Han lærte aldrig at malke

Dorthea og Christen Søndergaard købte ejendom i 1918 af Ulstrup-Ajs, hvis rigtige navn var Anders Jensen. Bygningerne var da næsten helt nye. Det fortælles, at en tidligere ejer en dag skød efter en fugl, der sad på stråtaget. Skuddet antændte taget, og hele gården nedbrændte til grunden. Sandt er det, at der stadig findes rester af fundamentet under og på den anden side af den vej, der fører ind til gårdspladsen.

Arealet, der ligger nord for vejen mellem ejendommen og “Den stur Hie”, var i 1918 ikke i drift. Det lå så lavt, at der voksede siv, så Christen måtte dræne, inden marken kunne anvendes som landbrugsjord.

Landbrug var, da Christen og Dorthea begyndte i Grove, en blandet landhandel. Man avlede korn, græs, hø, roer og kartofler, og af dyr var der heste som trækkraft foruden køer, høns og svin. Mange, der havde en moseparcel, tjente en ekstra skilling ved at grave tørv. Gik det dårligt med det ene, kunne man som regel få penge til at leve for fra noget andet. Man var som landmand ikke så sårbar i dårlige tider – når man lige ser bort fra 30’erne, hvor afsætningsforholdene var så elendige, at mange måtte gå fra hus og hjem.

Men det er nu alligevel underligt at tænke på, at nutidens svinefarme leverer tusinder af svin til slagteriet hvert år, mens Christen kunne nøjes med at levere omkring 25 slagtesvin om året – og endda kalde sig svineavler.

Det var ikke, fordi han var stolt af det, Christen, men han lærte aldrig at malke. Hvis han hjalp til i stalden om aftenen, gik han altid ind for at vaske sig, når malkningen begyndte. Men som i alle andre forhold, kunne han regne med Dorthea. Hun stillede altid op, når der skulle arbejdes, og hun beklagede sig aldrig.

Bremser var et meget stort problem. Man kunne altid se på køerne, om der var en bremse efter dem. De bissede – løb forvildede rundt i forsøg på at undgå, at bremsen satte sig på deres ryg og lagde æg under huden. Det gjorde meget ondt, og når larverne var udklækket, borede de sig ud gennem huden, og så var den ødelagt. I et forsøg på at komme plagen til livs, sendte kommunen hvert år en mand ud i besætningerne for at klemme bremselarver ud.

Ejendommens jord var let og sandet. Det var let at se om foråret, når sandstormene rasede. De kunne være så kraftige, at fygesandet lå i så store driver ud over vejene, at man måtte køre dem væk. Som man sagde.

Bønderne i Grove ka’ it åltier vær sikker på, at djer jord æ hjem.

Det blev straks bedre, da Hedeselskabet under krigen satte arbejdsløse til at plante læhegn mellem de små marker. Mændene, der arbejdede under Hedeselskabet, kaldte vi Det flyvende Korps, fordi de arbejdede over hele landet.

Jorden var velegnet til kartofler, så Christen blev kartoffelavler i stor stil. Kartoflerne lå godt forankrede i jorden og tog ikke som roer og korn skade af en smule sandflugt.

Der var brug for mange spisekartofler, og Christen fik efterhånden mange faste kunder. Han drog flere gange om året rundt på egnen og modtog bestillinger på kartofler, der senere blev leveret ved døren.

Da Dorthea og Christen solgte gården flyttede de til Kastbjerg. Dorthea døde i 1971 og blev begravet på Sem Kirkegård. Christen blev boende en tid i huset i Kastbjerg, inden han til plejehjemmet i Mariager. Han døde i 1981 og blev begravet i familiegravstedet på Sem Kirkegård.