Tre søstre – tre sognefogeder
Dorthe (Anders Møller’s kone) var en lille dame, men hun hørte ikke til blandt sognets sagtmodige kvinder. Ingen var nogensinde i tvivl om, hvad hun mente. Det lagde hun aldrig skjul på, og det blev forkyndt med høj og klar stemme, enten folk brød sig om det eller ej. Trods et dårligt ben styrede hun dygtigt og myndigt husholdningen på Enghavegård. Den almindelige mening var da også, at hos Dorthe lærte man noget.
Skulle der tages en afgørelser om gårdens drift eller det daglige arbejde (som Dorthe selv deltog i så længe helbredet tillod det) skete det sjældent uden hendes godkendelse.
Stærk var hun, Dorthe, og der er ingen tvivl om, at hun gennem sit lange ægteskab med vores sognefoged, Ajs (Anders) Møller, var ham en god støtte. Efter Ajs død blev hun boende på Enghavegaard. Det blev ikke en tid uden problemer, for Dorte havde modsat Ajs svært ved at slippe tøjlerne.
De sidste år blev svære. En ulmende demens slog ud i lys lue, og Dorthe, der fik sværere og sværere ved at forstå, hvad der foregik omkring hende, følte stor angst. Da hun fik brug for megen hjælp, flyttede hun på plejehjem i Mariager.
Hun overvågede til stadighed arbejdet, så personalet hørte tit udbrud som: Vi ska’ lig ha tørret støv o her! – og det gjorde man så.
Den 22. juni 1975 døde Dorthe. Hun blev begravet i det store familiegravsted på Sem Kirkegård ved siden af Ajs.
Sognet havde mistet endnu en af sine stærke kvinder. Dorthe, der aldrig stak noget under stolen, var af dem, der på godt og ondt satte mærker i sjælen, men de er vel ikke de værste.
Ajs var vores sognefoged – politiets forlængede arm – i vort lille samfund. Det var hans opgave at sælge hundetegn, udbringe stævninger, etablere brandvagt ved ildebrand og meget mere. Han bestred – i øvrigt som sin far – embedet i over 25 år og fik også som sin far af kong Chr. X tildelt Dannebrogsordenen for lang og tro tjeneste.
At være sognefoged var et æreshverv. Intet under, at Dorthe var lidt stolt af Ajs. En af hendes faste vendinger var:
Ja, vi æ traj søstre, å vi æ ål traj gywt mæ en sognefoged!
Skriv en kommentar
Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?Så send gerne dine kommentarer!