Thor øl, juletræer og en spasmager

Vi skal ikke mange årtier tilbage, da der var mange flere handlende i Bælum end i dag. Ja, den rummede en overgang foruden detailbutikkerne endda hele 3 øldepoter, hvor Viggo Møller i Nørregade var indehaver af et af dem.
Han havde flere titler, den gode mand. Ikke nok med han var indehaver af byens Thor øldepot, han var også både tømrer og handelsmand af profession, og sidst, men ikke mindst en gudbenådet spasmager, der ikke gik af vejen for at spille en og andet et puds, hvilket mange af Bælums borgere på den ene eller anden måde havde mærket på egen krop. I den anden ende af byen havde således købmand Østergaard sin forretning. Han havde måske ikke byens største udvalg af varer i sin butik – og da slet ikke af ølmærker, for Viggo Møller`s Thor øl var ikke på hans hylder – og det huede ikke Viggo. Han havde flere gange henvendt sig til købmanden for dog at få ham til at aftage en kasse eller to, men fik hver gang et meget bestemt nej tak!.

Viggo var dog ikke handelsmand – og lurendrejer for ingen ting. Viggo fik fat i 3-4 store drenge, og udlovede til hver en daler mod at hjælpe sig i en bestemt sag. De skulle hver i sær – med korte mellemrum, bede om en kasse øl hos købmand Østergård – og kun hos ham – og spurgte han, skulle de sige at øllene var til deres far. Desuden fik de af Viggo på det bestemteste besked på, det kun måtte være Thor øl og ikke noget som helst andet andet.
Havde han ikke dette mærke – hvad Viggo jo vidste han ikke havde, skulle drengene yderlige sige til Østergård at de så måtte hente øllene i Brugsen – for Thor øl skulle det være. Når drengenes ekspedition var færdig, kunne de igen møde op hos Viggo og hæve deres daler i belønning, og hvor også en velfortjent sodavand stod parat.

For dem, der kendte købmand Østergaard, ved de, hvor svært han måtte have haft ved at måtte sige nej til drengenes ønsker, og langt mindre tilmed at få at vide at ordren i stedet ville gå til – efter hans mening sin hårdeste konkurrent “Brugsen”. Der gik da heller ikke en halv time før købmand Østergaard mødte op i egen person hos Viggo og bad om at få leveret 5 kasser Thor øl straks, samt et skilt til butikken med påskriften: ” Køb Deres Thor øl her “. Ja – og Viggo godtede sig.

Som den filur han var, måtte Viggo dog nu og da selv stå for skud. Hans gode genbo, Johan Kragh, havde således ofte selv måtte lægge ryg til nogle af Viggos mange spøjse påfund, men han fik da også selv en kærkommen lejlighed til at få en sød hævn, og det endda næsten uden for sin egen dør, en dag tæt ind under jul.
Johan havde denne dag stået på fortovet udenfor sin hus da han så Viggo nærmest spurte ned af gaden. Viggo havde tilmed en grensaks i den ene hånd og en tom sæk i den anden. Johan råbte derfor til ham, hvad han skulle med de remedier og så i den fart?, “Jeg har ikke tid at snakke… For ser du… Nu vil konen altså ha` sat gran op til jul og det skal være her og nu – der er bare det ved det, at jeg skal først ud i skoven efter det – og det ka` ikke gå hurtigt nok efter hende mening” svarede Viggo lidt forpustet .
“Ved du hvad, Viggo… Ta´ du den bare lidt med ro og gelinde… for det ka` du endda komme meget nemt og hurtigt om ved. Ja, du behøver endda ikke at bevæge dig ret langt, for lige der ovre”, Johan pegede…
“Se der ovre … du ka’ næsten se dem her fra – der – lige der uden for kirkegårdsdiget ligger nemlig 2 juletræer, som næsten kun venter på dig og din saks. De er ganske vist no`en kirken sku` ha` haft – men de er så ganske vind og skæve, har jeg hørt, derfor ligger de nu der og er til ingen verdens nytte”.
Viggo lyste helt op ved denne oplysning og gik straks den korte vej over, fik godt tag i saksen og gik i gang med at klippe grene af juletræerne.

Dette så pastor Heinesen tilfældigvis fra vinduerne i sit studereværelse i præstegården, og han undrede sig. Først bankede han kraftig på ruden – men da Viggo ikke reagerede på det, gik han ud til ham i egen høje person.
“Ja, men Viggo Møller dog – hvad er de i færd med – hvad gør De her ved kirkens juletræer?” spurgte han ham forundret.
“Jo, jeg skulle jo ha` lidt gran til madammen derhjemme. Ja, til at pynte op med. Hun er blevet utålmodig, for skal ret være ret, så er jeg lidt sent på den. Og det her er ligegodt meget nemmere end turen i skoven” svarede Viggo rigtig godt tilfreds og klippede troligt videre.
Pastoren så lidt på ham og spurgte så. “Ja, det kan De da have så megen ret i, men kan De så fortælle mig – min gode mand, hvad så med kirken – hvad skal den så gøre?”
Da endeligt, da langt om længe det gik et op for Viggo, at han her – lige for øjnene af selveste pastoren havde måttet lide den tort at være offer for en herlig spøg.
Og hvad Viggo efterfølgende sagde til Johan Kragh, da han mødte ham på vejen hjem, har censuren fundet bedst at udelade. Dette år lo Bælumborgerne endda meget længe, for Viggo måtte jo nu hurtigst mulig selv punge ud til nye træer til kirken.