Sådan stiftedes den første forening i byen under den mørke krigstid. Foreningen var hovedsagelig for kvinder, selvom enhver kvinde og mand fra land og by kan opnå medlemskab, ja, sådan står der virkeligt i lovene fra Kolding Herreds Landbrugsforenings Husholdningskreds, som foreningen organisatorisk hørte under. Men i den gamle medlemsprotokol, er det nu udelukkende kvinder der dominerer, til gengæld optræder der 176 navne, hvoraf mange kan genkendes fra tidligere tiders virke i vort lokalsamfund.
Den stiftende generalforsamling blev afholdt i forsamlingshuset d. 23/2 1943 og fik en bestyrelse med: formand Helga Andersen, Egtvedgård, fru Mikkelsen , Egtved Skov, næstformand, Kirsten Bruhn, Egtved, kassere, fru Ingemann Petersen, Tågelund, Asta Jørgensen, Oustrup, Karen Hansen, Fuglsang, og frk. Helga Jørgensen, Hjelmdrup. De første møder drejede sig naturligt nok om forskellige demonstrationer, hvor man lærte medlemmerne at få så meget ud af de knappe råvarer, der herskede under verdenskrigen. Således om vask, pølsefremstilling, god mad til hverdag, partering af en gris osv. Disse møder kunne samle helt op til 250 deltagere, men det spillede sikkert nok også ind, at der ikke var så meget andet at mødes om dengang. Det første år havde man dog også en udflugt, som gik til Nybjerg Mølle, hvor egnens historie blev fortalt. Året slutter med et julemøde og 100 medlemmer var mødt op.
Året efter afholdte man sommermøde på Egtvedgård, og Helga Andersen blev fremhævet for sin tilrettelæggelse af festen, og der var indsamling af vinterhjælp til Finland. Ved generalforsamlingen I 1945 kunne formanden konstatere en betydelig nedgang af møder, da alle lokaler var beslaglagt af tyskerne, der var dog et sommermøde i anlægget med sang og taler. Efter krigen daler tilslutningen til møderne, og man prøver med nogle kursusdage for unge piger. Det giver en god tilslutning, det var også dengang der endnu var unge piger på enhver gård, og man kunne samle 25 – 30 til et kursus om madlavning og borddækning.
Efter krigen omhandler en del af møderne nu fortælling om rejser til Skandinavien, ja selv til Palæstina, og man har også besøg af bl.a. svenske gæster, der tages med på tur til Skamlingsbanken. Ellers er det de sædvanlige møder og kurser man gennemfører, dels i forsamlingshuset og dels på Højskolehjemmet i Egtved. En herlig genvisittur til Sallingboerne gjorde man i sommeren 1952, hvor 16 husmødre fik en overstrømmende gæstfrihed af deres værter. Ellers er der ikke de store udskiftninger i bestyrelsen og formanden, Helga Andersen fortsætter helt til 1957, hvor hun blev afløst af Laura Skov, Agnes Uldahl blev næstformand, og Inger Petersen valgtes som kasserer.
Sådan fortsætter den nu veletablerede forening sit virke, demonstrationerne neddrosles, og mere underholdningsprægede arrangementer tager efterhånden over. Man har en vellykket udflugt til den nye store Lego fabrik i Billund, besøger pottemagerkonen, og slutter på Hovborg kro. Her var der 36 deltagere. Efterhånden blev de fleste møder afholdt på Afholdshjemmet, således også generalforsamlingen i 1961. Samme år havde man også en vellykket tur til Uths dambrug i Spjarup. Her blev vi enige om at Danmark har lige så megen smuk natur og landskab som i udlandet, blot vi lukker øjnene op.
Helga Andersen bliver æresmedlem af Husmoderforeningen ved festen for foreningens 25 års virke i 1968. Kirsten Bruhn holder en lang festtale, til dels på vers, som gjorde stor lykke. Der var indbudt mange gæster, hvoraf en del var de gamle bestyrelsesmedlemmer. Alt i alt en fornøjelig og festlig aften, står der i protokollen. Mange holdt tale, og der var skrevet sange og givet underholdning af Barritpigerne, en fest man var både glad og stolt over.
Foreningens første formand gennem mange år, og æresmedlem, Helga Andersen, Egtvedgård. Året efter overtog datteren, Agnes Uldahl formandsposten.
Til vort æresmedlem Med øjet vendt mod syd og nord, et sind altid fyldt med milde ord, en trang til at virke og skabe stort, så stille du gik, og fik alting gjort.
Hjertelig tillykke og tak! Egtved husmoderforening
Karen Thomsen og fru Juhl udstillede i 1968 deres håndarbejder i skolen, senere startede et tilsvarende kursus og der afholdtes husmoderdag i Kolding.
Året efter havde foreningen besøg af en skønhedsekspert, som havde et utal af cremer og flasker med, som hun fremviste og forklarede om. Mødet var arrangeret gennem Tatol, og der var mødt mange, både unge og ældre. Bestyrelsen består nu af formand, Musse Jensen, Inger Madsen, Kirsten Sørensen, Anna Alminde og Inger Bruhn. Man holder nu møde på det nye Larsens hotel, og holder demonstration i skolekøkkenet. Fru Hylding fortalte om møblering og stoffer.
Efter storkommunen med de 8 sogne i Egtved kommune var dannet, forsøgte man et samarbejde med noget der blev kaldt Husholdningsudvalget, men det blev ingen succes i første omgang.
1971 havde man dristet sig helt til Samsø på en udflugt, og i to lokale busser fik man en fin rundtur på øen. Senere havde man et interessant møde om Irland, deres historie og mentalitet.
Men her kan der kun skrives et lille uddrag, af de 4 protokoller, som arkivet i Egtved netop har fået overdraget. Så vidt muligt bliver de navne nævnt, som optræder i foreningens bestyrelse.
I 1972 afholdt man et fællesmøde i den nye egtvedhal, hvor lurmarchen blev diskuteret. Vore medlemmer vil stå i nogle boder og sælge forfriskninger. Der var godt salg. Man hører om biokemisk mad ved et møde, men der kom kun 11 medlemmer. Året efter var alle indbudt til at besøge den nybyggede sparekasse. Den er virkelig imponerende, og Chr. Jensen fortalte om ægteskaber og pengeskabe på Larsens hotel, hvor vi senere blev beværtet. 80 deltog.
Man forsøger en modeopvisning i foråret 73 med stor succes, hvor der måtte dækkes flere borde, da vi kun regnede med 100 deltagere. Kurt Petersen bortloddede håndklæder og strømper. Ved generalforsamlingen dette år var der et overskud på 120 kr, og alle, Ruth Iversen, Dagny Nielsen og Kirsten Bruun blev genvalgt.
På grund af energikrisen er det tvivlsomt om læderkurset kan fortsætte, men ellers har der været god tilslutning til den og til porcelænsmaling. Sågar lysestøbning holder man nu kursus i. Møde om sommerens byfest og lurmarch.
For en gangs skyld er der nævnt i protokollen, at mændene var budt med, og en del havde efterkommet buddet. Der var i alt 57 til julemøde i forsamlingshuset med kulturelt oplæsning.
I marts 74 havde N.P. Johansen (Pimmer) indbudt os i deres nye lokaler på Aftensang, og vi fik fortalt om frysere , køleskabe og vaskemaskiner. Senere fortsatte mødet på hotellet. Ved generalforsamlingen på Tørring hotel nyvalgtes Karen Andersen og Petra Kristensen.
Sommerudflugt til Ribe og Højer tæppefabrik derefter til Løgumkloster. Senere på året til Sydslesvig og Middelfart, det ligner efterhånden mere og mere en underholdningsforening, men endnu er der rimelig tilslutning. Ved generalforsamlingen 1975 nyvalgtes Karen Friis, Vork i stedet for Kirsten Bruun. Formuen er på 2.782 kr.
Adventsmøde med Munch Andersen, og en dag på Balle ungdomsskole, hvor vi fulgte undervisningen. Nora Christiansen, St. Roed fortalte om sit arbejde med vanskelige børn. Ved generalforsamlingen 1976 i hallens cafeteria afgik Musse Jensen som formand og blev erstattet af Dagny Nielsen. Senere besøgte man plejehjemmet Egetoft, hvor Inga Haugland underholdt os.
1978 går udflugten til Fanø i strålende sol. Petra Christensen afløses af Minna Skov. Fru Munch Andersen vælges også ved generalforsamlingen dette år. Så er der et spring inden protokollen fortsætter med adventsmøde og senere et møde med Ester Folkmann, Tågelund, der fortalte og viste lysbilleder fra Indien fra deres 2 årige ophold der. Velbesøgt møde med dr. Windfeld, Kolding om kvinders overgangsalder, På årets generalforsamling nyvælges Aase Jøker. Asger Thomsen inviterede medlemmerne til hans nye forretning og var vært ved en kop kaffe.
Der er såmænd ikke de store udskiftninger i husmoderforeningens bestyrelse. 1980 kommer Ingrid Andreasen ind i stedet for Karen Andersen i 1980, hvor man fik afholdt en stor manequinopvisning i forsamlingshuset. Stor lykke gjorde fru Endrups brudepigekjole og brudesvendenes tøj, som børnene fremviste. 220 betalende gæster. I juni var der aftentur til Nybjerg mølle i skønt vejr. Vi fik møllens historie, og hørte om biodynamisk produktion. Et lille museum i tilknytning til møllen beså vi også. Senere hos Ase Jøker til kaffe, en dejlig aften, hvor vi var 60 damer.
Der var snestorm, da Knud Bruhn havde indbudt til at fortælle om maling og tapet, og ved bestyrelsesmøde hos Bodil Timmermann besluttede vi at hjælpe ved servering på flygtningedagen i Egtved. Samme år var der besøg hos dem hjemme på Oustrupgård, hvor vi så deres spændende nye stuehus. Senere var de også vært ved kaffen, og Bodils far fortalte om sit ophold på Malta som fåreavlskonsulent. 80 havde efterkommet indbydelsen. 1982 nyvælges Erna Andersen, Bodil Timmermann og Signe Clausen til bestyrelsen.
Fra 1982 begynder man at mærke et skift for den gamle forening. Det er som om en forening kun for kvinder ikke er bare lykke, men foreløbig maser man da på og får også gode sammenkomster men noget sker der alligevel. Man prøver hele to gange at skifte navnet Husmoderforening ud, men i det lange løb går det mod slutningen, som hos så mange foreningers. Ved generalforsamlingen 1982 sættes kontingentet op til 20 kr., det har hidtil kun været på 15 kr.
40 års jubilæet bliver fejret, men sparehensyn gør at bestyrelsen selv trækker i arbejdstøjet. Og der er stadig smil og optimisme at spore.
Erna Andersen, der har været meget involveret i gymnastikforeningen vælges til formand i 1983. Bodil Timmermann meddeler, at hun træder ud af bestyrelsen og erstattes af Marie Thomsen. Året efter træder hun ud, og i stedet vælges Ruth Jensen Og ellers planlægger man nogenlunde et program som tidligere i foreningen. Lilly Ravn bliver nyvalgt 1985, og året efter vælges Agnes Brøchner. Der afholdes stor mannequinopvisning i Egtved 1987, hvorfra nedenstående foto stammer.
1988 havde man et godt møde om kommunens hjemmehjælp ved Anne Marie Martinsen. Mange spørgsmål og hjemmehjælpergruppen fra Bredsten underholdt.
Formanden, Erna Andersen dør ret pludselig 2. feb. 88 og suppleanten Esther Toft indtræder, og Ruth Jensen erstatter Erna som formand. Men allerede ved næste generalforsamling vælger man Aase Jøker til ny formand. Der er møde hos Vingstedcentret hvor Teilmann fortæller, og senere er der udflugt til Clausholm slot, på hjemturen besøges musikhuset i Århus.
I 1989 vælges Ingrid Andresen og Mona Høberg som nye medlemmer i bestyrelsen. Som noget nyt afholder man skriftlig valg. Der er stadig 156 betalende medlemmer.
Mindre ture finder stadig sted, og Mona Høberg afholder et velbesøgt møde med madopskrifter.
Så skifter man navnet Egtved Sogns Husmoderforening ud med Egtved Husholdningsforening ved generalforsamling i 1990. Man mener det nye navn er mere tidssvarende. Signe Clausen er nu næstformand, Esther Toft kasserer og Agnes Brøchner sekretær. Desuden sidder Lilly Ravn, Ingrid Vestergaard og Ingrid Andreasen i bestyrelsen. I foreningens program er der annonceret 6 møder i årets løb. 1991 tager foreningen på teatertur til Århus, man holdt en Vise-cafe aften i forsamlingshuset, og begynder at udsende et medlemsblad.. Ingen udskiftning ved generalforsamlingen.
Man er nu begyndt at holde møder på Overgården i Egtved, som er blevet Aktivitetscenter for ældre-Søndagscafe er blevet meget populært og går på skift mellem foreningerne. På bestyrelsesmøde bliver det fastslået, at ikke-medlemmer er afskåret fra at ringe til konsulenten for at få et råd. Hermed er den 3. protokol udskrevet, men der ligger en scrapbog, som begynder med årstallet 1999, men nu hedder foreningen Familie & Samfund. Bestyrelsen består af: Birgit Gandrup, Grethe Thomsen, Mona Høberg, Karin Rasmussen, Kirsten Knudsen og Hanne Dahl.
Deres første møde er en søndagscafe på Overgården med Jens Tune Andersen, der vil fortælle om Grønland. På programmet er også sat Erhard Jacobsen, men han må desværre aflyse på grund af sygdom – andre møder er dog også programsat i årets løb.
Bustur til Cirkusrevyen i år 2000
I 2000 tager man på tur til Cirkusrevyen, og besøger Karen Blixen museet i Rungstedlund.
Familie & Samfund tager et nyt emne op. Det hedder læsergrupper, hvor man mødes en gang om måneden og diskutere en bog som deltagerne selv har valgt. Det er en stor succes, udtaler Kirsten Knudsen, som er kontaktperson for gruppen.
Sigfred Pedersen Aften på Overgården
Ellers holder man modeaften, holder vinforedrag og en aften med Jeppe Aakjær i forsamlingshuset. Søndagscafe med forskellige til at underholde, er også på programmet de næste år.
Det sidste møde handler om kvinder i politik, men nu er tiden også ved at rinde ud for den gamle forening. Man har prøvet at slå sig sammen med den tilsvarende forening i Starup sogn, men åbenbart er det ikke rigtig lykkedes at fortsætte.
Det allersidste i scrapbogen fortæller om et julearrangement, hvor man spørger om julefrokosten trænger til lidt fornyelse. Det spørgsmål står sikkert endnu åbent.
Hjelmdrupvej etableres. Egtveds gamle rytterskole ligger til højre i baggrunden.
Vejen stik øst fra Egtved mod gårdene Ballesgårde, Hjelmdrup, Borlev og videre mod Gravens er ikke så gammel. Der findes et gammelt foto på arkivet, hvor vejen bliver etableret som beskæftigelsesarbejde ved håndkraft i 30’erne. Billedet er taget ud for den gamle rytterskole i Egtved, men i dag er vejen blevet meget benyttet og trafikeret, og der køres langt hurtigere end de skiltede 40 km ved skole, hal og børnehave. I gamle dage må der dog også have foregået en del trafik, men det har åbenbart været uden en egentlig vejbelægning.
Gårdene øst for byen har dog altid været noget af den bedste bonitet og hartkorn, og imellem Ballesgårde og Hjelmdrup, boede engang den ret så navnkundige Hjelmdrup smed, der var kendt viden om og blev besøgt af utallige i 18-hundredtallet, som søgte helbred for deres mange forskellige skavanker – ”den tids kloge Mand.”
På kortudsnit fra 1920, vises kun en stiplet markvej mod Hjelmdrup.
Hjelmdrupgård, også kaldet Kaptajnsgården på et gl. foto
Hjelmdrupgård var i mange år et Enemærke, dvs. at det var en selvstændig gård, der var udenfor det almindelige fællesskab i gamle dage, og der findes mange dokumenter gennem tiderne om gårdens ejere og drift. I ryttergodsets tid fra 1680 til 1765 var gården en selvejergård, den havde dog kun få rettigheder frem for fæstegårdene, der var almindelige engang her på egnen.
I Egtved kirke hænger en mindetavle med indskriften: Anno 1622 lod ærlig og velagtet mand, Jens Rasmussen, Kaptajn i Hjelmdrup, denne tavle stafere og bekoste over sin Hustru, Bunder Jensdatter, som døde 1619, til Minde over hende og tvende Småbørn. Gud give dennem tilsammen en glædelig Opstandelse, og det evige Liv.
Det gamle stråtækte hus i Hjelmdrup med smeden udenfor. Huset er for længst nedrevet.
Gården var i rytterdistriktes tid hjemsted for en kaptajn af rytteriet, der havde hjemme på Brakker Nygård, og var kongens stående garde på Koldinghus. De fleste større gårde havde dengang en rytter boende og havde derfor også visse rettigheder med hensyn til skat. Hjelmdrupgård fik i folkemunde derfor også sit navn Kaptajnsgården fordi rytterne hørte til der, når de da ikke var ude i krig. Det var de nu ulykkeligvis næsten stadig under Christian d.4, og kongen fik også lavet en lille krudtfabrik i Borlev, men det er en helt anden historie, som befolkningen havde meget bøvl med, særlig under svenskekrigene.
Hjelmdrupgård, Egtved
Hjelmdrupgård fik også stjålet en hel del sølvting i 1714 af nogle svenske ryttere. Mærkværdigvis dukkede nogle af de forsvundne sølvting op for få år siden på et svensk museum. Gården har i et par århundrede været i samme families eje, helt siden auktionen fra ryttergodsets tid, da gården blev delt mellem de andre gårde, der senere var kommet til i byen Hjelmdrup.
Herunder følger et gammelt bønneskrift fra de Hjelmdrupbønder til sogneforstanderskabet i Egtved. Inden kommunalreformen, der gav sognerådene mere magt og indflydelse, var det de lokale bønders pligt at vedligeholde kommunevejene, og der var altid udpeget hvor mange favn hver matrikel var fælles om at udbedre, men her i Hjelmdrup, følte de åbenbart, at de nu var blevet pålagt at lave en helt ny vej hen imod Borlev og Gravens i Starup sogn. Hvordan udfaldet blev, er der desværre ikke noteret noget om på arkivet i Egtved, men det har vel også været en stor udgift og ulejlighed, hvis der vitterligt var tale om en helt ny vejføring, som beboerne hævder.
Hjelmdrupgaard 1845
Brev angående en vej mellem Hjelmdrup og Borlev
Undertegnede beboere af Hjelmdrup by i Egtved sogn vover at henvende os til Deres højvelbårenhed, da vi anser os i høj grad forurettet ved det, er pålagt os, at istandsætte, eller snarere at bane en vej fra Borlev by gennem Hjelmdrup Skov til vores by i Hjelmdrup.
Sogneforstanderskabet har nemlig besluttet, at en sådan vej skulle sættes i farbar stand for Spjarupbeboernes skyld, men lige så rigtig, som denne beslutning er, ligeså urigtig og ubilligt er det, at pålægge otte beboere i sognet, thi flere mulige er vi ikke i Hjelmdrup by, som før efter billighed har deltaget med sognets fem bys beboere i vejenes vedligeholdelse at istandsætte dette vejstykke, der er hen ved 1000 favne i længde, og foruden, at det overalt skal indgrøftes, skal trærødder på flere steder opryddes og lægges tre stenkister. Thi har nu som en følge af det, vi anså dette arbejde for uoverkommeligt for os at udføre alene, anmode beboerne i Egtved om at hjælpe os med istandsættelsen af vejen denne gang mod, at vi så herefter holdt den ved lige.
Vi har ladet sagen stå hen, indtil vi forleden dag blev underrettet om, at sognefogeden i Egtved havde fået ordre til på vor bekostning at istandsætte vejstykket. Af den grund er det, at vi nu underdanigst vover at henvende os til Deres højvelbårenhed, og bede Dem at tage de anførte omstændigheder i betragtning, og vil foranstalte, at sognets øvrige beboere må hjælpe os med istandsættelsen, da vi ikke her er i stand til på denne årstid alene at lægge vor arbejdsdrift til side, og på ingen måde kunne undvære den pengesum, som vejens istandsættelse ville koste, hvis det skulle ske med lejede folk på denne tid, da enhver nu kan få arbejde nok, og daglønnen følgelig er langt større end ellers.
Hjelmdrup by den 8 juli 1845
Underdanigst Anders Sejersen og de øvrige 7 navne, der er omtrent ulæselige.
Mindevers over afdøde Anders Sejersen,
Født i Ure 5 august 1817, død i Hjelmdrup 26 december 1873.
Hvil i Fred min Mage Kjære i Guds klare Himmerig Gid Gud vil mig nådig være, at jeg samles hist med dig. Længe vi tilsammen vandre, delte kjærlig vores Kaar. Giv til sidst vi med Hverandre, der et Hjem i Himlen faar.
Nu ej mere dit Faderhjerte, leder dine Børn her. Men det lindre skal vor Smerte, Mindet om vor Fader Kjær. Hav Farvel vor kære Fader, Minder i vort Hjerte bor. Gid vi hisset med dig Glade, samles blandt Guds Englekor.
(Afskrift bl.a. fra Lokalhistorisk arkiv i Egtved af Lars Peter Lund)
Der er sikkert ikke mange, der i dag husker den bedrøvelige skikkelse, Miss Florens, men for mange år siden var hun en kvinde, man både lo og havde vel også lidt ondt af. Hun optrådte med en uhæmmet foragt for alle traditioner, og havde en komplet mangel på selv den mest elementære kunnen for hverken dans eller melodi.
Miss Florens døbenavn var Jeppine Kristine Hansen, hun blev født den 3. marts 1891 i Egtved Sogn. Kirkebogen fortæller, at den lille Jeppine blev hjemmedøbt, men derefter fremstillet i kirken den 26 april. Faderen var Hans Nissen Hansen, og moderen, Ane Marie Jensen, der var 29 år. Faderens stilling var smed og indsidder, og fadderne var Hans Mikkel Hansen i Bøgvad og Kristian Hellum i Nybjerg Mølle.
Dyrehavsbakken
På Dyrehavsbakken blev hun en af de store stjerner i 1930’erne, 40’erne og 50’erne. Primaballerinaen trak fulde huse på varietéer, især på Sommerlyst, når hun med sin meget karakteristiske (og ikke helt rene) sangstemme (næsten) dansede tåspids i lette gevandter og endte i spagatlignende stilling, hvorfra hun gerne skulle hjælpes op.
Helt indtil hun blev 60 år, kunne hun gå i spagat, men aldrig særligt yndefuldt.
I 1933 fik hun engagement ved Sommerlyst på Dyrehavsbakken, også selvom hun på det tidspunkt var ældre end den vanlige pensionsalder for danserinder. Igennem tre årtier var hun det helt store trækplaster som “førsteballerina” ved forskellige varietéer på Dyrehavsbakken. Udenfor sæsonen blev det til gæsteoptrædener i provinsen, hvor hun blandt andet dansede “Svanens død” til Hawaii-musik. Men som oftest måtte hun tjene til dagen og vejen som rengøringskone og opvasker ved københavnske restauranter.
Sang og dans
Miss Florens var kendt for, og trak fulde huse med sin ikke helt rene sangstemme. Hun dansede på tåspidserne i let påklædning, og endte som oftest i spagatlignende stillinger, som hun skulle have hjælp til at komme op fra. Hun mente dog selv, at hun var en glimrende sangerinde og en fremragende danserinde. Hun sang bl.a. “Fy Fræ’rik”, “Klokkerne ringer til ave” og hendes kendingsmelodi “Eva, ta’ jaketten a” – de mange dobbeltbundne anmeldelser, hun også fik, forstod hun vist næppe.
I cirka 30 år optrådte gøglerinden, det var dog med en falsk og en ret hæslig pibende stemme fortalte man. Forkert sminket og hendes dans – hvis man kan kalde det sådan – røbede, at hun dog må have haft et vist kendskab til ballet. Efter eget udsagn havde Miss Florens taget undervisning hos kgl. solodanser John Andersen, og hun mente selv hun var en absolut attraktion.
Ukronet Dronning
Miss Florens døde som 65-årig og ligger begravet på Bispebjerg kirkegård i København. Ved begravelsen talte præsten dog kun om den ukendte frøken Hansen, og Miss Florens blev ikke nævnt med et ord. Det ville sikkert selv have skuffet hende utroligt, for hun troede ikke på noget tidspunkt, at hun selv var en parodi. I egne øjne levede hun som en ukronet dronning, også selvom hun til sidst måtte tage til takke med at bo på et kvindehjem.
En lidt tragisk Egtvedpiges skæbne.
Publikum var måske ikke så kræsne engang.
I hvert fald kom der mange tilhører til Miss Florens optræden.
Kilde: De fleste oplysninger stammer fra en gl. bog om gøglere i Danmark. LPL
Traditioner og forberedelser til julens højtid er ret så faste og ændres ikke synderligt gennem tiderne. Det bekræftes til fulde gennem de små beretninger her, hvor en skoleklasse har opfordret deres bedsteforældre til at skrive om deres barndoms jul. Læg f.eks. mærke til hvor stort et indtryk julegrisens endeligt har sat sig i barnesindet. Det er næsten også det samme ritual, de samme forberedelser og forventninger, men fortalt med forskellige formuleringer og selvfølgelig forskellige vilkår. Der fortælles om slagtning, bagning, oprydning og de mange gøremål op til juleaften, om julemåltidet og juletræet, de beskedne gaver i forhold til i dag, og om de lege og gæstebud, der også hørte julen til for 70-80 år siden. Men der er så sandelig også mange lighedspunkter til de juletraditioner, vi stadig dyrker og elsker i dag. Det kan måske undre, at julepost ikke bliver nævnt. Jeg tilhører samme årgang, og i min barndom var skrivning af julebreve og kort noget der optog os en del tid i familien inden jul, og med stor forventning modtog vi så til gengæld selv mange hilsner til jul fra familie, venner og bekendte. Det er nu gået en del tilbage gennem årene, fordi mail og personlig kontakt har overtaget mange af datidens julebreve og kort. Men læs her bedstemødrenes og et par enkelte bedstefædres erindringer om deres barndoms jul, som Astrid Wandel havde samlet for ca. 10 år siden til en 2. klasse. Nogle af bedsteforældrene havde sat deres navn under deres indlæg, de er her udeladt sammen med enkelte passager og enkelte små redigeringer. – Lars Peter Lund
Jeg boede på en mindre landbrugsejendom, der lå tæt ved kirken gennem hele min barndom. Juleforberedelserne startede gerne den første søndag i advent, hvor der var juleudstilling nede i byen, det var noget vi glædede os til. Forretningerne lå jo dengang nede i Søndergade og Vestergade, nogle få i Østergade og Dalgade, og de gjorde et kæmpearbejde for at få den flotteste udstilling. De startede lørdag aften når der var lukket. Så blev der hængt brunt papir for vinduerne, så ingen kunne se, hvad der blev lavet, og så blev der ellers pyntet på livet løs, især gartnerne, købmændene og legetøjsbutikken gjorde et stort arbejde. Jeg husker især gartnerens udstilling, det var nok den flotteste og handlede gerne om H. C. Andersens eventyr, der gjorde et stort indtryk på mig. Den lille pige med svovlstikkerne, hvor der var bygget et lille hus med lys i vinduerne, og hvor den lille pige sad udenfor i noget kunstigt sne med sine tændstikker og frøs. Gaden i udstillingen og pladsen udenom huset var belagt med grus, af mos og grene var lavet buske og træer, så det fyldte hele udstillingsvinduet.
Hans og Grethe, var et af de andre eventyr, der blev brugt et år. Der var anlagt en hel skov, og der lå Pandekagehuset med rigtige pandekager som tag. I eventyret om Tomme Lise stod den lille pige ude i søen på åkandebladet, og det var en rigtig sø med vand og masser af siv og mos omkring.
Hos en købmand var hele gulvet fyldt med sukker, mel og andre varer, som var smukt opstillet, og i vinduet var to rigtige gamle dukker fra ca. 1900 sat omkring et bord, hvor de drak kaffe. De var mekaniske, hvad der var ret usædvanligt dengang, og de sad og nikkede og åbnede og lukkede munden, som om de også snakkede.. Legetøjsforretningen var vel nok den der interesserede os børn mest, så kunne vi se hvad nyt legetøj vi kunne ønske os, vi kendte nemlig ikke til reklameblade dengang.
Søndag midt på eftermiddagen blev papiret så taget fra vinduerne, og vi skulle ned i byen for at se udstillingerne. Der var vel ca. 40 butikker dengang i Egtved, jeg kan ikke huske, at der var nogen julemand, men vi gik og så på alle udstillingerne og fandt ud af hvad vi skulle ønske os til jul. Alt den flotte pynt skulle så ryddes op, så der kunne komme folk i butikkerne mandag morgen, det må have været et stort arbejde og lange arbejdsdage for dem der havde butik, de må nok have taget natten med.
Når vi kom hjem fra byen blev adventskransen tændt, og vi sad alle sammen og sang et par julesalmer, jeg tror vi kunne dem udenad, for det var kun lysene fra kransen, der var tændt.
Så kom hverdagene igen, og der skulle bages, slagtes gris, vaskes storvask og gøres rent. Når vi slagtede, var det os børn, der skulle røre i blodet fra grisen, vi var ikke mere end 7-8 år, da det blev os betroet, og der skulle røres i en lille halv time, inden blodet var blevet koldt. Når det blev blandet færdigt blev det hældt i tarme, bundet og kogt i gruekedlen og opbevaret i kælderen, vi havde ingen køleskab endnu, og når vi skulle have blodpølse, blev de skåret i skiver og stegt på panden og serveret med sirup og æblemos. Jeg kan ikke lide blodpølse, men måtte spise det alligevel, ellers fik jeg ingen mad!
Det tog 2 dage, før vi var færdige med at slagte, grisen var jo meget større end en slagtegris nu om dage. Noget af kødet kom i et stort saltkar, og noget kom ned i andelsfrysehuset, hvor vi havde en boks. Frysehuset er jo i dag mødelokale for jagtforeningen.
En uges tid før juleaften blev der vasket storvask. Vi lejede en vaskemaskine, og så vaskede vi en hel dag, man startede med at sætte tøjet i blød med vand tilsat soda, der stod det natten over, så kom tøjet op i gruekedlen og blev kogt, inden det kom i vaskemaskinen. Derefter skulle tøjet skylles ved håndkraft og siden hænges op på loftet for at tørre. Der hængte det et par dage, før vi tog det ned for at få det strøget og rullet. Vi børn måtte altid trække rullen.
Vi skulle også hjælpe med at køre roer ind til køerne, der skulle køres så mange ind, at der var nok til efter nytår. Selv om jeg gerne ville hjælpe far ude i marken og i stalden, var det nu mange gange et koldt arbejde om vinteren og vi havde ikke så godt tøj som nu om dage. Jeg fik først lange bukser da jeg blev 12 år, ellers gik jeg i kjoler, og dengang var der mere sne og frost, end i dag.
Juleaftensdag var jeg til gudstjeneste i kirken sammen med far, han sad altid brandvagt ved de 2 store juletræer, som stod oppe ved koret med levende lys tændt. Min farfar og faster var begge kirkebetjente, så vi kom altid meget i kirken for at hjælpe dem. Når far kom hjem fra kirken, skulle han i stalden for at fodre og malke køerne, mor lavede mad, og vi børn var meget spændte på hvad mon vi skulle have i julegave. Farfar og faster kom for at fejre jul sammen med os.
Når vi havde spist skulle der først vaskes op, og vi måtte ikke komme ind i stuen, før det var helt færdigt – da så vi juletræet for første gang.
Hvad jeg fik i julegave kan jeg huske nogle enkelte ting fra barndommen. Et år fik jeg et dukkehus, som min far og mor selv havde lavet af gamle trækasser, som de havde fået af bageren. Mor havde syet gardiner og malet huset, farfar og faster havde givet møbler til dukkehuset. Min storebror fik en bondegård også lavet af de samme trækasser. Et år fik jeg en dukke lavet af gummi, det var noget helt nyt at få lavet dukker af, den første dukke, jeg havde var lavet af klude, og så kunne man købe et hoved til at sy på – en sådan havde jeg i mange år.
Juledagene blev brugt til at kælke eller løbe på skøjter, når der var frost og sne, men det var der nu tit. Vi kælkede omme bag kirken på de bakker, hvor omfartsvejen nu er. Det var fars jord, og der kom mange af byens børn, vi var tit 20-30 børn samlet. Jeg måtte ikke stå på ski eller skøjter, fordi jeg havde dårlige ben, men far fik en tømrer til at lave en stor kælk til mig. Vi kunne sidde fire børn på den, og så gik det i vældig fart nedad, men slæden var meget tung, så vi skulle også være to til at trække og to til at skubbe, når vi skulle op igen.
Efter nytår, og inden vi skulle i skole igen, var vi rundt hos naboerne for at plyndre deres juletræ. Først dansede vi om træet og sang et par salmer, derefter tog vi al pynten af og konen lagde det i kasser til næste år. Vi var vel en 8-10 børn samlet, og når vi var færdige fik vi saftevand og slik, inden vi gik hjem igen, og så var den jul ovre.
Det første jeg husker, er at vi skulle slagte gris lige før jul. Vores nabo kom for at hjælpe med at holde den store gris, mens slagteren stak den i halsen, jeg gemte mig imens det skete. Blodet løb ned i en spand med lidt koldt vand, og der skulle røres i det, indtil det blev koldt, og så skulle det sies. Bagefter kom der lidt mælk, rugmel, rosiner og spækterninger i sammen med kanel, salt, sukker og nelliker. Slageren havde så gjort tarmene fra grisen rene til blodpølser og medister.
Vi havde i forvejen kogt vand i gruekedlen, det skulle bruges til at skolde grisen, så de stive hår kunne skrabes af. Bagefter blev grisen hængt op i hanebjælken ude i laden, det var her det hele foregik. Blodpølserne blev kogt i gruekedlen, min mor havde lagt noget halm på gulvet i bryggerset, og efterhånden som pølserne blev kogt, blev de lagt på halmen. Næste morgen fik vi blodpølse med sukker og sirup, måske også fedtegrever, det smagte dejligt!
Min mor havde travlt med at gøre rent og bage, køkkengulvet skulle skures og ferniseres. Et år var brunekagerne så hårde som sten, dejen kunne snart ikke rulles ud, jeg tror hunden fik det meste, og sikke en mavepine den fik.
Vores juletræ fik vi hos naboen, mor pyntede træet lillejuleaften, og mor lavede hvert år et par tøfler til far, juleaftensdag syede hun det sidste, imens far var i stalden.
Juleaften fik vi flæskesteg og risalamande, og før vi spiste blev der sunget et vers. Jeg fik ikke så mange gaver, en fra far og mor, en fra mine bedsteforældre og en fra farbror Søren i København. Jeg var altid spændt på gaven fra ham. Vi gik ikke rundt om træet, for vi var kun os tre, jeg havde ingen søskende, så vi kunne slet ikke nå rundt om træet.
Hen på aftenen gik far og jeg ud i stalden for at se til dyrene, de fik lidt ekstra hø og halm, og vores katte fik også lidt lækkert.
Juledag kom vores nabo til morgenkaffe, og hen på formiddagen kom et par af mine forældres venner ind, når de kom fra kirke, de fik et glas og småkager.
Mine skole- og legekammerater Doris og Frida kom en af juledagene for at se mine gaver og fortælle, hvad de havde fået. Der var visse ting, man ikke måtte lave i juledagene, det var blandt andet at strikke og sy, så sagde man, at man kunne få en bullen finger. Men tiden mellem jul og nytår var en dejlig tid, vi havde gæster og familien kom på besøg. De kom i hestevogn, og hvis der var sne, kom de i kane. Vi kørte også i hestevogn, når vi skulle i byen, en jumbe, som var en tohjulet vogn med én hest for. Den brugte vi, når der var for langt at cykle. Når vi skulle hjem, gik det altid hurtigst, for hesten kendte vejen og ville gerne hjem i stalden. Min far fik først kørekort og bil, da han var blevet 50 år. Jeg har ingen billeder fra julen, da vi ikke havde noget fotografiapparat.
Morfar vil her fortælle lidt om julen da jeg var barn. Jeg er født 1933, og er nr. 5 af en søskendeflok på 10, og det vil sige, at jeg var barn under krigen, hvor jeg var 7 år, da tyskerne d. 9. april 1940 besatte Danmark. Jeg husker tydeligt, da tyske flyvemaskiner fløj så lavt, at trætoppene svajede, og jeg blev så bange, at jeg kastede mig ned på jorden ude på gårdspladsen.
Men vi mærkede ellers ikke meget til krigen i de fem år, vi var besat af tyskerne, selvfølgelig var der mange ting vi ikke kunne købe, eller varer der var rationeret. Vi skulle have rationeringsmærker med til Brugsen og til bageren for at kunne købe noget, og tøj var der ikke meget af.
Men nu til juleforberedelserne, som jeg har lovet at fortælle om. Sidst i nov. kom hjemmeslagteren, som hed Peter Jensen cyklende, han havde knive, sav og kødhakker på bagagebæreren. Far hjalp slagteren, og grisen fik et reb i munden og blev slæbt ud i gården, hvor den blev lagt op på et trækar, der lå med bunden i vejret. Her fik den benene snøret sammen så den ikke kunne sparke, og slagteren stak den, mens den ”skreg som en stukken gris”.
Vi stod inde i stuen og så på med fingrer i ørerne, og mor var ude at røre med grydeske i blodet. Der blev lavet blodpølser, medisterpølser og leverpostej, og af hovedet blev der lavet sylte. Noget af flæsket blev saltet og noget røget, og en del af kødet blev henkogt i glas, vi havde ikke fryser eller køleskab dengang, kun et flueskab med net i spisekammeret.
Til jul blev der bagt brunekager, vaniljekranse, jødekager og hvide og brune pebernødder. Der blev kogt klejner og lavet konfekt og flødekarameller. Til juletræet flettede vi hjertekurve og lavede stjerner, vi klippede engle af hvidt karton, og mor lavede roser af rødt og hvidt crepepapir, hun brugte en strikkepind til at krølle blomsterbladene og roserne blev bundet med tynd ståltråd.
Juletræet blev pyntet d. 23. dec. efter vi var kommet i seng, og vi så først træet d. 24. når vi havde spist julemaden, som var flæskesteg og risalamande. Så blev der sunget om juletræet af julens dejlige salmer, vi havde aldrig besvær med at nå rundt om træet. Når vi havde sunget, læste far juleevangeliet og vi sang et par salmer mere, inden gaverne blev delt ud. Vi fik ikke så mange gaver, som børn får i dag, og ofte var det bløde pakker, et par vanter eller en stikket trøje, eller noget tøj, der var omsyet af en gammel frakke til plus four eller en jakke, mor var god til at sy.
En julegave jeg særlig husker, var en lastbil jeg fik da jeg var 5 eller 6 år. For at kunne køre med lys på bilen, fik jeg sat et par julelys fast på forskærmene, og så gik det ellers rundt i stuen. Men der gik det helt galt, jeg var kommet for tæt på gardinerne, pludselig stod gardinerne i lys lue, min storebror var dog hurtig i vendingen, han for ud i køkkenet efter en spand vand, så det var kun gardinerne, der brændte. Så pas på med levende lys i julen siger morfar.
Jeg er Svends farmor, og jeres lærer Astrid har bedt mig fortælle om, hvordan vi holdt jul dengang jeg var en lille pige. Jeg er født på en bondegård i Vestjylland i året 1935. Da jeg var 4 år kom tyskerne herop og ville bestemme over os her i Danmark, og der var krig i en stor del af verden. Det betød, at vi ikke kunne komme til at handle med andre lande, så vi kunne ikke få appelsiner, bananer, mandler og marcipan, som vi gerne ville have til jul. I en stor del af min barndom var det sådan, når jeg husker tilbage på den tid.
Min barndomsgård hed Skrebsgård, og det var en firlænget stråtækt gård med et ekstra hus til hønsene østen for gården. Vi havde alle slags dyr: køer, heste, grise, får, høns, en hund, mange katte, duer og kaniner. Stuehuset var ret langt, til havesiden var der 11 vinduer, og til gårdsiden 9 vinduer og 2 indgangsdøre.
Noget af det vigtigste, der skulle gøres op til jul, var at få slagtet julegrisen. Jeg kunne ikke li’ det, og ville ikke vide, hvilken gris, der skulle slagtes. Hjemmeslagteren startede med at få kaffe i køkkenet, og mor havde en masse kogende vand parat. Så gik far og slagteren i stalden – nu vidste jeg at det måtte ske – grisen skulle stikkes, så blodet løb ud og grisen døde. Imens lukkede jeg køkkendøren helt op, så der blev en trekant bagved, og der stod jeg, indtil min mor kom og sagde, at nu kunne jeg godt komme ud, for nu var det overstået. Så var jeg glad igen, og kunne komme frem og gøre mit arbejde med at røre i blodet indtil det var næsten koldt. Så kom mor forskellige ingredienser i, så det kunne blive til blodpølser, der blev kogt i gruekedlen, den blev ellers brugt til at koge vasketøjet, når der var storvask.
Vi lavede rullepølse, spegepølse, medister (puha, det blev puttet i grisens tarme) ganske vist med vrangen ud. Der blev lavet fedt og fedtegrever, lungepølser og lagt flæsk i saltkar og noget af kødet blev henkogt. De store flotte baglår blev sammen med spegepølserne sendt til røgning, baglårene er det man kalder skinke.
Der skulle bages til jul, vi havde godt nok en bager, men han boede 3 km borte. Det var en selvfølge at vi selv bagte undtaget rugbrød. Vi bagte franskbrød, sigtebrød, julekage, lagkagebunde, og en masse småkage, der havde de sjoveste navne, som Stines brød, ingenting og jødekager, men også de i dag kendte vaniljekranse, brune kager og pebernødder. De sidstnævnte spillede vi om, vi havde en snurretop med fire sider, hvor der på hver side som vendte opad stod, om man skulle aflevere eller modtage pebernødder. Vi lavede også marcipan, men det var kunstig og en erstatning for det rigtige, som vi ikke kunne få under krigen.
Vi fik gåsesteg og risalamande, det stod helt fast som juleaftensmad. Gåsen blev sat i ovnen midt om eftermiddagen inden vi gik i kirke. Det var ikke altid far var med, han undskyldte sig altid med kreaturerne, som skulle fodres og malkes. Vores tjenestefolk havde nemlig altid fri juleaften, hvis de selv ønskede det.
Vi havde altid et stort flot juletræ, som blev fældet i naboens skov, og som vi selv hentede. Det blev pyntet med stearinlys, engle, papirsroser, glaskugler, flag og englehår der fik det hele til at skinne. Juletræet var altid rødgran som hurtigt taber nålene inde i varmen, men vi havde en varm stue, som vi altid brugte, og så en kold stue, som kun blev opvarmet, når vi havde gæster. Herinde stod træet og kunne nok holde på nålene til efter jul. Juleaften tændte far træet og vi sang og dansede om træet, de samme julesalmer som synges i dag. Så fik vi gaver, alle fik mindst én gave, men vi børn fik en 3-4 stykker, men de var ikke nær så dyre, som de gaver børn får i dag. Alligevel kan jeg huske, at jeg et år fik en ret så fin dukkevogn, jeg havde i forvejen en dukke, men den havde jeg selv sparet op til. Et år fik min bror et ingeniør sæt, et andet år en dampmaskine, den var så spændende, at hele familien kom alt for sent i seng den julenat.
Første juledag skulle vi gerne på besøg hos mine bedsteforældre, de boede på Holmsland, 28 km. væk. Far spændte vores bedste hest for jumben, og hele familien, far, mor og fire børn kørte af sted. Hesten havde en lille klokke sat fast på seletøjet så det kunne høres at vi kom. Og om aftenen, når vi skulle hjem, og det var mørkt, havde vi nogle sjove lygter på køretøjet. Anden juledag var der juletræsfest i forsamlingshuset. Her dansede vi om et stort juletræ, og børnene fik godteposer og forældrene kaffe. Og så legede vi sanglege til klavermusik, det var gerne ”Først den ene vej” og ”Tornerose var et vakkert barn” – det var herligt.
Så var julen ved at være overstået, men vi havde fri fra skole indtil efter Hellig tre Konger. I denne periode havde forretningerne kun åbent om formiddagen.
Nytårsaften var også sjov. Da fik vi børn lov til at løbe rundt og lave sjov. Det store nummer var at ”stjæle” folks kaffekande, og så havde vi en propbøsse til at lave lidt spektakel, men ikke de flotte raketter som i dag.
Jeg er den yngste ud af 7 søskende, og vi boede i et hus sammen med min morbros kone i en lille landsby ude ved vestkysten, hvor hun havde vores børneværelse. Det var for at undgå at få tyskerne indkvarteret, så vi måtte sove i stuen og inde hos mine forældre, jeg nåede aldrig af få et børneværelse.
Op til jul blev der strikket vanter, strømper, halstørklæder og huer til Frelsens hærs julebasar, og d. 24 dec. kørte en kane rundt og samlede ind til fattighusene, man gav hvad man kunne undvære og selv havde lavet. Det kunne være flæskesteg, rødkål, småkager, ja, selv juletræer blev læsset op i kanen eller i vognen, hvis der ikke var sne, sådan at børnene fra de fattigste familier også kunne få en jul.
Grisen var jo blevet slagtet, og d. 24. december var der blodpølse til middag, og derefter tog vi til kirke.
Min far arbejdede ved jernbanen og han fik først fri juleaftensdag kl. 4 om eftermiddagen. Når han var kommet hjem, var der gåsesteg og risalamande.
Juletræet var vi alle med til at pynte med engle, hjerter, kræmmerhuse, fehår og spir i toppen, al julepynten havde vi selv lavet.
Derefter var der tid til at pakke gaver ud. Vi fik mest tøjgaver, som vi alle havde været med til at strikke. Jeg fik engang en tøjdukke med porcelæns hoved af min mor og far, det er den eneste store gave jeg kan huske, ellers fik vi hønseringe, marmorkugler, glansbilleder og som sagt tøj, som mor havde lavet.
Dagen efter kom alle mors søskende med deres mænd og koner for at spise suppe. Deres børn blev hjemme, og jeg har aldrig set mine fætre og kusiner, i min familie tog man ikke sine børn med til sammenkomster i familien.
2. juledag var vi til juletræsfest i fagforeningen, der havde vi madkurven med, far havde i forvejen været med til at lave godteposerne til alle børnene som var med.
Vi havde ikke meget i min barndom, og der var småt med plads, men jeg har aldrig følt, at vi manglede noget.
Her er en lille fortælling om, hvordan min barndoms jul var. Jeg blev født på Færøerne i en lille bygd, der hedder Vestmanna. Det var i 1941 i krigens tid.
Jeg er den yngste ud af 5 søskende, og min mor fik tuberkulose, da hun ventede mig. Hun lå så på sanatorium i Thorshavn, og der var hun i 6 år. Min far var hovmester på et skib, og var derfor ikke meget hjemme. Da jeg var 14 dage gammel, kom jeg derfor til at bo hos min moster, og deres jul husker jeg som gode. 3 af mine andre søskende måtte bo hos andre familiemedlemmer.
Som de fleste børn gør i dag, fik vi også små gaver i strømperne i decemberdagene, det kunne være en pakke rosiner eller lidt slik. Om vinteren lavede vi selv stearinlys på ringkomfuret i en vandbeholder. Der skulle lys i vinduerne juleaften, og vi havde bagt vaniljekranse og jødekager.
Mor strikkede luffer, trøjer, huer og undertrøjer til os, som hun sendte over til os. Når der kom pakker fra mor, pakkede min storesøster gaverne ud og lagde dem i ovnen for at varme tøjet godt igennem. Det var for at det ikke skulle smitte os.
Juleaften havde vi juletræ, det var sendt med skib fra Danmark. Det kom ind i den pæne stue, og når det var pyntet blev døren låst, for vi måtte ikke se det før juleaften.
Juleaften fik vi almindelig mad som blodpølse og tørret fårekød, og vi børn var altid i kirke og havde fint tøj på. Mødrene nåede ikke altid at komme i kirke, fordi der var så meget, de skulle nå. Udenfor kirken spillede et hornorkester, og det var alt sammen meget hyggeligt.
Første juledag fik vi så rigtig julemad, som var gås og risengrød, så det var lidt som man gør i England.. Da min mor blev rask og kom hjem, og vi børn flyttet hjem, blev julen ikke længere den samme. Det var ligesom, at det var hos min moster og hendes familie, jeg hørte til.
Begyndelsen til min barndoms jul var den samme som i dag, rengøring, oprydning og lave julepyntet, men langsomt begyndte det at lugte af jul fra skuffer og skabe.
Min mor tog mig med til byen for at se juleudstilling, der var langt at gå, men spændende. Købmanden havde hele vinduet sat til med nisser, der kunne nikke og lave en masse andet. Der var vatsne, kane og juledyr.
Købmanden kørte varerne ud, som vi havde købt, og der var altid et kræmmerhus med bolsjer til mig. Lillejuleaften skulle gulvet ferniseres, det var jo en god grund til at blive lagt tidligt i seng, og så var gulvet tørt, når vi stod op næste morgen. Og på en stol sad min gamle dukke, den havde fået nyt tøj på.
Juleaften kom min søster og bror hjem. Af julegaver husker jeg mest en bil der kunne køre, og som jeg havde fået at vide jeg ikke fik, fordi jeg var en pige, men bilen fik jeg, og den var blå og den var en Ford.
Vi havde slet ikke set juletræet, efter at det var pyntet. For selv om stuerne var små, så kunne vi have en stue, hvor vi kun kom til højtiderne, og når der var gæster. Julegaverne lå under træet som i dag, men der var ikke så mange som i dag, og selvfølgelig var vi børn spændte på om den store pakke var til én af os.
Julemorgen fik vi lov til at trække i tøjet inde ved den varme kakkelovn, det var dejligt, for til hverdag måtte vi vaske os og klæde os på i køkkenet, hvor der ikke endnu var varmt.
Mor bagte selvfølgelig en masse småkager, og det jeg husker bedst er, at Kis og jeg fik lov at bage nogle mini småkager, som vi fik lagt i små dåser, så kunne vi få eneret over dem og bruge dem, når vi legede far mor og børn med vores dukker. Mors kagedåser var nemlig klistret til indtil juleaften.
Vi havde ikke gulvtæpper, så hvert år til jul skurede mor alle gulve og ferniserede dem så de blev blanke og flotte, og den lugt af ny lak hører med, som så meget andet, til min barndoms jul. – Jens’ s mormor
Farfar er nu 88 år. Her nogle erindringer fra barndommen som jeg husker dem. Om tiden før jul med forberedelser inden jul på et mindre landbrug. Det drejede sig meget om at blive færdige med det udendørs arbejde, såsom pløjning og lignende i god tid før jul.
Der skulle også ryddes op, vaskes staldvinduer osv. Derefter sørge for rigeligt med foder til dyrene så det slog til julen over, roer nok i roehuset, få indkøbt foderblanding, og tærsket i laden af korn, der bagefter skulle formales på kværnen til grisene og hestene.
Julegrisen blev slagtet, ænder og gæs slagtede vi også og derefter solgt til butikker i Vejle, en enkelt and beholdt vi nu selv til juleaften. Det hørte sig også til, at vi var i Vejle for at gøre juleindkøb. Vi kørte med hestevogn, og da det var en heldagstur, havde vi en god madkurv med, som vi spiste i Søndergades Landbohjem sammen med kaffen, som blev købt. Da det jo var korte dage, var det blevet mørkt inden vi var hjemme, det var en god oplevelse.
Men inden jul skulle vi også til skovs efter juletræet. Der skulle hænges havre neg op til fuglene. Juletiden har jeg mange gode minder om, vi manglede ikke noget, selv om pengene var små. Juletræet kom efter Hellig tre konger ud i haven at stå, så dansede vi en gang imellem om det og legede jul.
Da jeg var 9 år brød 2. verdenskrig ud. Jeg husker ikke så meget fra tiden før, kun at min far var syg det meste af tiden, og at 30’erne var et meget dårligt årti på grund af den økonomiske situation, og som følge deraf havde vi 7 børn ikke meget at slå til side med.
Men på trods deraf, glædede jeg mig altid vældigt meget til jul, for det var så hyggeligt når mine større søskende kom hjem, jeg var den yngste i flokken, og de andre var ude at ”tjene som karle eller piger”.
Vi havde en landejendom på 17 tdr.ld. – jeg ville gerne kalde det en gård – for så synes jeg, at jeg var lidt. Det var et alsidigt landbrug, hvor vi dyrkede korn, roer, kartofler og græs, og af dyr havde vi heste, køer, grise, geder, gæs, høns, duer, katte – naturligvis – og en hund.
Juleforberedelserne startede med at far slagtede gæs, som blev solgt. En gris skulle også slagtes, så der kom en slagter cyklende om morgenen med knive og skraber og hvad han ellers skulle bruge. Det var en dramatisk oplevelse at se grisen blive slæbt skrigende fra stalden og ind i bryggerset, hvor den blev stukket og skoldet. Jeg behøvede skam ikke at se uhyggelige voldsfilm, jeg fik oplevelser naturelt – vi havde nu heller ikke TV, men dog en biograf 7 km. væk. Jeg husker den første film jeg så, da jeg var 7 år, og det var om Snehvide og de 7 dværge.
Den bedste juleaften var den, hvor jeg fik min dukkevogn! Alle mine søskende havde sparet sammen for at give mig den, og jeg blev stum af glæde. Mor havde repareret min gamle dukke og syet tøj til den, så det var gaven fra far og mor. Det var de eneste gaver jeg fik det år – men jeg legede med dem hele aftenen og de næste mange dage.
4. juledag var der juletræsfest for børn og voksne. Da vi havde 6 km. til byen, var det med at få hestene spændt for jagtvognen. Det var to islænderheste. Vi fik alle store kørekapper på og en fodpose med fåreskind til benene. Når vi kom frem til forsamlingshuset blev hestene spændt fra og sat på stald hos købmanden, vi havde en mulepose med havre i til dem.
Når træet blev tændt, gik vi alle rundt om det og sang, derefter legede vi sanglege som bro bro brille og rundt om en enebærbusk. Det var en lærerinde der ledede flokken. Vi fik også en pose med slik og æbler, og til sidst en time med fri leg. Så skulle hestene spændes for og vi startede hjemturen. Det kunne godt være en kold omgang, men en dejlig aften, som jeg glædede mig meget til.
Midt i min skoletid kom der tyske soldater og besatte skolen, fordi den skulle bruges til at give soldaterne en pause i krigen, så de kunne blive klar til at blive sendt til østfronten. Vi blev flyttet over på en gård, som lå ved siden af skolen, hvor vi blev undervist på skift i et par stuer. Men vi måtte ikke snakke til soldaterne, og da krigen sluttede i 1945 fik vi skolen tilbage.
I midten af 1800-tallet, inden den systematiske dræningsindsats begyndte, var 20-25% af Danmark dækket af moser, som næsten alle var tørveproducerende. De var en vigtig brændselskilde og havde derfor også en økonomisk betydning. Ved kortlægning mosernes udbredelse og størrelse var det praktisk kun at medtage tørv over 25 cm, idet mindre tørvetykkelser let kunne pløjes væk. I dag er ca. 1% af landet dækket af moser, og den største udbredelse er i Nordjylland.
Tørv har altså førhen været en vigtig brændselskilde, og indtil for ca. 50 år siden blev tørv i stor stil opgravet og brugt overalt på landet. I forrige århundrede dog især under de to verdenskrige, hvor tørv også måtte erstatte byernes behov for brændsel. Derfor blev der dengang sat en egentlig masseproduktion i gang i de større moser overalt i landet for at dække denne efterspørgsel efter midler til opvarmning og madlavning, da der var knaphed på kul og koks som jo ellers havde været almindelig i byerne.
Man skelner mellem forskellige former for moser og for deres tilblivelse. Der er højmoser, lavmoser og skovmoser. De fleste moser her på egnen er skovmoser, dannet i kedel- eller trugformede fordybninger fra istiden, hvor der gennem tiderne så er blevet aflejret planterester. Disse lag er på grund af humussyre og manglende ilt blevet bevaret som organisk materiale. Det er bl.a. også derfor man har kunnet finde moselig bevaret og nedlagt for mere end 2 tusinde år siden, enten som offer eller måske som en grusom straf. Moserne blev også benyttet til henlæggelse af besejrede fjenders våben og ejendele i Jernalderen. I Vingsted mose gemmer der sig således stadigt et stort antal gamle våben lige som ved de store fund fra Illerup ådal ved Skanderborg, i Vingsted er disse fund aldrig rigtig undersøgt endnu.
Egtvedegnen har haft et utal af disse mindre skovmoser, mange, ja vel de fleste, er i dag udgravede og enten opdyrkede eller endt som en lille sø. Karakteristisk for mosernes betydning førhen, var deres stednavne. På gamle lokale kort er de nævnt som f.eks. Dulmose, Kirkemose, Ondmose, Sortemose, Rødmose, Holtmose og Spjarupmose, hvert lille tørvehul havde faktisk sit egennavn.
Det var vigtigt førhen for enhver gård, både at have ret til tørveskær og en læggeplads, akkurat som det, at have en englod til høslet, også mange steder var man desuden fælles om en lergrav til de lerklinede bygninger – og de gamle tingbøger omtaler ofte langvarige stridigheder om sådanne gamle fælles rettigheder.
Moserne på Spjarupgård Som skoledreng oplevede jeg den hektiske tørvegravning under sidste verdenskrig i 1940erne. På Spjarupgård var der 4 sådanne større eller mindre moser, der blev lejet ud til tørvegravning. Hele gården var i sommertiden totalt forandret under den aktivitet og de mange tørvebissers færden under 2. verdenskrig.
Mange af arbejderne kom langvejs fra og boede og spiste under meget primitive forhold i lade og på lofter, eller ude ved mosen i primitive skure. For os børn var det jo en herlig adspredelse, og også en god indtjening, idet der også var en del heste på kost, og det var vist 20-25 kr. om ugen jeg på den måde kunne score på den konto – en fyrstelig sum dengang.
De fleste tørv blev lavet i et par ælteværker, det ene drevet af en gammel dampmaskine og det andet af en stor jævnstrømsmotor, der jævnligt satte ud. I ælteværket blev tørvedyndet blandet med vand. Det øverste lag var nemlig ikke så godt til tørv fordi materialet var for let, og det nederste lag kunne indeholde en del sand, derfor var det bedst at kunne blande massen. Først måtte vandet pumpes eller ledes bort fra mosen og det allerøverste lag graves væk inden man kom ned til tørvemassen.
Der blev så lagt et tipvognsspor ned i tørvegraven, hvorefter tørvejorden med håndkraft blev læsset på vognene inden de blev trukket op til den store trækasse, hvor selve æltningen foregik.
Det var et hårdt og beskidt arbejde at være tørvebisse, her læsses den opgravede tørvejord op i en tipvogn i Spjarupgårds mose under krigen i 1940-45.
Efter at den fyldte vogn er trukket op på fast land af et spil, bliver tipvognens indhold væltet ned i en transportør, der fører den opgravede tørv op til æltekarret. Her bliver der tilført vand og det hele æltes igennem til en tyktflydende tørvemasse, der nu er klar til udkørsel.
Derpå blev den æltede dynd lukket ud i en stor lukket trævogn forspændt 3 heste og kørt ud til læggepladsen på marken.
Den flydende tørvedynd fordeles på læggepladsen i et passende lag dvs. ca. 10-20 cm.
En mand kørte med en hest forspændt den såkaldte Bjørn, det var en stor rund tromle og på tromlen var der hele vejen rundt lavet små felter, sådan at tørvene formes i passende størrelser dvs. ca. 15×30 cm.
Og så skulle der helst blive tørvejr, så tørvene i en fart kunne tørre så meget, at de kunne rives op og vendes og efter nogle dages tørvejr stakkes. Der skulle helst laves fire gange tørv på den samme læggeplads på en sæson.
Et hårdt arbejde sommeren igennem med lange arbejdsdage, hvor tørvebisserne boede og spiste under meget primitive forhold.
Udover ælteværkerne var der også et par mindre tørvepressere, der ved tryk pressede det meste vand væk, sådan at tørretiden blev noget kortere. Her var ulempen, at tørvene ikke blev så homogene, idet der kunne være stor forskel på brændværdien afhængig af hvor meget sand tørvene indeholdt.
Og det var ikke altid tørvene var lige tørre inden de blev kørt til Bindeballe station med hestevogn eller måske en gammel lastbil med gasgenerator. Fra stationen blev tørvene kørt videre med tog rundt i landet. Sammen med skovens brænde og brunkul fra lejerne i Midtjylland, var tørvene med til at vi nogenlunde kunne holde varmen, selv i de hårde isvintre først i 40’erne.
Men et par år efter krigens afslutning var tørveeventyret forbi og de gode kendte brændsler, som kul og koks kunne atter fås i nogenlunde rimelige mængder.
Moserne ligger i dag stille hen og ligner til forveksling uberørt natur. Men deres krat, sumpe, enge og søer gemmer på en gammel historie og om det hårde slid i tørvemoserne, også om hvordan tørvegravningen helt har omformet det oprindelige landskab.
Der læsses tørv på den gamle lastbil med gengasmotor, som også fik kraft i form af bøgebrænde og en gang tørv, som chaufføren her er i færd med at fyre op med.
Mange gravede selvfølgeligt også tørv i ethvert mosehul om det var end så lille, sådan som man havde gjort i århundreder til privat brug, med håndkraft og med forskellige udformede tørvespader.
På billedet ses tørveredskaber på museet på Højvang.
Nedenstående omhandler Egtved kirkes synsforretninger 1861 til 1963, og restaureringen i 1972.
Egtved kirke som den tog sig ud inden den store istandsættelse 1972
Tiden før 1861 Egtved kirke er en af vore allerlængste, romanske landsbykirker, 26 meter lang, og der synes ikke at have været andre kirker på stedet før den blev bygget i slutningen af 1100-tallet. Dog har man ved gravning ved kirkens kors mur fundet rester af frådsten, som er naturlig kildekalk, og flere gamle kirker blev opført af i dette lette bearbejdede materiale i de ældste tider. Gennem tiderne har kirken i Egtved selvfølgelig flere gange skiftet udseende og har måttet ombygges og restaureres efter krige, ufred og efter at tidens tand har hærget. Kirkens usædvanlige størrelse skyldes sikkert, at kirken måtte udvides en gang, da de tre mindre sogne, Karbjerg ved Tågelund, Thorsted, samt Yding ved Rugsted blev nedlagt, henholdsvis i 1300 tallet, og ved reformationen midt i 1500 tallet. Oprindelig tilhørte kirken sognemenigheden, men efter reformationen i 1536 ejedes den af kongen. I 1582 blev kirkens administration overdraget lensmanden på Koldinghus, og ved lensmanden Casper Markdanner, fik kirken en kirkeklokke, prædikestol og paneler langs ydervæggene, måske også de første stolesæder, ligesom det ældste kirketårn sikkert blev bygget af denne lensmand. Menigheden betalte selv driften gennem korn- og kvægtiende. Svenskekrigene i 1600tallet var til gengæld en hård tid, hvor egnen blev udplyndret, tienden blev nedsat til det halve, men det var vanskeligt i disse år, at holde kirken i orden. Siden var kirken ejet af forskellige pengemænd, inden den endelig 1910 blev selvejende.
Nordsidens udvidelse mangler granitkvadre
Ellers er kirken opført at granitkvadre, 1600 stk. på nær et stykke af nordsiden, der er af rå kløvede kampesten Inden den omtalte restaurering i 1861-64 var kirkens kvindedør og to højtsiddende romanske vinduer på nordsiden dog blevet tilmurede, og de 5 spidsbuede vinduer, omgivet af brede rammer af røde mursten på sydsiden var blevet erstattet af de oprindelige romanske vinduer. Tårnet var ved at falde sammen og blev erstattet af det nuværende.
På lokalarkivet i Egtved ligger der udførlige beskrivelser over den store restaurering af kirken i årene1861 til 1864, og senere ved de mindre årlige synsforretninger frem til 1963, hvor kirken igen måtte gennemgå en større ombygning. Det var medens Olav Lindegård var sognepræst 1961-1972.
Synsprotokollen 1861 fortæller Kirken er dækket med stentag overalt, dens mure er af granit forskalning, fyldt indvendig med rå kampesten. Murenes udvendige højde fra grundstenenes nederste kant til taget er for skibet 8 alen, for koret 7 alen. Tårnets højde til tagets ryg er 32 alen, tårnets bredde og dybde er 16 alen. Det er firkantet forneden, og ottekantet foroven. I folkemunde verserer der en historie om at tårnet oprindelig skulle have været en del højere, men man sparede ved at bestille smalle mursten til byggeriet. Gulvet er af fliser, under stolene og i tårnet af mursten, omkring alteret bræddegulv.Stolesædernes antal for mandfolk 42, fruentimmer 42, med bagklædning 20, med ryglæn 46, desuden på pulpituret 4 bænke til ca. 50 personer. I kirken 3 gamle ligsten, pastor Søren Poulsen, 1591-1640, og hustru, Mette Stensdatter, samt pastor, Peder Iversen.. Altertavlen er af træ fra den katolske tid, den er malet 1857 tillige med hele kirkens indre. Kirkegården er i en regelmæssig firkant, ca. 4 skj. Land, lige stor mod syd og nord, kirkeporten er mod syd, en låge mod nord. På kirkegårdens dige er sat sten, indenfor samme, er nylig plantet poppel og hvidel. Kirkeklokken har følgende indskrift: Anno 1595 Lodt Erlig og Velborlig Mandt Casper Marcaadener Slotsherre På Kolding Denne Klokke Støbe hos Matthias Benning udi Lubeck. Kirken er assureret for 8000 RD.
Det er med stor glæde, at synet har taget denne kirke i øjesyn, der nu efter fuldførte og meget betydelige reparationer og forskønnelser, er en af de smukkeste kirker i provstiet.
1871: Kirkeejeren har af egen drift lagt nyt loft i tårnet og gibset dette.
1873: Den syvende bjælke fra koret repareres.
1877: Der anskaffes nyt knæfald af oval form.
1880: En ny kirkeport mod syd anskaffes, helst af jern mod sten eller murpiller. En ny lysekrone skænket af pige Maren Sørensen af Spjarup.
1881: Flytning af østre låge til nord indrømmes af synet.
1882: Døbefonten afpudses for maling, stenen i tårnets sydvesthjørne renses for kalk.
1883: Kirkegården udvides mod vest.
1884:Kanten om korbuen istandsættes, det forbydes at indhugge søm for at anbringe blomster mv.
1889: Et stykke gipsloft over pulpituret er nedfalden og må oplægges.
1890: Den søndre låge fornyes, den store repareres, alle 4 låger males
1891: Kirken hvidtes indvendig, de påsatte lisner om vinduerne bortfalder.
1892: Synet angår anskaffelse af en kakkelovn.
1893: Der anskaffes et panel med hængsler og brædder, for at lukke buen ved pulpituret. En foreslået udvidelse af kirkegården mod nord af 5 skp, land, fandt synet intet at indvende imod.
1895: Den vestre indgangslåge fornyes delvis.
1896: Den norde port til kirkegården fornyes.
1898: Gulvet i tårnet omlægges, farves sort og gult, man tillod at prædikestolen sænkes.
1899 Der bør anbringes en lynafleder.
1901: Kirkentrænger til en gennemgribende restauration, 2 udgangdøre, nyt gulv, og nye stolesæder, døbefonten flyttes, prædikestolen flyttes for at skaffe bedre lydforhold, korgulvet hæves, og da disse arbejder kræver en forud lagt plan, bør der senest 1. maj 1902 indsendes til provsten, af en kirkebygning arkitekt forslag i førnævnte retning. 2 udgangsdøre bortfaldt når der jkom lynafledere.
1902: 2. sept. afholdes møde om kirken i forsamlingshuset.Der er modstand imod at flytte døbefonten, der står smukt i korbuen, og stolestaderne er ganske vist ikke flotte, men vi er også på egnen tarvelige folk, der ikke behøver at sidde i lænestole for at høre en prædiken.
1903: Sagen er forelagt ministeriet, der har indhentet bygningsinspektørens erklæring. Følgende arbejder kan udsættes: Reservedør, fornyelse af stolesæder, og deres forbedring, og flytning af døbefonten. Der kræves opmålinger og tegninger for inventaret, og bag alteret anbringes et skab med låge samt hylder med vandtøj. Orglet vil i nær fremtid blive købt.
1905: Vindfløjen er nedblæst, og en ny foreslås af forgyldt kobberplade i form af fløjstangen.
1906: I tårnlugerne indlægges ½ tommer skiferplader som sålbænke. Ligstenen optages meget forsigtigt og anbringes til venstre for indgangsdøren til kirken.
1907: særligt syn afholdes i anledning af tiendeafløsningsloven. I kirken findes en altertavle af kunstnerisk værdi, en udskåret prædikestol, og et epitafium, 3 ligsten, 1 runesten og 1 døroverligger.
1911: Sålbænkene under tårnets sydvindue nedtages og erstattes med nye med dryp som går ind under vinduerne.
1912: Stolestaderne males.
Orglet og pulpituret flyttes i 1972
1916: Der foreligger tegnig og overslag over en større istandsættelse af kirken, og med elektrisk lysanlæg, samt tegning og overslagbudget over nyt ligkapel.
1917: Nyt loft og indskudsdæk, således at bjælkerne kommer til syne. Ved restaureringen blev der fundet gamle kalkmalerier i korhvælvingen, de bliver fremkaldt og restaureret af figurmaler E. Rothe i efteråret 1920.
Det var nogle usædvanlige kalkmalerier man fandt i alle hvælvinger i 1917. Mod øst over altertavlen ses Kristus som verdensdommeren siddende på regnbuen og støttende fødderne på jordkloden, over ham basunblæsende engle. Fra et motiv i Johannes åbenbaring, udgår et tveægget sværd, der peger mod de fortabte, og som små djævle tager sig af, mens de udvalgte går ind til Gods herlighed. Ved Jesus sider står Johannes Døberen og Jomfru Maria, medens Sct. Peter tager imod de frelste ved himlens port. Mod vest er den centrale skikkelswe en engel, der blæser i dommedagsbasunen, så de døde myldrer op af deres grave. I syd viser en engel Kristi våbenskjold med en fremstilling af lidelseshistorien med mange detaljer. Mod nord ses processen mod det enkelte menneske. Ærkeenglen Sct. Michael løfter en stor vægt, i hvis venstre skål har været en sjæl. Små djævle hiver ned i højre skål, mens Maria hjælper et par engle med at tynge den venstre skål ned for staklen, selv Sct Michael snyder lidt ved at lægge sin hånd på skålen også.
1920:Malerierne bag altertavlen fløj konserveres, og en præstetavle fra reformationens indførelse laves af kunstmaler Termansen, og anbringes i kirken. Maler Munk istandsætter og maler altertavlen.
1923: Menighedsrådet ønsker opført et brændehus på kirkegården.
1925: Bræddegulvet i stolene ferniseres.
1926: Fliserne i koret og gang omlægges og delvis fornyes. Tømmeret på taget forsynes med jernhagler.
1928: Loftet i tårnet forsynes med jernbjælker og hvælvinger. 16 bjælker nr. 12 og en drager, fuges og kalkes.. De to sydlige rækker grantræer i læbæltet mod nord fjernes, foran graves og til foråret plantes to rækker løvtræer, nordligst elm, sydligst bornholmsk røn.
1929: Den 4.,5. og 6. bjælke fra vest i skibet undersøges for svamp. Nye brædder og bjælker påføres Cuprinol forinden opsætning. 5. underramme med skråstiver i klokkestolen fornyes med egetræ. Yderdør fornyes, tegning indsendes til approbation.
1930: To stensøjler til kirkens vestre låge og låse til lågerne.
1932: Fornyelse af kirkedøren annulleres indtil videre. Klokke revnet og repareres.
1934: Stregning af kirkens nordre side og østre gavl, kalkes om vinduer.
1935_ ” nye kirkebøsser af malm.
1937: En thujahæk plantes på kirkegården og et lille anlæg ved kapellet.
1941: Korets østgavl afhugges for gl. puds, asfalteres om muligt og forsynes med nyt puds.
1942_ Da cement pt. ikke kan skaffes, beslutter man kun at kalke korets indre gavl.. Ophængning af rep. klokke.
1944: Fliserne i midtergang og kor omlægges. Murværk udvendig renses for mos og fuger repareres
1946_ Parkeringsplads planeres og beplantes, tjørn på kirkegården mod nord.
1949: Fugerne kalkes.
1952: Indgangsdør fornyes. Tag på kor og skib rep. enkelte tagsten fornyes. Nordsiden anbefales at fornyes i løbet af 5 år.
1954: Det henstilles, at hele på skib og kor fornyes samtidigt. Ny trappe til prædikestol.
19556: Bagsiden af altertavlen males lys.
1957: Kirkedør og døbefont renses.
1958: En låge fornyes.
1959: Ny kirgårdslåge i østdiget svarende til den påtænkte i sydsiden. Kirkelåge rep.
1960: Det forsloges at korbuen føres tilbage til sin oprindelige form.
1963: Nyt jernbånd om spirets midterstolpe. Menighedsrådet slår nu alarm om kirkens tilstand med følgende svada:
Kalkmalerierne i koret har nylig slået flere revner, og kalken buler ud, det befrygtes at billederne derved delvis bliver ødelagt. Menighedsrådet anbefaler at der straks indberettes om skaderne, og at kirken igen får en gennemgribende restaurering. Kirken fremstår brøstfældig hvad angår gulv, inventar og fyr, og skæmmes af tidligere tiders uheldige ombygninger, som der står i synet fra 1963.
Den omfattende restaurering 1964-1972 Kirkerummet fremstår efter restaureringen harmonisk med sine dæmpede olivengrønne farver. Til venstre dødedansfrisen på kirkens nordvæg
Der blev afholdt mange møder inden man blev enige om omfanget og behovet for denne større ombygning af Egtved kirke. Arkitekterne R. Aas, Varde, og Rolf Graae, Hellerup holdt i alt 56 byggemøder med medlemmer af menighedsrådet og håndværksmestre fra begyndelsen af 1964 og til den endelige genindvielse af kirken d. 12 marts 1975 . I det følgende vil jeg tage nogle udpluk af alle disse byggemøder, hvor menigheden måtte undvære deres kirke.
Varmeanlægget Er det første man tager stilling til. Et blandingsanlæg med kanal i nordsiden, aftagende i tykkelse gennem sydsiden af fjernvarme bliver vedtaget og overdraget til Rud. Sørensen i 1968. Der kommer dog en del bekymringer i de følgende år, bl.a. med befugtning, kanalerne placering osv. Først d. 25/9 1972 foretages afleveringsforretning, hvor alle er tilfredse med hensyn til inventar og orgelets bevaring.
Ellers drøfter man en etapevis udførelse af istandsættelsen af kirken, men enes om, at det ikke ville være hensigtsmæssig. I stedet bliver det nødvendigt at lukke kirken i et tidsrum medens arbejdet står på. Kunstmaler Aage Sørensen bliver antaget til at forestå rensning af træet i paneler og stolesæder. Der opstilles et budget i 1968 priser med en samlet udgift på 600.000 kr. 1969 bliver man ved et byggemøde enige om nødvendigheden af at hugge al puds ned i kirken under museets ledelse, undtaget i koret, hvor der ses gamle kalkmalerier, hvis man under arbejdet støder på malerier eller andet usædvanlig, skal arbejdet straks indstilles. Korbuen skal rekonstrueres.
Dødedansen Ved nyt byggemøde d. 26 august 1969 finder konservator Gregers Lind de første spor af frisen med dødedansen og den tekst, der hører med til kalkmaleriet. Frisen har hidtil været beskyttet af panelerne ved stolesæderne. Han fornemmer en væsentlig kvalitet i de sorte gotiske bogstaver. Afdækkes med brædder for at skåne for nedfaldende puds højere oppe på væggen. Ved et efterfølgende byggemøde, enedes man om at søge frisen kopieret og sat højere op på væggen. Det vil medføre nødvendigheden af at til mure vinduerne i nordsiden, men det vil også gøre belysningen i rummet bedre.
Prædikestolen og den ombyggede korbue
I den endelige udførelse står dødedansen på nord væggen, hvor fornemme folk i en kædedans med skeletter, der prøver på at antaste de levende personer. Skriften er en gammel bøn fra 1400tallet om at gøre bod.
Kalkmaleri i koret
Korbuen Efter nedhugning af gammelt puds finder man flere oprindelige buede kvadre, som kan rekonstrueres sådan, at korbuen næsten kan føres tilbage til sin oprindelige form.
Bjælker og loft Enkelte loftsbjælker udskiftes sammen med nogle af loftsbrædderne. Eg og Kalmar fyr i de oprindelige mål opsættes.
Stolestader Forskellige udkast til nye stolegavle og låger bliver bedømt, snedker udfører en prøvebænk. Man vedtager nye rygge på stolestaderne.
Arbejdets gang Ved et af de senere byggemøder 25.3.1971 ses følgende referat: Gulvet i midtergangen færdiglagt. Den fremtidige arbejdsgang drøftedes, følgende tidspunkter fastlagt: Eltavle leveres i uge 14. Ventilationsanlæg startes i uge 15. Lægning af trægulve i stolestader påbegyndes 22 april. Henlægning af gulvstrøer påbegyndes inden denne dato. Gulvet færdiglagt 3 maj. Konservator Lind påbegynder opsætning af dødedansfrisen i juni måned. Opsætning af paneler og stolestader påbegyndes 1 juli. Altertavlen kommer til Egtved midt på sommeren. Prædikestolen opsættes umiddelbart efter at vægpaneler er opsat. Mureren begynder istandsættelse af tårnets murværk så snart tårnstillads er opsat. Alterbordet opmures når arkitekterne har forelagt menighedsrådet tegning af dette. Orgelpulpituret udføres af 2 lag 51/4” brædder med mellemlag af Rochfon. Den store ligsten anbringes på korets nordvæg. Billedhuggeren anmodes om at være behjælpelig ved flytningen. Orgelbyggeren bedes oplyse hvor lang tid det vil tage at opsætte orgelet. Kunstmaler Aage Sørensen redegjorde for arbejdet med restaureringen af altertavlen, og i denne forbindelse drøftedes alterbordets udførelse, arkitekterne vil fremkomme med tegning til et muret alterbord indklædt antipendium, bag alterbordet indbygges et skab. Næste byggemøde 16 april kl.14.30 kl. 15 på Egtved hotel.
Afleveringsforretning d. 25.9.1972 Endelig, efter alle disse byggemøder, er tiden kommet til en sidste gennemgang af arbejdet. Til stede var: Menighedsrådet, murermester Henning Iversen, snedkermester Henry Nielsen, malermester Knud Bruun, ingeniør Mogens Storr, arkitekt Rolf Graae, arkitekt Richard Aas og arkitekt Niels Grønne. Her blev man enige om:
Gulvsten med knækkede hjørner udskiftedes. Korhvælvet isoleres og halvtag i tårnet som beskyttelse for orglet, fjernes. Oprydning på loftet i samråd med arkitekterne. Malermester Bruun kalkbehandler fyrretræsgulvet i stoleværket og skab bag alter males. På grund af den usædvanlige fugtige sommer, har fyldningerne i en mindre del af lågerne udvidet sig så meget, at ramtræet er sprunget, måske vil de i løbet af vinteren igen få sin oprindelige størrelse, så man enedes om at reparation udskydes til sommeren 1973.. Der anskaffes 10 stk. hynder, 35×35 cm. Arkitekterne kommer med forslag til afspærringsgreb ved orgel og til koret. Ingeniøren fremsender forslag til serviceeftersyn på varmeanlægget. Arkitekterne kontakter billedhugger Vitus Nielsen og aftaler sammenlimninger af ligstenen. Stenen søges efter istandsættelsen placeret i kapellet, murermesteren drager omsorg for stenens flytning.. Endelig fremsender ingeniøren også forslag til udvendig armatur for udvendig belysning af kirken.
Udgifterne De samlede udgifter for den omfattende restaurering af kirken kunne ikke holdes indenfor budgettet, men løber op i 873.181 kr. I hvert fald ifølge et håndskrevet ark, som også ligger sammen med referaterne af de mange byggemøder. Efter den tids priser og de store arbejder og ombygninger, især omkring dødedansfrisen, kan der nok ikke siges, at være for meget. Nu vil Egtved kirke kunne stå i mange år uden de helt store behov for reparationer. Det skal dog tilføjes, at kirken også fik en ny kirkeklokke i 1975, støbt i Frankrig.
Ved kirkens genindvielse, som først skete den 12 marts 1972 talte biskop Thyge V. Kragh, provst B. V. Hvidberg-Hansen og sognepræst Olav Lindegaard. Da havde kirken også været lukket i en del år, sådan at alle kirkelige handlinger var henlagt til skolen i Egtved samt sognets nabokirker. Siden har man bekostet et helt nyt tegltag, da stormen i 1999 ødelagde mange af de gamle tagsten, og for nylig har man også bygget helt nyt kapel med kontor og venterum. Lågerne i stolestaderne er forsøgsvis fjernet, da de generede i kirken ved høje bump.
Men man kan passende afslutte denne gennemgang med Grundtvigs salme: Kirken den er et gammelt hus – står, om end tårnene falde. Og selv om mange i dag ikke er religiøse, eller tror på en opstandelse, så hviler vores kultur og tankegang stadig, som igennem generationer på en kristen filosofi og tankegang om medmenneskelighed og næstekærlighed, det må vi værne om.
Man ser tydeligt at tårnets dimensioner ikke helt svarer til kirkens, så myten om de smalle mursten kan måske være sandfærdig
Det har gennem årene undret flere i vores lille by i Egtved, at kirken lå ret alene og isoleret på et tved, et højdedrag nord for den øvrige bebyggelse. Byen er som bekendt koncentreret i en dalsænkning, hvor vejene fra henholdsvis Vejle og Kolding krydsede inden de fortsatte mod vest til Ribe og nordpå mod Varde og Ringkøbing. Og for hundrede år siden bestod Egtved blot af en halv snes gårde og ligeså mange huse længere østpå ved Aftensang, men da banen til Kolding kom, gav det en stor tilvækst af håndværkere og forretninger, der siden er fortsat til den centerby, som vi har i dag, og hvor Kirkevej nu så godt og vel også har omfattet jorderne ved Egtved kirke.
Kortet til højre viser Egtved i 1780. Kun nogle få gårde og huse. Vejen fra Vejle til Ribe går ad Aftensang forbi kirken og krydser Kolding- Ringkøbingvejen mod syd. Kirken i Egtved lå mod nord og lå stadig helt isoleret fra byen.
Billedet her til venstre viser Egtved 1910, nu er banen til Kolding kommet og der er bygget huse langs Søndergade og Dalgade.
Afdøde malermester Knud Bruhn, der i sin tid ogsåvar amatørarkæolog, ejede hus med jord og værksted helt nordlig ved kirken i Egtved. Han havde som yngre fundet både en tenvægt og en bronzeragekniv fra vikingetid ved et stykke jord, der hørte til ejendommen, desværre er begge dele gået tabt i mellemtiden, men Knud var overbevidst om muligheden for en tidlig bebyggelse på stedet, og dermed grunden til, at netop Egtved kirke var blevet bygget her, og givet navn til lokaliteten, tvedet med egene – ikke ret langt fra bronzealderens og Egtvedpiges boplads nær Egtved Holt.
For nogle år siden købte Egtved kommune et areal af Knud Bruhns jord med henblik på at udvide det nærliggende plejehjem Egetoft. Imidlertid kom det ikke til at ske, da Vejle kommune opførte et helt nyt Hejlskov plejecenter syd for Egtved. I stedet har enken, Inger Bruhn nu solgt en byggegrund til en ny præstegård, og det har givet mulighed for at museet i Vejle kunne lave en arkæologisk undersøgelse på de nævnte arealer.
Sidste år blev der gravet et par enkelte søgegrøfter, og det gav også bonus for en evt. tidlig bebyggelse, idet der kom adskillige stolpehuller til syne med keramikskår der tyder på vikingetid. En detektorafsøgning gav desværre et negativ resultat, men der lå meget, der ikke var søgt på endnu på grund af bevoksning.
Til venstre – Grubehus under udgravning dec. 2014, og nedenfor til højre, fund af enkelte jernstykker og stolpehuller ved Kirkevej udgravningen i 2013.
Her i efteråret, er der, efter en del træer er blevet fjernet, igen blevet undersøgt et større stykke af grunden. Det har til fulde bestyrket teorien om en tidlig vikinge landsby, hvor kirken i sin tid blev rejst. Rektangulære stolpehuller, der viser tilhuggede bærende piller til huse, og enkelte gamle jernstumper må sandsynliggøre, at Egtved i sin tid blev grundlagt sent i 11hundredtallet, det omtrentlige årstal for kirkens opførelse af tilhuggede granitkvadre, og hvor der i sin tid blev fundet en runesten over en viking, der sikkert var faldet i Sverige.
Egtved kirke, til venstre, og runestenen (nedenfor til højre) fra våbenhuset, der fortæller om vikingen Fain, der døde i Svia, og hvor der står, at stenen skal lyse meget længe. Denne halvdel af runestenen blev fundet i kirkegårdsdiget for ca. 150 år siden.
Museet i Vejle er nu ikke helt færdige med udgravningerne, men præstegårdsbyggeriet kan gå i gang, og det ville have glædet min gamle ven Knud, at teorien om vikingerne i sin tid grundlagde Egtved, stemte med virkeligheden.
Indtil 1765 hørte Egtved sogn under Kolding Rytterdistrikt. Det indebar at bønderne var fæstebønder og skulle stille med en rytter til landets forsvar i krigstid. Derudover havde bønderne pligt til at køre med varer og aflevere en vis aftalt mængde naturalier på Koldinghus, der dengang var kongeslot. Til gengæld var de fritaget for hoveriarbejde, som de fleste andre bønder måtte på herregårdene. På Brakker Nygård sad den øverstbefalende for rytteriet og de bønderkarle, der var udtaget som ryttere, havde deres udrustning med hjemme på gårdene, men mødte jævnligt til eksercits og øvelser. Andre hvervede soldater boede i nogle barakker, deraf stednavnet Brakker.
Ved en stor auktion i Kolding i året 1765 blev hele Ryttergodset imidlertid solgt af Kronen og overgik nu til selveje for beboerne og enkelte andre, men det var en meget stor økonomisk byrde for bønderne at udrede købesummerne. Pastor Knud Storm (sognepræst i Ødsted og Egtved 1733-1772) beklager sig over, at han får alt for lidt ind som offer af sine sognebørn. Præsten ser i det hele taget meget mørkt på forholdene for bønderne efter salget af Ryttergodset, som det fremgår af en af hans indberetninger til biskoppen.
Med hensyn til skovene, da er der i Egtved og Bøgvad skov til ”fornødenhed”, men da bønderne nødes til at sælge deraf til deres udgifter, så vil skovene vel ikke vare så længe. Træ kan sælges til vesterboerne til lægter, klover, bundstager, hilder, træsko og vogntømmer, hvorved bønderne slider deres heste og vogne op og forsømmer deres avling. I Egtved er der moser, dog så langt borte, at man kun kan hjemage 6 a 7 læs en hel lang sommerdag.
Ulve og ræve haves ikke. Rådyr, hjorte og harer samt fuglevildt er næsten bortskudt og fordreven, siden bønderne købte sig selv, og hver som vil, skyder. Af fiskeri haves ikke synderligt i Egtved uden nogle få foreller i bækken og gedder og aborrer i de små ferske søer, Skærsø, Hejlskov sø, og den sidste Brudsø, der har sit navn af en brud, Wusse, som med sin brudeskare i snefog om vinteren blev forvildet og kom ud på isen, der ikke kunne bære, hvorfor de alle druknede.
Af håndværksfolk er der ingen, undtaget er de, som efter forordningen må bo på landet. Fattige kvinder, som spinder, må leve af vand og brød, om de skal betale deres ”ekstraskat”. Ellers bliver de udvist af husene, hvis ejere hverken kan eller vil betale for dem. Der lever 417 indbyggere i Egtved og 147 i Ødsted sogn. Bygningerne er af bindingsværk med lervæg, undtagen i Bølling, hvor mursten brændes til husbrug. Tag af rughalm, bjælker og sparreværk nu til dels af bøg, det falder de fattige bønder for kostbart at købe fyrretræ. Bøndergårdene består af én længe stuehus, én længe lade, én længe fæhus og én længe stald, samt huggehus og vognskur.
Ikke mange kender i dag Hans Jacobsens fortid som soldat og grænsegendarm, men alle kender vist nok den gamle bonde fra Bølling Skanse. Her boede familien i mange år, og samtidig var Hans sammen med sin kone, Gerda gennem mange år bestyrer og passede forsamlingshuset i Bølling.
Hans er en markant skikkelse, der fortjener at få sin historie fortalt, og han er en god fortæller med megen lune må man konstatere. Efter han blev enkemand bor han nu i en hyggelig lejlighed ved Egetoft. Her, hvor han levende fortæller om et spændende liv, om soldaterlivet op til 2. verdenskrig, hvor han blev sendt på en umulig opgave d. 9. april, om arbejdet som landmand og alt muligt andet arbejde, og sidst men ikke mindst ”de skrå brædder” og mange gode oplevelser ved dilettant i Bølling og til tider også lokale egns-spil har fyldt Hans Jacobsens et par og halvfemsårige tilværelse.
I egnsspillet om Egtvedpigen spillede Hans en sjov rolle.
Men først et par generelle oplysninger om gendarmeriet ved den dansk-tyske grænse, der hvor Hans Jacobsen i sin ungdom også gjorde tjeneste, og hvor han gik vagt i under første del af verdenskrigen.
Grænsegendarmeriet oprettedes ved en kongelig resolution af 4. december 1838 af tre rytterregimenter i Holsten og var underlagt hæren indtil 1864. Gendarmeriet kæmpede i 1864-krigen sammen med det slesvigske gendarmeri som en militær enhed og blev herefter nedlagt. Korpset blev så genoprettet i 1866 og virkede herefter som et militært organiseret grænsetoldpolitikorps ved Kongeågrænsen.
Den 5. maj 1920 indtog Grænsegendarmeriet da efter genforeningen sin nye post langs grænsen mellem 1. og 2. afstemningszone, der pr. 21. juni 1920 blev den nye dansk-tyske toldgrænse på land. I 1920 blev grænsen inddelt i 5 officer-distrikter med i alt 16 afsnit. Hovedkvarteret lå i Gråsten.
I perioden 1920-32 overtog grænsegendarmeriet dele af toldklaringen og kontrollen med grænsetrafikken ved de små overgangssteder, herunder paskontrollen, der oprindeligt hørte til politiets opgaver. I forbindelse med truslen mod grænsen i 1930-erne blev der gennemført en bedre bevæbning af korpset, og dets funktion ved grænseoverskridelser blev præciseret. Fra 1937 indgik Grænsegendarmeriet direkte i det militære forsvar af Sønderjylland. I årene omkring anden verdenskrig var Grænsegendarmeriet et militært organiseret og bevæbnet korps, der sammen med toldvæsenet havde til opgave at kontrollere varetrafikken i området ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland. I samarbejde med politiet deltog korpset endvidere i paskontrollen og i opgaven med at opretholde ro og orden ved grænsen.
Den 9. april 1940 blev tre gendarmer dræbt af tyske efterretningsfolk. Omkring klokken fire på besættelsesmorgenen 1940 blev overgendarmerne A.S. Albertsen, J.P. Birk og A.A. Hansen under bevogtningstjeneste ved jernbaneviadukten i Padborg skudt ned af tre civilklædte tyske agenter fra Regiment Brandenburg. Tyskerne var som ”fortrop” for besættelsesstyrken sendt over grænsen for at forhindre, at vigtige broer, veje og jernbaner skulle blive ødelagt af det danske militær. Ved jernbaneviadukten i Padborg stødte de tre tyske agenter på gendarmerne. Gendarmerne spurgte, hvad de skulle her. Der blev svaret på tysk, at de skulle til banegården, hvorefter tyskerne trak deres pistoler og skød gendarmerne på kort afstand. Overgendarm Birk var død på stedet, mens de to andre sårede døde senere. Tyskerne har angiveligt troet, at gendarmerne var ved at forberede sprængning af banen.
Korpset som helhed kom ikke i kamp, regeringen havde nemlig den 8. april givet Grænsegendarmeriet ordre til ikke at skyde eller indlade sig i kamp, hvis tyskerne overskred grænsen.
Fanevagt ved mindesmærket for de tre dræbte gendarmer d. 9. april 1940.
Oberst Svend Paludan, Muller, chef for Grænsegendarmeriet, faldt den 26. maj 1944 i ildkamp med tyskerne. Fra sin tjenestebolig ved Gråsten Slot kæmpede han heroisk mod den tyske overmagt, og tog flere tyskere med sig i døden. Forinden havde han fået sin familie og to ordonnanser bragt i sikkerhed ad bagdøren.
Obersten havde både før og under besættelsen markante meninger om tyskerne, og tyskerne havde også obersten mistænkt for illegalt at modarbejde besættelsesmagten. Da tyskerne den 26. maj 1944 ville arrestere obersten, var det helt i overensstemmelse med hans overbevisning og handlinger, at han modsatte sig arrestationen og dermed betalte den ultimative pris.
Den 19.-20. september 1944 blev hele korpset interneret og et stort antal gendarmer sendt til tysk koncentrationslejr. Den 5. oktober 1944 blev 141 gendarmer (af i alt 291 som var interneret) udtaget til deportation til koncentrationslejren Neuengamme. Inden det i marts 1945 lykkedes at få de sidste gendarmer hjem var 35 omkommet, en savnedes, to døde før befrielsen og tre døde senere som følge af den grusomme behandling i Tyskland.
En ny grænsebevogtning blev straks efter befrielsen 5. maj 1945 etableret i samarbejde med modstandsbevægelsen, siden Den danske Brigade og den regulære hær. I løbet af 1949 afvikledes korpsets militære opgaver helt, og i 1952 skiftede korpset navn til Toldgrænsekorpset. 1. april 1969 nedlagdes korpset helt.
Hans Jacobsen som korporal i 1940.
Hans Jacobsen får herefter ordet: Jeg er født d. 6. juni i 1917 i en lille landsby syd for Rødding, der hedder Brandstrup. Min far var på det tidspunkt indkaldt som tysk soldat, og han kom først gående hjem fra Rusland et stykke tid efter 1. verdenskrigs afslutning. Jeg husker gennem min barndom at far tit vågnede om natten med de værste mareridt, som plagede ham i flere år. Han var oprindelig kampestensmurer, og flere gårde og huse på egnen står stadig efter far, så de har været lavet godt. Efter genforeningen i 1920 flyttede familien lidt nord for Rødding til Hjerting Skov. Selv om jeg kun var tre år, kan jeg stadig huske denne flytning pr. hestevogn. Vi var 6 søskende hjemme, og da jeg næsten var fyldt 10 år kom jeg over på en gård at bo en sommer. Her skulle jeg op før kl. 5 og malke to køer og siden trække alle 17 køer ud og tøjre dem inden skolen begyndte kl. 7 hver morgen. Denne sommer tjente jeg 50 kr. 30 købte vi tøj for og de 20 blev sat i sparekassen. Hjemme igen gik jeg lidt ud på dagleje, når jeg ikke var i skole, men der var især en lærervikar, der godt ville give os fri, sådan i høsten, og da kunne man tjene 1 kr. og 50 øre om dagen. Jeg kunne nu ellers godt li’ at gå i skole og da jeg blev lidt større inden konfirmationen, blev jeg tit sat til at hjælpe de mindre skolebørn. Efter jeg kom ud af skoen, var jeg i en plads, hvor vi kørte grus ud på sognevejene med hestevogn, og i en lidt mærkelig plads, hvor manden holdt på at have særskilt vogn til høst, til at køre møg og til at køre i byen. I 1933 tog jeg så på Skibelund efterskole. Både opholdet og mit tøj havde jeg selv tjent til. Det var en skøn tid, jeg lavede en dragkiste, og jeg husker endnu en lærer La Cour, som havde det mundheld: ”Du skal altid stikke fingeren i jorden, for at lugte hvor du er” Jeg synes dengang det var underligt, men i dag forstår jeg ham bedre.
Endnu en plads på en lidt større gård, her var jeg først 2. karl og senere fodermester. Da vi kom til november, sagde manden, at jeg blev nok nødt til at søge en ny plads, for han havde ikke råd til at give mig det, jeg nu var værd. Jeg forlangte 100 kr. om måneden, det ville sognefogden godt give på en anden stor gård, så her blev jeg fodermester, vi havde opdræt af avlsdyr, både tyre og kvier. Det var en rigtig god plads, jeg havde frie hænder til indkøb af foder, og når dyrene skulle ind på auktion i Haderslev var jeg altid med, for som manden sagde: ”Du har jo selv lavet dem”.
Nu var jeg så blevet 20 år og var på session. Til april 1938 blev jeg indkaldt til 18. batl. 4. komp. 3. deling. Efter rekrut tiden blev jeg udtaget til korporal skolen i Haderslev. Her blev vores lærer skam DM i bajonetfægtning, vi blev rigtig lært op.
Som rekrut fik vi 50 øre om dagen, og det steg til det dobbelte som korporal, men var alligevel meget mindre end da jeg fik 100 kr. om måneden. Der var meget kadaver disciplin, især da vi kom tilbage til Sønderborg, og nu nærmede krigen sig, begyndte vi at mærke. Sidst i august 39 blev vi sendt på øvelse oppe ved Sjølund, hvor vi blev indkvarteret på gårde og større huse, jeg var havnet i Brugsforeningen. Den 1. sept. hvor Hitler gik ind i Polen, blev vi alarmeret og måtte stille med en madpakke og skarp ammunition. Jeg fik en feltvagt og fik ordre at stille op med sigte mod Hejls mejeri, og her måtte jeg så virkelig til at råbe op, for der stillede et par soldater lidt berusede – hvad kunne der ikke ske med de skarpladte geværer rettet ind mod mejeriet, tænkte jeg. Vi fik intet at vide, og sådan var det også senere, det der foregik var meget mærkeligt. Medens vi var i Sjølund fik jeg også ordre til at tage til Varde med 3 mand. Her skulle vi bevogte en tysk pilot, der var nødlandet på Fanø. Der gik 3 dage inden flyveren blev afhentet, og i den tid stod vi troligt vagt uden for hans hotelværelse.
Op til tyskernes overfald d. 9. april 1940, blev situationen mere og mere anspændt på kasernen i Sønderborg. Allerede i marts måtte vi kun færdes feltmæssig og orlov var inddraget. Om morgenen d. 7/4, lå der pludselig ca. 30 mindre skibe i Alssund, vi fik senere at vide at alle skibene var lastet med heste på vej til tyskerne i Norge. D. 8. april fik jeg udleveret nøgle til våbenkammeret og skulle udlevere 20 skarpe patroner til hver geværskytte og 60 til rekylgeværene, tænk det var jo ingenting hvis vi virkelig skulle i kamp.
Kl. 10 om aftenen, stadig den 8. april, kunne vi gå i seng, men helt feltmæssig og kl. 4 om morgenen blev vi vækket, da fløj de tyske flyvemaskiner allerede lavt hen over os, men de skød ikke på os. Oberst Kristensen beordrede nu en kaptajn til at rykke over til Als for at indtage en stilling, men kaptajnen indvendte, at det var en ren selvmordsopgave, så det ville han ikke. Så beordrede obersten mig tage en gruppe ud på broen over til Als for at forhindre at broklapperne kom op. Vi lå så der midt på broen, helt ubeskyttet, og med et større tysk krigsskib liggende nede ved slottet. Ingen af parterne løsnede et skud, vi lå bare der og vidste ikke hvad der skete, men kl. 9 ringede obersten, at nu kunne vi godt komme hjem. Vi måtte så resten af formiddagen grave skyttegrav foran kasernen, men vi så ikke spor til tyskerne, de hastede alle sammen nordpå. Vi soldater syntes alle bagefter, at det var et spil for galleriet, at der måtte falde gode danske soldater, når hensigten hele tiden havde været, at vi ikke for alvor ville gøre modstand.
Broen over Alssund, som Hans Jacobsen bevogtede d. 9. april 1940.
Jeg tænkte, at nu kunne jeg lige så godt blive ved militæret og søgte ind på sergentskolen i Sønderborg, det blev ikke rigtigt til noget, for obersten ville ikke være med mere. Senere på sommeren søgte man grænsegendarmer, og der meldte jeg mig også, men fik at vide at der var 300 der søgte foran mig. Så tog jeg en plads ved Alminde på Stensbjerggård til 50 kr. om måneden + 50 øre i timen, når jeg ikke passede køerne. Der blev jeg glad for Gerda, der tjente samme sted, og vi blev forlovede.
Nytårsaften kom der så brev om, at jeg skulle begynde som gendarmaspirant den 9. januar. Det var jo en overraskelse, men jeg tog ned til grænsen og fik logi ved en gift gendarm dernede. Tjenesten bestod i 4 timers vagt og 8 timers fri, skiftende døgnet igennem, samt én dag om ugen fri. Bevogtningen for vort vedkommende var i Frøslev plantage, et ret øde område. 5 km. rundt i terrænet og så tilbage igen. Kun en enkelt gang pågreb jeg en grænseoverløber, en dansker, der havde været en tur i Berlin. Mange gange, når de engelske flyvere angreb Flensborg, skød tyskerne som vilde og det var ikke ufarligt at færdes derude om natten, når projektiler fløj om ørene på os.
Gerda og jeg blev så gift d. 13. april 1942 i Fredsted, hvor hun var fra, og vi fik vores første barn året efter. Det blev til 8 gennem årene, fire af hver og det var godt nok.
Det nygifte par med deres første barn, Hans er i gendarmuniform.
Medens jeg var gendarm hjalp jeg undertiden en bonde, der havde jord på begge sider af grænsen, og en dag jeg var ude at høste med selvbinder gav det et hop, jeg så bagud og hårene rejste sig lodret, da jeg så at jeg var kørt lige hen over en granat, der ikke var gået af.. Jeg skulle ikke have høstet mere på marken, og der blev et ordentligt hul i marken, da en sprængningskommando fik den uskadeliggjort. Det tog dog 8 dage inden det skete, og i den tid fik kornet lov til at blive stående.
Som gendarm tog jeg to idrætsmærker, det var noget oberst Paludan opmuntrede os til, han havde dem alle selv, men manden vi boede hos kunne ikke rigtigt med min kone, så efter godt et års tid tog jeg min afsked som gendarm og ville være landmand igen.
Vi blev så bestyrer på Fiskærsminde ved Alminde, her var vi i 17 år, her blev børnene født på nær den første og den sidste, og vi sparede hele tiden op til at kunne få vores eget landbrug.
Skansegården i Bølling inden den brændte.
Det blev Skansegården ved Bølling som vi købte i 1960. Desværre brændt det meste ned 8 år senere, to længer stod ikke til at redde da vores bil kortsluttede. Det var en rigtig grim oplevelse, hvor vi mistede næsten alt, og vores søn blev beskyldt i starten for at forårsage branden, og politiet forsøgte på forskellig vis, at få drengen til at tilstå, det blev jeg godt gal over, kan jeg huske. Heldigvis viste de tekniske undersøgelse noget andet. Et held i uheld var det dog, at branden ikke skete om natten, for så var vi næppe kommet ud i live, men vi mistede jo alle vore ting og sager.
Branden var også en økonomisk lussing af format, forsikringen kunne slet ikke dække de nye bygninger, og jeg måtte begynde at tage arbejde uden for landbruget for at redde økonomien.
Jeg har både arbejdet på Zoneberg elementfabrik i Kolding og hos kobindselfabrikken Dan i Egtved. Det var en hård tid med arbejde fuldtid og bagefter at få passet bedriften på gården. Efterhånden jeg blev ældre lejede vi jorden ud og solgte dyrene.
Hesteforsikringen for de mindre husbrug har også haft mig som medlem og i bestyrelsen i mange år. Det rørte mig meget at de udnævnte mig som æresmedlem her ved deres nyligt afholdte jubilæum. Forsikringsforeningen lever den dag i dag i bedste velgående, modsat den store kasse, som er gået ind for mange år siden.
Jeg må sige at være faldet til her på Egetoft efter at jeg blev alene i marts 2004, hvor Gerda døde.
Dagligvarehandlen i Egtved har førhen været betjent af et par købmænd og af kroen i Egtved. Helt indtil andelsbevægelsen fik vind i sejlene omkring 1880. Da skød andelsmejerier og – slagterier op takket være fremsynede bønder overalt i Danmark, og snart fik man også den tanke, at omsætning af dagligvarer lige så godt kunne ske på samme andelsniveau. Det skete dog med en betydelig modstand fra flere sider. Både arbejderbevægelsen og socialisterne i byerne var imod brugsforeningerne , idet de ville have al produktion og handel overtaget af staten, og konservative kredse var også imod kooperationstankerne, fordi det ville svække den private handel. Her på egnen startede den første brugsforening i Balle allerede 1868, og i V. Nebel i 1874. Året efter blev den senere kendte andelsforkæmper Severin Jørgensen uddeler i byen og han organiserede fællesindkøb, som hurtigt udvidedes til det FDB, som alle kender i dag. Som sagt var der i starten ret stor modstand mod brugforeningstanken, sågar kunne det skille familier ad – om man tilsluttede sig eller – man gik ind for den private handel. I landbruget havde mange gennem højskolebevægelsen og i partiet Venstre fået kæmpet sig fri af Estrup og hans provisoriske love, og var nu blevet en folkelig drivkraft, der gav næring til de nye tider med andelstanken, som et bærende element. Herhjemme begyndte den første brugsforening i Thisted i 1868, og allerede i 1870 fik man i Ågård en sparekasse for Starup, V. Nebel, Egtved og Viuf sogne. I 1888 blev andelsmejeriet i Egtved bygget på Højvangs jord, samme år fik Egtved sin egen sparekasse, også med Højvangs ejer Rasmus Eriksen som kasserer i sit stuehus.
Næringsbeviset fra 1893, der gav ret til at handle i Egtved.
I Egtved havde man en ”vareuddelerforening” en kort tid, men d. 26 marts 1893 vedtog man i et møde i forsamlingshusetenstemmigt, at nedlægge denne forløber for en egentlig brugsforening og danne Egtved Brugsforening. Hele 106 underskrevne medlemmer tegnede sig solidarisk til den nye forretning i Søndergade, og det var fortrinsvis den sydligste del af sognet, der gik ind for foreningen, således tegnes den første bestyrelse af Knud Jensen, Bølling, Jørgen Hansen, Egtved Skov, Mads Ditlevsen, Svanbjerg, Rasmus Hartvigsen, Vinkelgård og møller Johan Johansen, Egtved.
Hjuler Terkel Jensen blev foreningens første uddeler, han skulle dog selv afholde et evt. svind og sørge for indpakningspapir og lys og varme i lokalerne. Huset blev siden købt i 1900 af Terkel Jensen, der som løn fik 6 3/4% af omsætningen, dog lidt mindre for markfrø, foderstoffer og kunstgødning.
Anders Simonsen kørte varerne hjem fra Kolding med hestevogn for 22 øre pr. 100 pund, men dette beløb faldt da Egtvedbanen åbnede, til kun 2½ øre pr. 100 pund. I 1900 købes Brugsen i Søndergade for 7.000 kr. – og da Terkel Jensen ikke kan få 5½% af omsætningen, som han krævede, ansættes J. Birk som uddeler, og Jensen startede sin egen købmandsforretning i Søndergade 4. Men det gik stadig fremad for brugsen i Egtved, allerede i 1904 er medlemstallet steget til 229, og uddeleren fik nu også 25 kr. om året til kundernes lange piber, men bajersk øl måtte ikke drikkes indenfor butiksdøren, og nu kan Birk godt få 6% af omsætningen som løn. Der er kommet telefon og elektrisk lys fra Egtved elværk, og i en hestegang kunne kunderne få knust de hårde foderkager til køerne. I 1928 blev der udbetalt hele 10 % i dividende (overskud) til medlemmene. Under 1. verdenskrig var der gentagne gange røre om regnskabet og uddelerens aflønning. Birk opsiger sin stilling, og H.J. Jensen fra Knudsbøl købmandshandel ansættes i stedet, men ikke med særligt held, da hans regnskab og gæld til Brugsen ikke kan holde for revision. Familie og beboere ved Knudsbøl dækker underskuddet, men det gav et knæk i tilliden og samarbejdet i foreningen. Omsætningen under krigen steg ellers på et år fra 67.295 kr. til 120.549 kr. Nu kom der så et dygtigt uddeler par fra Rugsted brugsforening til Egtved med Maren og Niels Hansen Nielsen, og dette samarbejde betød en væsentlig fremgang. Samtidig med at byen nu var blevet stationsby og vokset til at Søndergade havde fået forskellige butikker næsten på hele vejen op og byen fik et større opland, gav det mod på en større ombygning og udvidelse i butikken 1923 for 18.878 kr. Der blev bygget en hel etage ovenpå den gamle og omsætningen var steget til 222.404 kr. Medens byggeriet stod på havde man lejet Chr. Thomsens butik på den modsatte side af gaden.
Det nye uddeler par, Maren og Niels Hansen Nielsen fra 1919 til 1951.
Den flotte nye ombyggede Brugsforening i Søndergade 1923.
Under krisen i trediverne voksede medlemmernes gæld voldsomt og var en overgang på 20 % af årsomsætningen, man søgte og fik bevilling til at handle med ikke-medlemmer, og det øgede omsætningen. Efterhånden var der en stor husholdning i det store hus, personalet bestod nu af fire komiser og to lærlinge, en chauffør, et par piger og familien Nielsen selv. Ca. 15 personer til spisning, hvor man sad ”efter rang” – var en lærling lidt kræsen, sagde uddeleren gerne: ”Vi må vist have fadet rundt en gang mere” – man blev nødt til at spise af det, der kom på bordet.
Butikken ved skiftet til sønnen Hans Nielsen som uddeler 1951. Den gamle uddeler Nielsen ville gerne trække sig tilbage i 1951, og anbefalede sin søn Hans Nielsen som sin efterfølger, han valgtes med et stort flertal af medlemmerne. Nu begyndte en ny tid med større og større omsætning, varerne forsynes med deklaration om indhold og holdbarhed og emballeringen bliver mere og mere opfindsom. Der tages også som noget nyt fat på annoncering, og i 1952 udgør udgiften til Egtvedposten for annoncer – 15 kroner. Efterhånden forsvinder kontrabogen også. Den har gennem årtier været regnskabet mellem forbruger og butik, hvor man som regel afregnede ved månedens udløb, og ved årsskiftet fik man dividende udbetalt. Dette overskud kunne være helt op til 10 % af omsætningen, men også noget mindre, alt efter hvor store investeringer foreningen havde foretaget. I 1961 blev forretningen indrettet til selvbetjening og kontanthandel. Nu fik man i stedet værdimærker til indklæbning, og og rabat blev udbetalt efter sådanne køb. Men allerede midt i halvfjerdserne blev man enige om at binde overskuddet som foreningskapital i stedet for at skulle forrente dyre lån til nødvendige udvidelser og investeringer.
Brugsen flyttes Den stadige vækst i omsætningen, der 1963 er kommet op på 1,6 mil. kroner gør det påkrævet at flytte Brugsen til et mere hensigtsmæssigt areal, og da Asger Thomsen allerede har besluttet at flytte sin butik til den nye vej Aftensag, købte man areal af Laurids Bjerre mellem denne vej og Kirkevej i Egtved. Selvbetjeningsbutikker havde efterhånden vundet indpas i byerne og foreningen planlagde et byggeri med slagteafdeling og frugt og grøntafdeling, og da flere købmænd og slagtere havde opgivet deres forretninger var der behov for at øge også denne omsætning. Den gamle butik i Søndergade blev solgt til en møbelhandler (siden er der indrettet lejligheder) og året efter flytningen kan butikken meddele om en omsætning på 2.433.000 kroner og et medlemstal på 800. Ok tankanlægget ved den nye butik blev købt, da det viste sig at den kunne tjenes ind på blot et år.
Butiksdød Det er også i denne periode, at de små brugser på landet må bukke under på stribe. I 1950 fra 1800 brugsforeninger til ca. 1200 ti år senere. Brugserne i Brakker, Øster Starup, Rugsted, Haraldskær, Kærbølling, Ravning, Gammelby, Limskov, Gødding og Vork bev lukket og det gav selvfølgelig en voldsom øget handel til Egtved. 1974 påbegyndes den første udvidelse på den nye Brugs i Egtved. Pris, 3,2 mil. Medlemmerne har hidtil heftet solidarisk, dvs, at ved en konkurs skulle alle medvirke ved en gældssanering, men nu bliver vedtægterne lavet om til begrænset ansvar, hvilket er en betydelig lettelse for det enkelte medlems forpligtelser. I 1970 afgår Peter Jensen, Vinkelgård som formand, og han afløses af Regnar Olesen, Vork, der beholder denne post helt til 1986, hvor Poul Egon Hansen vælges som ny formand.
Parkeringspladsen ved Brugsen efter udvidelsen, hvor der nu er kommet en bagerafdeling til.
Uddelerne skifter Hans Nielsen havde siden 1951 sammen med sin kone Hilda bestridt uddelerhvervet på bedste måde, nu døde han pludselig alt for tidligt 1981, og man måtte ud og finde en ny. Valget faldt på Poul Erik Rasmussen, der sammen med sin kone Karin, de næste år også blev et populært uddeler par i byen. Han fik desværre også en ret kort tid i sit virke, da han ved et brutalt røveri bliver kvalt. Dette mord er aldrig blevet opklaret, den 57 årige uddeler blev d. 4/6 2002 fundet død på gulvet i sit kontor, og et beløb mellem 30 – og 40.000 kr. var røvet fra stedet. Efterfølgende er der rejst en mindesten ved Brugsen over den dræbte uddeler. Som ny uddeler ansættes Ole Kolding i 2002, han er ligesom den nye førstemand Henrik Nederby kommet fra Børkop.
Der bliver givet sponsorstøtte på 10 øre af hver solgt liter benzin til sporten i Egtved. Poul Egon Hansen havde overtaget formandsposten efter Regnar Olesen i 1986, men han dør uventet i 2012, hvorefter Bjarne Neermann bliver den 9. formand i foreningen.
Ilse Ladefoged i Brugsen.
Hans Nielsens enke Hilda blev i mange år ved med at være et stort aktiv i butikken, og mange husker hende som et pligtopfyldende menneske som havde en stor andel i Brugsens fremgang igennem årene.
Og ved 100 års jubilæet festede hele byen og omegnen. Med et ekstranummer i Egtvedposten og ved en stor fest i forsamlingshuset. Nu skiftede butikken navn til SuperBrugsen, som er en lidt større udgave med bl.a. slagterafdeling og et butiksareal over 300 kvm. Der er siden 1988 været drevet bageri sammen med Brugsen, men i 2005 overgår dette til en privat bager efter uoverensstemmelse med den ansatte bager.
Større konkurrence i Egtved I de seneste år er der kommet ret så meget konkurrence på dagligvareområdet, og SuperBrugsen er slet ikke ene om handlen længere. På Aftensang kom der allerede en Bonusforretning i 1983, den er senere overtaget af Fakta, som en overgang konkurrerer voldsomt med prisen på mælk, det hævdes at denne blev solgt under markedsprisen. Regnar Olesen siger til VAF, at det koster 2.500 om ugen at sælge under indkøbsprisen i Brugsen.
Få år senere åbnede ABC Lavpris endnu et supermarked på Aftensang, og de har her formået at tiltrække kunder fra et stort opland. Starten på ABC Lavpris kæden var i 1981, hvor fætrene Esper og Henning Tobiasen gik i kompagniskab. I fællesskab købte de et minimarked i Videbæk, som bar navnet ABC-Super (Senere er navnet ændret til ABC Lavpris). Personalet bestod, ud over de to købmænd, af 2 lærlinge og 1 kassedame på halvtid, og første års budget lød på en omsætning på 10 mio. kr.I dag består ABCLavpris af 13 store lavpris supermarkeder med en årlig omsætning på ca.975 mill. kr. De beskæftiger ca.475 medarbejdere fordelt på 13 butikker, med hovedkontor og centrallager i Tarm. Kæden er stadig 100% ejetaf de 2 Tobiasen familier.
SuperBrugsens nye facade efter ombygning og ændret parkering, som har kostet et to cifferet millionbeløb, og nederst travlhed i bagerafdelingen.
Ledelsesberetning 2013 SuperBrugsen i Egtved er stadig en selvstændig Brugsforening og er medlem af SuperBrugsens kædeforening. Foreningens resultatopgørelse for 2013 udviser et underskud på kr. 1.018.455 og foreningens balance 31.12 2013 udviser en egenkapital på kr. 14.517.175. 2013 blev et år i ombygningens tegn, og blev afsluttet i foråret 2013 og fremstår nu som en moderne og spændende dagligvare butik. Byggeriet har naturligvis en afsmittende effekt på slutresultatet i negativ retning, men dette var forventet. Butikken ser fremtiden i møde og håber ombygningen kan have en positiv betydning. Nettoomsætningen blev på 45.605.162 kr. Det er bestyrelsens vurdering er fortsat at styrke en god udvikling, være synlig i lokalsamfundet og være den centrale butik med det største sortiment.
Brugsen set fra Kirkevej efter ombygningen.
Der har været mange ansat i Brugsen gennem tiderne – her et gruppebillede fra 90erne.
Med de nye tider har man fx sagt endegyldigt farvel til den gamle kontrabog – ligesom så meget andet i den gamle brugsforening, men endnu lever andelstanken og dens principper i den gamle veltjente SuperBrugs i Egtved.
Under 2, verdenskrig da Danmark var besat af tyskerne havde man beholdt det danske politi, der virkede sammen med retsvæsnet, men under tysk kontrol indtil d. 19 september 1944. Da blev også dansk politi arresteret af tyskerne og mange blev sendt i tysk konzentrationslejr. Her mistede en del livet og andre fik et psykisk knæk, heldigvis lykkedes det en ret stor del af politistyrken at flygt og gå under jorden, og mange af disse politifolk gjorde siden et stort arbejde i modstandsbevægelsen. Efter tyskernes arrestation øgedes kriminaliteten betydeligt i Danmark, derfor udsendtes der i oktober 1944 et cirkulære til alle kommuner om oprettelse af vagtværn med bebyggelser over 2000 indbyggere med opfordring om vagtværn med fast ansat mandskab. Vagtværnene skulle fremme retssikkerhed og de var bemyndiget til at foretage anholdelser. I et regulativ om vagtværnets bemyndigelser hedder det: Anholdes en sigtet for en grovere forbrydelse, afleveres han snrest muligt sammen med et eksemplar af rapporten og evt. koster til arresthuset. Hvis forbrydelsen er af mindre grov karakter, såsom småtyveri, overfald uden væsentlig skade, kan anholdte løslades når rapport er optaget. Der indgår ved enhver anmeldelse om arrestation en rapport til statsadvokaten. (Der må åbenbart stadig eksistere en dansk retsorden, også efter politiets arrestation, men hvor meget den har betydet i praksis, er nok ret tvivlsomt). Der var kun et departementstyre i landet efter at regeringen var trådt tilbage på dette tidspunkt, men kommunerne blev dog fortsat ledet af folkevalgte sogneåd og byråd. Ufarligt var opgaverne som vagtværn dog langtfra. Der var total mørkelægning, og spændingerne mellem den tyske besættelsesmagt og på den anden side modstandsbevægelsen, var blevet mere og mere mærkbart. Manglen på næsten alle varer gav tyveknægte ekstra mod på at gå på rov, så det må siges at være prisværdigt, at der i Egtved meldte sig ca. 150 bogere til vagtværnet, hvor de fik vagtstue på den gamle stationsbygning, som sognerådet havde overtaget.. Det resulterede i vagthold til alle ugens dage, således at man kun én nat om ugen måtte afse til vagttjeneste i vagtværnet. Desværre er protokollen fra den tid ikke bevaret, men Emil Holm har fortalt om den tid, han som ung var mellem af de gæve vagtmænd.
Fhv. murermester Emil Holm var også indkaldt som CB under krigen, og står her vagt ved kasernen i Haderslev. CB stod for cevilbetjent, og de arbejdede meget med redningsopgaver sammen med dansk politi under krigen.
Og eksempel på et legimitationskort, som alle skulle bære på sig gennem krigen. Disse kort blev dog mange gange forfalskede.
Et andet og lidt større vagthold fra Egtved: fra venstre står tømrersvend Svend Pedersen, fabrikant Bent Andersen, murersvend Emil Holm, Bang, tømrermester Carl Bendix Pedersen. Siddende fra venstre: kommis fra brugsen, tørvefabrikant Thorkild Christensen, skræddermester Schnegelsberg, Jacob Lauersen og mejerist Sigvald Jensen.
Der var overalt i landet udgangsforbud fra kl. 20.30 indtil kl. 5.30 om morgenen, og alle der blev antruffet i dette tidsrum blev taget med til vagtstuen, afhørt medens deres navne blev noteret i rapportbogen. Det kunne give anledning til forlegne miner hos unge, der måske havde været på pigebesøg, eller på anden måde ikke havde rent mel i posen som Emil Holm husker. Der var også besvær med nogle lastbiler uden nummerplader, det var gerne nogle der arbejdede på Vandel flyveplads, og de søgte så beskyttelse hos tyskerne, og klarede på den måde frisag hos værnemagten. En sabotørgruppe i Jordrup spængte også et par lastbiler i Egtved og i den forbindelse bankede de på vagtstuen og underrettede vagtchefen om deres forehavende, idet de havde deres pistol rettet mod ham.
Efter befrielsen d. 4 maj 1945 blev der, som overalt i landet, stor jubel og flere der havde været gået under jorden, som det blev kaldt, hvis de havde været eftersøgt af tyskerne for illegalt arbejde, kom hjem til deres familier igen.
Om morgenen d. 5 maj, da alle flag var hejst i Egtved, indtraf der en dramatisk begivenhed da der kom en bil med en tysk officer og to kvindelige passagerer kørende. Mona Andersen der bar frihedskæmperarmbind, standsede bilen og førte dem truende med pistol til vagtstuen. Under stor protest og efter at tyskerne var blevet alarmeret om episoden, kom flere lastvogne med tyskere til Egtved, hvor de afspærrede vejene og truede med alskens ulykker, hvis ikke officeren straks igen blev løsladt. Der blev truet med at sprænge hele byen af. Den spændte situation blev omsider afblæst efter at der blev forhandlet fred med de oprørte tyske soldater, som fik deres mand løsladt igen, og dermed kunne vagtværnene omsider også blive afløst af det danske politi, der nu kunne overtage retssikkerheden efter de uhyggelige tider gennem årene under krigen.
Der skulle udpeges personer til at følge familierne fra hvert distrikt i kommunen.
Alle vagtværnets medlemmer, som i øvrigt alle var frivillige, fik udleveret et fotografi med legitimation om at ihændehaveren tilhørte det kommunale vagtværn. Desuden fik de udleveret en stålhjelm og en stav, som dog kun måtte benyttes med besindighed og man måtte ikke tilføje større overlast end nødvendig ved anholdelse. Vagtværnets mandskab skal følge deres leders instrukser, og de udleverede udrustningsgenstande skal medføres i tjenesten og uden for denne opbevares omhyggeligt. En stavlygte fuldente vagtmændenes udrustning.
I Vester Nebel blev der oprettet et vagtværn d. 5 januar 1945, og her meldte der sig 25. De blev opdelt i 3 mands hold, der på skift holdt vagt i byen indtil de blev opløst nogle dage efter befrielsen i maj 1945. Man havde i V. Nebel fast tilhør på kroen, og der patruljeredes fra kl. 23 til kl. 5 om morgenen, sidste gang d. 11 maj 1945. I 58 nætter var der intet usædvanligt at notere, i 41 nætter blev der afkrævet legitimation af forbipasserende og påtalt mindre færdselsforseelser og lignende småting. I 6 nætter blev der noteret større begivenheder. Indbrud på Jordrup station,, indbrud i brugsen, hvor tyvene truede uddeleren med revolver, de flygtede derpå mod Kolding, hvor sporene fortabte sig. I februar kom tyske soldater til byen nogle dage og i april var der igen indbrudsforsøg et par gange. Den 4 maj var der betydelig uro i byen på grund af befrielsen, men det havde sikkert naturlige årsager. I april havde vagtværnet måttet se sig formindsket med hele 9 medlemmer på grund af arbejde i tørvemoserne, men man opretholdte dog alligevel 3 mandshold til patruljering.
I Egtved gik vagtværnet på patrulje fra kl. 22 til kl. 6 morgen. 25 liter benzin var blevet udleveret til at køre evt. arrestanter til Kolding, men det blev der vistnok aldrig behov for. Man skiftedes til at gå rundt i et par timer hvorefter der var frivagt og kortspil for dem der havde frivagt. I tilfælde af uroligheder kunne man dog hurtigt blive tilkaldt gennem fløjtesignal fra de øvrige vagtmænd. Egtved havde mod krigens slutning inkvartering af en del tyske soldater, og disse havde deres egne patruljer ude om natten, men Emil Holm oplevede ikke de to parter havde kontroverser mellem sig.
Et Egtveds vagthold: stående fra venstre: post B. Buhl Gaarde, smed N.P. Sørensen, maskinhandler. H.M. Pedersen, rutebilejer Steffen Dam, gartner, J.P. Thomsen. Siddende fra venstre: fabrikant A. Andersen, murermester P. etersen, murermester Chr. Holm.
De slagne tyskere på vej hjem til fods gennem Vestergade.
Evakueringsplaner for civilbefolkningen Medens verdenskrigen endnu rasede i Europa og tyskerne så småt var begyndt at tabe krigen i sommeren 1944 efter invasionen i Nordmandiet, var der ingen der kunne forudsige hvordan enden ville blive. Derfor frygtede man i Danmark at der kunne komme til krigshandlinger, hvor civilbefolkningen ville komme i en situation, hvor evakuering ville blive nødvendig for at redde så mange menneskeliv som muligt. Og derfor blev der bestemt at alle kommuner skulle udarbejde retningslinjer for en given evakuering af lokalområdets befolkning.
Også på Egtved kommunekontor fik man udarbejdet lister for hvem der i givet fald skulle lede og forestå en evt. folkeforflytning. På lokalarkivet ligger endnu planerne for dette arbejde, og her skal kort gengives.
23. august 1944 blev planerne for en evakuering godkendt, og Knud Bruhn fik til opgave at være ordonnans, der skulle underrette de forskellige distrikter. Meget kunne man ikke medbringe.
Lykkeligvis kom de dystre planer ikke til udførelse, da tyskerne endelig overgav sig d. 4 maj 45.
Den første bil med engelske soldater blev hurtigt bestormet af glad børn, der fik en herlig køretur gennem Egtved.
Her er de kommet til torvet, og senere kører de op til sportspladsen ved Kirkevej, hvor de spiller fodboldkamp med unge danskere.
Ådalen ved Egtved med Ege-Tved fiskeri 1953. Læg mærke til Turbinesøen, den hvide flade ovenfor de mange damme. Her blev produceret elektrisk strøm til Egtved og omegn i ca. 50 år indtil først i 60’erne. Det første lille, hvide hus var beboelsen inden familien Uth fik bygget den nuværende beboelse.
De første dambrug Dambrug med karper kendes i Europa fra begyndelsen af det trettende århundrede. Det var hovedsagelig på de større godser, hvor man i tilknytning til de store haveanlæg også havde kunstige damme med springvand og fontæner. De første egentlige damme til bækørreder med tilhørende klækkeanstalt blev etableret ved Randers og Søndersø ved Viborg omkring 1865, men dambrug blev først sat i egentligt system da H.P. Smidt Nissen ved Hvilstedgård og Kolding-Nebel å i 1880’erne fik held med en brugbar metode til udklækning af bækørreder og havørreder, som først blev fanget levende i åen ved hjælp af det såkaldte vippegarn. Det var et stort net man sænkede ned i vandet og med et snuptag vippede op, særligt i uvejr kunne det give en ganske god fangst, og fiskene gik derpå i dammene indtil de var kønsmodne og kunne afgive æg. Nissen var oprindelig skolelærer, men havde købt Hvilstedgård og fattede interesse for at fremavle fiskeyngel ved at stryge æg og befrugte dem, hvilket var noget ganske nyt og uprøvet – i hvert fald herhjemme. Forsøgene faldt ganske pænt ud, og snart fik andre også øjnene op for denne ret specielle produktion af ørreder i dambrug. I de næste hundrede år kom dette erhverv til at betyde utrolig meget her på Egtvedegnen, både landskabsmæssigt og økonomisk, ja dambrugerne var sådan set blandt Egtved sogns mest stabile og bedste skatteydere for 50 år siden, noget der smittede af på den øvrige befolkning i sognet.
Tilbagegang Siden 1970’erne er der imidlertid kommet så mange miljøkrav til dambrugerne, at erhvervet i dag er skrumpet betydeligt ind, og ganske mange dambrug er blevet nedlagt eller omdannet til f.eks. ”put and take” fiskerier, hvor lystfiskere kan boltre sig for et beskedent beløb. De fleste spærringer og stemmeværker i vandløbene er nu også fjernet, og det har givet flere muligheder for laks- og havørreder i åer og bække, og det har vel været en væsentlig grund for den meget restriktive politik, som af myndighederne er blevet ført mod dambrugene.
Schmidt Nissen Jøker fortalte til en båndoptagelse i 1973 om hvordan han som en13 års dreng var med sin far fra Hvilstedgård ude i Spjarup, hvor Søren Thomsen gerne ville have lavet fiskedamme. Det gik i orden og i 1904 blev de første små ørredyngel sat ud i 8 damme. Da krigen kom i 1914 var der kommet flere damme til, deriblandt nogle store damme ude i Heden, som arealet ved Spjarup Krat blev kaldt. Alle damme blev gravet ud med skovl og trillebør. Under første verdenskrig gik produktionen dog helt i stå, det var nemlig umuligt at skaffe foder og de fleste moderfisk blev simpelthen sluppet ud, fordi man ikke længere ville se på at de sultede. Jøker kom så til dambruget i Spjarup igen som voksen i 1928, han købte fiskeriet og udvidede det kraftigt, og det var hos Jøker mange unge kom for at lære håndværket gennem mange år. Schmidt påviste, hvordan vandets beskaffenhed betød utrolig meget med hensyn til iltindhold og renhed, men også den rigtige håndtering af de afstrøgne æg og de små nyklækkede fisk var afgørende for et godt resultat. Til at begynde med fodrede man således de nyklækkede fisk med mygge- og andre larver, som blev lavet i damme med lavt, stillestående vand.
I starten af trediverne kom der en hel del nye dambrug til vest og nord for Egtved. Ved Rosdam på Liegård, Hededambruget, i Tågelund anlagde et par fiskeeksportører dambrug, i Bøgvad kom en tidligere fiskemester fra Haugård, Micael Munk og fik en stor produktion i gang, og Søren Therkelsen, en svoger til Jøker, købte et engstykke fra Spjarupgård, hvor han anlagde sit dambrug. Senere kom Peter Hansen til i den nederste ende af Ballehule bæk, Georg Bundgaard ved Egtved å, hvor også Kristian Sørensen ved Nybjerg mølle og længere nedstrøms Refsgård dambrug blev anlagt i sidste halvdel af trediverne.
Regnbueørreden er en krydsning af mindst 3 forskellige laksefisk, den sælges som regel ved en vægt på 2-300 gram og en længde af ca. 30 cm, men den kan nå op på en vægt af hele 7-8 kg. Den er andre ørredarter overlegen ved at vokse hurtigt og være villig til at æde kunstigt foder, og har efterhånden vundet indpas som den mest fremelskede fisk i dambrugene.
Jøker beretter om nogle meget hårde snevintre, som tog hårdt på bestanden, men afsætningen sydpå gik godt. Fiskene pakkede man i trækasser med is og blev så sendt afsted sydpå fra Bindeballe station. Egtvedegnen er blevet dambrugernes Mekka, noterer Jøker, som dengang også etablerede sig som eksportør af fisk især til England. Men så kom der igen verdenskrig og foderknaphed da havene blev fyldt med miner og fangstpladserne indskrænkedes betydeligt. Både spisefisk og fiskefoder blev en mangel og en kostbar vare. Der var dog aldrig problemer med at afsætte vore ørreder herhjemme og sydpå fortæller Jøker. Under den sidste del af krigen prøvede dambrugerne at lade være med at levere til tyskerne, fordi de ville gemme deres ørreder til det blev bedre tider efter krigen. Jøker fortæller således om hvordan de med alle mulige krumspring narrer tyskerne om antallet af fisk, og hvordan han lige efter krigen rejser til England og sælger alle de fisk de kunne undvære.
Efter anden verdenskrig kom der endnu flere dambrug til ved Egtved bl.a. i Torsted, Balle Hule, Klingebæk, Koldborg og et par ved Vork. Også alle mulige andre steder, hvor der var vand, men ikke alle steder var kvaliteten god nok, dambrugene lå efterhånden for tæt på hinanden.
Esther Uth fortæller Vi havde dambruget ”Ege-Tved” i over 40 år, og vores fiskeri eksisterer stadig og bliver brugt endnu af en ny ejer. Engang var der rigtig mange dambrug, og der skulle ikke meget vand til, for at ha’ bare et par damme. Der var ingen, som kom og så efter, om alt var i orden og gik rigtigt til. Vi havde et par naboer, som hentede en spand foder eller to hver dag, de havde ved siden af deres landbrug lidt yngel i et par damme, og det kunne godt give en ekstra skilling at lave de små sættefisk og sælge dem om efteråret, det kom jo ikke nogen andre ved.
Inden vi blev gift var min tilkommende mand, Kristian Uth, fiskemedhjælper hos Jøker i 1943. Hans bror Niels Holger havde i 1940 købt et stykke eng nede i ådalen overfor Spjarupgårds marker, lige neden for Turbinedæmningen. Der var gravet en 3-4 damme og lavet et stemmeværk i åen, da Kristian overtog jorden efter sin bror, men det var guld værd, at han var i lære hos Jøker, og det var sikkert også ham, der gav Kristian mod til at låne 5000 kr. af sin far for at kunne blive selvstændig.
Det gav dog ikke meget de første år, der var jo krig, og der skulle først og fremmest graves flere damme. Det var helt manuelt med en skovl og en trillebør, men i 1946 foregik det dog med en slæbeskovl og et spand lånte heste. Der kom en fætter, som var flink til at hjælpe, og de fik en gammel traktor, det hjalp alt sammen, så det ikke var lige så hårdt.
Kommunen gav os 500 kr. og gav lov til at bygge et lille træhus til beboelse mod at huset til at begynde med måtte fungere som ”kantine” for en del tørvearbejdere ovre fra Spjarupgårds mose, hvor der blev lavet en masse tørv under krigen. Der var en bro over åen og gennem den dybe hulvej ned til os fyldt med en masse sand, måtte de seje jyske heste trække tørvevognene op, det var et rigtigt strengt arbejde for både mennesker og dyr.
Men ellers var det et dejligt og naturskønt sted nede mellem bakkerne og åen. Der blev gravet en fødekanal, som vandet fra stemmeværket blev ledt ind i, og så fik dammene det friske vand ledt ind i den ene ende, medens det brugte vand igen løb ud i åen gennem trækasser som blev kaldt tuder. En dam er typisk 30 m lang 6 m bred og 1 m dyb. Den indeholder ca. 1 ton ørreder og kræver 600 l. frisk vand i minuttet og fiskene fodres 5-10 gange i døgnet alt efter størrelsen. Efter 1½ til 2 år er ørreden salgsklar med en vægt af 2-300 gram, dog er der nogle markeder som forlanger ørrederne noget større.
Især om efteråret var det et stort arbejde at holde ristene fri for nedfaldne blade, og ikke ret lang tid kunne et dambrug være uden opsyn og fejning af alle disse indløbsriste. Hvis de blev blokerede ville fiskene dø i løbet af kort tid, så hvis vi var i byen i de kritiske perioder, måtte der altid være én til at passe og se til fiskene. Også varm lummer tordenluft var en kritisk tid, men med tiden fik vi nogle apparater, der kunne ilte vandet ved at piske rundt i det, også nogle boringer gav godt og frisk vand, der supplerede det mere brugte vand i åen.
Det var svært at skaffe foder til fiskene under krigen. Kristian havde en cykel med et lille lad på, og når der var kommet noget ”skidtfisk” med banen til Bindeballe, cyklede han tværs over til stationen og fik en kasse eller to af disse fisk fra Frederikshavn, eller hvor de nu var kommet fra, men vore fisk sultede den gang, der var alt for lidt foder. Alting blev bedre efter krigen, og det gik hurtigt fremad. Vi fik bygget et klækhus, garage og nogle cementkummer til at sortere fiskene i. Vi havde en stor hakkemaskine til at lave lækker mad til fiskene, men det var absolut ”luftforurening”, lugtede ikke godt. Vi fodrede manuelt til at begynde med, det vil sige vi måtte rundt og kaste foderet ud fra en spand. Senere blev det lidt mere mekaniseret, jeg er ked af at jeg ikke har nogle billeder af de forskellige primitive køretøjer, vi havde den gang. Første gang vi fik sygdom i fiskene var i 1951. Det var en virus som blev kaldt ”Egtved-sygen”. Alle damme skulle så tømmes, renses og kalkes, og så ellers ligge stille i 3 uger. Det var ikke godt, og det var første gang man oplevede denne Egtved virus. Vi fik i årene derpå et par gange sygdom, men havde så lejet nogle damme i nærheden af Nybjerg mølle, det var alle tiders vand, som kom ud fra jorden, og det var godt at kunne have nogle fisk i forråd, især havde vi yngel og sættefisk i dammene hos Kr. Sørensen.
Den gang var der ingen miljøkrav eller restriktioner, skulle vi fiske ud (det vil sige tømme en dam) – jamen så var det bare at sætte et hyttefad ned i åen ved udløbet af dammen – og skulle der gøres rent i et par damme, ja, så ringede vi kun ned til det næste dambrug, at der ville komme lidt slam og skidt, så satte de bare et par skodder for deres stemmeværk imens.
Vores fiskeri ”Ege-Tved” blev så miljøgodkendt i firserne. Der blev forlangt, at alt vand, der blev brugt på dambruget skulle nedfældes i rør og der skulle laves slambassin i begge ender af dammene. Det var alt sammen dyrt ad h.. til og en forfærdelig omgang, nu har jeg for nylig læst i avisen, at dambruget igen er godkendt. Jamen, altså, det må da snart være godt nok, men der er også restriktioner om hvor meget foder man må bruge, selv om vandet, der kommer ud af dammene er renere end når det løber ind, men de er også så forbandet kloge på Christiansborg. Jeg forstår da godt, at mange dambrugsejere efterhånden har måttet sige stop.
Pleje og transport H.P. Smidt Nissen har lavet dette lille meget sigende digt om den rette behandling af dambrugsfisk.
Når vinden er stille, og solen bager, da sommervarmen mig ikke behager. Fri mig da for skidne og stinkende damme, og husk med frisk foder mig at amme.
Stiger varmen til 20 og højere op, da spar resten, hvis du vil beholde min krop. Som varmen går ned fra seks til til tre, appetitten jeg taber, til sidst jeg ej lar’ mig se.
Ved 16 grader og rigelig strøm, jeg tåler trekvart portion inden maven bliver’ øm. Går vandet og luften op imod atten, da gi’ kun min halve portion til katten.
Når vandet mellem 8 og 14 står da lystig på hele min portion jeg går, thi da er som oftest vinden eller blæsten frisk og jeg er da en rigtig spillevende fisk.
Altså betyder temperaturen i vandet utrolig meget for foderoptagelsen, og hurtigt fandt dambrugsejerne ud af at bore efter rent koldt vand. Det var der til gengæld også rigeligt af i de store underjordiske reserver i Spjarup og i ådalen. Vandet blev flere steder ved eget tryk skudt meterhøjt op af borerøret, ulempen var nogle steder for meget okker som kunne sætte sig i fiskenes gæller.
Efterhånden blev fodring med skidtfisk afløst af tørfoder, som i dag er helt enerådende på grund af mindre forurening af vandløbene, og som Ester Uth er inde på, har de store miljøforbedringer på dambrugene i dag resulteret i en helt anden vandkvalitet end for år tilbage.
De fleste dambrug producerede efter, hvor godt deres vand var egnet til enten øjenæg, sættefisk eller portionsfisk, nogle havde hele produktionen fra moderfiskene til de færdige spiseklare portionsfisk, men det betød meget for sygdomsudbrud, at jo længere oppe ad vandløbet man var, jo større var chancen for at undgå de smitsomme virusangreb.
Det er store summer dambrugerne gennem årene har brugt på miljøforbedringer. Slam fra dammene bliver ledt til bassiner, hvorfra det senere køres bort, og i dag bruges der udelukkende tørfoder, det er kun et par eksempler på, at naturen er bedre beskyttet og at det udledte vand fra dambrugene ikke mere forurener som førhen.
Stemmeværkerne er i dag ændret, så man har fri passage af vildtlevende fisk i vandløbene, men alligevel har erhvervet haft det meget svært de seneste år, og af de større ca. 20 dambrug i sognet, som Ester Uth omtaler, er der vel nu kun 4-5 tilbage. Dertil kommer, at de helt små for længst er væk. De tilbageblevne klarer sig forhåbentligt, for hører der ikke stadig f.eks. en frisk røget ørred til en god frokost?
Også bækørreder og laks bliver i her de senere år opdrættet i dambrugene, ja på det sidste er der kommet en helt ny produktion på egnen nemlig åleopdræt i store indendørs bassiner, men det er et helt kapitel for sig.
Det er dog ikke danskerne, som har været de største aftagere af dambrugsørreder gennem tiden. De katolske lande har tradition for at aftage mange især i deres fastetid. Problemet har før været transporten. Levende eksport er altid bedst men også dyr. Allerede i trediverne eksperimenterede Jøker med at køre fisk i træbassiner, hvor man skiftevis pumpede vandet rundt under kørslen. Vognmand Poul Uldal begyndte ret hurtigt at indrette et specielt lastvognstog, hvor fiskene gik i store bassiner med konstant ilttilførsel fra store iltflasker, og så kørte man uden stop til aftagerstedet. Senere tog Jøkers familiefirma traditionen op, og der er i dag flere firmaer, som udelukkende kører levende fisk rundt i Europa.
For mere end 50 år siden var det en helt anden og besværlig og langsommelig affære at få afsat fiskene, nediset og pakket i trækasser, til gengæld var det en god forretning, som har betydet meget for hele Egtvedegnen i nu snart mange år.
Afsætningen I 1948 var eksporten i alt på 1.300 tons, stigende til 3.600 tons i 1955 og 6.000 tons i 1960 og siden er produktionen igen steget væsentligt, så den i 1980 var på 15.000 tons, men da er havdambrugene kommet til og har givet en betydelig del af den samlede produktion. Ørred eller forel, som erhvervet ofte benævner fisken, bliver også i større grad spist herhjemme i dag. Saltvandsfisk er blevet så dyre at ferskvandsfisk kan konkurrere, og købes nu hos fiskehandlere og supermarkeder til en rimelig pris.
Men her på Egtvedegnen er dambrugenes storhedstid ovre – eller fiskerierne, som de selv kaldte sig – dominere nu ikke længere langs vandløbene. Både i antal og indtægt ligger de ikke mere langs åen og luner i kommunekassen som for 50 år siden.
Billedet viser moderne transport. Bemærk at fiskene føres med snegl op i bassinerne på lastvognen, flaskerne med ilt står klar bag ved førerhuset.
“Naar man ikke har Overflod, hører der en ikke ringe Resignation og Viljekraft til, at sørge for Fremtiden paa Nutidens Bekostning, og disse Egenskaber findes desværre meget naturlig mindst hos dem, der mest af Alle trænger til at spare, nemlig Arbejdets Kvinder og Mænd. Kunne den Unge Arbejder bevæges til, blot at spare en Del af det, han til stor Skade for sin Moralitet og Arbejdsdygtighed forbruger i Dansesalonen og paa Værtshuset, ville såre meget være vundet!”
Dette er et udpluk af en artikel i Sparekasseforeningens officielle organ Sparekassetidende nr. 1 år 1883. Sparekassetanken og de allerførste sparekasser blev til omkring 1810 og stiftet som det hedder af rettænkende adelsmænd og godsejere, netop på baggrund af de tanker og problemer, som ovennævnte artikel giver udtryk for.
Sparekasserne rundt i de små sogne, generelt benævnt sognesparekasserne, blev stiftet senere og på et andet grundlag. Her var det driftige bønder, mindre håndværkere og ikke sjældent suppleret med sognets førstelærer, der tog initiativet til oprettelsen, og drev den nyoprettede sparekasse. Formålet var på filantropisk grund at modtage indlån til forvaltning, samt at yde lån inden for virkeområdet imod betryggende sikkerhed, og det er vel nærliggende at tro, at der var et vist slægtskab med folkehøjskoler og andelsbevægelsen.
Indskyderne var i vid udstrækning tjenestekarle på landet, der målbevidst sparede op til egen bedrift, til en vis grad også tjenestepiger, der dog nok snarere var tilbøjelige til at “investere” i udstyr, og så børnene, som kom for at få tømt sparegrisen og med sparemærkehæfter, da skolespareordninger kom på mode, for at nævne nogle oplagte grupper. Egtved sogn var fra 1870 med i Aagaard Sparekasse, der desuden omfattede Starup, Viuf og Nebel sogne. Men i 1885 brød Egtved ud, idet man stiftede Spare- og Laanekassen i Egtved. Sparekassens første formand var Rasmus Eriksen (sen.), og det var da også i hans endestue på Højvang, at Kassen havde sit kontor de første 20 år. Da Gulvet for nogle år siden blev udskiftet på Højvangs stuehus fandtes der en hel del mønter fra tiden hvor stuen fungerede som sparekasselokale. Selvfølgelig fordi de gamle gulvbrædder havde store revner. Pudsigt nok var der også svenske mønter, men omkring århundredskiftet var der en del svenske karle i Danmark og det er måske forklaringen herpå.
Højskolehjemmet i Dalgade, hvor Sparekassen flyttede til i 1912, efter at have haft lokale de første 20 år på gården i Højvangs endestue.
I 1912 flyttede man kontoret til Højskolehjemmet, sikkert samtidig med, at gårdejer Mads Ditlefsen overtog formandsposten. Efter Ditlefsen blev gårdejer Chr. Alminde, Refsgaard formand, og da han senere blev udnævnt til direktør overlod man formandsposten til gårdejer Søren Olesen, Kathrinebjerg. Søren Olesen var en betydningsfuld person i sognet. Han var i en lang årrække sognerådsformand, startede vist som 24-årig, var sognefoged og blev sparekassens næste direktør. Søren Olesen døde i 1959 som en gammel mand 14 dage efter at han var fratrådt som direktør for sparekassen.
Det har ikke alt sammen været tørre tal og højtidelige miner i sparekassen. F.eks. skabte det munterhed, da en mand, der var flyttet fra egnen, fortsatte med at trække checks på sin konto der efterhånden viste noget overtræk. Da manden blev gjort opmærksom på problemet og rykket for overtrækket, sendte han straks en check på beløbet – trukket på den samme konto.
Engang sognepræst Anker Jensen havde ærinde i sparekassen beklagede han sig højlydt over hvor omfattende og vanskeligt arbejdet var for en præst, hvortil Martin Smed roligt bemærkede, ”at havde det ikke lige været for æ prædiken, så ville han da gerne bytt!
Sparekassens faste mandskab og lokale i Søndergade før 1960. Fra venstre M.C. Sørensen, Sejer Jensen, PeterAlminde og Hans Korsholm. I forgrunden skranken, hvor man nøje blev vurderet inden et eventuelt lån var bevilliget.
Gårdejer Sejer Jensen, Paaskeborg overtog formandsstolen efter Søren Olesen, og beklædte posten frem til 1979, hvor den blev overtaget af gårdejer Tage Mortensen, Vester Ballesgård, og senere af forsøgsleder Niels Gade. Af andre markante personligheder i sparekassens tilsynsråd skal nævnes blikkenslagermester Nis Mortensen, som Søren Olesen i en tale ved en festlig lejlighed udråbte til Egtved bys ukronede konge. Selv var Søren Olesen nok over mange år i sine velmagtsdage at betegne som Egtveds sognekonge. Han var strateg, og dengang han blev direktør, var det nok ikke hel tilfældigt, at han som sin efterfølger i formandsstolen fik anbragt tilsynsrådets yngste mand! Smedemester Martin C. Sørensen. Han beklædte, lige som Nis Mortensen før ham, den meget betydningsfulde kassererpost. Martin Smed var folkekær, han var slagfærdig og jovial, og han kunne tale med alle, desuden havde han den gode egenskab, at han selv højt op i alderen havde fremsyn, han havde f. eks. sin store andel i beslutningen om, at sparekassen skulle bygge det nye hus på torvet.
Der har været en tendens i sparekassens tilsynsråd til, at fædre blev afløst af sønner, således har både Peter og Niels Alminde været med på skift, Nis Mortensen blev afløst af Hans, og derfor var det en stor skuffelse for M.C.Sørensen, at man ikke valgte Niels Peder i hans sted, men på det tidspunkt stod det klart, at tilsynsrådets sammensætning var ude af trit med kundeunderlaget, hvorfor Kobindselsfabrikkens solide medarbejder Rasmus Hansen blev valgt ind som repræsenterende lønmodtagerne.
Den filantropiske del af kassens virke blev understreget ved, at sparekassen holdt administrationsudgifter nede på et absolut minimum. Således fik tilsynsrådsmedlemmerne, som ved fælles hjælp klarede driften, ikke nogen løn, – men alene æren af at “sed’ o æ spårkass”! Filantropien blev også understreget ved, at Kassen af sit overskud uddelte beløb til foreninger med almennyttige formål, og i hel særlige tilfælde til trængende enkeltpersoner, og det på trods af, at renteforskellen imellem ind- og udlån i mange mange år ikke oversteg ½%. Denne beskedne rentemarginal, blev holdt langt op i 60-erne, og var jo også et led i hele ideen bag sparekasserne.
Oprindelig blev der i de store protokoller og i sparekasebøgerne prentet med pen og blæk, men moderne skifter, så efterhånden blev de faste protokoller til løsblade-protokoller og senere kontokort. Kongepennen blev skiftet ud med fyldepennen og senere kuglepennen, men bogholderimaskinen nåede aldrig til Egtved Sparekasse, her gik man direkte til elektronisk databehandling, da det blev løsningen.
Indlånskapitalen, som var det man målte sparekasser på, steg støt og rolig op igennem årene. Dog har kurven et tydeligt knæk i 30-erne, og afspejler dermed klart landbrugskrisen og lavkonjungtur. Da man i 1958 stærk tilskyndet af sparekassetilsynet, søgte en faguddannet medhjælper og ansatte Kristian Jensen, var indlånskapitalen vokset til knap 5 millioner koner. Og så skete der jo næsten uhyggelig meget i samfundet op igennem tresserne, og det smittede af på sparekassen, der nu med sin “professionelle medarbejderstab”, gerne ville favne om det alt sammen. Alle måtte have mindst én god grund til at benytte sparekassen som pengeinstitut. Af disse gode grunde kan nævnes: Det var byens lokale pengeinstitut, der var en venlig betjening, en ærlig rådgivning og en lav udlånsrente. Indlånsrenten lå i mange år fast, bundet af renteaftalen imellem bank- og sparekasseforeningen.
Da kommunen omkring 1963-64 begyndte at udstykke byggegrunde, og parcelhusbyggeriet tog fart, var sparekassen involveret i rigtig mange byggerier med byggelån og som formidler af den endelige finansiering. Det var også omkring den tid, at sparekassen fik “taget temperaturen” i forbindelse med, at Mejeriet gik over til at indsætte mælkepenge direkte på leverandørernes konti. Her havde sparekassen 75% af alle leverandører som kunder, mens alle øvrige pengeinstitutter måtte deles om resten. Skønt indlånskapitalen steg pænt, kneb det sparekassen at imødekomme kundernes låneønsker, for også indenfor landbruget, der måtte betegnes som sparekassens fundament, var der bud efter de sparsomme udlånsmidler. Den om sig gribende mekanisering gjorde, at landmændene fik kassekredit, hvor man måske hidtil havde haft check-konto med et indestående. Det betød, at man hel afstod fra at yde 1. pants lån i fast ejendom, der ellers var tillokkende, enkelt og risikofrit. I stedet stod sparekassen nu for hjemtagelse af lån fra kreditforeninger og fra Dansk Landbrugs Realkreditfond, som blev stiftet omkring 1960, samtidig blev afdragstiden på mange gamle langfristede lån nedsat.
Som et udslag af den øgede økonomiske bevidsthed, gjorde Kobindselsfabrikken en epokegørende opfindelse, ved at lancere lønkontobegrebet. Ideen greb hurtig om sig og det medførte, at cigarkassesystemet hjemme i skrivebordsskuffen eller i køkkenskabet blev afløst af budgetkonto i sparekassen, og en hel ny og stor kundegruppe var kommet på banen. I 1950 blev “den gamle sparekasse” i Søndergade opført, efter at man som nævnt indtil da, havde benyttet lejede lokaler forskellige steder i byen til virksomhedens drift, senest på Højskolehjemmet først i den bagerste stue, og senere i et specielt lokale, så man var fri for at skulle ekspederes kunder i restaurationslokalet. Endskønt huset i Søndergade var bygget til formålet, blev der i 1960 i forbindelse med sparekassens 75-års jubilæum, indviet en større ombygning, nærmest en modernisering indenfor husets rammer, men så rivende var udviklingen, at tilsynsrådet allerede i 1970 vedtog at bygge ny sparekasse på torvet. Brugsen havde haft blikket rettet imod denne plads, men fandt, at mulighederne ville være for trange, men til sparekassens brug ville den være ideel. Så med velvilje fra Sogneråd og Menighedsråd, og efter at have overvundet genvordigheder med at få “fortrængt” byens pølsemand og nogle af præstens træer, var det nye hus klar til indvielse i 1971 på sparekassens 86-års fødselsdag den 2. marts.
Særlig i disse forrygende år, hvor vinden i den grad blæste med, og hvor tab var et utænkeligt begreb, følte sparekassefolk sig anderledes end bankfolk, måske nok lidt bedre, for sparekasserne var her for andet og mere end blot at tjene penge, det var som om, at der her var tale om noget historisk, og dermed et samfundsmæssigt ansvar, er der en tidligere medarbejder i Sparekasseforeningen F. Kyed, som har udtrykt det. I øvrigt i forbindelse med anmeldelse af en bog af Per H. Hansen: “Da sparekasserne mistede deres uskyld”. Det var også i disse år at sparekasseloven føltes som en spændetrøje, der var ting som for eksempel veksler, garantier og fremmed valuta, man ikke måtte beskæftige sig med. Til gengæld havde man så eneret på ordet spare, og som en vittig mand, sikkert Mads Thomsen, der i en årrække var direktør for Sparekasseforeningen, og senere blev direktør i Vejle Bank, sarkastisk udtrykte det: “Sparekassemanden må gerne banke sin kone, men bankmanden må ikke forlange, at hans kone skal spare”!
Tilsynsrådet ved Egtved Sparekasse 1979, var fra venstre Svend Nielsen, Asger Thomsen, Hans Mortensen, Rasmus Hansen, Niels Alminde, Mads Larsen, og Tage Mortensen. Derefter står artiklens forfatter, sparekassedirektør Kristian Jensen, Sejer Jensen og længst til højre bogholder Ejvind Sørensen Billedet er taget ved formandsskiftet, hvor Tage Mortensen afløser Sejer Jensen.
Det var så i begyndelsen af 70-erne at det bar imod en liberalisering af sparekasseloven. Alle de ting, som man ikke måtte ifølge loven, kunne man til nød få klaret igennem Fællesbanken for Danmarks Sparekasser, som blev stiftet i starten af 50-erne, men nu skulle man selv kunne det hele, og det var nok i den forbindelse, men også på grund af kommunesammenlægningerne, at der kom rigtig gang i sammenlægning af sparekasser. Man erkendte den manglende ekspertise i forbindelse med alt det nye, kravene fra erhvervslivet blev større, og i Egtved måtte man ofte søge hjælp hos kollegaer, for at klare store finansieringsopgaver. Der var også gået “mode” i store enheder, og efter grundige overvejelser og snakken for og imod, besluttede man at blive en del af Sparekassen Vejle, der snart efter blev til Sparekassen Sydjylland.
Sparekassen nybygget på torvet, som nu er overtaget af Den Danske Bank.
Da så sparekasseloven igen blev ændret, så sparekasserne, som hidtil havde været selvejende institutioner, kunne omdannes til aktieselskaber, var den sidste rest af sparekassernes ånd og tanke hel væk. De blev til Banker! – Sparekasserne mistede deres uskyld, som Per H. Hansen udtrykker det i sin bog! Egtved Sparekasses dage som selvstændig endte d. 1. april 1972, hvor den blev indlemmet til Vejle og i løbet af sommeren kom flere sparekasser til at hedde Sparekassen Sydjylland. Men sparekassetankens rutsjetur blev nok indledt der i første halvdel af halvfjerdserne, da sparekassernes symbol, det gamle velformede egetræ virkede for “støvet”, og blev skiftet ud med den intetsigende røde plet, – en lidt rødmosset aftensol, om man vil!
Så mange var medarbejderne blevet til i 1978, hvor sparekassen hed Sydjylland.
Optakten I begyndelsen af 70´erne begyndte lodsejerne i Bøgvad, Egtved Holt, Spjarup, Tågelund, Vollund og Refsgård at undre sig over, at de flere gange så nogle personer med kort og mapper, der uindbudt var begyndt at færdes over deres jorder, og udtrykket ”kratluskere” så vist for første gang dagens lys i den forbindelse på vores egn. Det var sikkert de færreste, om nogen af de ca. 100 lodsejerne, der dengang anede noget om fredningsplaner, før der dumpede et digert værk op i deres postkasse, hvori det meddeltes, at de berørte ejere fra nu af ikke længere havde fuld rådighed over deres jorder, og at de på flere angivne betingelser skulle underkaste sig Vejle Amts Fredningsoplæg indtil en endelig fredningskendelse var afsagt.
Ikke så mærkeligt skabte denne fremgangsmåde, med den manglende forhåndsinformation, stor forbitrelse og oprørsstemning. Det blev da også stærkt beklaget af myndighederne, da fredningsforhandlingerne gik i gang i 1974 ved indkaldelsen til det første møde med de over 100 berørte lodsejere. Men det blev undskyldt med, at man var bange for at flere så ville have begyndt foranstaltninger for at imødegå hensigten med fredningsbestemmelserne. Dog havde dette allerførste lodsejermøde i Egtved forsamlingshus alligevel nær endt i opløsning og udvandring. Fredningsnævnets daværende formand, dommer Bruun fra Kolding optrådte ret så enevældigt, og han fratog også et par af de mest ophidsede lodsejere ordet. Stemningen var trykket og vreden over de ret så bombastiske forbud og regler var ikke til at tage fejl af.
I oktober 1975 blev der valgt et lodsejerudvalg til at varetage og tale lodsejernes interesser. Formand blev landsretssagfører Uldall Juhl fra Kolding, der havde et sommerhus ved Spjarup Krat. De øvrige medlemmer af lodsejerudvalget var: Gårdejer Poul Østerlund, Egtved Holt Fiskeriejer Jens Erik Hansen, Refsgård Gårdejer Svend Riber Christensen, Refsgård og undertegnede Gårdejer Lars Peter Lund, Bøgvad. Vi fik under hele sagen god hjælp fra Landboforeningernes ekspertise på området ”Landboret” ved Ole Kirk og Verner Hansen i Århus.
5. november samme år havde lodsejerudvalget sit første møde med Fredningsnævnet. Der var sat en dagsorden, hvor vi navnlig gerne ville diskutere dambrugene, stisystemet og landskabsplejen, men der kom ikke nogen som helst indrømmelser fra dommer Bruuns side til disse punkter. Lodsejerne indkaldte derefter d. 11. nov. 1975 til et protestmøde, hvor man i et stuvende fyldt forsamlingshus fordømte både kommunalbestyrelse og amtsråd, og hele den måde fredningssagen var startet på. Der var her i begyndelsen mest og størst modstand mod de planlagte stier til offentlighedens adgang og for bestemmelserne om forbud mod rydning og genplantning af nåletræer. I den forbindelse havde Hedeselskabet en halv snes år tidligere beplantet mange af ådalens skrænter, der førhen havde henligget som græsningsarealer, men disse beplantninger skulle nu ryddes for at give udsynet frit.
Men i oplægget fra Fredningsudvalget var der jo mange andre generende påbud, om forbud mod oppløjning af nuværende brakjord, om ukrudtssprøjtning og om nyopførelse af bygninger, om veje og selv af forbud om små terrænændringer, forbud om campering osv.
Seje Forhandlinger Lodsejerudvalget havde mange tidskrævende møder, hvor vi blev enige om at koncentrere modstanden til de mest generende forbud og bestemmelser. I de generelle krav var det i prioriteret rækkefølge: Mængden og fastlæggelse af stiforløb for offentligheden Forbud mod nye vandindvindinger Forbud mod nytilplantning Forbud om opdyrkning af vedvarende græsningsarealer Forbud mod nye havearealer Offentlighedens færdsel på udyrkede arealer Forbud mod pesticider på græsarealer og helt mod sprøjtning fra fly Andre mindre belastende forbud gik vi så derimod ikke så hårdt imod. Af specifikke bestemmelser var især påstanden om nedlæggelse af Refsgårdslund dambrug ikke acceptabelt, idet vi mente, at dette kunne blive begyndelsen på nedlæggelser af dambrug overalt på hele egnen. (Hvilket senere også har vist sig rigtig set).
I flere møder med Fredningsnævnet, der bestod af en dommer og en politiker udnævnt af Amtsrådet og en anden af Egtved kommunalbestyrelse, fik vi i første omgang lempet lidt her og der, men slet ikke nok til at dæmpe oprøret hos de mange vrede lodsejere, som var berørt af den hidtidige største fredningssag, der nogensinde var rejst i Vejle amt. Det var vort indtryk at formanden dominerede nævnets to øvrige medlemmer, der også på det tidspunkt var oppe i årerne.
Besigtigelserne Der kom så nu en fase hvor alle lodsejere blev besøgt for besigtigelse af Fredningsnævnet, lodsejerudvalg og repræsentanter for Naturfredningsforeningen og Fredningsplanudvalget, der havde stået for hele fredningens oplæg. Alt i alt en større forsamling, der over stok og sten spadserede over jorderne og langs de påtænkte naturstier. Her blev der igen ført drøje diskussioner i marken, og i nogle tilfælde faldt det da ud til lodsejerens fordel. Vi havde i lodsejerudvalget fremført argumenter, som kunne mildne de værste gener, idet vi også var blevet klar over, at vi slet ikke kunne forhindre selve fredningens gennemførelse, men Fredningsnævnet, som jo også talte politikere, var nu til at tale fornuftigt med, (den megen presseomtale havde nok alligevel gjort indtryk). Det gjaldt ikke de øvrige af selskabet. I Naturfredningsforeningen var det især Ebbe Walther fra Vester Nebel og fra Fredningsplanudvalget Paul Degner, de kunne ikke få restriktionerne skrappe nok. Begge de herre, der nu er døde, var altid i opposition til lodsejernes ønsker, og især dambrugsejerne måtte høre for deres mange påståede synder på især miljøområdet.
Under besigtigelserne blev flere stiers forløb ændret til mere hensigtsmæssige steder for ejerne, der var dog også mange diskussioner om hegn eller ikke hegn langs med stierne. I den forbindelse var man bange for at de besøgene ville færdes udenfor stierne, og der kunne være problemer med dyr, der løb ud af indhegninger, eller at dyrene kunne gøre fortræd på mennesker og hunde, der kom forbi, eller at der ved uheld ville stå led åbne, så dyrene forsvandt fra indhegningerne.
Der var i det hele taget mange bekymringer omkring disse stier. Men man blev også nu klar over, at der i visse tilfælde kunne gives en ganske pæn erstatning, så beløbsstørrelser begyndte vi også at forhandlede mellem lodsejer og Fredningsnævn. Samtidig prøvede vi at overbevise forskellige politikere om det kloge i at lægge sig ud med en hel befolkning, vi skrev endda til Anker Jørgensen, der var statsminister på det tidspunkt, og pressen blev benyttet al det vi kunne, hvilket også gav os nogle store overskrifter i aviserne.
Under hele sagens forløb havde vi uvurderlig hjælp fra Landboforeningernes afdeling for Landboret, og de fungerede også som en slags ”støddæmpere” mellem de ophidsede gemytter. Uldall Juhl havde som jurist også sin fortjeneste af udfaldet, som jo efterhånden ikke blev så slemt som først frygtet.
Overfredningsnævnet Fredningsnævnet for Vejle amts sydlige kreds afsagde så sin kendelse d. 2. feb. 1976 om de 1.248 ha. som blev kaldt ”Naturfredning ved Nybjerg Mølle” i sag nr. 2293/76. 100 ha. var gledet ud af den første påstand, og fredningen tilsigter at bevare de landskabelige værdier i området og beskytte de til området knyttede naturvidenskabelige interesser i navnlig geologisk, botanisk og zoologisk henseende. Fredningen giver endvidere offentligheden øget adgang til området. Kendelsen omfatter 94 ejendomme og i samlet fredningserstatning tilkendtes 2.371.500 kr. Refsgårdslund dambrug blev ikke krævet nedlagt, det blev derimod ruinerne af gården Refsgårdslund. Denne kendelse med dens specifikke bestemmelser på 23 sider ligger sammen med andre dokumenter fra sagen på lokalarkivet i Egtved under betegnelsen A2038.
I alt 73 ejere, Naturfredningsforeningen, og Amtsrådet ankede til Overfredningsnævnet. Ejerne over fredningens indhold og erstatningens størrelse, naturfredningsforeningen om påbud om nedlæggelse af dambruget og amtsrådet ønskede fredningsgrænsen tilpasset den påtænkte landevej Egtved-Billund, samt at staten burde betale 90% af erstatningen.
Overfredningsnævnet begyndte at besigtige området i 1977, hvor det samme lodsejerudvalg stadig havde forhandlingsretten. Overfredningsnævnet bestod af en højesterets dommer Bendt Andersen og nogle folketingspolitikere. De lyttede pænt til det vi fremførte ved et møde i forsamlingshuset, hvor vores formand desværre ikke kunne deltage og det derfor blev mig, der skulle komme med afsluttende bemærkninger fra lodsejerudvalget. I arkivet ligger mit håndskrevne manuskript, som jeg citerer slutningen fra:
Talrige møder har været afholdt i denne sag, utallige læserbreve har argumenteret mod behovet for denne fredning, da området syntes sikret gennem bl.a. råstofloven, den nye miljølov og ikke mindst zoneloven. Flere ting i denne sag burde have indeholdt lidt mere sund fornuft. Tænk på sådan en påstand, som at vi skal søge fredningsnævnet om at plante eller sløjfe et læhegn, eller at pløje en græsmark om til en anden afgrøde. Miraklet om en afvisning af fredningspåstanden, som mange lodsejere havde håbet på, fortonede sig i den blå luft, men enkelte af vore forslag, er retfærdigvis efterkommet… Jeg vil gerne afslutningsvis appellere til jer om at vor anke om erstatningsbeløbene vurderes efter de priser, der er gældende i dag. Desværre er det jo en kendt sag, at vi har inflation i dette land – og et gammelt ord siger, at mens græsset gror, dør horsemor. Strengt taget må der også være forskel på interesserne på en lystejendom og på en alm. landbrugsbedrift. Vilkårene rammer naturligvis hårdere for den landmand, der skal drive sin jord og retfærdigvis burde der skelnes mellem de to typer af ejendomme.
Det blev der nu ikke, men erstatningsbeløbene blev dog forhøjet væsentligt. Der udgik igen i alt 123 ha. af fredningen, der lå mod nord og vest af arealet i den endelige kendelse. Stisystemet blev afkortet med 1/3 del, hvilket vakte glæde ligesom andre lempelser fra Overfredningsnævnet. Her skal nævnes, at græsningsarealer kan omlægges, herunder afdrevne skovarealer kan indtages under plov. Læplantning kan foretages og havearealer i tilknytning til eksisterende haver eller beboelsesbygninger kan etableres. Der er også tilladelse til ukrudtssprøjtning hvor ”almindelig god landbrugsdrift gør det påkrævet”.
Vandboringer beregnet til drikkevand til enkelthusholdninger kan tillades, hvorimod markvanding kræver tilladelse fra nævnet. Eksisterende dambrug må kun udvides efter tilladelse, hvorimod cementering og omlægning af damme kan foretages. Også restriktioner ved nybyggeri og tilbygninger til landbrug, dambrug og skovbrug kan ske efter tilladelse fra nævnet, læskure og midlertidige skurvogne dog helt undtaget. Hvad angik de stærkt kritiserede stier, bestemte Overfredningsnævnet, at hegn opsættes kun, hvis det bestemmes af anlægsmyndigheden eller ønskes af vedkommende grundejer og da uden udgift for grundejeren. Anlægsmyndigheden har ret og pligt til at foretage de arbejder, der er påkrævet i forbindelse med almenhedens færdselsret, f.eks. etablering af spange eller gangbroer. Opsætning af elektrisk tråd i hegn påhviler grundejeren. I øvrigt henvises til forskellige kort med forskellig signatur for beskyttelse af arealerne med hensyn til beplantning, anlæggelse af parkeringspladser og stiforløb. Denne kendelse blev endelig tinglyst d. 13.3.1980.
Tiden derefter Hvordan er det så gået i de forløbne 30 år siden fredningen endelig blev vedtaget? Ja, først og fremmest blev de først fremsatte krav jo lempet betydeligt både af det lokale Fredningsnævn men så sandelig også af Overfredningsnævnet. Det er også et almindeligt indtryk, at lodsejerne i det store og hele efterhånden affandt sig med tingenes tilstand, og at det ikke gav de frygtede gener man forudså. Enkelte har haft besvær med gæster langs stierne, enten fordi de ikke har fulgt stien, eller de har haft hunde med som har skræmt dyr i indhegning, måske ligefrem har lukket dyrene ud, men det hører til sjældenhederne. Dambrugerne har helt sikkert følt myndighedernes restriktioner mest, men det har ikke været fredningens skyld, men andre lovindgreb. Nogle granplantager er blevet ryddet og det er som regel sket i fordragelighed.
Undertegnede blev kort efter fredningens endelige gennemførelse valgt af Egtved kommunalbestyrelse til at indtræde i fredningsnævnet, som kommunens repræsentant, og derved var jeg med til at afgøre en del dispensationssager i området igennem 12 år. Almindelig sund fornuft kom i disse år til at præge afgørelserne, og sjældent var der afstemning om nævnets holdning. Der var også kommet en ny og mere pragmatisk dommer som formand, det i sig selv betød meget. Flere dambrug er blevet enten nedlagt med erstatning eller omdannet til ”put and take” søer i forståelse med ejerne. Hvor der i enkelte tilfælde har været forbud mod en grundejers ønsker, har det som regel været i bygningssager, som helt klart har været i modstrid af bestemmelserne i den afsagte fredningskendelse.
Myndighedernes ret til at lave landskabspleje på særlige sårbare og naturskønne arealer, har i enkelte tilfælde ført til det groteske, at man ved en fejl af det udsendte mandskab har ryddet enebærbuskene og ladet de selvsåede birketræer stå – det omvendte af, hvad der var meningen!
Gennem de forløbne år er der har overalt i det åbne land sket ret voldsomme ændringer. Det åbne landskab med vide udsyn vi havde for år tilbage, er nu mange steder blevet til bevoksninger af mere eller mindre selvsået karakter. Det er sket i takt med, at landbrugsbedrifterne er svundet ind til under en tiendedel og mindre selvstændige landbrug så at sige ikke findes mere som et erhverv, kun som lystejendomme og dermed også uden det dyrehold, som førhen afgræssede marginaljorderne.
Dette kan man måske beklage, men udviklingen har ikke været til at undgå. Fredningen har nok i det store og hele haft sin berettigelse. Vi er vist alle enige om at naturen i området langs ådalen er ganske unik og bevaringsværdig – og at mange har, og vil forhåbentligt også i fremtiden få gode oplevelser i denne naturperle, som det meste af Egtvedegnen lykkeligvis består af.
Helga Andersen var født d. 9/10. 1879 og døde d. 7/11. 1963 med døbenavnet Grundahl. Hun skrev i en meget høj alder ret så levende om sin familie og sit liv. Helga Andersen var gift med Christian Andersen, Egtvedgård, og de havde sønnen Frederik, der senere overtog Egtvedgård, samt datteren Agnes, der blev gift med vognmand Poul Uldall. Deres søn, Per Uldall, har nu velvilligst ladet Museumsbladet tage uddrag af sin mormors skrift, som er på 23 maskinskrevne sider. Her er der især medtaget beretning fra ægteparrets tid på Egtvedegnen, nemlig da de ejede og boede på Spillingsgård, senere på Egtvedgård og i deres villa, ”Solfang” på Østergade 33 i Egtved. (LPL)
– Jeg vender nu tilbage og vil fortælle om mit eget livs skæbne og kan med det samme sige, at livet har skænket mig rigeligt af glæde og lykke i mit ægteskab. Jeg fik en god og dygtig mand, to kære børn og et dejligt hjem, og det rummer vel alt, hvad man kan ønske sig, og hvad der kan give livet indhold.
Da jeg for anden gang rejste fra Ødsted mejeri (hvor Helga havde truffet sin kæreste, Christian som var mejerist samme sted) var det for at bestyre huset for min broder Bjergagergård ved Århus og året efter flyttede jeg til Kærsholm ved Stenderup. Efter en god vinter der, tog jeg til søster Alma på Vester Ballesgård, hvor mor også boede den gang. Så skete det under et besøg, at min ven og min svoger kom til at drøfte, om det ikke var bedre at købe en gård i stedet for at vente i årevis på en mejeribestyrerplads. En gårdejer Niels Jensen på Påskeborg kunne anvise en gård, der var til salg i nærheden, og det endte med at de 3 unge mænd tog ud og købte Spillingsgård den næste dag. Mor blev noget forskrækket, da hun hørte de havde købt gården med det samme, og først da to ældre brødre til min ven, som selv havde gård på Fyn, kom over og godkendte handlen, var hun tilfreds.
Spillingsgård var på 50 tdr.ld. og kostede 19.000 kr. Vi blev så gift d. 4. juni 1906. Bryllupsfesten stod i vort hjem og var et familiebryllup, kun mejeribestyrer Duers fra Ødsted, hvor vi første gang mødtes og gårdejer Jens Boesen, Knudsbøl, en bror til min svoger, var også med. Vi kørte i lukket vogn til kirke, hvilket var en sjældenhed den gang. Naboerne derude mente vi måtte være af fornem slægt, siden vi kørte i lukket vogn; endvidere var de betænkelige ved, hvordan det ville gå, når en mejerist skulle til at være landmand. De fleste naboer var ældre mennesker, som hørte til den missionske retning, men ellers var meget flinke. Vi fandt to dejlige nabohjem: sognefoged Terkel Poulsens på Hedelykke og Niels Jensens på Påskeborg, 4 prægtige mennesker, hvis venskab vi bevarede så længe de levede. Det har stor betydning at møde rare mennesker, når man som fremmede kommer til en ny egn.
Gården var noget forsømt og lå ensomt; der var et temmelig nyt stuehus, men udbygningerne var gamle og ingen have, kun en gammel tilgroet frugthave bag ved stalden. Vi havde en ung karl og pige til hjælp, men der var arbejde nok til os alle 4. Vor tanke var straks, at det ikke var vort ønskehjem, som vi havde tænkt os, vi ville forbedre gården og så siden sælge. Der var ingen høstmaskine, så vi høstede kornet med le, vi tog fat alle 4 og glædede os om aftenen, når vi havde fået høstet et godt stykke korn; trods alt var der en vis hygge ved dette arbejde. Når dagen kom, og kornet skulle køres i hus, fik jeg min plads på vognen og skulle læsse negene indtil læsset var tilstrækkeligt højt, så blev tømmen kastet op til mig for at køre hjem, og det var uden læsse-træ eller reb til at holde sammen på det. Jeg var nu slet ikke stolt af den post, jeg var altid bange, at hestene skulle blive skræmt af ét eller andet og løbe deres vej, men mærkeligt nok slap jeg altid godt fra det. Men jeg mindes endnu med et smil, hvor vi havde en stor og stærk karl fra Vorbasse. Han var lidt sen i vendingen, men flink og godmodig. En dag kom han kørende ind i gården med et læs korn, pludselig væltede hele læsset, og med det samme var Laurids forsvunden. Jeg blev forskrækket ved tanken om hans skæbne, det varede en tid, så stak han hovedet frem af neg-dyngen og så sig helt forvirret omkring til alle sider, som om han ville sige, hvor er jeg? Hans pudsige ansigtsudtryk kan jeg se endnu, men heldigvis var ingen kommet til skade, så det hele endte i latter.
Jeg længtes den første tid vi boede derude. Når min mand kørte til Egtved fulgte jeg ham med øjnene, til han var forsvundet for mit blik, og trods det, at jeg vidste han ikke kunne komme så hurtigt tilbage, begyndte jeg ret hurtigt at spejde efter hans tilbagekomst, hvorfor kan jeg ikke forklare. Men denne længsel forsvandt, da vi d. 20. okt. 1907 blev givet en dejlig lille dreng, og jeg bebrejdede mig selv, at jeg så bestemt havde ønsket en lille pige. Drengen var så god og kær, og vi var enige om, at hans navn skulle være Frederik efter min far, og jeg ønskede, at han måtte komme til at ligne ham i sind og tanker, så vidste jeg, at han ville blive en god og retsindet søn. Og dette mit ønske blev opfyldt, han var altid rørende i sin omsorg for mig, når jeg var syg, vidste han aldrig det gode han ville gøre mod mig. Han var stille af natur, men havde mange fornøjelige og pudsige indfald, så vi to havde det rart, når vi så ofte gik ene derhjemme. 6 år efter kom der en lille søster, men Frederik kunne ikke rigtig forstå, at der skulle gå så lang tid, før hun kunne blive hans legekammerat – ja, rigtig kunne blive til noget – som han engang udtrykte sig. Hun var livlig af natur, men jo stadig de 6 år tilbage, og derfor fik de vel knap den glæde af hinanden før i den voksne alder. Lillepigen fik navnet Agnes Ragnhild Grundahl Andersen. Hun blev døbt d. 16 nov. på hendes fars fødselsdag. Da hun blev større savnede hun Frederik, når han var i skole, når han så kom hjem, løb hun ham altid i møde og fortalte ham en hel del på sit gebrokne sprog, som han alligevel godt kunne forstå.
Frederik havde en lang og dårlig vej til skole, og var der sne måtte træskostøvlerne på og imellem måtte han foruden skoletasken have et rugbrød eller andet med hjem. Så det kunne gøre mig ondt, når han kom hjem og fortalte, at han var træt. Alt var jo besværligt dengang, børnene kunne ikke som nu køre på cykel eller blive kørt i bil til skole. Der kom ingen varebiler rundt til hjemmene, ikke mange havde telefon eller elektricitet – ja, når man tænker tilbage på tiden dengang, forundrer man sig over den store forandring, der er sket.
Efter 12 års forløb solgte vi så Spillingsgård og købte Egtvedgård. Frederik med sit følsomme sind smertede det at skulle flytte fra barndomshjemmet, jeg fandt ham en dag stående i den gamle have og græde, der hvor han i så mange år havde følt sig glad ved selv at gå og lege, det drejede sig ofte om at lave maskiner. Vi forundrede os tit over alt, hvad han kunne lave af gammelt jern så det kom til at ligne et eller andet maskineri. Jeg følte med ham, men glædede mig alligevel til det nye hjem, og Agnes som endnu var lille og sorgløs, nynnede en lille sang mens vi rejste til det nye hjem.
Til Egtvedgård hørte 90 tdr.ld. og den kostede 87.000 kr. Den havde ligget lige over for kroen i midten af byen, men var flyttet ud på et bakkedrag sydvest for byen for 6 år siden og havde i dette tidsrum haft 3 ejere, så gården var meget forsømt. Besætningen bestod kun af to heste, 10 køer og to kalve og der fandtes intet foder til kreaturerne da vi flyttede derop d. 1. marts, så der måtte købes foder til et par måneder, men det altoverskyggende var den skønne beliggenhed, som gjorde at det fremover i tankerne kunne blive vort ønskehjem. Der var indlagt både telefon og elektricitet, og Frederik glædede sig allermest over, at mor nu ikke mere behøvede at køre hestene i hestegangen for tærskeværket, et arbejde, jeg dog aldrig selv havde været ked af. Vi havde en flink karl og pige som var flyttet med os, og vi tog alle fat. Modet og kræfterne havde vi også og arbejdet lykkedes. Markerne blev renset og gødet. Staldene blev fyldt med dyr og bygningerne blev også gjort større. Min ønskedrøm blev opfyldt med rammen om vort hjem, en stor og smuk have. På den store sandbakke, som skrånede ned mod byen, fik vi i samråd med en anlægsgartner fra Kolding anlagt den skønne have, so var vor glæde i mange år, og som nu værnes af børnene.
I 1920 kom genforeningen, og vi søskende oplevede den store glæde at blive indbudt til at være med til at stemme Sønderjylland tilbage til Danmark. Rejsen og opholdet dernede var gratis. Sognefoged Sandberg i Endrupskov, hvis forældre havde været nære venner til far og mor, havde gjort et stort arbejde for at finde os 5 søskendes adresser, Anna og Alma havde ikke tænkt på at tage Grundahl navnet med da de blev gift, men vi blev samlet og boede hos Sandbergs i disse dage, glæden var ubeskrivelig. Der var dannebrog overalt og der var pyntet med guirlander som til fest. De mange år, hvor man havde levet under tvang var nu forbi. Skolestuen var om aftenen omdannet til festsal, der var kaffebord med taler og sang og til sidst blev der spillet op til dans. Efter nogle dage rejste vi fra Endrupskov til Ribe for at besøge fars grav hvor vi lagde en krans med røde og hvide bånd, hvor der stod: Sønderjylland vunden, det var kampens mål. Ja, hvor havde vi ikke undt far at skulle have oplevet denne dag, det havde jo været hans livskamp.
Helgas rejse ved genforeningen er her forkortet. Hendes far, Frederik Grundahl var veteran fra 1864, hvor han blev taget il fange ved Dybbøl og hvor hans bror faldt, men aldrig blev fundet efter slaget. Frederiks helbred tog skade under fangenskabet, han blev dog senere en værdsat forpagter og plantør under Gram slot, men måtte se sig forvist af tyskerne for sit danske sindelag og for at hjælpe unge sønderjyder over grænsen. Forvisningen tog hårdt på ham og familien. (Anm. LPL)
– Vi søskende måtte skilles igen. Eventyrrejsen var endt, og denne gang var det for de fire af os til et hjem hvor ægtefælle og børn glædede sig til vor hjemkomst, det havde været min sorg, at jeg ikke kunne tage min mand og mine to børn med på denne vidunderlige rejse, flere af vore venner havde også sagt til mig – ”kunne vi dog få lov at tage med dig”.
Men hjemmets pligter kaldte, og der måtte tages fat igen. Et par år derefter opfordrede Kolding Folkebanks bestyrelse min mand til at bestyre deres filial i Egtved sammen med sognefoged Terkel Poulsen. Efter en betænkningstid tog vi imod tilbudet, da min mand havde lyst til regnskab, og det blev en gerning, som han varetog i 31 år. Senere fik han desuden adskillige tillidshverv, blev indvalgt i sognerådet, formand for elektricitetsværket, i bestyrelsen for Kolding-Egtvedbanen med mere. Alt dette optog meget af hans tid, og han måtte være meget borte fra hjemmet. Jeg glædede mig meget over den tillid han nød i befolkningen og søgte i alle måder, at være ham til støtte i hjemmet.
Vi var heldige at have flinke medhjælpere, som altid var gode venner med børnene, som voksede op og tog en tørn med derhjemme. Da de blev voksne kom de på skoler for at lære noget, men vi havde gerne én af dem hjemme. Jeg var især glad da Frederik i en tidlig alder overtog forkarlepladsen, jeg vidste da, at alt kom til at gå sin rolige og støtte gang, selv om far ikke var hjemme. Den 4. juni 1931 fejrede vi sølvbryllup sammen med slægt og venner. Vi vågnede om morgenen ved sang og musik, en skare af naboer og venner var mødt. De havde i nattens løb rejst en meget smuk æresport og en flagallé fra stuehuset og ud til landevejen, et smukt og rørende syn, og fra Ungdomsforeningens anlæg vajede Dannebrog fra den tidlige morgen. Klokken 4 samledes vi med vore gæster ved Forsamlingshuset, udenfor stod musikanterne og hilste gæsterne ved deres ankomst med hornmusik, en gammel skik, som jeg havde taget med fra Sønderjylland. Middagen forløb på en fornøjelig måde med taler, sang og musik. Senere samledes en flok ungdomsvenner til Frederik og Agnes og dansen gik med lyst til langt ud på natten, jeg husker klokken var 4, da vi kørte hjem til Egtvedgård, det var blevet lyst og fuglene hilste os med deres morgensang. En dejlig dag var afsluttet, som vi kunne mindes med glæde og leve videre på. I de følgende dage havde vi endnu gæster, der var 18 familiemedlemmer, som overnattede, fra Finland, Fyn og Nordjylland, man savnede bilerne dengang. Finnerne blev ca. 14 dage og efter 3 uger rejste søster Anna som den sidste af sølvbryllupsgæsterne.
Der gik igen nogle dejlige år med arbejde og fremgang. Stuehuset var blevet større og haven var vokset til, og dermed forskønnedes vort hjem, hvor børnene kunne nyde deres ungdomstid. Det var også dejligt at kunne samle slægten af og til, og i tidens løb havde vi fundet mange gode venner, især mindes vi en klub, hvor vi samledes skiftevis i vore hjem til hyggeligt samvær og et spil kort. Herrerne spillede l’hombre og damerne spillede whist. Det var lærer Andersens, mejeribestyrer Sørensens, trælasthandler Thygesens og senere også maler Bruuns og uddeler Nielsens, alle prægtige mennesker, som vi tilbragte mange hyggelige stunder sammen med.
Der kom igen festdage hos os. Den 12. nov. 1936 fejrede Gerda og Frederik bryllup, og den 18. december 1938 fejrede Agnes og Poul deres bryllup. Jeg ser endnu for mig højtidelighederne i den smukt pyntede Egtved kirke, hvor de begge to var blevet døbt og konfirmeret. Jeg ser Agnes og Gerda i deres hvide brudedragt, og jeg ser far føre vore børn op i kirken som brud og brudgom på deres bryllupsdag. Det var både store og hyggelige fester, som blev fejret i Egtved Forsamlingshus. Men mon ikke hos de fleste forældre er glæden iblandet vemod en sådan dag, man tænker hvordan vil livet nu forme sig for dem, som var det kæreste for os? Og i hjemmet er de savnet, vi to er nu blevet alene.
Senere blev jeg indvalgt i Kolding landbrugsforenings husholdningsudvalg med det formål at få startet en husmoderforening i sognet. Der var 21 kredse, og enhver af disse kredse skulle have sin forening. Jeg var betænkelig derom, men sammenkaldte til et møde, hvor sagen blev forelagt. Der var mødt mange husmødre, og vi fik startet en forening med ca. 100 medlemmer og 7 bestyrelsesmedlemmer, jeg måtte overtage formandsposten. Vi mødtes én gang om måneden sammen med vor konsulent, frk. Andersen, Vejen. Det var jo under krigen, hvor det var småt med mange ting, så der var emner nok at tage fat på.
Husmødrene mødte flittigt, foruden at lære noget var det rart at komme sammen i disse mørke år. Der blev syet børnetøj af brugt herretøj, der var jo næsten intet at købe. Tyskerne havde tømt vore butikker. – Vi bagte også kage af bygmel fordi det var så sparsomt med flormel, og mange mange andre ting fik vi lært. Imellem havde vi hyggeeftermiddag, jeg mindes en sådan i Egtvedgårds have, hvor vi drak kaffe. Vejret var strålende med varme og solskin. Lærerinde frk. Kamma Lauersen, Askov højskole talte om fangernes ven, Mathilde Wrede. Senere samledes vi i stuerne og lærer Ingemann Petersen, Tågelund læste en fortælling, vi sluttede af med musik og sang. Til vor glæde var der mødt mange, som vi oplevede en god eftermiddag sammen med. Vi havde også oplysende foredrag af fru læge Daugaard, Kolding og fru læge Starup, Vejle, samt koncert- og skuespilaftner, og traditionen tro havde vi ind mod jul et hyggeligt julemøde, dobbelt hyggeligt fordi vi denne aften også havde vore ægtefæller med. Kaffebordene blev festligt julepyntet med gran og lys. Vi havde altid en præst eller en anden god taler til at underholde foruden sangen af vore dejlige julesalmer. Jeg nævner nogle af dem: Pastor Tobiasen og pastor Reventlow, begge Kolding, pastor Sarnæs, Harte, pastor Jensen, Egtved, pastor Lauersen Vig, tidligere Egtved, pastor Jensen, Haderslev, realskolebestyrer Buhl, Tørring, fru højskoleforstander Lund, Rødding, fru højskoleforstander Vedsted Hansen, Ølgod og koncertsangerinde fru Stotz, Kolding. Det var ikke i bilernes tid, så nogle måtte overnatte hos os, og det var en fornøjelse at komme i kontakt med disse mennesker.
I husmoderforeningen havde vi også kursus i håndgerning og kjolesyning, og vi havde udveksling med husmødre fra andre egne. En særlig interessant udveksling med svenske husmødre, hvor vi var på en 10 dages Sverigesrejse, måske fortæller jeg derom senere. Det var et stort arbejde at være formand, men jeg mødte megen taknemmelighed, og derfor fandt jeg en glæde ved at kunne være lidt for andre ud over dem, som hørte hjemmet til. Således gik 14 år, og jeg fandt at der skulle yngre kræfter til, nu hjalp der ingen overtalelse mere. Ved et julemøde blev jeg udnævnt til æresmedlem tillige med smukke og gode ord som tak for de mange år. Og til min fødselsdag modtog jeg en gave med et kort, der lød således:
Til vort æresmedlem Med øjet vendt mod syd og nord, et sind altid fyldt med milde ord, en trang til at virke og skabe stort, så stille du gik, og fik alting gjort. Hjertelig tillykke og tak! Egtved husmoderforening
Det var krigens mørke år, og vi blev bedsteforældre til Agnes små drenge, Bent og Peer. Bent blev født d. 29. okt. 1940, og Peer d. 6. juli 1943, og de to kom ligesom for at sprede solskin over vore aldrende dage. Men årene gik, vi blev ældre, og det blev for meget at drive gården tillige med arbejdet i banken. Jeg havde dog mere mod på at blive på gården noget længere. Vi talte så om, at hvis Frederik og Gerda, som dengang boede på Degngård i Højen, ville overtage Egtvedgård, ville det ikke blive så svært at flytte derfra, hvor vi havde levet i 32 lykkelige år. Og det blev således. Gerda og Frederik overtog Egtvedgård i efteråret 1947, og vi flyttede til vort nuværende hjem, ”Solfang”, som vi havde ladet bygge. Samtidig flyttede Agnes med familie ind i lejligheden på første sal. Det var meget besværligt at bygge lige efter krigen, der skulle søges om alt, og så var det endda vanskeligt at fremskaffe de fornødne materialer.
Nu kunne det blive tid til arbejdet i banken, og der skulle anlægges have, så der var nok at tage fat på. Nu havde vi også daglig Bent og Peer at glæde os over og forkorte tiden for os. De havde fået så mangen god arv i vuggegave, som jeg ønsker og håber nu vil blive dem til lykke i livet. Vi har nu fulgt dem fra barn til voksen og fået dem så kær, fordi de altid har vist os et rørende hensyn og godhed. Det har også altid været os en glæde at besøge vort gamle hjem og se hvordan alting gik fremad. Alt var i orden både ude og inde, de unge fik fuldført det vi ikke nåede. Det var også dejligt at gå deroppe og agere bestyrer, når Gerda og Frederik tog en lille sommerferie og rejste mod syden, da levede vi de svundne dage om igen.
Og alle vore søskendebørn skylder vi tak fordi de altid har søgt at glæde os, de glemte os aldrig når de havde familiefester eller andet, og vi kunne følge dem i deres livsgerning. For mig har det altid været en rig oplevelse at kunne samle og værne om slægten.
I 1954 tog min mand afsked som bankbestyrer i Egtved, det skete ved en festlig sammenkomst her i vort hjem. Formanden for Kolding Folkebank, dyrlæge Nielsen, Donsgård samt bankens to direktører, Nielsen og Brink og nogle flere var mødt og overrakte min mand et sølvfad med inskription som tak for de 31 års virke herude. Der blev holdt en række taler, som fortalte at han i disse år havde vundet befolkningens tillid og agtelse. I årene derefter vedblev de gamle kunder at komme her og spørge om råd, de savnede ham nede i banklokalet, og det blev også et savn for ham. Vi mindes stadig de hyggelige udflugter vi havde sammen med direktionen og Folkebankens personale, hyggelige mennesker, som det var en fornøjelse at være sammen med.
Den 4. juni 1956 kunne vi holde guldbryllup, og da vi var raske blev det bestemt, at dagen skulle fejres. Men vi var noget betænkelige forud, hvordan det ville lykkes at få den rette feststemning frem, nu vi var blevet ældre, for ikke at sige gamle, og flere af vor slægt og venner var gået bort. Men den bekymring kunne vi have sparet os, for det viste sig, at trods alderen ikke var glemt. Det blev den dejligste fest af alle de mange vi har oplevet. Det var ikke til at holde tårerne tilbage, da vi om morgenen vågnede ved sang af vore gode naboer og venner, og se det store arbejde, de havde gjort for at smykke vort hjem. Alle de mange blomster og de mange guirlander der nåede fra huset igennem haven og helt ud til landevejen. Det var festligt at tage vennerne med ind i stuen og drikke morgenkaffe og synge: Se nu stiger solen af havets skød.
Senere på formiddagen kom min mands slægt fra Fyn og Finland til frokost, og kl. 4 tog vi imod alle vore gæster til middag i forsamlingshuset. Middagen forløb på det festligste, der var god musik, sange og 18 indholdsrige taler. Jeg mindes endnu så mange af de gode ord der blev sagt. Og senere – vi havde bestemt, at der ikke skulle danses brudevals, da min mand havde et dårligt ben og gik ved stok – så blev jeg overrasket, da brudevalsens toner lød og min man bød mig op til dansen. Doktor Pedersen, som var blandt vore gæster, havde givet sin tilladelse dertil. Og det gik meget godt, trods dette, at stokken fulgte med til alles jubel. Pastor Jensen havde været fraværende og tænkte da han kom tilbage, at vi ikke kunne danse brudevalsen, gik derfor hen til musikken og bad om brudvalsen. Det hjalp ikke at jeg fortalte ham at den var overstået, jeg måtte også danse den med ham, og således gik det til at der blev danset to brudevalse i stedet for ingen. Men hvad er vel også skønnere end at høre en brudevals’ dejlige toner. Jeg har altid holdt meget af at danse og jeg kunne holde ud til det denne aften, så jeg fik danset meget. Selv Bent og Peer ville danse med deres mormor. Min mand hyggede sig som tilskuer og passiarede med slægt og venner. Vi festede til dagen begyndte at bryde frem, det var jo i de lyse nætters tid. Vi havde igen oplevet en vidunderlig dejlig fest: Vor guldbryllupsdag!
Her slutter Helga Grundahl Andersens optegnelser. Hun levede endnu i 7 år og døde året efter sin mand. Men et interessant indblik i et arbejdsomt og anset ægtepars hverdage og festdage i Egtved for mange år siden – med navne og hændelser nogle endnu kan huske. (LPL)