Herregården St. Restrup

En epoke på godt 125 år – fra 1787 til 1915 – fra stamhus til højskole

Som tidligere nævnt arvede Siegfred Viktor von Raben, St. Restrup i 1787, der i 1756 var blevet ophøjet til stamhus under Christian Frederik Levetzau ejerskab med de fordele og forpligtelser der fulgte med. Ved overtagelsen tog han navnet: Siegfred Viktor von Raben-Levetzow.

Det var et godt tidspunk; for det var i opgangstider Raben-Levetzow havde godset; først og fremmest var det højkonjunkturerne pga. især af revolutions- og senere Napoleonskrigene, der sammen med et kronefald skabte stærkt stigende priser på landbrugsprodukter, hvilket kom såvel godsejere som fæstebønder til gode.

Nogen driftig landmand har Raben-Levetzow sikkert ikke været, han behøvede det vel næppe; i det mindste beretter professor Laurits Engelstoft i sine rejseiagttagelser fra 1805, at vejen fra Nibe til Aalborg, der på en lang strækning gik gennem godsets marker, var “slet vedligeholdt. Ved herregaarden Restrup seer man en deel anlæg med grøfter, levende gierder etc. i totalforfald“.

Raben-Levetzow har sikkert også været “et mildt Herskab”, for sine undersåtter, hvilket ofte var tilfældet med de mindst driftige godsejere. I det det mindste eftergav han på tre efterfølgende år hans fæstebønder deres landgilde på grund af de udgifter, de havde haft ved på grund af der havde været foretaget udskiftning under den forrige ejer af herregården.

Det var også i hans Restruptid at der gennemførtes de store landboreformer bl.a. med Stavnsbåndets opløsning. Hvor meget fæstebønderne under St. Restrup havde følt trykket af Stavnsbåndet, er uvist, men så meget kan siges at her finder man ikke efterlysninger af bortrømte karle i herregårdsarkiverne, hvilket ellers på dette tidspunkt hørte med til sjældenhederne. Disse efterlysninger skulle ellers være et af pejlemærkerne om hvor hårdt trykket var på de enkelte godser. Til gengæld findes heller intet der viser, at Stavnsbåndets løsning har vakt glæde. Det tryk, bønderne i reglen følte hårdest, var nemlig hoveriet, uden at de dog sjældent gjorde sig klart, at Stavnsbåndet netop gjorde det muligt for godsejerne at gøre det endnu hårdere.

Hoveriet havde hidtil været ret ubestemt. I de gamle fæstebreve fra St. Restrup stod i reglen blot, at fæstebonden skulde forrette dette efter skik og brug; ingen kunne derfor anklage godsejeren, hvor meget han end krævede.

For bønderne var hoveriet således en tung byrde. Et af de få lyspunkter der var at finde, var når de unge blev “bojet til Hov”, for her kunne de så glæde ved at madkurven var en del bedre end ellers, for ingen bondekone ville stå tilbage for den anden. Ligeledes kunne der på hovmarken gå lystigt for sig . Ladefogden – ordet ”ridefoged” er ikke fundet i nogen Restrup papirer – eller forvalteren, som han senere kaldtes, kunne ikke altid holde øje med de mange folk han havde under sig . Her var alt morskab muligt, hvor saa mange var samlet. Om en stærk sønderholmbonde er fortalt, at han ofte morede sig med, når der kørtes kornneg , da at køre om ved et andet læs korn og når han var ved siden af det, at lange en fod ud og vælte det.

Almindeligvis var det dog uskyldige løjer, der dreves, men når hovfolkene overnattede i en lade eller i en høstak om sommeren for at spare den lange vej hjem og tilbage til hovmarken, gik det ofte vildt til, og flere end een ung pige måtte siden begræde følgerne af nattesjovet der.

I 1811 fik Siegfred Viktor Raben-Levetzow bevilling til at ophæve stamhuset St. Restrup, der i stedet blev i stedet afløst en Fideikommiskapital på 380,000 Rdl. curant, der senere blev omskrevet til 109,000 Rdl. sølv. Derefter solgte han St. Restrup til broderen Frederik v. Raben; antagelig den samme som den Frederik Sophus Raben-Levetzau, hvis søn Vilhelm Raben-Levetzau arvede det omtalte Fideikommis, og ved hjælp af dette, sammen med andre formuer dannede “Den Raben-Lewetzauske Fond .” Fonden yder den dag i dag støtte til sociale, velgørende, videnskabelige og kulturelle eller kunstneriske formål.

1812 solgte Fr. Raben det nu forhenværende stamhus: ”St. Restrup” til Johan Mikael de Neergaard for 1,350,000 Rdl. Køberen udbetalte 450,000, mens broderen, Peter Johansen de Neergaard gik i kaution for resten.

Kort inden statsbankerotten frasolgte de Neergaard, Nørlund, Thorstedlund og Albæk for 1,150,000 Rdl., så han reelt havde St. Restrup gods for 200,000 Rdl. med en udbetaling paa 100,000, og endda fået udbetalt 350,000 Rdl.

De næste halv snese årtier blev også et uroligt tidsafsnit for godset ”St. Restrup” hvad enten det nu skyldtes den nationale økonomi som godsejernes svage ditto med mange ejerskift til følge samt retssager mod godsets mere eller mindre lemfældige fæstebønder. Da J. M. de Neergaard købte, stod pengene i ca. 1/10 af deres pålydende værdi, og ikke længe efter gik staten bankerot og nedskrev sine sedler til ca. 1/10 af, hvad de lød å . Ved gældsnedskrivningen tog man hensyn til, hvornår denne var stiftet. Peter Johansen de Neergaards kautionsforpligtelse på 270,000 Rdl. blev således nedskrevet til 30 % af, hvad den lød på, antagelig er Johan Mikaels gæld bleven tilsvarende nedskrevet; hvis det er tilfældet har den kun været på 30,000 Rdl.

Landbruget havde fem økonomisk gode år, før krisen satte ind, saa hvis de Neergaard havde været en dygtig landmand, burde han da have haft godset gældfrit og penge tilovers. Hvordan det forholder sig, vides ikke; men ikke desto mindre blev godset i 1823 stillet til tvangsauktion.

I hovedbygningens sydvestre stue findes nogle mægtige billeder, der går fra panel til loft og fylder alle vægge. Over dørene findes landskabsbilleder i en helt anden stil. De er engelske og forestiller en parforcejagt, hvor man med heste og hunde jager hjortene trætte for der efter at dræbe dem. De er alle anskaffet af de Neergaard og skal have kostet ham den nette sum af 800 Rdl. Familien har senere udtalt at disse vægtapeter var skyld i han måtte gå fra gården.

St. Restrup blev som nævnt udbudt til auktion i 1823. Frederik Raben-Levetzau, der havde part i den, måtte nu igen overtage godset. Også i Nørlund, Albæk og Thorstedlund havde han pant, – for 750,000 Rdl. – hvorfor han gjorde udlæg hos enken efter den mand, der havde købt dem af J. M. de Neergaard.

Tre år efter, i 1826 solgte Raben-Levetzau godset til auditør Rasmus Roulund for 45,000 Rdl. sølv. Rasmus Roulund var født i Odense, hvor faderen dengang var gæstgiver; senere købte denne herregården St. Hesbjærg ved Odense. I 1810 blev R. Roulund udnævnt til auditør, men tog året efter sin afsked. Ikke desto mindre omtales han altid senere som auditøren af folk på godset. Han købte først, efter at have taget sin afsked, herregården Løvegaarden ved Slagelse, men måtte forlade den igen på grund af landbrugskrisen. Alligevel var han i stand til at købe ”St. Restrup” i 1826.

Roulund var fra stændertidens begyndelse og til sin død valgt af sædegårdsejerne i Aalborg Amt som deputeret til Stænderforsamlingen. Her blev han omtalt som hørende til blandt de mest fordomsfrie medlemmer og en mand med et klart hoved og skarp tunge. Særligt elsket i stændersalen har han sikkert ikke været, hvis man skal dømme efter en stændervise, hvor man har søgt at karakteriserede forskellige deputerede: “Når Roulund tutter Munden ud og griber sig i Lommen, saa vælder der et rædsomt Flud af Ondskab ud af Vommen.” Hans udtalte jødehad skal være årsag til denne karakteristik.

Det hedder om ham i Biografisk Leksikon, at hans frisindede anskuelser i praksis vanskeligt kunne forliges med hans interesse som større jordegodsejer. Sikkert er det, at der findes en mænge retssager mellem ham og de undergivne bønder. Som jurist har han vel været tilbøjelig til følge lovens bogstav til punk og prikke, mens godsejerne som regel indrømmede, at bønderne ofte ikke var i stand til at opfylde alle deres forpligtelser, og de derfor i nogen grad så gennem fingrene.

Der til kom, at der gik en ny reformbølge over landet; man havde blandt bønderne en følelse af, at hoveri og herremandsvældet sang på sit sidste vers, og de tog det derfor ikke så nøje med deres indgåede forpligtelser. Derfor kom det helt naturlig til en helt række søgsmål med en så udpræget jurist som Roulund, hvilket også skete.

I 1826 forbød herskabet på St. Restrup således alle gård- og husmænd at have indsiddere (lejere) eller andre løse folk til huse; aftægtsfolk var dog undtagen. Overtrædelse ville blive straffet efter loven. Loven hjemlede godsejeren ret til dette forbud, og han har vel som mange andre af tidens godsejere, ved hjælp af denne bestemmelse, villet skaffe herregården billige daglejere og tjenestefolk.

Det var der faktisk også behov for, for det var stadig problemer med hoveriet. Således havde husmand .Jakob Hansen fra Tostrup nægtet at luge kartofler med hænderne; han idømtes derfor en bøde til sognets fattigkasse, og dobbelt så stor, fordi nægtelsen var sket i andres påhør.

I 1832 klagede forvalter Hvilsom over, at Lars Nielsen Vrads, Niels Poulsen, Charsten Jensen med flere, alle af Frejlev, samt Christoffer Frederiksens enke, Ove Nielsen og Jakob Nielsen af Leere havde nægtet at gøre hovarbejde. De mødte heller ikke til forlig og idømtes derfor bøder.

I 1833 var det galt med Anders Gjørtler, Peder Thomsen og Knud Jakobsen af Sønderholm og Svend Christensen af Tofterup. De er udeblevet uden at give årsag; nu gav de til grund, at de havde arbejde hjemme, hvad retten dog ikke fandt var lovlig årsag. I disse tilfælde vandt Roulund processerne. I en anden sag indklagede han folk for at stjæle i hans skove. Til deres forsvar hævdede de, at de kun havde samlet nedfalden brænde, hvad de havde ret til. I disse sager tabte han. Så indstævnede han skovfoged Thomas Therkildsen for at have forbrudt sit fæste, fordi han ikke i tilstrækkelig grad dæmmede op mod skovtyverierne. Men her tabte han igen.

I en af stuerne på St. Restrup findes en stor sjældenhed: En kakkelovn, der gengiver et minde over Andreas Peter Bernstorff. Øverst står: ”Uden Misvisning”. Derunder et kompas. Og under dette : Andr. Pet. Bernstorff”, desuden et billede af den store statsmand. Nederst årstallet 1795. – Det øverste hentyder til, at han som udenrigsminister styrede statsskibet uden fejl. Det menes at være Roulund, der har anskaffet sig denne kakkelovn.

Roulund døde 1845, og to år efter solgte hans enke godset til Th. J. A. Mollerup for 280,000 Rdl.

En jordebog, der er tinglæst 1847 – måske i anledning af salget – ansættes hovedgården til 97½ Td. H. Ejeren har desuden jagtret til Nørholm forhenværende præstegårds jord, men skal i anledning af kapellet svare til præsten i Sønderholm 40 Rdl. årlig og 10 Rdl. til degnen .( Vel for tab af offer). Til præsten i Hornum skal han betale 12 Rdl. og til degnen i Nørholm 6 Rdl. for gudstjeneste. Under godset hørte så at sige hele Sønderholm, Frejlev, Nørholm, Tostrup og Volstrup. Desuden havde godsejeren fiskeret i Limfjorden, idet der i Roulunds skøde nævnes 56 stader ud for engene i Nørholm og Nyrup, i jordebogen fra 1847 desuden 11 ålerusestader: 4 på Nakken, 5 på Sækken desuden 2 på Stenhagen, foruden sildebundgarnsstader. Fiskeretten var udlejet og solgtes for 10,000 Rdl.

Den urolige periode for St. Restrup fortsatte med at Th. Mollerup havde skrevet en falsk obligation på 10,000 Rdl. og var derefter flygtet ud af landet, men blev pågrebet i Hamborg og døde i fængsel. Hans fallitbo skildte nu bøndergårdene ud fra godset, – hvor efter resten, også husene i de omliggende landsbyer solgtes til A. W. Schønau til Gl. Vraa for 170,000 Rdl. Men da han ikke kunne overholde købekontrakten fik han aldrig skøde paa gården. Efter hvad rygterne fortalte skal han have endt sine dage i en lille hytte på Ahlheden.

Herregården solgtes nu i 1851 ved auktion til hofjægermester v. Stemann for 105,000 Rdl. Men forinden var 550 Td. l. eng solgt til et interessentskab, hvor skøderne nævner la Cour og Schou. De delte engen ud i småparceller fra 3 Skp. til 2 Fdk. hartkorn, og solgte dem til de omkringboende bønder, fortrinsvis i Frejlev og Hasseris.

Overkrigskommissær Christensen købte i 1859 ca. 500 Td. L. samt tienderne. Jorden bortsolgtes herefter i parceller. Tienden blev købt af agent Wibroe, Nibe, og godsejer Juul, Lundbeck, alt samme af ovennævnte bo. De fleste gårdmænd og enkelte husmænd købte nu de ejendomme hvor de hidtil havde været fæstere af Mollerups fallitbo. De første er allerede købt 1848 – de sidste så sent som i 1853; da fallitboet blev færdigbehandlet.

Hofjægermester v. Stemann døde som ung. og hans enke solgte nu resten af godset til svigerfaderen, forhenværende stiftamtmand i Aalborg, C. L. v. Stemann, og da denne døde, overtog hans søn J. A. v. Stemann St. Restrup i 1858.

De husmandssteder, der fandtes i landsbyerne, som havde hørt under St. Restrup, var gennemgående på godt 2 Skp. H.; de var , som omtalt , fulgt med godset, da hofjægermester P. C. v. Stemann købte det; men i den følgende tid solgtes de fra. I de første skøder står hofjægermesteren som sælger, i en enkelt stiftamtmanden eller kammerherre J. A. v. Stemann; men i de fleste tilfælde er det enkefru Cathrine Elisabeth Stemann, der står som sælger, og det endnu så sent som 1875; hun må derfor have beholdt ejendomsretten til en del af fæstehusene, da hun solgte godset.

Andreas v. Stemann var efter den tids forhold en dygtig landmand. Han lod bl.a. al jorden mergle. I hver skifte fandtes en mergelgrav hvor merglen blev kørt op af graven ved hjælp af en hest, spændt for en tohjulet kærre. Den sure jord lod han dræne. Ude i kæret lod han opkaste diger, som blev beplantet til læ for kreaturerne; for at aflede vandet lod han desuden grave en kanal fra engene ud til Limfjorden.

Han begyndte meget tidlig at dyrke roer, fortrinsvis kålrabi, og han fremavlede endog en særlig Restrup stamme. Frøet blev oplagret i Riddersalen, og kun en bestemt husfæsterkone var betroet at passe frøene med tørring og rensning. Han lod desuden anlægge en planteskole, så man selv kunne fremelske planter. Det var også ham , der lod plante nåleskov nord og syd for Aalborg-Nibe landevejen. Mejeriet forblev lejet ud, og lejeren synes at have holdt flest svenske malkepiger. Halvdelen af gårdens 12 karle var som oftest svenskere, desuden havde man nogle løse daglejere. Endelig var der fæstehusmændene. Af fæstehuse var der det smukke stråtækte bindingsværks ”Gartnerhus” i den sydøstlige del af parken, desuden ”Smedehuset” ved Nørholmsvej , ”Møllehuset” ved Aalborg – Nibe vejen, hvor der for uden mølleren boede en eller to familier samt ”Familiehuset” ved Engvejen og yderligere et eller to huse ved Nørholmsvejen.

Familierne i fæstehusene måtte kun holde to køer, og årsagen var at godsejeren frygtede de ellers ville bjerge sig for meget af hans afgrøder. Dog fortælles at kammerherren – sådan kaldte man i reglen Stemann, engang kom forbi, hvor nogle børn sad og plukkede græs ved vejkanten. Han ville vide, hvad det var til, og da de svarede, at det var til deres lille kipkalv, bad han om at komme ind at se den. Da der stod en ko og en kvie i båsen foruden kalven blev forældrene meget ængstelige for følgerne. Men Stemann sagde intet til dem derom. Derimod lod han en anden mand vide, der ville have sin ko solgt, at han skulde gøre ligeså; opdrætte en kvie, der kunne gå i stedet for.

Fæstehusmændene fik for at arbejde på gården heltid årlig frit hus samt 60 Rdl., 5 tdr. rug til brødkorn og 4 tdr. byg, beregnet til opfedning af en gris , samt græsning og hø til en ko og et får med 2 lam; men høet skulde de selv bjerge. Desuden ret til at skære tørv til eget brug i herregårdens mose. Endelig kunne konerne tjene 5 Kr. månedlig ved at malke på herregården.

Der var et ret patriarkalsk forhold paa gården. Stemann holdt på, at tonen skulde være god, og det skal i det væsentligste være lykkedes for ham. Nu og da finder man dog i de gamle regnskabsbøger en bemærkning som: ”Bortvist for svir”. En Pige blev bortvist, fordi hun havde været så uanstændig at møde barfodet, da hun serverede kammerherrens kaffe. Der kunne vel nu og da vanke en lussing til en stor dreng, som ikke passede sine sager; men de ansås den gang ikke for så slemt.

I mange år tjente et par gamle mænd paa gården, og for at vise, hvad han kunne betro dem, sendte Stemann ofte i andres påsyn en af dem med nøglen ind efter tegnebog eller papirer i skrivebordsskuffen.

Ved høstgilderne på godset gik det livligt til, men til daglig var han meget sparsommelig, man vil endda sige meget påholdende og ligefrem nærig. Således fortælles at han mente kun at have havde råd til at spise en halv frikadelle til sin middagsmad.

Ligeledes fortælles om ham at han som helt fra ung havde været forlovet med en dame fra Lundbæk ved Nibe; men han fik aldrig råd til at gifte sig med hende. Endnu som gammel kom hun en gang om året for at besøge ham.

Der fortælles også han friede til den ældste af Juul-Ryssenstens døtre på Lundbæk; men hendes far, der var meget velhavende, skal have svaret, at hans datter ikke skulde ende sine dage på Sønderholm fattiggård. Enden blev, at Stemann forblev ugift, og hun døde som gammeljomfru.

Krisen i 80erne og 90erne gik jo især ud over de store gårde, da disse overvejende havde deres Indtægter ved kornsalg. Der gik folkesnak om at Stemann af økonomiske grunde 1898 blev tvunget til at sælge. Skødet udviser imidlertid, at ejendommen kostede 400,000 Kr. Deraf var der et første prioritets lån på 150,000 Kr.” og et andet prioritets lån (Zeuthen-Neergaardske Fideicommis) på 80,000 Kr. Af restbeløbet fik Stemann straks udbetalt 100,000 Kr. og restbeløbet, 70,000 Kr., til december termin. Han kan da næppe have haft særlig stor ikke tinglæst gæld, saa har han været tvunget til at sælge. Derfor har det nærmere været mangel på likvid kapital der har været årsagen.

Til godset hørte mølle, teglværk, hertil arbejderhuse, ”Remgaarden”, “Lunden” og ”Krogården”. Køberen skulde årlig svare til sognepræst og degn i Sønderholm henholdsvis 80 og 20 Kr. i årlig afgift. – Velsagtens fordi de mistede indtægterne ved gudstjenesterne i det hidtil hørende kapel. Dette var bleven flyttet fra Nørholm i 1782, men var stadig bleven betjent af Nørholm præsten indtil 1836. Derefter hørte det under Ø. Hornum pastorat, til det 1882 kom under Sønderholm. Nu blev det nedlagt, idet inventaret til det såvel som til herskabsstolen blev undtaget fra salget, og sælgeren, Stemann, tog det med da han flyttede fra godset. Af andre forpligtelser kan nævnes: at svare til skolevæsen og fattigvæsen i Sønderholm (efter Levetzaus ponation) 36 kr. årlig — at vedligeholde begravelsen i Sønderholm kirke – at svare til Aarhus Hospital 3 tdr. rug efter kapitelstakst, til Aarhus Catedralskole 1 td. 2 skp. byg og til Budolfi kirke 12 td. 6 skp. byg.

De patriarkalske forhold der under Stemann havde hersket på St. Restrup, var nu for altid forbi. Han tog herefter ophold i Aalborg hos en Mand, der i mange Aar havde været Gartner hos ham. Det var et konsortium, bestående af garvermester Klitgaard, Nr. Sundby, og de tre Københavnske grosserere P. Madsen, Conrad Jensen og N. Jensen, der købte St. Restrup. De fraskilte ca. 1000 Td. land eng og kær, der lå ud til Limfjorden mellem Hasseris og Nørholm. En del af det blev solgt i mindre parceller til omboende bønder; men af den største part blev der oprettet 62 ejendomme på gennemsnitlig omkring 10 Td. L. hver.

I 1901 solgte de resten af godset , til H. P. Neergaard Terpager Malling. Købesummen var 280,000 kr. Deraf henstod i kreditforeningen 160,000 Kr. i hovedgården og 12,000 Kr i Krogaarden. Sælgerne lod 48,000 kr. stå som II pant (deraf 4000 i kroen), resten udbetaltes. Der nævnes også i skødet, at St. Restrup havde ret til at hente tang ved Limfjordsstranden. Malling lejede kroen ud til grosserer P. Madsen med 1 års opsigelse fra begge sider til en Leje af 1000 kr. årlig. I lejekontrakten blev tilføjet at kroejeren ikke måtte skænke spiritus til folkene på St. Restrup eller lade dem sidde der til svir og kortspil. En tilsvarende forpligtelse var i Stemanns tid knyttet til kroen.

Malling lod foretage flere forandringer på godset: En svinesti umiddelbar nord for hovedbygningerne blev ombygget som herskabsstald med værelse til kusken, seletøjsrum og plads til foderet. Her stod desuden en hingst og fire herskabsheste opstaldet . Han var nemlig vant til at køre med firspand og havde en kusk med sig, som kunne køre det. Men Aalborg bys love forbød ham at bruge det der, så her nøjedes han med almindelig forspand.

Oprindelig var der gennemkørsel midt gennem hovedfløjen. Her lod han lave en smuk vestibule med mørk marmorkamin i den ene side og med indre fløjdøre og lys. Desuden marmortrappe ud mod avlsbygningerne. Riddersalen, der i Stemanns tid var bleven brugt til frølager, blev nu også gjort i stand og malet i lyse, festlige farver. Endelig lod han gården forsyne med elektricitet, idet han lod vandmøllens vandhjul afløse af en turbine, som blev trækkraft for et elektricitetsværk.

Malling lejede kroen ud til grosserer P. Madsen med 1 års opsigelse fra begge sider til en leje af 1000 kr. årlig. Kroejeren måtte ikke skænke spiritus til folkene på St. Restrup eller lade dem sidde der til svir og kortspil – en forpligtelse der også i Stemanns tid var knyttet til kroen.

Malling lod foretage flere forandringer paa godset: En tidligere svinesti umiddelbart nord for hovedbygningerne lod han det omdanne til herskabsstald med værelse til kusken og plads til foder. Her stod der en hingst og fire herskabsheste. Han var nemlig vant til at køre med firspand . Men Aalborg bys love forbød ham at bruge det der, saa her nøjedes han med almindelig forspand. Oprindelig var der gennemkørsel midt gennem hovedfløjen. Her lod han lave en smuk vestibule med mørk marmorkamin i den ene Side, og med indre fløjdøre og lys marmortrappe ud mod avlsbygningerne. Riddersalen, der i Stemanns tid var bleven brugt til frølager, blev nu gjort i stand og malet i lyse farver. Endelig lod han gården forsyne med elektricitet, idet han lod vandmøllens vandhjul afløse af en turbine, som blev trækkraft for et elektricitetsværk.

Den smukke Sydpark har han også anlagt. Her var der kun vildnis. Nu blev den gjort i orden med en jernlåge ud mod landevejen og en bred gang, som han brugte til hovedindkørsel.

I hans tid brændte avlsbygninger, både lader og stalde. Det var en af fæstehusmændene, som vistnok i et anfald af delirium havde stukket ild. Malling lod nu opføre store moderne avlsbygning. Den store ajlebeholder, som endnu står nord for den nordre kvægstald bruges nu til maskinhus. Den kunne rumme ca. 1 mill. Liter og blev da regnet for verdens største.

Ved hjælp af en elektrisk dreven pumpe pumpedes ajlen op fra en opsamlerbeholder. Herfra kunne man tappe ajlen gennem rør til aljetønden på vognene.
Det skal have taget 20 dage at tømme beholderen helt med 3 spand heste.

Den gamle herregård kom allerede i 1906 igen på ny hænder, idet Malling solgte til grosserer Carl Philip for 340,000 kr, hvoraf han udbetalte de 140,000, mens lånet blev forøget fra 160,000 til 200,000 kr.

Ifølge “Danske Gaarde” stod Ejendommen i hans Tid til en EjendomsskyJd af 240,000 kr. Brandassurancen for hovedbygningen var 159,280 Kr. Elektricitetsværket var forsikret for 31,850 kr; Avlsbygningerne for 137,698 Kr, besætningen for 150,000 Kr, inventar 40,800 Kr og avl 93,500 Kr. Besætningen var paa 130 Køer. som gav ca. 5000 pund mælk pr. ko, 180 ungkreaturer, 12 Tyre, 26 Heste, 18 plage og føl, 2 trækstude og ca. 300 får. Der solgtes aarlig ca. 300 Fedesvin og 50 Stk.. Fedekvæg. Til normal folkehold regnede man: 1 overfor valter, 1 underforvalter, 1 fodermester, 1 forkarl, 4 elever, 3 karle, 4 piger, 8 daglejere og om somrene – 15 polakker.

Der blev ofte talt om hans dyre vaner; om hans glaskaret med forspand af fuldblodsheste. ikke blot af egnens folk, men også ålborgensere; forøvrigt gik en mængde, ofte modstridende beretninger om ham. Således fortælles der, at hvis han talte med en daglejer, der havde akkordarbejde, betalte han ham for den tid, han havde opholdt ham, og at han gav næsten eventyrlig høje daglønne. Det sidste afkræftes imidlertid af de regnskaber fra hans tid, som findes opbevarede. Lønningerne lå på ingen måde over det almindelige. Man sagde også , at han i løbet af de 5 Aar, han ejede gården, satte 1/4 mill. Kr. til. Men det var håndværkere, der havde arbejdet på gården i hans tid, der satte pengene til, for de fik ingen eller kun delvis betaling for deres arbejde hos ham. I alt fald er man enig om, at han havde gæld til mange sider, da han forlod St. Restrup. Så mange steder , at han gik “bag af Dansen”.

Carl Philip står nok som sælger af herregården til tømrermester: E. C. Weidemann 1911. men købesummen på 365,000 Kr. (løsøre beregnet til 100,000 Kr.) berigtiges på den måde, at bag kreditforeningslånet på 230,000 Kr. udstedes en obligation på 30,000 Kr. til overretssagfører Børge Jakobsen, København, og “restsummen er afgjort derved, at køberen har ordnet sig med overretssagfører Børge Jacobsen som pant og udlægshaver i det solgte”.

Værdi til ejendomsskyld står nu til 365,000 Kr. saa det er mest sandsynligt, at Philip har fået dette sat mest muligt op for at kunne øge kreditforeningslånet med de 30,000 Kr. Om den nye ejer; E. C. Weidemann fortælles, at han som omrejsende håndværkssvend engang forgæves skal have bedt om et måltid mad på St. Restrup da i vrede skulle have råbt at næste gang han kom til St. Restrup var det som dets ejer.

Han skal have været en dygtig landmand og i human overfor folkene. Når han så alligevel kort efter igen besluttede sig til at sælge, skyldtes det efter sigende, at hans hustru ikke kunne finde sig til rette på herregården. Han blev også den sidste egentlige ”godsejer” på St. Restrup.

En sommerdag i 1912 holdt der en ponyvogn med et Islænderforspand i gården på St. Restrup. På vognen sad de tre mænd: Husmand Jens Jensen, Als Brohuse, gårdejer Mads Madsen, Malle Hedegaard, og lærer Visse, Frejlev som kusk. De var alle tre repræsentanter for Aalborg Amts Udstykningsforening og ønskede at købe St. Restrup til udstykning.

Udstykningsforeningen var bleven dannet 1909. I begyndelsen havde man kun vovet at udstykke større gårde – i reglen hvis bygningerne var nedbrændte – men allerede i 1910 købte den og udstykkede ”Smorup” i Brorstrup sogn og i foråret 1912 ”Raakildegaard” (Annerup) i Ellidshøj.

Nu havde man hørt, at Weidemann agtede at sælge, og mødte så op som køber. Weidemann gik ud til mændene og spurgte, hvad de vilde, og fik svaret, at de havde hørt, at ”St. Restrup” var til salg. At han ikke anså de tre mænd med et sådant forspand for de rette købere, er let at forstå, og han svarede derfor benægtende. ”Så havde ejendomsmægleren løjet for os ”, erklærede Jens Jensen. – ”Nå ja, men her skal en større udbetaling til”, svarede Weidemann, ”selvom jeg vel nok kan lade noget stå”.

Da var det, Jens Jensen gav det berømmelige svar: “Bevares, godsejeren må ikke tro, vi handler med træpenge. Når handelen er sluttet, er pengene på bordet.” Når han kunne svare så overlegent, skyldtes det, at man havde aftale med Aalborg Discontobank. Udvalget beså først besætningen og drak så kaffe med Weidemann – og denne kørte herefter ud over herregårdens jorder med dem. Hans prisforlangende var på 400,000 Kr. for det hele, med undtagelse af møblementet i Riddersalen. Udvalget var enig om, at det var billigt; men de var ikke jyder for intet. Møblementet forlangte de skulle medfølge. Derpå strandede handelen.

Nu sad de tre mænd i Frejlev østre skole tilbage og ærgrede sig grå og gul over, at de ikke havde købt. Som de sad der, ringede godsejeren til dem. at de måske kunne komme overens; om de ville komme derop igen. Men nu var det dem, der var oven på; ville godsejeren dem noget, kunne han komme til dem. Sådan blev det, og da Weidemann ankom til Frejlev Skole blev slutsedlen underskrevet. Købesummen var på 400,000 Kr., alt medfulgte med undtagelse af 3 køreheste, 1 plag, 1 fedesvin, 50 Tdr. havre samt herskabsvognene;

Køkkenhaven var udlejet til 500 Kr. og kroen til 996 Kr. årligt ; men begge kunne opsiges med et halvt års varsel. Til bestyrer på herregården, mens udstykningen stod på, blev P. Christensen antaget. Han der havde tidligere bestyret Raakildegaard; forvalter Kølby blev ansat til at føre tilsyn med arbejdet; han havde været på St. Restrup under Weidemann. Han var stærkt interesseret i at udstykningen gik godt, og parat derfor med råd og dåd, når det var nødvendigt.

Jagten blev aflyst, ikke udlejet, desuden ophævede man spiritusbevillingen til kroen, men samtidig blev lejen sat ned til 500 Kr. Kort tid efter købte kroforpagteren Krogården for 15,000 Kr og kort efter afskaffedes beværtningen.

Saa tog man fat, på udstykningen med at afsætte parceller desuden blev der projekteret vandværk og udvidelse af det eksisterende elektricitetsværk.

I sin første tid havde udstykningsforeningen oprettet en del statshusmandsbrug. Men af de ca. 270 ansøgere, der meldte sig til St. Restrup, ønskede kun 1 statshusmandsbrug, og i sin Betænkning over, om man skal lade oprette den slags ejendomme, hed det i udstykningsforeningens protokollat: at der på St. Restrup er skabt betingelser for, at folk med små midler vil kunne komme i besiddelse af så stor en jordlod, at der kan “være arbejde nok” i hjemmet og derfor ikke behov for statslån.

Ved købet havde St. Restrup et tilliggende af ca. 1525 Td. L., hvoraf knap 225 Td. L.. var skov. Først udstykkedes godt 35 lodder, året efter 15, ialt 50 lodder . De var i lidt forskellig størrelse; omk. 15 til 35 tønderland alle med’ mark, eng og tørvemose.

Folk fik lov at bygge, som de selv ville, nogle fik materiale, bl. a. tømmer og sten fra gårdens nedrevne midterste staldlænge. Foreningen hjalp med lån til bygninger osv., indtil husmandsbrugene var færdige til at give Indtægt.

De ny indflyttere fik tilbagebetalt 32 % af jordens købepris i bonus, skønt det jo ikke kunne undgås, at en sådan omlægning af gårdens drift måtte blive dyr en overgang, og til trods for det tab, det var, at de mange nye bygninger gården indeholdt blev nedrevet.

For at undgå nogle kun købte i spekulationsøjemed for igen at sælge når skøde var skrevet under, lagde man den forpligtelse på jorden, at den, der solgte igen inden 5 år efter overtagelsen af skødet, skulle tilbagebetale udstykningsforeningen 20 % af jordens pris.

Ved udstykningen af St. Restrup meldte sig den samme vanskelighed, som ved de fleste udstykninger af herregårde: Hvordan skulde man få hovedbygning og park udnyttet. Da foreslog gårdejer Andreas Korsgaard, Als, at oprette en folkehøjskole der. Og tanken fængede straks. Det gjaldt kun om at skaffe midler, og dem søgte man at skaffe ved en aktietegning. Aktierne skulde være rentefri og paa 10 Kr., saa enhver kunde være med.

Ad denne vej skaffede man 30,000 Kr.; men det beløb fandt man for lille at begynde med. Så skød udstykningsforeningen 10,000 Kr. til, og nybyggerne på St. Restrup gik alle ind på, at der af overskuddet ved udstykningen måtte tages andre 10,000 Kr. til højskolen.

Med disse 50,000 Kr. vovede man at begynde. Man købte nu den resterende del af godset for 124,000Kr. Dertil hørte skoven på ca. 225 Td. L. med tilhørende skovfogedbolig og ca. 30 Td. L. agerjord, hertil parken på ca. 40 Td. L., indbefattet to enge på tilsammen omkring 4 Td. L., en stor frugt- og køkkenhave, Gartnerhuset og Møllehuset. Dertil kom forvalterboligen, smedjen og den søndre staldlænge, som nu omdannedes til avlsbygning, og endelig ca. 20 Td. L. ager og 12 Td. L. kær, hvoraf dog en del havde mere skønheds- end nytteværdi.

Skolen fik navnet “Den Nordjyske Husmænds Folkehøjskole paa St. Restrup”.
Til forstander fik man den daværende forstander for Bramming Efterskole, Jens Nielsen Brande. Der er sagt om ham, at han var skolemand af lidenskab, og sikkert er det, at skolen tog ham helt, og han havde arbejdet Bramming Efterskole op til næsten det tredobbelte elevantal, da han tog mod tilbuddet om at blive forstander på St. Restrup. Til fast medhjælper fik han højskolelærer K. Ravnholt, og skolen kunne hermed begynde maj 1915 med 50 elever.

Kildemateriale: Dansk Biografileksikon, Gyldendals Leksikon, Kr. Kolding ”St. Restrup”, Gunnar Jensen: ”St Restrup 1912 – 2012”, gamle retsprotokoller m.m. Johs Stoffersen 2015.