Der var engang 1954

Ferietoget fra Kbh. Hovedbanegård dampede derudaf i sommeren 1954 med forventningsfulde børn. Når man stak kinden mod ruden kunne man se damplokomotivet der trak, hvis kurven i landskabet var krum nok. Bekymringen blev stor i Aarhus fordi toget kørte tilbage igen, – men en lærerinde beroligede med ordene, at det skulle toget for at komme videre. Så steg jeg på skinnebussen det sidste stykke til Bælum og blev vel modtaget af min søde faster Karen på Bælumgård, f.1898 på Skårupgård i Nødebo Sogn med alle sine søskende. De havde købt Bålumgård 2 år forinden med manden Jens og børnene Asger og Agnete Pedersen.

På gården var en karl Jens samt en logerende familie med en 8-9-årig knægt i Hestestaldens mindre bolig.

Skoleferien forløb fantastisk, selvom det var (set i bakspejlet en meget regnfuld sommer) der blev nemlig læst mange gamle blade oppe på loftet, husker jeg. Men omgivelserne var og er jo stadig helt enestående, så det er blevet til mange Bælum besøg sidenhen.

Særligt mindes jeg den gamle nedlagte biograf i byen og især den pause, midt i filmen hvor man fuldstændig frit kunne gå ud i det fri, indtil filmen fortsatte. Det havde ikke gået i København.

Den sommer var der også Tivoli ved Pavillonen, så med en krone på lommen af fætter Asger, kom dagen hjem. Skoleferien har præget mit liv sidenhen.

Karlen Jens havde dårligt ben husker jeg, men var alligevel yderst arbejdsom sammen med min fatter Asger og lever i bedste velgående den dag i dag.

Jeg har tit tænkt på hvordan en sådan daglig trummerum et nyt sted på en gård kan præge og sætte sig i et barn sidenhen, og mindes min afdøde fasters mand Jens Pedersen udtalte; at når jeg spørger så meget vil jeg mindst blive professor en dag. Morsomt ikke, uden at blive det.