og så er det ik’ engang løwn

Langs med Lille Vildmose løber Haslevgårde å. Et af dens tidligste udspring er fra Den Hellige Skt. Laurids Kilde i Bælum Sønderskov. Herfra løber den først i Kildesøen og derefter gennem Bælum – videre mod nord – mod Kongerslev hvor den får tilført vand fra grøfter og vælde på hele dens vej videre og drejer så mod Vildmosen nord om Smedie – og videre langs dyrereservatet sydpå mod Lille Brøndum – videre syd om Øster Hurup – mod sit udløb i Kattegat.

Engang vrimlede denne å med ål. Indtil omkring 1970 – 1980 kunne man med en såkaldt ”tat” i løbet af nogle timer på en god lun mørk sommeraften aften fange næsten en hel spand fuld af de lækreste ål – med lidt held ganske vist . En tat er lavet af en stærk sytråd hvorpå der er syet 50 – til 75 regnorm og derefter bundet op i en meget løs nøgle eller et rinkel. Når ålen bider i ormene med sytråden og dermed rykker i tatten kan man med et rask tag løft ålen op. Ålens tænder er bagudvendt og kan derfor ikke så nemt slippe taget. Man fanger således ål uden kroge – en meget human fiskemetode.

En tidlig august aften bevægede jeg mig til åen – bevæbnet med min fiskestang , ”tat” og en spand til den eventuelle fangst. Spanden blev også brugt som siddeplads, og her kunne jeg så sidde i al ensomhed og filosofere over alt og ingenting medens jeg ventede på bid . På den anden side af åen lå dyrereservatet . Her var først en bred bræmme af buske og træer – mest gråpil og elletræer og gemt bag dette – det høje vildthegn, der omgiver hele reservatet. Denne aften var jeg kommet ret tidligt til min fiskeplads – også for at nyde den dybe stilhed der var her – langt fra al ting og helt fri for selv bilstøj. Her kunne man kun hører hundeglam fra gårdene i det fjerne og måske en hane, der galede ind i mellem. En også spændende plads med alle lydene fra mosen – fugle der sagde farvel til dagen med deres sang og puslen af dyr inde fra mosen på den anden side af hegnet . Var man heldig kunne man få et glimt af f.eks. kronvildt.

Jeg havde vel siddet en lille times tid med fiskestangen på min spand , hvori der allerede var adskillige ål , da jeg lige pludselig hørte jeg nogle grynt fra den anden side af åen. Jeg må have siddet helt i mine egne tanker, for jeg havde ikke opdaget at der på den modsatte bred nu stod en meget stor vildsvineso med en 3 – 4 halvstore unger. ”Sikken en oplevelse at få med på sådan en aften”– tænkte jeg, ”De må da ha` fundet et hul i vildhegnet ”. Det var ikke hverdagskost at stå ansigt til ansigt med et vildsvin udenfor vildthegnet – og så tilmed én der havde unger ved siden.

Vildsvinene nøjedes kun ikke med at at stå på brinken – de bevægede sig forsigtig ned i åen — over mod mig . De havde på dette tidspunkt endnu ikke opdaget mig . Der løb mange tanker gennem mit hoved . – Jeg var dog sikker på – eller måske håbede allermest på de kun ville ned i åen for at blive afkølet efter den varme og solrige dag , det netop havde været – og jeg mente selv at sidde i temmelig god sikkerhed på min plads – for der hvor jeg sad , var der en meter – eller mere lodret ned til åen . Men lige med et fik soen øje på mig. Nu var var det pludselig ikke en stille og fredelig vildsvineso. Den blev mildest talt rasende ved synet af mig. Måske kunne den ikke lide mit udseende – jeg ved det ikke . Den plaskede med en fart gennem vandet , tværs over åen – hurtigere end jeg havde forestillet mig – fulgt af ungerne og begyndte så at arbejde sig op ad brinken, hvor jeg sad – samtidig med den gryntede vredt. Fisketure havde pludselig fået en anden vending – en vending jeg ikke brød mig særligt meget om – Få sekunder efter havde jeg overladt både fiskestang med tatten, spanden med ål og min jakke til sig selv – og med soen i hælene flygtede jeg hen mod en klynge træer , der til mit store held stod forholds tæt ved. Aldrig før har jeg løbet så stærkt og sprunget så højt – tror jeg, for at få fat i en gren og fik endda mig svunget op på grenen. – For en sikkerheds skyld klatrede jeg endda et par grene længere op.

Soen for dansende rundt omkring træet af bare ærgrelse over ikke at kunne åbne sit gab omkring mine ben eller lår, alt imedens den så op på mig med sine små blodsprængte øjne. Den var virkelig rasende – Det var først der jeg blev rigtig bange – selvom jeg nu var i sikkerhed. Jeg kunne mærke den kolde sved komme – ved bare tanken om hvad der kunne have sket hvis den frelsende klynge træer ikke havde stået der. Jeg kunne virkelig mærke hvordan mit hjertet hamrede.

Oppe fra træet kunne jeg nu kun se på, hvordan vildsvineungerne bed og sled i min efterladte jakke og fiskestang. Spanden med ålene blev væltet og de forsøgte at få sig en godbid af de ål der nu lå og vred sig i græsset på vej mod åen – de ål der var tiltænkt min stegepande.

Hvor længe jeg sad der i træet med soen under mig ved jeg ikke – måske ti minutter måske et kvarter- tiden stod bare helt stille, selvom den føltes meget lang . Pludselig blev vildsvinene trætte af legen og forsvandt smågryntende – samme vej de var komme – helt ud af syne. Der gik en rum tid før jeg turde vove mig ned af træet -lang tid efter de ikke mere var at se og høre. Jeg fik dog samlet mine ting –men denne aften uden ål, men med en kæmpe oplevelse jeg nødig vil være foruden. En oplevelse jeg aldrig glemmer.