Mindebrev fra privat hjem

Dette mindebrev er fra et privat hjem i Solbjerg – det er i genre med de gamle mindetavlerman ofte ser i kirker og som kisteplade. Så sent som for omkring 100 år siden kunne mindebreve som det afbillede ofte findes i de afdødes hjem.

Oprindelsen skal findes længere tilbage, til omkring år 1600, og da brugt ved adelige begravelser, hvor et medlem af slægten oplæste den afdødes skudsmål ved jordefærden. Skudsmålet blev efterfølgende skrevet på en plade og ophængt i kirken, men fandtes også i form som af kistebeslag på kister nedsat i kirkens krybt. Skikken bredte sig, storbønderne fulgte adelen og efterhånden blev det næsten hvermands eje at have et mindebrev hængende i glas og ramme over en afdød. Det var som regel degnen, der påtog sig at udføre denne opgave, da han var en af de få, der både mestrede at skrive og kunne formulere sig – og som regel blev det udført kunstfærdigt på pergament. For dette hverv fik han som erkendelse en flæskeside eller et par gæs. Mindebrevene blev ophængt i husets fine stue og bevaret fra generation til generation.

Dette mindebrev er udlånt af nu afdøde Karen Jørgensen, Solbjerg, født Houtved. Hun var datter af tømrermester Chr. Houtved, Solbjerg, i hvis hjem mindebrevet var ophængt.

Mindebrevet “renskrevet”

Minde
Helliget den i Livet hæderlige og nu hos Gud salige
Christian Andersen Houtved,
der fuldendte sin Løbebane herneden den 13 November 1855.

I en Tid af 60 Aar levede blandt os denne virksomme, retskafne og tjenestagtige Mand, der i de sidste Par Aar maatte friste den haarde Skjæbne,tildeels at nedlægges paa Sygejeiet af en ondartet Sygdom,hvorved han standsedes i sin Virksomhed, og nu fortidlig, saa synes det, at uddrives fra en elsket Hustrue og mange elskværdige kjære Børn, som han har været Fader til i tvende Ægteskaber, hvoraf 4re endnu ere uopdragne. Saaledes var han ogsaa en meget omhyggelig Stedfader for de Børn han Traadte ind til i første  Ægteskab. Den efterlevende Enke, Børn, Familie og Venner begræde tabet af en elsket Mand, Fader, Ven. – Ja Salige! Paa Jorden var Du virksom Borger. Nu Kjender  Du til ingen Sorger. En Ven af Ærlighed Du var. Din Vandel ligefrem oprigtig. Den Sag var Dig så saare vigtig. Den Ros i Graven Du nu har, Ei Under da, at Hustrue og Børn græde. Ei under da, at Venner væde deres Øjne ved Din Jordefærd, dog Tanken trøste dem i Livet, at  evig Salighed er givet. Den Elskte de skal see igjen. Dit Minde vil de stedse signe . Dine Dyder vil de altid ligne, Thi Du var deres sande Ven.
Fred med Dit Støv !!!