Krokodillen

Den kom lige i mod mig, – krokodillen,. Der var hverken glas eller hegn mellem den og mig. Dens lange tykke krop og hale var trykket helt fladt mod jorden. Den kom langsomt nærmere og nærmere. Farven på den krop var nærmest grå eller grumset grønlig og så var den meget grim og uhyggelig, – enorm stor synes den at være. Den åbnede sit store gab, der var helt rød. Jeg kunne se dens lange række af store skarpe tænder, – ja selv det det store grumme halshul kunne ses helt tydeligt. – Den så meget sulten ud. – den ligefrem smaskede over den lækkerbid den havde foran sig. Jeg helt sikker på det blev min sidste dag på denne jord. Havde det så bare været en drøm, men det var den skinbarlige virkelighed, – og så var jeg endda bare fire år, – og så på selveste juleaften.

Bedstefar og jeg havde været i zoo i Aalborg. Turen derud havde været lidt drøj, men han havde hele foråret og det meste af sommeren talt om vi sammen skulle have den fornøjelse. For mig blev denne udflugt en besværlig ekspedition. Først skulle vi gå en lille km. for at komme med rutebilen og måtte tilmed vente meget længe før den kom. Ikke fordi vi kom for tidligt , men det var i 1944 – altså under krigen , og derfor var ingenting som det burde være. Den var også skyld i at rutebilen var forsinket, – som sædvanligt, og derfor var det også for risikabel bare at lade cyklen stå ved landevejen, selv om den blev låst forsvarlig, – fordi cykler og ikke mindst dæk og slanger var i høj kurs hos tyveknægte, Jeg var ellers vant til at sidde på stangen, – så var det bedre at gå den enekm, sagde bedstefar.Det blev en lang tur, ikke mindst fordi der skulle så mange med mod Aalborg, og den skulle holde ofte for at have passagerer på og af.

Vi stod af ved Amtssygehuset i Aalborg , det nuværende Sygehus Syd. Derfra var der ikke langt at gå, men vi var nødt til at vente længe bare for at komme over på den anden side af vejen, fordi der var meget lange kolonner af tyske soldater og deres næsten endeløse række af lastbiler og tanks, der skulle nord på og først skulle passere.

Da vi endelig kom over og fortsatte mod zoo varede det ikke længe før vi kunne høre de mange ukendte lyde fra dette eventyrlige sted, så det var kun at skynde sig det sidste stykke for at tage de mange fremmede dyr nærmere i øjesyn . Der var løver og tigere og ikke mindst var det abeburet, der først fangede blikket, men også de mange farvestrålende fugle og kænguruerne med deres lange bagben, ja og mange mange flere og ikke at forglemme- krokodillerne.

Vi havde trods alle besværlighederne en rigtig god dag, også selvom det ikke var mange timer vi kunne være der, da der kun gik få rutebiler og de gik meget uregelmæssigt.

Munden stod ikke stille på mig da vi kom hjem, selv om jeg var nok så træt. Far og mor og bedstefars karl, Henry fik alle mine oplevelser fortalt om og om igen. De blev sikkert lige så trætte i øregangene som jeg var i benene.

Der blev jul, og under træet lå en pakke fra Henry, – lidt større end den plejede at være og heldigvis ikke en af de bløde. Da dens tur kom, blev den i spænding pakket op.
Frem af papiret kom en krokodille. Under maven var fire små hjul og så kunne den ydermere trækkes op med en nøgle der sad i siden.
Far drejede på nøglen og langsomt kom den “gående” i mod mig samtidig med den åbnede og lukkede sit røde gab. Det var første gang jeg havde fået og set et stykke mekanisk legetøj på så tæt hold .
Det gav mig den største forskrækkelse jeg nogensinde havde fået, – tror jeg, – Aldrig set noget mere frygtindgydende. Jeg var sikker på det, der kom snigende imod mig, var den skinbarlige virkelighed, og om et øjeblik var mine sidste dage var talte, – og så var jeg endda ikke færdig med at pakke gaver ud. Jeg skreg i vilden sky, – og blev ved, – så meget mor ganske stille lagde krokodillen væk, og den blev først taget frem flere dage efter og ikke trukket op, før jeg langsomt havde vænnet mig til synet af uhyret.

Denne krokodille har givet så stort indtryk, at det er en af de første julegaver jeg stadig kan huske fra dengang.