Ka’ han hol’ fængern for sig sjel!

Min farmor, Kristine Christensen, blev født den 7. september 1893 på Søholm i Fjeldsted. Hun mødte senere min farfar, Rasmus Petersen, mens han tjente som karl på en nærliggende gård, Lunddalsgaarden.

Bedstemor var en ihærdig dame, som havde slidt først på forældrenes gård, senere på en række andre gårde på egnen. I hendes hjem var der nok at gøre. Hendes far var syg, og en ældre bror døde som ung.

Hun satte en ære i, at der var orden i tingene, og hun havde lært, hvor vigtigt det var at holde nøje regnskab med indtægter og udgifter.

Den gang kom bager, slagter, uldkræmmer og flere andre handlende forbi og ville sælge deres varer til hende. Hun vidste, hvad tingene kostede, og ingen løb om hjørner med hende. Da hun blev ældre kneb det med at se mønterne. En af de handlende ville hjælpe hende ved at tage et par mønter i hendes pung. Det inkasserede han et ordentlig rap over fingrene for.

Ka’ han hol’ fængern for sig sjel!

Bedstemor var flittig. Kom vi på besøg, mens hun tog sig et tiltrængt hvil ved køkkenbordet med en kop kaffe, blev hun helt forlegen. I sin barndom havde hun lært, at man skulle arbejde for føden. Det glemte hun aldrig. Et langt liv havde lært hende at sætte tæring efter næring. Det er ikke hvad man tjener, men hvad man bruger, det kommer an på.

Til sig selv købte Bedstemor kun det aller nødvendigste. Gjaldt det derimod os børnebørn, var det en helt anden sag, så købte hun flittigt ind. Vi kunne altid regne med, at når en af de handlende havde været forbi, var der købt et eller andet lækkert ind, så et besøg ville være lønsomt.

Det var altid spændende, når det var bageren, der kom på besøg. Julebageren, kaldte vi ham. Han hed Juul og kom fra Mariager. Han kom altid sidst på eftermiddagen – ofte når det var blevet mørkt. Med sin lommelygte, som han havde hængende om halsen, lyste han ind i sit folkevognsrugbrød, så vi kunne se udvalget af wienerbrødsstænger og kager.

Bedstemor stillede ikke store fordringer til livet. Hun lavede sin mad på det gamle, sorte komfur i køkkenet. Hun fyrede op med de tørv, vi hvert år skar i den lille englod i Sem Enge og hentede hjem i en kassevogn. I kakkelovnen i stuen brugte hun træaffald – skaller, som hun købte af Jens Juul i Sem. Han kom med et helt vognlæs, der blev fyldt ind i udhuset. Selv da hun blev 90 år, hentede hun selv træ og koks ind.

Hun fulgte levende med i udviklingen i samfundet – men kun fra hjemmet – hun kom sjældent ud. Hun læste aviser og fulgte interesseret med i radioens programmer – især var hun meget optaget af Hanne Reintofts udsendelse Social Brevkasse.

Min bedstefar, Rasmus Petersen, blev født den 8. marts 1885 i Raaby. Hans far og et par brødre døde med kort mellemrum, hvorefter moderen flyttede fra egnen. Bedstefar, der var 3 år, blev sat i pleje. Tabet af familien må have været en traumatisk oplevelse, for han fortalte aldrig om sin barndom.

Bedstefar var en stille, varm og beskeden mand. Livet havde været hårdt for ham. Han var opvokset uden sine forældre, men som Bedstemor havde han helt fra barndommen lært at slide for føden.

Så meget desto mere nød han det, når han på sine gamle dage – hver dag – kom over for at hjælpe min far i marken eller kostalden. En gang imellem gav han sig tid til at sidde og betragte køerne, og så kunne vi se, hvor han nød livet. Det var ellers sjældent, han gav udtryk for, hvad han tænkte. Følelser var ikke noget, man i hans generation havde lært at håndtere, men de var der. Han elskede sine børnebørn, og vi ham.

En dag, jeg som lille pige sad og snakkede med ham om almindelige hverdagsting, tog han min hånd og sagde:

Pas godt po, at den hon it blywer slit op!

Jo! Følelserne var der, men de var meget svære at tale om. Jeg glemmer det aldrig.

Var der ærinde ud af huset, var det som regel Bedstefar. Med jævne mellemrum tog han til Mariager – en cykeltur på otte kilometer hver vej – og han var altid i sit pæne, mørke tøj.