Minder fra skoletiden i Ebeltoft
50 år er meget længe siden. Så længe er det siden, at vi blev konfirmerede og endnu længere siden, at vi begyndte at gå i skole. Det er ikke til at forstå. Der er sket meget i den tid og udviklingen er gået hurtigt – det synes vel de fleste af os.
Fjernsyn var for eksempel noget nyt og spændende og i hvert fald ikke noget, vi havde derhjemme. I 1952 stod nogle af os på gaden foran Busse Radio’s vindue og kiggede betaget på Dronning Elisabeth’s kroning fra England – på en lille flimrende skærm – i sort/hvid og uden lyd; men det var stort!
Nogle af os kan huske, at vi sad i salen med det store træ på Hotel Ebeltoft og så ”Kvit eller Dobbelt” med Svend Petersen som vært; det var også stort – og mærkeligt at tænke på, når man sammenligner med i dag. At se fjernsyn er ikke mere noget man samles om – tvært i mod. Ofte står der en fladskærm i hvert rum i huset, hvor alle i familien sidder og ser hver sit program.
Vi husker alle noget forskelligt fra vores barndom og fra Ebeltoft. Nogle var Spejdere med de oplevelser, som det gav – inkl. nytårsparader med bare knæ i kulden! Mange af os har gået på Adamsens Danseskole – (nogle frivilligt og andre knapt så frivilligt) og været med i optog til sommerfesten.
Årgang 1945/46, som vi tilhører, var en af ”de store årgange” – lig med mange børn i skolerne. Samtidig var der lærermangel og – i hvert fald her i Ebeltoft – pladsmangel. Man proppede 32 6-7årige børn ind i et alt for lille lokale sammen med én lærer! Det var aldrig gået i dag!
Børnene den gang var måske mere ”artige” og havde mere respekt for voksne mennesker – men alligevel! Det er ubegribeligt, at det lykkedes at lære os noget som helst og det gjorde det jo. Det er vi det bedste bevis for.
Vi har hver for sig levet vores liv på godt og ondt, på grundlag af det, som for de fleste af os begyndte på Ebeltoft Borger- og Realskole. I skolens ordensregler fra 1959, som der eksisterer et eksemplar af endnu, står der, hvordan vi skulle opføre os i skolen og over for hinanden. Det kan man underholde sine børnebørn med og for dem lyder det, som var det fra en fremmed planet.
Noget af det første er følgende: ”Børnene skal møde renvaskede og sømmeligt påklædte.” (Der står ikke noget om, at det skal være i mærketøj!) ”Møder et barn snavset, kan det beordres badet på skolen.” Ja, det står der virkelig!! Der står også, at den undervisningstid, barnet så går glip af, erstattes med en eftersidning! Altså på nudansk: Er ungen ikke ordentlig vasket, får den en ”Sveder”!
Når det ringede ind, stillede vi op på række ude på gangen og gik sammen med vores lærer ind i klasselokalet og satte os først ned, når der blev sagt ”værs’god” og kom der voksne ind i klasselokalet, rejste man sig op ved siden af sin plads. Tiltalen var De og hr. xx eller fru/frk. xx. Der var sandelig respekt omkring voksne!
Man måtte ikke forlade skolen i frikvartererne, selv om udenbys elever – efter skriftlig anmodning fra forældrene – kunne få lov til at forrette byærinder. Det er tankevækkende, når Kvickly i vore dage om formiddagen vrimler med skolebørn, der køber slik, chips, cola og alt muligt andet, der sikkert er rigtig usundt.
Når vi i TV har set de misligholdte skoler og uhumske skoletoiletter, kommer man til at tænke på denne paragraf i ordensreglerne: ”Ingen elev må tilsmudse, bemale, eller på anden måde beskadige, hvad der tilhører skolen. Overtrædes dette forbud med forsæt eller ved grov uagtsomhed, er den eller de elevers forældre eller værge pligtige at erstatte den voldte skade efter skolebestyrelsens opgørelse.” Det var måske en ide at tage op igen?
I skolegården var der virkelig trængsel i frikvartererne, for kun ordensduksene måtte være i klasseværelset. Alle andre skulle ud – uanset vejret. Derfor var der strenge regler for, hvad vi måtte foretage os. Her er et uddrag: ” Højrøstet skrigen, slagsmål, sammenstimlen, løb og voldsomme og upassende lege er forbudt (f. eks. kædeleg, sneboldkastning, leg med springvand, ”riden på ryg”). Det er forbudt at lave glidebaner.” I et hjørne var der et lille anlæg med græs, buske og et par havebænke, som kaldtes ”Mamrelund” og hvor børnene ikke havde adgang. Der kunne gårdvagten, for sådan en var der i alle frikvarterer, tage sig et lille hvil. Gårdvagten holdt øje med, at reglerne blev overholdt. Blev man grebet i at løbe, kunne straffen være ”at stå på rist” i resten af frikvarteret. I skolegården var der adskillige kloakriste og dæksler, hvor den formastelige kunne stå til spot og spe for kammeraterne. I gentagelsestilfælde kunne straffen være, at stå der i samtlige frikvarterer resten af dagen. Naturligvis var der lidt fornuft i ordningen, for de små kunne let løbes over ende i trængslen, hvis de store var for voldsomme.
Alle disse regler forekommer os i dag strenge og måske også lidt morsomme, men tiden var meget anderledes og vi har sikkert alle både gode og dårlige minder om vores skoletid, men vi glemmer den aldrig. Hyggeligt var det – synes man nu, når man mindes sin skoletid – at vi første dag efter juleferien var i kirke. Vi gik i samlet flok fra skolen til Ebeltoft Kirke, hvor Pastor Elo Sørensen holdt en lille andagt og vi sang et par salmer. Vi husker også konfirmationsforberedelsen hos pastor Sørensen, som gerne og ofte fortalte spændende ting om besættelsestiden.
Vores gamle skole, skolegården med de to store træer med bænke omkring, halvtaget, hvor vi kunne stå som sild i en tønde, når det regnede, eksisterer ikke mere. Bygningerne er for længst overgået til andet formål. Alligevel tænker de fleste af os nok på Ebeltoft Borger- og Realskole, når vi går forbi disse bygninger, så forandrede, de end er.
Hej Birgit
Ja vi kender jo hinanden fra Ebeltoft Borger og Realskole. Jeg vil bare sige at det lyder så bekendt fra Ebeltoft, det var den gang.
Hilsen John
Hej Birgit
Ja der var mange ting vi ikke måtte de er jo sjove at tænke tilbage på, det er en skam at vi ikke fik mere tilslutning til samling af gamle elever, men nu kommer der nok ikke flere.
Hilsen John Fillip
(det er jo mig der har skrevet Trampenborg Historien)