Nisser på loftet og et skelet med tøj

Næsten hver lørdag eftermiddag, når der var godt vejr, var jeg med bedstefar på kirkegården I Sønderholm, hvor han havde en del gravsteder at passe. Før jeg selv fik lært at cykle, var turen der op som passager på hans cykel, hvor jeg sad på stangen. Det at være på kirkegården var ikke spændende i sig selv, men det kunne jo være vi var så heldige at møde graveren for ham kunne man med gode ord og lidt overtalelses evner formå at følge med helt op i kirketårnet.
Det var en hel anden egen verden deroppe og spændende oplevelse, for det var der alle nisserne boede, og det var også der de lavede alle vore julegaver. At komme derop var ikke bare så lige en sag. Først skulle vi op af en – i mine øjne, en meget smal, mørk og stejl trappe, der gik rundt og rundt og af murstenstrin , hvor det eneste lys kom fra den åbne dør det første stykke, – og længere oppe med ganske lidt lys fra små glughuller – gennem de tykke mure. I disse huller kunne der være duereder med æg eller unger. Også ugler havde deres reder gemt der. Det med ugler syntes jeg var lidt uhyggeligt, eller måske var det bare noget, graveren gjorde det til.

Når vi gik helt op af denne spindeltrappe, var vi ved de buede hvælvingerne over selve kirkerummet. Der måtte vi ikke komme. Det var faktisk det eneste sted der var adgang forbudt, sagde graveren, fordi det var altså her de boede, nisserne, og de ville blive noget så knotne, hvis de bare blev det mindste forstyrret. Man kunne ligefrem risikere ingen julegaver få. De boede og sov der hele sommeren for at være udhvilet til jul, sagde han. Ja, selvfølgelig havde de også travlt med at lave gaverne og pakke pænt ind i julepapir og sætte “til og fra” kort på. Han havde talt med dem flere gange, sagde han, så han måtte jo vide bedst besked.
Nu var det jo også sådan han jo lige kom et lille smut forbi et par gange om dagen for at ringe solen op og ned, så nisserne kendte ham jo og vidste han ikke ville gøre dem fortræd – han ville aller højest kun hilse på og måske tale lidt om vind og vejr.

Alt det lød spændende og jeg fik længere og længere ører bare af at høre ham fortælle. Jeg kunne i hvert fald ikke dy mig for i det mindste at skotte ind i det store rum, og jeg tror nu også nok, jeg er endda helt sikker på at have fået et lille glimt noget rødt, noget der lignede en nissehue. – Ja. jeg tror endda helt bestemt jeg har set en nisse smutte over kirkehvælvingerne flere gange. Det var bare svært at forstå, de kunne få ro nok for kirkeklokkerne. De ringede jo også hver søndag, og til begravelser og bryllupper, men de havde nu nok vat i ørerne det meste af tiden. Det mente graveren også – han havde faktisk set det, sagde han, men han ville nu ikke garantere helt. Det kunne også være, det var hvidt hår, ligesom bedstefar havde i sine øre, det får man, når man blev gammel, har bedstefar fortalt mig og mange af nisserne er jo gamle, – over hundred år.

Men oppe i koret næsten oppe ved alteret , var der en lille lav dør og inden for den var næsten noget endnu mere spændende – man kunne komme til helt at dirre af spænding. Jeg fik også kun lov at komme derind nogle få gange. – Det er et sted ikke ret mange har fået lov at komme, tror jeg . Der var så skummelt, det nok kunne få hjertet til at slå et par ekstra gange. For i det næsten helt mørkt rum med kun et lillebitte vindue stod tre kister. Kisterne var af træ og både ormædte og møre. Jeg tror nok, den ene var beklædt med sort læder, og på denne – på låget lå et rigtig sværd med håndtag.
Det var et sted, der var meget uhyggeligt, for når graveren så løfte låget lidt på en af kisterne, kunne man se lidt af den døde, – det var nu mest hans tøj man kunne se, – men det mest uhyggelige var nok man også se hans hoved. Det kunne gyse i en, så man kom til helt at fryse. Der var ingen hud på hovedet, der var kun kraniet og hullerne, hvor øjnene havde siddet og så tænderne, hvoraf nogle var faldet ud og lå på hans bryst. Graveren mente, det sikkert var gamle riddere og herremænd fra herregården St. Restrup, der lå i de to af kisterne kister, også ham vi kunne se hovedet af – den tredje mente han var en af sognets gamle præster, men han var ikke helt sikker.

Det var godt, jeg havde bedstefar med og kunne holde ham i hånden. Jeg holdt så hårdt fat det gjorde helt ondt, for det var næsten for meget af det gode. Sådan helt spøgelsesagtig, og da slet ikke et sted jeg turde gå ind alene, hvis nogen havde spurgt – Selvom graveren var med, også selvom han lovede på det bestemteste at de ikke ville gøre een det fjerneste. Det var en oplevelse bedstefar og jeg kunne snakke længe om – i flere dage, historier vi endda kunne brygge videre på. De kunne virkelig give kuldegysninger selv på en varm sommerdag.