Forlovelser var en langvarig affære

Efter min konfirmation i Hem Kirke foråret 1927 arbejdede jeg hjemme på Holmgården som pige i huset.
I Mors barndomshjem, Kastbjerg Mølle, drev man udover almindeligt landbrug også et mejeri. Mor, der var lille og spinkel, havde fået sin ryg ødelagt ved at slæbe rundt på de tunge mælkespande. Hun havde altid smerter og kunne dårligt klare det daglige arbejde i huset. Hun kunne skrælle kartofler og lave andre lettere ting, men skulle det gå hurtigt, f.eks. morgenmad eller frokost til folkene måtte hun give op og andre tage over. Det var grunden til, at jeg de første fire år efter konfirmationen arbejdede hjemme.

Min første plads ude var hos Isager i Årslev. Foruden mig var der manden, konen, to børn og tre karle. Der var nok at se til, selvom jeg ikke skulle hjælpe til i mark og stald.
Efter 1½ år flyttede jeg til Randers som elev i køkkenet i Marie Christensens konditori. Det var en spændende plads, men der var travlt. Der var både en under- og en overetage. Jeg skulle arbejde i køkkenet i underetagen, hvor der fra tidlig morgen blev smurt smørrebrød og lavet små retter: hvidkålsrouletter og fiskefileter, som kunne købes i forretningen. Vi havde en pause midt på dagen, hvorefter arbejdet fortsatte og sluttede omkring kl. 18.00 med rengøring. På første sal lå konditoriet eller kaffekøkkenet. Det passede vi piger alene. Var gæsterne lidt langsomme til at drikke aftenkaffen, kunne vi risikere, at en arbejdsdag, der startede kl. 7.00 først var slut kl. 22.00. Vi skulle have vasket op og stillet frem til næste dag, inden vi kunne gå hjem.

Da min bror, Søren, var på højskole, min søster, Asta, ude at tjene og Mor ikke brød sig om at skulle fæste en fremmed pige, blev det bestemt, at jeg skulle hjem for at arbejde på Holmgården.

Efter perioden hjemme, kom jeg til en gård i Ørrild, inden jeg i 1936 kom ud at tjene for sidste gang. Det var hos Frederik Frederiksen i Havndal. Konen i huset var meget syg. Hun skulle have hjælp til alt – også påklædning, så det kunne ind imellem være en barsk og lang arbejdsdag.
Jeg var glad for at være i Havndal. Det var, mens jeg arbejdede der, jeg mødte Elfred, den mand jeg skulle komme til at dele livet med i næsten 60 år. Forlovelser var den gang en langvarig affære. Der kunne gå adskillige år, inden man økonomisk og på anden vis var klar til at blive gift – men jeg glædede mig til helt og fuldt at få ansvaret for mit eget liv. Det sidste halve år inden brylluppet stod i Sem Kirke den 2. november 1937 arbejdede vi begge to hjemme på Holmgården – både som karl og pige.

I foråret 1938 købt vi Granly, et statshusmandsbrug, der var udstykket fra Kjellerup Hovedgård. Elfred flyttede ind på ejendommen allerede i april måned. Jeg måtte vente til skiftedag, den 1. maj.
Endelig sig selv. Fra stuen kunne vi kigge ud i haven, ud over markerne og bakkerne ned til Kjellerup og helt over til den ejendom, som min søster og svoger senere kom til at bo på. Ejendommen var jo ikke helt ny, så vi begyndte straks at lave lidt om. Vi havde bl.a. svært ved at vænne os til, at toilettet var ude bag køerne, så vi fik hurtigt lavet et WC i udhuset. Den gang kunne en familie godt få sit udkomme på en lille ejendom. I begyndelsen var småt og slidsomt, men vi klarede os, selvom familien efterhånden voksede til fem personer.

Vi opnåede aldrig at få en traktor og arbejdsbesparende redskaber, inden de nye tider satte ind i 60’erne. Skulle vi som andre have bil, fjernsyn, telefon og måske en enkelt rejse til udlandet, måtte der flere penge til. Dem kunne vi ikke tjene på ejendommen, så i begyndelsen af 1960’erne begyndte Elfred at arbejde på Randers Fjerkræslagteri. Jeg passede dyrene til daglig og Elfred passede jorden, når han kom hjem fra arbejde. Vi var ikke helt unge længere, så til sidst overtog maskinstationen al arbejdet. Jorden blev lejet ud, da vi fik solgt køerne og ikke længere havde brug for afgrøderne. Elfred havde svært ved at give helt slip på landbruget. Da de gamle heste var solgt, købte han et par frederiksborgerføl. Dem gik han og passede så godt, at de gjorde sig rundt om på dyrskuerne. Det havde han stor fornøjelse af, og når han senere solgte deres føl, gav det også lidt penge.

Elfred har altid måttet betale til fagforeningen, selv om han de første mange år ikke var pensionsberettiget. I 1978 blev han pensioneret. Der fulgte nogle dejlige år, hvor vi havde stor fornøjelse af vore børn – vi var bl.a. sammen med dem på en tur til Jordan.
Siden 1938 havde Elfred og jeg boet sammen på Granly. Vi havde delt alt ondt og godt i livet, så der blev stille og meget ensomt, da han døde i 1995.
Med alderen bliver mange ting mere besværlige, men man har ikke længere de store behov. Jeg får maden bragt, og jeg er to gange om ugen nede på Fjordvang i Mariager, hvor vi ældre holder os i gang med gymnastik, hygger os og spiller kort. Det er mit store håb, at det ikke bliver nødvendigt for mig at flytte fra Granly, hvor jeg har haft så mange dejlige stunder.