner og slik, stod i soveværelset og godterne kom først frem juleaften. Og vi der ellers altid kom tidligt i seng, måtte blive oppe, så længe vi ville. Min bror sad altid og sov i en stol i julenatten, men jeg havde lagt pakkerne ved min hovedpude og lå og kiggede på dem, ved min lille lampe. Især husker jeg et par røde træsko, med hælkappe…duften, farven..åh, jeg elskede de træsko.

Fra den 23. December om aften, startede julen for alvor, hvor der blev lavet æbleskiver, i den gamle æbleskivepande, min far havde fisket op i sin ungdom i Nordsøen. Jeg har den endnu og bruger den hvert år. Der blev lavet gløgg og hyggen bredte sig i det pyntede hjem. Kravlenisser overalt og julekalenderne hang på rad og række, kalendere vi fik gratis, hos de handlende og en enkelt sprællemand. Alt var rent, der var bagt og lavet til og så kom juletræet ind, bare duften af det friske gran og den blev pyntet med de gamle ting, fra mine forældres ungdom og barndom og vi børn havde lavet stads af kulørt papir, flettet hjerter og lavet roser af crepepapir og musetrapper i metervis. Lys i de gamle lyseholdere, levende lys, hvor vi altid havde en spand vand tæt på, hvis uheldet skulle være ude. Fehår, der sad fast i strømperne og stak i fødderne, når man trådte på det og stjernen…så smuk og i “sølv”. og den fine juletræsfod, min gar havde lavet og malet grøn. Den 23. var det dyrenes juleaften og vi bandt et rødt bånd, om hundens hals og den fik en lækkerbisken.

Snelandskabet, vi fik lov at lave, med vat og små huse, nisser af røde piberensere og hvor far havde lavet et lille lys, der lyste i den lille kirke. Små råkid, vi havde samlet på, i vakepulveret, hvor der i hvert pakke, var et dyr. Den røde julesterne, der lyste i køkkenvinduet. Jeg husker også, at i mælkemandens vindue, var et snelandskab, der var meget flottere. Der kørte et lille tog, med nisser i. Jeg kunne stå der i timevis, i mørke og kulde og se på det lille tog i den duggede vindue, der kørte rundt og rundt og rundt, til jeg var stivfrossen og svimmel. Løb hjem og fik varmen og så afsted igen.

Vintre, hvor kakkelovnen gik ud og vi krøb sammen og hvor der var isblomster på vinduerne og dynen næsten hang fast i væggen. Hvor vi opholdt os i køkkenet, ved gasblussen og ventede på, at far skulle komme hjem. Og selv om der var gang i kakkelovnen, var det altid koldt, hvor vi sov. Husker at vi børn, lå i vore iskolde senge og mor varmede dynen på kakkelovnen og kom løbende ind og pakkede dynerne ned om os.

Den 24. December om formiddagen, hvor pakkerne blev lagt ind under træet og der blev smovset lidt i lækkerierne, som var lavet. Naboer, der kom forbi, fik en lille en eller en kop kaffe og skulle smage bagværket…eller en sildemad og en snaps og man diskuterede, hvilke sild var bedst.”Man måtte jo ikke bære julen ud”. Den store neg, der blev hængt op på plankeværket, så fuglene også mærkede, at det var jul.

Jeg elskede hyggen, om eftermiddagen, hvor mor og jeg hjalp hinanden, med forberedelse til julemaden og sent på eftermiddagen, da far og jeg gik i kirke. Mor ville ikke med, hun ville ikke “være sammen med de hyklere”, som hun sagde (måske havde hun ret) men hårde ord. Juletøjet, kjolen som strammede og de fine hvide sportsstrømper og skoene, som var blevet pudset og klemte lidt. Pandehåret der var kort og skævt, fordi man selv havde klippet det.
Kirken, som lyste i mørket, da der ingen gadelygter var og som var fyldt til randen, af glade mennesker i festtøj. De gamle i deres sorte tøj, kvinderne med tørklæde og mændene med bryllupshabitten og kasket. Det store grønne træ, så rent og enkelt, med levende lys og hvide engle. Gran ved alle bænkeindgange. Altetavlen med Jesus, lammene og børnene, hvide gule, brune…vidunderligt ..Og så kom præsten ind, i sin sorte kjole og alle holdt vejret, troede at han havde en direkte linje til Gud og synderne tog hatten af og bøjede hovedet. Orglets brusen, tropeternes klar smukke lyd og menneskerne, der sang af hjertens lyst. “Det kimer nu til julefest…”.

Maden, hvor det hele var der, and, steg, pølse, rødkål, brune kartofler…ris a mande med mandel i og mandelgaven, som altid var en lyserød marcipangris, den søde kirsebærsovs….juleøllet og de fine sodavand med patentprop…en til hver…citronvand, appelsinvand og de røde, som jeg elskede og sparede på min, så den kunne holde hele aftenen. Oprydningen efter julemiddagen, som var endeløs, da min mor fik “maudsyndrom” og det hovedsaglig var mit område og vandet skulle koges på komfuret…puh…men der var noget der ventede forude, som gav kræfter i de små arme….. Møblerne skubbet ud til siden, træet ind midt på gulvet, lysene tændes på træet og det elektriske lys slukkes…udenfor er det buldravende mørkt…og vide, at hele byen, ja hele landet…lige nu tænder juletræet og synger…fandt de små hæfter frem, med de gamle jule sange…Julen har bragt velsignet bud, Glade Jul..dejlige jul, Dejlig er jorden, Et barn er født i Bethlehem…osv…ikke en blev glemt…og så gaverne, gaverne, gaverne, som havde været gemt i soveværelsets højeste skab, på den øverste hylde, helt inde bag ved tøjet. Som vi havde, i et øjeblik af skam, på en stige, haft hånden inde og røre ved. Bare høre den knasende lyd af papiret…åh..gaver som var købt i “Londonbasaren” i Lemvig eller senere hos “Kjeld” og gaven fra onkel Henning (ham vil jeg skrive om senere) …gavepapiret, som vi strøg og båndet vi sirligt rullede sammen og brugte næste år…og de små fine kort.
Så kom der slik på bordet…og frugt og kage…vidunderligt. Men inden vi rørte det, tog min far, den gamle store sorte bibel frem, men mine bedsteforældres navne på, med guldbogstaver og så læste han Jule evangeliet, jeg elskede det og ham:

Lukasevangeliet – Kapitel 2 – vers 1-20
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.I den samme egn var der hyrder, som lå på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engle frem for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; Han er Kristus, Herren…

Familien Vi holdt også nogle juleaftener i familiens skød. Det eneste jeg husker, fra en jul hos mine bedsteforældre, som boede i Harboøre, 10 km fra Thyborøn, var at der var blevet spået, at jorden skulle “gå under” Julenat ved midnat. Jeg kan huske, at vi havde lejet en “lillebil”, som en taxa hed dengang og at vi havde alle pakkerne i en stor sinkbalje. Vi kørte hjem ved midnatstid, hvor katestrofen var spået, skulle ske og Jeg var meget bange, ikke så meget for at dø, for jeg vidste jo, at ham der Jesus, var god og han ville tage børnene til sig. Men jeg var bange for braget og hele rutcheturen, indtil os børn fandt Jesus;-) Og far var der jo også og skulle vi jo samme sted hen, trøstede jeg mig med.
Min bedstefar, var en vidunderlig mand. En stor hærdebred, rødhåret mand, der altid var glad og elskede sine 11 børn og alle børnebørnene. Ni døtre og to sønner havde de og 28 børnebørn.. Men min bedstemor var stram og vred…jeg var bange for hende. Hun var uopnåelig og jeg nåede aldrig op på hendes skød…ønskede, håbede, kan huske, at jeg sad på gulvet og kiggede op på hende, når hun sad og syede, men hun så mig ikke. Jeg tror egentlig ikke hun var mere vred end andre, men måske er det fordi, jeg huskede tonen, når hun talte (til) med min mor, som hun helt sikkert var vred på, fordi hun ikke tog sig af sine børn og hjemmet. Det gjorde de andre 8 døtre jo i høj grad. Og måske havde hun også bare fået nok af børn, men det sved, især da min farmor var død og min mor ikke var kærlig, så drømmen om farmor, var levende.

Bedsteforældrene på min fars side, var forlængst døde. Min farmor allerede i 1941 og min farfar 3 år inden jeg blev født. Men de var i min fars bevidsthed og der blev sat en grankvist over deres potrætter, som en del af julepynten. Og min far talte, især om hans mor, både tidligt og silde. Den smukke, dygtige Kirstine, som var så speciel og sygeplejerske, havde hun været. Hele tiden blev jeg sammenlignet med hende…”Du ligner din farmor Kirsten”, sagde min far igen og igen og min mor fnøs. Jeg elskede hende, uden at kende hende, drømte og legede i min fantasi, at hun kom og hentede mig og så skulle vi bo sammen og hun skulle lære mig alle gode ting, hun kunne. Bage, sy og brodere og hun var så mild, blev der sagt. Så ville jeg sidde på hendes skød, med armene om hendes hals.

Til gengæld holdt vi jul nogle gange, hos min fars søster i Lemvig. Hun var så dejlig, min lille faster Eva. De boede helt ned til Limfjorden i et slot, syntes jeg det var, i min barndoms lille verden. Alt var perfekt og smukt, ned i mindste detalje. Rent, lækkert og stilfuldt. Flotte malerier på væggene, bogklassikere i reolen, fint porcelæn og sølv…og cognac til kaffen og min onkel røg store og fine cigarer. Klaver havde de også og der blev julesalmerne spillet på. Ja, der var der ingen slinger i valsen. Jeg kan huske, at hun vaskede køkkengulvet, efter vi havde vasket op, efter julemaden…et andet senarie, end i mit hjem, hvor børnene stod for det meste. Hende blev jeg også sammenlignet med af min far. Ja, de gode rollemodeller, dem var der nok af. Jeg kan også huske gaverne, vi fik af hende og onkel Børge, som var fiskeskipper. Hans skib hed Suma. Min far havde lavet en miniaturemodel, af skibet og den stod i en fin glaskasse, hvor der var laver vand med små bølger på og på kysten stod Bovbjerg fyr…Gaverne var Pukbøger, dagbøger, pigebøger og min bror fik, tror jeg alt, hvad Doktor Liberkind har skrevet, om verdens fugle og verdens fisk. Kikkerter og lommeknive og andet, som man gav en “rigtig dreng”.

Onkel Henning
Ja, onkel Henning er et kapitel helt for sig. Min far havde 3 søskende. To gode, smukke søstre og SÅ onkel Henning, som var yngre end min far. De mistede deres mor, da min far kun var 21 år, så han gik ind som en beskytter for den lille Martha og hans lillebror Henning. Eva, den ældste, var for længst gift. Og Dagmar var død af tuberkulose.
Henning var kæreste med Anne Sofie og hun var nyuddannet sygeplejerske og ville arbejde på Grønland et år og så ville hun komme tilbage og gifte sig med Henning. Men Anne Sofie kom aldrig hjem. Hun druknede ved Grønlands kyst, med skibet “Hans Hedtoft”. Så sammen med moderens tidlige død og hans elskedes død, mistede onkel Henning lidt grebet om livet. Han var et fint menneske, meget intelligent og lidt svagelig, ikke som min far, der var robust og klarede alle de maskuline ting. Henning var en drømmer og min far passede på ham. Han blev kun arbejdsmand og min far fik ham altid med på de både, min far sejlede med, som Matros.

Fra jeg var ganske lille, elskede jeg onkel Henning. Hans hjem var et paradis for mig, da han havde mange , gamle ting, fra mine bedsteforældres hjem. Især mit gamle udskårne egetræsskab, der stod i hans lille fiskerhus holdt jeg af. Ved en hver lejlighed, med hans godkendelse, åbnede jeg de store skuffer, som var fulde af magi…af billeder og kort, fra en svunden tid og især var det billeder, af min farmor, som jeg interesserede mig for. Jeg tiggede og bad og gik sjældent derfra, uden et eller andet jeg kunne bruge, i min fantasi om den familie, jeg aldrig havde kendt og som jeg følte mig så knyttet til. Det var alt fra billeder, kort, hårspænder og endda smykker. En lille jadesmykke fra min fars søster Dagmar, som døde som 17 årig, på herregården Rysensteen, hvor hun var barnepige. Hun døde af tuberkulose. Der var også en lille nål i guld, fra KFUK, som var hendes. Men det har jeg for længst mistet.

Jeg har altid arbejdet som barn, havde mine faste ruter hos kvinder i nabolaget, hvor jeg tog opvasken eller passede børn. Hos onkel Henning var jeg fast rengøringskone, fra jeg var 6 år, tror jeg og nogle gange overtalte jeg ham, til af få gjort rent en ekstra dag, hvis jeg var i pengenød. Jeg skrubbede og skurede og “det gamle skab” fik en omgang petrolium, (som han i øvrigt fyrede med) og i særlige tilfælde, blev skabet gjort flot med skosværte og poleret derefter…det havde hans mor gjort, så det fortsatte jeg med, da jeg jo så gerne ville ligne min elskede farmor.

Rengøringsdagen var lagt i helt faste rammer. ALT blev sæbet af og efter dette, fandt jeg en lille dug, min farmor havde broderet. Den var lidt krøllet, da der ikke forefandtes et strygehjern i huset. Derpå de fine gamle kopper, sukkerskålen med valmuer på. Mariekiksene med smør imellem. Kaffen var klar og stod og varmede på det lille kakkelovn…og så kom det, jeg både frygtede og så hen til…….jeg skulle gå op i Sneglehuset og hente 2 røde sodavand og to lysøl. De røde sodavand lokkede, men jeg vidste også, hvad der ventede mig. Poula, den gamle kone, som var gift med Alfred, som havde bygget Sneglehuset, hvor de boede og solgte kaffe og is om sommeren, bad mig altid om, at gå i kælderen, når jeg kom og jeg var så bange!

Kælderen var under køkkenet og i gulvet var der en lem, med en stige ned til kælderen, hvor der var en svag glødepære og jeg var rystende angst for, at lemmen skulle falde i og jeg aldrig ville komme op og hen til onkel Henning og drikke mine røde sodavand…og det job der ventede mig, når vi havde nydt vores kaffe, kiks og onkel Henning havde drukket sine øl og jeg skulle have min to-krone…og..og…og jeg ville blive et billede i onkel Hennings skuffe og andre ville stå og kigge ned i skuffen og sige…åh det var hende, den lille dygtige Kirsten, der lignede sin smukke farmor…ja, det var jo hende, der blev kvalt i Sneglehusets kælder..åh-åh-åh…sikke en skæbne.

Når jeg så endelig var kommet ned i kælderen og først skulle vænne mig til lyset, vidste godt, hvor de røde sodavand stod og også lysøllerne…så råbte Poula oppe fra køkkenet “Lille Kirsten, kan du ikke tage den steg, der står ovre til venstre og den skål fedt der står derovre og 5 hvidøl i kassen til højre og sætte op på kanten..og…og…og. Endelig var det de to sodavand og de to øl…op i lyset igen og Poula sagde: “Du er så dygtig lille Kirsten, når du bliver stor, skal du være ung pige i huset her hos Poula…og jeg tænkte..”Nej, det vil jeg ikke.!..jeg vil aldrig mere ned i den kælder, så jeg bliver et billede i skuffen”. “Men en knald, det skal du godt nok, ha´lille Kirsten…du er en knag” sagde Poula og jeg løb, alt hvad mine små ben kunne, hjem i onkel Hennings varme stue med flaskerne raslende i posen,.og nu skulle vi hygge os.

Drikkevarene stod i køkkenet, vi skulle jo først have kaffe, som havde kogt et par timer på kakkelovnen og kiksene skulle spises og så skulle der vaskes op og så kom drikkevarerne på bordet. Alt skulle gøres i den rigtige rækkefølge, efter min lille husmorplan:-).
Onkel Henning drak, men ikke mens jeg så det, jeg syntes nok, han snøvlede lidt, men jeg troede, at det var hans ulykkelige kærlighed. Han havde nok taget et par store snaps i den time, hvor jeg var i Sneglehuset.

Da vi var igang med anden flaske hver, sagde onkel Henning “Lille Kirsten, vil du tage billedet oppe i uret” Kirsten tog en stol, kravlede op og åbnede det gamle ur og i bunden af urkassen, lå billedet af Anne Sofie…..jeg tog det lille slidte billede i min lille barnehånd og så gik jeg over bag ved onkel Henning, som sad ved spisebordet. Billedet lagde jeg foran ham og med mine små barnearme, holdt jeg om ham. Vi kiggede på billedet sammen, mens vore tårer smeltede sammen på dugen..”.åh, hvor var det synd, hun skulle jo bare derop et år, sagde han med grødet stemmme. min lille Anne Sofie”….åh, hvor gør det ondt. “Det skal nok gå onkel Henning, du har jo mig”, sade jeg trøstende. “Ja, jeg har jo dig, lille ven og tak Gud for det” sagde han med grådkvalt stemme. Jeg lagde billedet tilbage i uret, til næste uge, hvor det var samme plan igen. Da jeg var kommet ud fra huset og kiggede ind af vinduet, sad han med hovedet ned i bordet og men armene over og græd….jeg løb hjem over stok og sten, med den blanke to-krone i lommen….ind i huset på Vestvej…mor råbte “Hvor fanden har du været, din møgtøs…har du nu været ovre ved den idiot igen…han kan sgu selv gøre rent…du skal vaske op nu…og…og…og…kom så igang…ja, det er en anden historie og hører ikke julen til.

Jul med onkel Henning
Min onkel Henning var altid fuld i julen og det gjorde min far vred. “Kan han da ikke, bare den ene dag om året være ædru” sade min far og det kunne han selvfølgelig have ret i, men jeg tror, at lige nøjagtig i julen, blev smerten for stor for ham og han blev nødt til at dulme den. Det havde min far ingen forståelse for og iøvrigt heller ikke for andre der drak. Han afskyede det.

Men som børn, var vi meget frustrerede og bange, da vi ikke vidste om far gav lov til at han skulle holde juleaften hos os. Det var selvfølgelig gaverne vi tænkte mest på. Vi fik de allerbedste gaver af ham. Vi havde allerede i november skrevet ønskeseddel og plantet foran ham og husket ham på hver dag i december, at det der stod øverst på sedlen, skulle han huske, at det var det, vi ønskede mest!

Onkel Henning havde orden i pengesagerne. Det viste sig ved hans død, at der ingen gæld var. Huset var betalt. Han havde en pengekasse gemt under sengen, med flere tusinde kroner i og den eneste gæld han havde var en flaske gas, hvor regningen lå i pengekassen sammen med beløbet i en brun kuvert. Så han lå ingen til last. Og skulle min far, som den handy mand han var , lave noget for sin bror, sætte et vindue i, eller lave en trappe eller andet, så var det med regning, underskrift og det hele… rene linier.

Hele formiddagen før juleaften jamrede min far” Jeg har lige været ovre ved ham og han sidder med en øl i hånden. Han skal altså ikke herover og ødelægge vores jul…osv” og vi børn havde ondt i maven. “Jamen far, han er ikke fuld, kun lidt…må han ikke nok!”. Sådan gik hele dagen, hvor vi børn skiftevis løb over og målte hans brandert og håbede. Sækken med pakker, stod i hans stue og han var klar, må man sige…

Efter kirketid og lige før maden skulle på bordet sagde min far “Så hent ham da” og vi fløj ud af døren, ud i kulden, min bror og jeg og løb over til det lille hus. Han var fuld nu, kunne vi høre. Han sagde altid “Pleeease…..” og det mest fantastiske kom ud af hans mund, når han var godt lakket til. Jeg kan huske, at han ofte sagde til mig, når han var fuld ” Pleeease…der kommer en dag, Kirsten…hvor du kommer hjem fra Hooooolywood…i en stor hvis limousine!!…pleeease” Ja, hold da op, det var noget af en varsel, for en lille 7 årig pige i det mørke Thyborøn:-)

Men vi fik hentet ham og vi havde alt, hvad vi kunne gøre med at holde ham på benene og bære den store sæk. Så der kom mange pleaseer den aften og historierne blev fortalt, men Anne Sofie nævnte han ikke, kun hans mor blev nævnt i næsten hver sætning.
Gaverne fra onkel Henning var altid de ting, der stod øverst på ønskesedlen. Rulleskøjter, store dukker, små fine møbler til mit hjemmelavede dukkehus osv…de overstrålede fuldstændig, de gaver jeg fik af far og mor. Men julen var reddet. Onkel Henning var der og han blev mere og mere ædru, som aftenen gik. Det sørgede min far for, da juleaften var fri for alkohol.

Glædelig Jul.

17. april 2014
Min barndoms jul

Kære Mads og Ida kom her og sæt jer, så skal bedstefar fortælle jer lidt om min barndoms jul hjemme hos min far og mor.

Vi skal helt tilbage til omkring 1936, hvor jeg var 4 år. Min far, jeres oldefar, var præst ved Horne kirke på Fyn, og vi boede i en gammel præstegård tæt ved kirken. Familien bestod af far, mor, farmor, tante søster, 9 børn, hvoraf jeg var den 3. yngste, samt 2 tjenestepiger, altså 15 i alt.

Hvor præstegården ligger, lå der i meget gamle dage et munkekloster og en bygning står stadig tilbage, den er fredet. Vi børn var ikke helt trygge ved at færdes i det gamle kloster, for højt til vejrs på de fritliggende loftsbjælker havde et par store ugler indrettet sig, og når de stirrede på os med deres store øjne, var der dømt gys, for ikke at tale om når de næsten lydløst susede forbi os i skumringen. I klosterbygningen opbevarede vi vinterforråd som kartofler og gulerødder, og vi børn var da også helt sikre på, at her boede gårdnissen.

Når julen nærmede sig, blev der stor travlhed i hele præstegården, der skulle gøres rent, bages, pudses sølvtøj og meget meget mere. Forpagteren, der passede landbruget og dyrene, skulle også sørge for at grisen blev slagtet, men det arbejde blev udført af hjemmeslagteren.

Far, der som i nok husker, var præst, stod et par søndage før jul på prædikestolen og formanede menigheden om, at de ikke måtte arbejde om søndagen, men at de skulle holde den hellig. Da far kom hjem fra kirke, så han hjemmeslagterens bil holde på gårdspladsen, og på staldmuren hang en slagtet gris. Slagteren var blevet bestilt til at komme, når han fik tid, og det var så blevet søndag, der passede ham bedst.

Far, der lige havde stået og belært menigheden i kirken, blev nu så vred over hvad der foregik i hans eget hjem, at han med store ord bebrejdede slagteren og hans søndagsarbejde. Slagteren tænkte lidt over irettesættelsen og sagde så på syngende fynsk: ”Jamen det nytter it’ no’e hr. pastor, grisen er fame’ dø’ ”. Grinende måtte far fortrække ind til sig selv, hvor han fortalte mor historien.

Når sådan en gris blev slagtet, blev dens blod tappet over i en stor gryde, og så skulle der røres uden ophold, for at blodet ikke skulle størkne, samtidig blev der tilført kogt byggryn, rugmel, spæk, rosiner, sukker og krydderier, og alt blev fyldt i grisens egne rengjorte tarme for til sidst at blive kogt til blodpølse. En sådan skive ristet blodpølse med sukker, kanel og sirup smagte rigtig godt.

Der blev også slagtet fjerkræ, ænder og gæs til julestegen og høns til suppe og hønsekød, i den forbindelse tror jeg nu nok, at hønsegårdens store og meget arrige hane røg med i købet, for der skete nemlig det, at jeg som lille purk på 3 – 4 år havde lukket mig ind i hønsegården, hvor jeg ville indsamle æg, her blev jeg pludselig overfaldet af den skrækkelige hane, der fik mig væltet ned på ryggen og satte sig med baskende vinger på mit bryst. Mine skrig blev hørt af en af tjenestepigerne, der straks kom til hjælp og sparkede dyret væk. Da mor og far hørte om episoden, var hanens skæbne beseglet.

Lillejuleaften blev det store juletræ, der nåede helt til loftet, båret ind i den pæne stue, hvor mor og far begyndte at pynte det, samtidig blev vinduer og nøglehuller blændet, så vi ikke fik en chance for at få et glimt af herlighederne inden tiden.

Juleaften om eftermiddagen skulle vi alle i kirke, og det må have været et stolt syn at se præsten i præstekjole med hele familien i én lang række bag sig gå ad kirkestien.

Så blev det endelig juleaften og en portion risengrød var sat ud til nissen i klosteret. Inde var vi alle samlet til den store fest, I husker nok, hvor mange vi var, ja rigtigt 15 i alt. Først blev et meget stort lerfad med risengrød båret ind af tjenestepigen, i grøden var der lagt en mandel og kun én. Mandelgaven var altid en lille marcipangris.

Et år gik alt dog ikke som planlagt, tjenestepigen, der bar grøden ind, snublede over dørtrinet og faldt så lang hun var med grød og fad. Hun skoldede sig grimt på den varme grød, og far måtte i hast køre hende til Fåborg sygehus til behandling, hun kom senere med tilbage med begge arme i bind. Tante søster havde i mellemtiden kogt en ny portion risengrød, så med stor forsinkelse blev det alligevel jul det år.

Efter opvask blev alt lys i spisestuen slukket og farmor fortalte juleeventyr medens vi ventede spændt. Pludselig blev fløjdørene slået op, og vi så det mest fantastiske juletræ stråle imod os. På træet hang hjerter fyldt med pebernødder side om side med sukkerstænger, hjemmelavet konfekt og stjernekastere. Under træet var der som i dag lagt julegaver, dog ikke i så store mængder.

Med hinanden i hænderne gik vi rundt om træet og sang alle de gode julesalmer og sange. Til sidst læste far juleevangeliet for os, og så var det endelig tid til gaver. Jeg selv fik en trehjulet cykel, som næsten blev kørt sønder og sammen af mine store brødre inden aftenen var forbi. Ellers bestod gaverne mest af tinsoldater, lersoldater og bliklegetøj, og alle, tror jeg, fik et eller andet hjemmestrikket til at varme sig ved.

Ja sådan husker jeg min barndom og jul i præstegården på Fyn. I 1938 flyttede jeg med min familie til Lemvig, hvor jeg havde resten af min opvækst.

Et stort knus til Mads og Ida fra bedstefar.

20. november 2009
Brev til mit barnebarn

Kære Line

Jeg skal forsøge at fortælle hvordan vi forberedte og holdt JUL i min barndom… (ca. 1952).

Vi begyndte sidst i november, med at lave adventskrans, den skal jo være klar til 1. advents søndag. Til den 1. december skulle julekalenderen også være klar enten en hjemmelavet, eller en vi havde fået eller købt i en butik.

Fra 1. december, til lille juleaften satte jeg hver aften en af mine “pusser” (hjemme sko) op i vindues karmen, så kom jule manden om natten og lagde noget godt i den. Det kunne være slik, frugt, kage, eller måske en lille jule bog.

En dag tog vi i skoven efter gran, mos, kogler, grene med bær og andre pæne ting, som vi lavede en pæn jule dekoration.

En dag tager mor den store suppegryde frem koger noget op der hed gambrin, som sammen med vand, sukker og gær blev til juleøl. Når det havde gæret et par dage blev det tappet på flasker, bundet til med cellofan, og stillet i kælderen – så var det klar til jul.

Et par uger før jul lavede min mor dej til småkager, vi skulle have mange småkager, og mange slags. Når der var fyret op i komfuret og brændekassen var fyldt op, begyndt vi at lave småkager, og alle skulle hjælpe til. Dejen til brunkager og jødekager, blev rullet ud på køkken bordet med kagerullen, så de blev fine og tynde, og blev så “stukket” ud med et vin glas. Pebernødder og finsk brød blev rullet i pølser og skåret med en kniv, til den rigtige størrelse. Vanillekranse køres igennem kødhakkeren, uden kniv, men med en lille plade så de fik en fin stjerne form, så blev pølserne skåret i passende stykker og lavet til kranse.
Efterhånden som kagerne var lavet blev de sat på plader og bagt i ovnen. Klejnerne blev også rullet ud på bordet og skåret op, og så blev de “vredet” og kogt i palmin. Når alle kagerne var færdige, blev alle krummerne, lidt brød og havregryn, rørt sammen med palminen fra klejnerne, og hældt i små urtepotter med en grangren igennem så var det god mad til fuglene.

Den sidste søndag før jul tog vi ned til byen for at se den særlige juleudstilling som alle butikkerne havde lavet, det var altid meget flot, og så kom julemanden på torvet og delte karameller ud, og brandværnsorkesteret spillede julemelodier. Et par dage før jul gik vi ned til gartneren og fandt det allerfineste juletræ han havde. Far satte fod på, og juleaftensdag blev det sat ind i den pæne stue og pyntet, og så var døren låset så vi ikke kunne komme ind og kigge.

Mor lavede julemad. Gåsesteg med hvide og brunede kartofler, rødkål og risengrød. Til middag havde vi spist rugbrødsmader – det var noget mærkeligt noget, vi plejede jo altid at spise varmt mad om middagen.
Ved 6 tiden satte vi os til jule bordet og startede med risengrød med kanelsukker og smørklat og med hjemmelavet juleøl til – der var en mandel i risengrøden – så fik den der fandt mandelen en mandelgave – det kunne være en marcipangris. Til gåsen var der også et glas vin og da jeg blev større fik jeg også lov at smage.

Nu var jeg meget spændt på juletræ og julegaver – men jeg måtte pænt vente til der var ryddet ud og vasket op. Da det var klaret gik far ind i den pæne stue og lukkede døren. Lidt senere åbnede far døren, og der stod juletræet og strålede med pynt og lys og stjerne i toppen. Så kunne vi endelig komme ind og danse om juletræet og synge jule salmer, ind imellem salmerne læste mor juleevangeliet.
Når vi ikke orkede at synge mere blev gaverne delt rundt, pakket op og beundret, der var både bløde pakker, hjemmelavet legetøj, og enkelte købte ting. Når alt var pakket ud skulle der leges med det til det blev sengetid. Og næste dag var det spændende at fortælle de andre på vejen hvad man havde fået, og høre hvad de havde fået, og om alle hade haft en god jul.

Sådan var julen da jeg var barn.

Kærlig hilsen
Morfar

7. april 2008
Juletur med “Elephanten”

Da vi i 1974 flyttede til Chr. Ø, medførte det meget andet end undervisning af øens ca. 20 skoleelever. Med sine ca. 120 beboere, 1½ times sejlads fra Bornholm, havde øboerne skaffet sig en del traditioner, som holdtes i hævd med stor alvor. En af dem var juleturen til Rønne og Svaneke. Begrundelsen for at sejle øens båd – en grå marinekutter – derfor navnet “Elephanten” til Bornholm var, at lærere og elever skulle møde til den årlige kontrol for tuberkulose på sygehuset i Rønne. For at slå 2 fluer med et smæk, kaldte man turen for Juleturen – lidt hyggeligere end Tuberkelturen. For god ordens skyld skal det nævnes, at øen havde én butik, købmanden, så børn og voksne var “sultne” efter at handle i storbyens (Rønne) mange juleudsmykkede butikker.

1. december var starten på en måned med stor spænding og forberedelse. Kom vi af sted i dag? Og havde vi fået det hele med på huskesedlen? Men skulle vi ikke bare gå ned på havnen og entre ombord på “Elephanten”? Nej så glat gik det ikke, for man måtte sikre sig, at sejladsen blev så rolig som muligt. Både ud og hjem. Det kunne være vanskeligt med Østersøen i december og østenvind. Det skulle ikke blæse meget, før man ikke kunne sejle ind i havnen i Svaneke, hvor bussen ventede på os. Så hver morgen – meget tidligt – kimede telefonen mellem skipper og førstelærer. På den måde kunne der ofte gå op til 14 dage, før den rigtige vejrmelding endelig kom. Så skulle der ringes til alle skolebørn og andre interesserede, som mødte op på kajen klokken halv otte. Det tog 1½ time at sejle til Svaneke. Bussen var bestilt til os, og det i sig selv var spændende, da det eneste motorkøretøj på øen var “Trofast” – øens traktor. I skolen trak vi hver dag en sok ned fra loftet, mens vi sang: “Nu kommer julen pø om pø, på skolen her på Chr.Ø, har vi kalender gaver”. Sokken havde vi med, så vi i bussen kunne holde traditionen i hævd. Når kontrollen på sygehuset var overstået, ventede Rønnes lyksaligheder. Men sulten meldte sig hurtigt, og dengang lå Kvickly på Store Torv, så det var nemt og hurtigt at mødes på cafeteriet der. Børnene havde ikke adgang til Fastfood i dagligdagen på Chr. Ø, så det var deres valg. Vi voksne kunne forlyste os med julebuffeten. Men ingen havde tid til et langt ophold, for der skulle jo købes ind. Nu gjaldt det om at liste sig ind i en butik, uden at den, man skulle købe til, opdagede det. Og så videre til næste punkt på ønskelisten. Mens vore børn var små, var Dams Boghandel i Snellemark deres foretrukne butik. I den ene ende af boghandelen var der indrettet en lille gaveafdeling. Her var alskens eksotiske varer fra Østen. Og til en pris deres sparepenge kunne klare. Ekspedienten var langmodig og forstod, at øbørnene måtte ha’ alt at vide om pris og brug. Det kunne være en hjertemusling, som når den blev lagt i et glas vand, ville åbne sig og sende en blomst op i vandet. Eller en lille tyk lermand, som man stak en lille “cigar” i munden på. Når man tændte cigaren, pustede han små røgskyer ud i luften. For ikke at tale om alle de smukke smykker, som var fine gaver til mostre og veninder.

Nu var det så heldigt, at bussen hentede os i Snellemark, og havde man lidt tid, skulle man et smut ind til Bager Rothe. Her kunne man så nyde en kop et eller andet til hans dejlige kager og wienerbrød. Samtidig kunne vi holde øje med bussen. Engang kom Rothes mor med en stor kagekasse fyldt med honninghjerter, son børnene kunne nyde på hjemturen med “Elepanten”.

Når alle var samlet i bussen, blev kursen sat mod Svaneke. Her var der en times tid sat af til bl.a. handel i Brugsen. Her handlede man “på klods”, og betalte hver den 1. Så kunne man købe alle de lækkerier og juleting, som den lille købmandshandel på øen ikke var leveringsdygtig i. Her var der meget brug for en gennemarbejdet dosmerseddel, men det var nu ikke kun det nedskrevne, der røg i indkøbsvognen, for hvor fik man dog mange behov, når man så alle de dejlige sager. Børnene kendte Brugsen og kunne finde det, de manglede. Drengene gik til skibsprovianteringen og så på alle de dejlige fiskeredskaber og andre ting, man godt kunne bruge, når man nu var en fisker i svøb. Men kun nogle få af dem blev fiskere.

På torvet lå Bager Piil. Der kunne man købe slik i alle afskygninger og børnene måtte købe sig en stor pose til hjemfarten. Bagerens kone stod i butikken og jeg erfarede, at hun havde en engels tålmodighed. Hun oplyste dem om varens substans og pris, før den kom ned i posen. Da de jo ville prøve så mange ting, som muligt for de sidste rester af julesparekassen, måtte jeg forlade dem, for jeg skulle nå Købmand Kristoffersen, eller rettere sagt hans venlige kone, som havde en trikotageafdeling i den ene ende af butikken. Her kunne jeg få strikke- og sytilbehøret opdateret, hvad der var nemmere end at ringe ind og bestille. Fru Kristoffersen var for øvrigt vældig flink til at sende et udvalg ud til os, så vi kunne bestemme, hvad vi ville købe. Hun havde også undertøj, natkjoler, børnetøj m.m. Et år havde hun det julestof , som stadig udgør vores juledug. Senere blev trikotageafdelingen indrettet som oste- og delikatesse del af købmandsbutikken, så juleturen afsluttedes stadig der, men nu med indkøb af julens gode oste.

Allerede i bussen fra Rønne spejdede mange øjne efter, hvordan flag og træer svajede i vinden. Og når vi stod på kajen i Svaneke og skulle ombord på “Elephanten”, anede vi, hvordan hjemturen ville blive. Hvis det tegnede til at blive en “møgtur”, søgte vi under dæk eller op i styrehuset. Nede i lukaf’et var der køjer og wc og en lille kabys. Her kunne de søstærke brygge sig en kop kaffe. Men de børn, som ikke var sejlglade, blev puttet i køjerne – så mange de kunne være i en køje. Så gjaldt det om at lukke øjnene og slappe af. På den måde havde man en chance for at nå hjem til øen uden for mange ofringer til vejrguderne. Jeg mindes en hjemtur med den gamle “Elephant”. Der var ingen wc. Kun et forhæng til et lille rum i forstævnen med et pumpekloset. De børn, som lå i de forreste køjer måtte døje med at høre på skvulpene fra klosettet, som ikke just beroligede de nervøse maver. Så der gik 2 af øens unge fiskere i rutefart op af lejderen med brækposerne, som vuggede som en perlekæde efter båden fra Svaneke hjem til øen. Midt i kaos sad Eva på 3-4 år og legede med nogle meget små plastikdimser, hun havde købt til sig selv. Jeg prøvede at overtale hende til at vente med udpakningen, til vi var hjemme, men uden effekt, og snart havde jeg andre opgaver, der var vigtigere. Hun legede, til vi var i havn, og fik navn for at være den søstærke i vores familie. En gang gik det dog galt. Da hun havde ord for at klare søen, uanset vindstyrken, fik hun lov til at stå i styrehuset ved siden af Harald. Det var rigtig møgvejr, men hun stod støt ved siden af roret – lige til vi sejlede gennem havneindløbet for at lægge til kaj. Så brækkede hun sig ud over Haralds sko og gulvet og var noget ked af det. Hverken Harald eller Alfred lod hende høre for den “lille” smutter. Martin 8-10 år var altid i styrehuset eller på dækket. Der kunne man klare meget sø, hvis man ellers kunne holde varmen. Lea døjede mest med søen. Hun stod ved rælingen bag styrehuset og prøvede at holde søsygen i ave. Selv om hun var godt klædt på, var hun hurtigt stivfrossen. Hun stod der med bedsteveninden, som var solidarisk i “ofringerne”. Til trods for disse kvaler, insisterede hun altid på at ville med på ture med “Elephanten”. Efterhånden voksede hun fra søsygen, men nok ikke kvalmen. Marie var søstærk som Eva. Hun kastede aldrig op, men insisterede på at sidde på motorkassen bag styrehuset. Var vejret roligt, sang vi ofte.

Var vejrguderne med os, fik vi en rolig, smuk tur hjem. Børnene kiggede dybt i slikposerne, og de voksne hyggede sig med en øl og måske en bitter. Vi stod ved rælingen og kiggede efter morild, og drengene stod i stævnen og spejdede efter fiskegrej og bøjer. Hvis der stod garn eller kroge på tværs af kursen, måtte skipper tænde projektøren, så vi kunne sejle langs med, til vi kunne komme igennem. Det var spændende, hvis der sad en laks i grejet og skinnede i vandet. Vi kunne se blinkene fra fyret blive klarere og klarere, og lige før havneindløbet kunne vi se ledefyret skifte fra rødt/grønt til hvidt lys. Vi var hjemme efter endnu en juletur.

7. december 2007
Jul i Ledøje

Som jeg husker julen fra omkring 1934, det var småt for mange mennesker dengang, det var de små gavers tid, men maden og bagninger blev der gjort lidt ekstra ud af i anledningen af julen.

Alle, som havde plads og muligheder for det, slagtede julegrisen i november – december måned. Det gav travlhed med at lave medister, blodpølse, rullepølse, og koge fedt af til at lave fedtegrever. Småkød og fedt blev kørt gennem kødmaskinen til fars, og de store stykker kød blev lagt i saltkaret, for der var ingen fryser dengang i 1934. Og hvis man havde ænder og gæs blev de slagtet lige inden juleaften.

Jeg tror ikke det var mange , der kom til København, for at se juleudstilling, og det var i hvert fald ikke alle der havde et juletræ hjemme.

Jeg kan huske købmand Klinke i Ledøje havde et udstillingsvindue i forretningen på Ledøje Bygade med juletræspynt og lidt legetøj. Der stod altid nogle børn fra byen og trykkede deres næser flade mod ruden.

Fra omkring 1938 lave min mor og far 4-5 julekurve med lidt julemad og julegodter, og dem bragte min bror og jeg ud til enlige gamle mennesker, som var alene. Min mor fik hjælp til at stoppe strømper til familien, for hun var for det meste i marken og passe grønsagerne. De fik også en kurv med julegodter.

Så kom juleaftensdag, de sidste ting skulle på plads. De familier, der ikke selv havde tid, eller ikke selv kunne stege anden, gik op til bageriet i Ledøje, hvor bageren klarede andestegningen i den store brødovn. Så hentede man anden, når man gik hjem fra kirke eller senere på eftermiddagen.

Indtil 1936 holdt min familie juleaften på Amager hos mine bedsteforældre, men senere blev det tradition at holde julen i Ledøje hos mine forældre. Dengang var kirken fyldt til sidste plads, halvdelen var folk på gennemrejse, for de syntes det var hyggeligt at komme i Ledøje Kirke. Det samme skete også i 1980- 1990, da jeg selv var graver ved kirken i Ledøje. Jeg har ofte spurgt folk om, hvorfor de kom netop her til Ledøje for at være med til julegudstjeneste. Og svaret har ofte været, at de selv som børn under krigen kom til gudstjeneste og ville give denne stemning videre til deres egne børn.

Tilbage til 1936

2. juledag var der bal på Smørum Kro for de unge mennesker fra kl. 20.00 til 2.00. Det var Smørum Idræts- og skytteforening der stod for ballet.

I Ledøje havde man en forening, der hed ”Hundredmandsforeningen”, jeg mener det var en forening man kunne få lidt sygehjælp i. Denne forening arrangerede juletræ for byens borgere i Ledøje Forsamlingshus 4. juledag kl. 19.00. Her dansede man om juletræet og sang julens sange. Bagefter fik alle børnene godteposer og juletræet blev plyndret for julepynt og godter, som derefter blev delt ud til alle deltagerne. Det blev til en helt del, for træet nåede helt op til loftet. Det sjoveste var, når træet skulle trækkes ud fra salen. Dengang var der en dobbeltdør i gavlen, og når de voksne trak træet ud, for alle børnene hen og trak træet ind i salen igen. Det vakte stor jubel blandt alle os børn. Vi ville ikke have festen til at stoppe.

Når træet endelig var kommet helt ud, blev der spillet op til en del sanglege igen. Ved 22- tiden blev der så spillet op til dans for alle deltagerne. Det var sjovt at være med til, for vi var 7 børn der lige var begyndt at gå til dans i Ballerup på Ballerup Kro, så vi fik også et par ”svingommer” på dansegulvet.

Det var et par erindringer fra min barndom i Ledøje.

(Kilde: www.ledoejebylaug.dk)

9. februar 2007