Oplevelser ved Broholm 1942-1947

En gang, da Broholm tærskede korn på marken lige vest for landevejen og ‘Polakhuset’, hvor vi boede fra 1942 til 1947, stakkede de halmballerne i en stor halmstak.
Her havde vi en god legeplads. Vi byggede huler og vi fandt nogle steder, som vi kunne springe ned fra. Jo højere, vi kunne springe, desto bedre var det. Da Karen Margrethe tog et af de høje spring, var hun så uheldig at brække den ene arm tæt ved albuen. Det så uhyggeligt ud. Man kunne tydeligt se på huden, at armen var brækket. Jeg blev dårlig, bleg og var lige ved at kaste op. Men vi fik da Karen Margrethe hjem. Far cyklede hen til Broholm for at låne en telefon, så han kunne ringe efter en ambulance. Karen Margrethe blev kørt til Svendborg Amts og Bys Sygehus, som det hed dengang. Her blev hun indlagt.
Nogle dage senere var jeg med Mor ude at besøge hende. Karen Margrethe lå i en seng, hvor der var monteret en bøjle. På denne bøjle var der monteret noget, der lignede et hejseværk. Fra dette hejseværk gik der nogle tråde (virer) ned til albuen, hvor igennem der var stukket noget, der lignede en strikkepind. I enden af virerne, som gik op over nogle hjul, var der spændt nogle tunge lodder, som hængte ned ved siden af sengen. Karen Margrethe skulle hele tiden ligge på ryggen med den brækkede arm i stræk. Jeg syntes, det så uhyggeligt ud, så jeg satte mig på gulvet under hele besøget, så jeg ikke kunne se noget.
Karen Margrethe lå på sygehuset i flere uger, men Mor var flink til at besøge hende. Mor tog hver anden dag sin gamle cykel med fastgummi og cyklede de ca. 12 km til sygehuset.

På engen nedenfor “Polakhuset” gik der hver sommer nogle kreaturer. Det var ikke altid, der var græs nok, så der blev ofte kørt afhugget, grøn lucerne eller kløvergræs ud til dem og lagt i stakke. Det var en stor fornøjelse for os at gemme os i stakkene. Når kreaturerne kom hen for at æde, sprang vi op som trold af en æske og kreaturerne blev bange og flygtede.
En anden stor fornøjelse var at gribe kreaturerne i halen, hvorved de i rædsel flygtede. Kunsten for os var at se, hvem der kunne fastholde grebet i halen i længst tid.
Et efterår, hvor jeg hjalp til med at samle sukkerroer på Davrehøjløkken – en mark som lå lige overfor engen og tæt ved “Polakhuset”, hvor vi boede – så jeg, at Else trænede i at ‘holde i hale’. Jeg blev meget forskrækket, fordi forvalteren var med ude på marken. Tænk hvis han skulle se det. Og det gjorde han. Så han råbte til Else, at hun skulle holde op. Og jeg var meget flov på min søsters vegne.

En gang begyndte kreaturerne at ‘bisse’, dvs. at de blev vilde og brød ud af indhegningen og løb forvirret rundt over hele sognet. Alle forsøg på at genne dem hjem i folden igen mislykkedes. Kreaturer, der ‘bisser’ kan godt være farlige og gå til angreb på mennesker og dyr, så man skulle holde sig langt væk fra dem.
I Galdbjerg boede en mand, som havde nogle ‘Dobbermann’-hunde. De var trænet til at fange vilde kreaturer. Hundene løb op på siden af kreaturerne og bed sig fast i mulen. Det var en farlig spøg, fordi hundene ofte blev slæbt efter kreaturet, som let kunne komme til at træde på dem.
Denne mand og hans hunde fik Broholm fat i, og han brugte nogle dage på at fange vilde kreaturer. De lykkedes at fange de fleste, og det lykkedes også at genne enkelte kreaturer hjem i stalden. Kreaturerne skulle stå et godt stykke tid på stald, inden de kunne slagtes, fordi kødet var uegnet til spisning efter sådan en bissetur.

Vi havde kun to cykler. Mors og Fars. Dem lånte vi, når vi havde behov for at cykle. På mors cykel kunne vi ikke nå pedalerne, når vi sad på sadlen. Vi skulle stå op og cykle. Heller ikke på Fars cykel kunne vi nå pedalerne, så vi måtte stikke det ene ben ind imellem stængerne, og stod således på den ene side, når vi cyklede.
Vi cyklede ofte hen ad landevejen mod Hesselager. Omkring en kilometer henne ad vejen drejede vi til højre ad en grusvej, som gik ned forbi ‘tørreriet’. Tørreriet lå nede i en dal. Lige inden vi kom til ‘tørreriet’ skulle vi dreje til højre, hvor vi skulle over en bro, der gik over åen. Åen drejede på dette sted til venstre. En dag, da Else var på denne tur, havde hun rigeligt med fart på cyklen ned ad bakken, så hun nåede ikke at dreje til højre, med fortsatte lige ud og havnede i åen, hvor hun væltede og blev gennemblødt.

Et forår manglede vi Inger, som var ca. 2 år gammel. Vi søgte overalt både inde og ude, og fandt hende til sidst henne på engen, hvor hun stod i vand til navlen. Om vinteren og foråret stod engen altid under vand, så det må have fristet Inger. Med det må have været en kold fornøjelse – og farlig. Der var nogle afvandingsgrøfter med dybt vand, som man ikke kunne se for vandet. Men vi nåede at få Inger på det tørre, inden der skete noget.

Da de var små, lå tvillingerne Inger og Bodil altid i køkkenet. Den ene lå i en seng, og den anden lå i en barnevogn, som altid stod tæt op ad hinanden. Når farfar kom på besøg kunne han ikke tåle at se, at Inger og Bodil kravlede fra sengen og over i barnevognen og omvendt. Det foregik altid på den måde, at de landede på hovedet. Farfar var overbevist om, at en dag ville det ende med, at en af dem ville brække halsen.
De to tvillinger var naturligvis familiens kæledækker. Og stor var da også forskrækkelsen, da vi en dag fandt Bodil helt livløs på køkkengulvet. Vi fik hende samlet op og rystede hende grundigt, hvorved hun kom til live igen. Og så kunne vi ånde lettede op igen. Noget lignende så vi aldrig senere. I dag ville man nok hurtigst muligt have sendt bud efter en læge, men det gjorde vi ikke den gang.

Far fik en gang hver anden uge et anker hvidtøl leveret fra Hesselager Bryggeri. Ankeret var af træ med en prop (tål) på siden og en korkprop i den ene ende. Her kunne sættes en ølhane i, så det var let at tappe øl af. Far ville ikke bruge sådan en hane, så når der skulle hældes øl op, slog han altid tålen af ,og hældte øl op i en kande. Der var, så vidt jeg husker, 10 liter i et ølanker. Øllet var forbeholdt vor far. Men en gang imellem fik vi da lov at smage.
Når vi skulle have et nyt anker øl, blev det tomme anker sat ud til vejen, så ølmanden kunne se det, når han var på sin ugentlige rute. Ølmanden hed Holger og boede på Gudmevej i Hesselager, tæt ved Hesselager Hotel. Holger var en flink mand, der ofte tog sig tid til at komme ind og snakke med os. Når Inger og Bodil så ølmanden, holdt de altid underarmen op for øjnene, så ølmanden ikke kunne se dem. Det morede han sig meget over.

En dag læste vi i Svendborg Avis, at en lille dreng i Hesselager var druknet i et havebassin. Vi vidste ikke, hvem den lille dreng var, så det var naturligt at spørge ølmanden. Far spurgte, og Holger sagde: Det kan vi snakke om en anden dag. Nogle dage senere fandt vi ud af, at det var Holgers søn, der var druknet. Holger havde to drenge. Far spurgte aldrig mere til den druknede dreng.

En gang om ugen kom bageren fra Oure forbi, når han var på tur til Hesselager. Bageren havde en høj, gul vogn med en firkantet trækasse på træhjul med jernringe. I bagenden af vognen var en låge ind til brødbutikken. Brødet lå på hylder langs ydersiderne. Kusken sad på et sæde forrest på vognen. Vognen blev trukket af en hest. Mor købte gerne brød, så der var til en hel uge. Ind imellem kunne hun dog selv finde på at bage franskbrød.
Det kunne hænde, at vi fik lov til at køre med brødkusken til Hesselager, hvis vi havde ærinde dér. Men så måtte vi gå tilbage, fordi bageren kørte en anden vej tilbage til Oure.

Vi legede meget i ‘den lille skov’, som lå tæt ved huset. En dag, min lillebror Holger og jeg var derude at lege, havde vi en økse med. Jeg skulle hugge nogle pinde over, men Holger, der altid skulle drille, lagde sin hånd der, hvor jeg skulle hugge. Jeg sagde til ham, at han skulle flytte sin hånd, men det ville han ikke. Så sagde jeg: ‘hvis Du ikke flytter din hånd, så hugger jeg’. Og det gjorde jeg så, med det resultat, at en af Holgers fingre næsten blev hugget af.
Vi gik hjem til Mor med den blødende og dinglende finger og fortalte, hvad der var sket. Mor fandt en passende forbinding, og efter nogen tids forløb, var fingeren groet fast igen.

I skolen i Lundeborg var jeg ikke den flittigste elev. En gang sagde lærer Chr. Hansen til min søster Karen Margrethe, at hun skulle hilse Mor og Far og fortælle, at jeg ikke var særlig flittig i skolen. Jeg blev naturligvis sur over, at solidariteten ikke var større end, at hun skulle sladre. Men sådan er tøser. De skal altid sladre. Og så var det altid tøserne, der havde blomster med til læreren og lærerinden. Sådanne tøser havde jeg ikke meget tilovers for. Resultatet af hendes sladder blev da også, at jeg fik en alvorlig påtale af Far med besked om, at jeg skulle læse på mine lektier, og at han ville overhøre mig, men det blev han da heldigvis hurtig træt af.