Hver by sin heks, – hver sogn sine trolde
skrev Drachmann i sin ”Midsommervise”.
I fordums tider var der også enkelte blandt befolkningen i Bælum og Solbjerg sogne, der beskæftigede sig med hekseri og trolddomskunster, – men det er meget få af disse begivenheder vi har kendskab til. Sikkert er, at meget ikke kom frem i lyset, da det var farlige ting at beskæftige sig med, ikke mindst fordi en afsløring kunne medføre strenge domme til udøveren.
I 1685 blev en mand fra Sønder Kongerslev, Søren Dreyer dømt for at have udøvet trolddomskunster i Lille Brøndum, der hører under Bælum sogn. Han var blevet tilkaldt for at hjælpe en enke i Lille Brøndum, der sad i uheld med sine kreaturer. Efterfølgende blev han en nat set løbe tre gange avet (bagvendt) om hendes fæhus. Han var derpå kravlet op på taget hvor han havde taget et horn frem, hvor allehånde hår af kreaturer var stoppet i. Derpå havde han kastet hornet på ilden og lovet enken med Guds hjælp lykke til, og der herefter ville tilflyde hende bedre held. Det skal tilføjes hornet med indhold var blevet solgt Søren Dreyer af troldfolk.
For disse gale ”kunster” og ”spøgeri” blev Søren Dreyer af pastor Jens Nielsen Horsens, præst ved Bælum og Solbjerg sogne, tilkendt kirkens disciplin og åbenbar skrifte, – som skrevet står, hvilket fandt sted allehelgensdag.
Skriv en kommentar
Har du kommentarer ti historien eller andres kommentarer?Så send gerne dine kommentarer!